Vincent F. Hendricks og Mikkel Møller-Sørensen: Velkommen til den teknofeudale æra
24.03.2025
Som vi forudså i det foregående nummer af RÆSON, indvarslede Trumps sejr et historisk magtskifte – ikke alene når det gælder USA; men hele verden. Og det går stærkt!
Denne artikel indgår i det kommende forårsnummer fra RÆSON, der kommer til vores abonnenter i begyndelsen af april.
Af Mikkel Møller-Sørensen og Vincent F. Hendricks
Verden holder vejret – og er ved at tabe pusten samtidig! Siden præsident Trump trådte til 20. januar, er en bølge af usikkerhed i alskens anliggender skyllet over verden. Det er resultatet af en nøje anlagt strategi, der har vist sig aldeles effektiv over for både medierne og det politiske landskab nationalt såvel som internationalt. Måske kan den endog afskaffe det frie marked, lamme retsstaten, afvikle individets frihed og vælte demokratiet?
Oversvømmelsen
Donald J. Trump indtog Det Hvide Hus som USA’s 45. præsident i januar 2017, og det følgende år erkendte hans daværende rådgiver Steve Bannon uden omsvøb, hvad strategien var: ”The Democrats don’t matter […] The real opposition is the media. And the way to deal with them is to flood the zone with shit”. Der er kun så meget båndbredde til samtalen i det offentlige rum – og opmærksomhedsøkonomien, der styrer informationsmarkedet, udgør et nulsumsspil: Medierne må nøje og konstant afveje, hvor opmærksomhedslyset skal fokuseres. I informationstidsalderen er det selvsagt ikke information, det skorter på, men mængden af opmærksomhed. Når medierne på offentlighedens vegne vælger at fokusere på én politisk udmelding eller ét initiativ, forsvinder alt andet. Således kan det være en vindende strategi for afsenderen at søsætte tilstrækkeligt mange forskelligartede initiativer og udmeldinger af varierende informationsmæssig kvalitet dagligt – fra rent ’shit’ over bullshit via fingerede nyheder og desinformationskampagner til sandfærdige observationer og seriøse realpolitiske tiltag. Og mens medierne, i overensstemmelse med publicistiske principper og god presseskik, langsommeligt rapporterer, redigerer, efterprøver og tryktester én udmelding eller historie, stikker afsenderen i en anden retning, bemægtiger sig en ny dagsorden, implementerer et nyt eller allerede annonceret kontroversielt politisk initiativ, som pressen i mellemtiden har glemt eller forbigået. Som Bannon har bekendtgjort: “This is not about persuasion: This is about disorientation”. Det er ikke modtager, men afsender, der vælger tid og sted.
I fordums tid var det ved tilbageholdelse af information, at magten kunne konsolidere sig. I informationstidsalderen er det ved hjælp af infostorme og overfloden af (u)nyttige nyheder, hysteriske historier og megalomane meldinger, alt imens ”vi morer os selv ihjel”, som Neil Postman forudså. En håndfuld ’nyhedsbomber’ i døgnet er mere end rigeligt til at fylde samtalen i det offentlige rum. Der vil til stadighed være noget, medierne ikke kan nå at dække. Denne ’Flood the zone’-strategi virkede i 2018, og den virker stadig. Og ikke alene over for medierne – den har også vist sig såre effektiv som decideret politisk instrument – og endog juridisk redskab. Strategien har suget ilten ud af Kongressens korridorer med omkring 100 nye præsidentielle dekreter og omstødelser. Foruden udmeldinger om annektering af Panama-kanalen, Gaza som Middelhavets fremtidige ferieparadis, Canada som den 51. stat i USA, direkte forhandlinger med russerne om freden i Ukraine – med såvel ukrainerne som europæerne på sidelinjen – eller en overtagelse af Grønland, der skal omdøbes til Red, White and Blueland, som den amerikanske politiker i Repræsentanternes Hus Earl ”Buddy” Carter den 12. februar 2025 foreslog i et reelt lovforslag.
På sikkerhedskonferencen i München deltog både forsvarsminister Pete Hegseth og vicepræsident J.D. Vance. Hegseth såede tvivl om NATO, og Vance udfordrede Europa, hvis største problem er de uerkendte indre fjender, ikke Rusland, ikke Kina. På konferencens sidste dag brød formanden, Christoph Heusgen, sammen i gråd. Ikke godt at ende grådkvalt på en sikkerhedskonference!
En konsekvens af ’Flood the zone’-strategien er at skabe usikkerhed og dermed lamme kvalificeret overvejelse, beslutning og handling. Indstiftelsen af en sådan usikkerhed blandt såvel venner som fjender viser sig aldeles fordelagtig, når man som Trump ’går kort’ på sine politiske investeringer med det formål at maksimere en dividende. Med præsident Trump ved roret kan gevinsten være opmærksomhed, magt eller penge – men i opmærksomhedsøkonomien falder det hele sammen.
Techgiganterne er med – helt bogstaveligt som ved indsættelsen: På allerførste række. Trump har således fået hjælp til at bemægtige sig markedspladsen for politiske ideer via størstedelen af den informationsbårne infrastruktur, der strækker sig fra finanser over fødevarer til sundhed, uddannelse, kommunikation og energiforsyning. Alle tech-bros har nemlig allieret sig med Trump i en ’pay-to-play’-konstruktion-konstruktion, herunder Mark Zuckerberg fra Meta, Jeff Bezos fra Amazon, Tim Cook fra Apple, Sundar Pichai fra Google og Shou Zi Chou fra TikTok. Hele entouragen er anført af verdens rigeste mand, Elon Musk, der også var den største bidragsyder til Trumps kampagne. Manden bag Tesla, SpaceX, X, xAI, Neuralink, Starlink, The Boring Company og nu nyudnævnt chef for D.O.G.E – Department of Government Effciency, der er sat i verden for at omkalfatre den amerikanske statsadministration indefra. Samtidig blander han sig i både indenrigs- og udenrigspolitik via sin egen X-konto – støtter Alternative für Deutschland og udfordrer lovgivning på tech-området i EU. Velkommen til den teknofeudale æra, hvor Facebooks gamle slogan ”Move fast and break things” skal afprøves både i statsapparatet og i det diplomatiske spil.
Velkommen til den teknofeudale æra, hvor Facebooks gamle slogan ”Move fast and break things” skal afprøves både i statsapparatet og i det diplomatiske spil
_______
Den nye rekrut: Zuckerberg
Husk på mundheldet ”Divide and conquer” – del og hersk. Næstefter Musk er Zuckerberg den mest prominente herre i Trumps ’pay-to-play’-konstruktion. Næstefter Musk er Zuckerberg den mest prominente herre i Trumps ’pay-to-play’-konstruktion. I 2021 smed Zuckerberg ellers Trump på porten efter stormen på Kongressen 6. januar ved at udelukke ham fra Metas platforme på ubestemt tid. Stormen og skandalen så ud som Trumps sidste politiske krampetrækninger. Han fremstod som en færdig mand i politik, der kunne se frem til endnu en rigsretssag, civile søgsmål og sidenhen adskillige straffesager. Men med først en håndsrækning fra de Republikanske fæller og en form for immunitet fra Højesteret, hvor en præsident ikke kan tages til nævneværdig juridisk indtægt for beslutninger taget i præsidentperioden, blev tavlen vasket ren. Trump fik et vaskeægte frikort fra fængslet oven i hatten. Og dommen for regnskabssvindel – begået med det formå om at dække over affæren med pornoskuespilleren Stormy Daniels? Den blev reduceret til en fodnote og belejligt brugt af Trump i hans narrativ om en heksejagt eksekveret af Demokraterne i ledtog med den etablerede presse.
For mange – ikke alene i MAGA-land, men også på midten af amerikansk politik – blev offerfortællingen bekræftet af attentatforsøget på Trump 13. juli.
Sanddruelighed og demokrati ligger efter Zuckerbergs eget udsagn over hans lønramme, for ”safeguarding democracy is above my paygrade”. Alligevel lovede Trump ham efter valgsejren bål og brand – og Zuckerberg hævede den hvide fane og imødekom præsidenten, der havde anlagt et søgsmål om 25 mio. dollars som kompensation for at være blevet ekskluderet fra Metas platforme i 2021.
For mangemilliardæren Zuckerberg er beløbet en dråbe i havet, men symbolværdien er til at føle på. Han er blevet degraderet til en aristokrat underlagt Trumps (ene)vælde. Mens Trumps ven, ejeren af Ultimate Fighting Championship (UFC), Dana White har fået en plads i Metas bestyrelse.
Hvorfor har Zuckerberg underkastet sig? Trump havde truet med, at søgsmålet ’formentlig’ ville sætte ham i fængsel, men dette er næppe den fulde sandhed. Zuckerberg har overlevet masser af modvind – han bevæger sig igennem det politiske landskab som en kamæleon, der skifter mellem Demokratisk blå, Republikansk rød og alle nuancer indimellem. Men under camouflagen varetager Zuckerberg sin virksomheds interesser. Han hyler med de ulve, han er iblandt – lige nu er alfaerne Trump/Musk og Vance/Thiel. For at være en del af flokken må Meta tilpasses MAGA. Ud med indholdsmoderation og tilbage til den velkendte private censur, hvor brugerne skal selvjustere med fællesskabsnoter på opslag, men nu i en tone, der passer til Trumps melodi.
Også Amazons ejer, Jeff Bezos, har fulgt trop. Han købte i 2013 den hæderkronede Washington Post – i februar insisterede han pludselig på, at avisen skal bringe ledere og debatindlæg om mærkesager som ytringsfrihed og det frie marked. Som ejer af Washington Post fik Bezos også annulleret, at Washington Posts officielle linje var at støtte Kamala Harris under præsidentvalget. Bezos har i øvrigt betalt Melania Trump 40 mio. dollars for at være hovedperson i portrætserie på Amazon Prime.
Med Zuckerberg i folden udgør de sociale medier snart én samlet enhed bestående af Meta, X, Truth Social og inden længe også TikTok
_______
Den gamle presse sendes uden for døren
Med Zuckerberg i folden udgør de sociale medier snart én samlet enhed bestående af Meta, X, Truth Social og inden længe også TikTok. Og Trump smed for nylig en redningskrans ud til TikTok, der det seneste års tid har befundet sig på dybt vand og i Kongressens unåde. Dog er Trumps ’TikTok flip-flop’ næppe en gratis omgang. Der er, som Zuckerberg og Bezos måtte sande, ingen gratis frokost – og slet ikke i Det Hvide Hus.
Dette kartel har forrang for – og kan blive megafonen for – Det Hvide Hus. En masse brugere – førhen kendt som borgere – foretrækker jo at opleve nyhedsstrømmen gennem platformene og forkaster dermed de traditionelle medier. Trump-administration anser det for at være et særligt privilegium for et medie at blive inviteret til pressemøderne – sådan som den nyudnævnte pressechef Karoline Leavitt lod pressen vide fra starten i februar. AP News blev ekskluderet, fordi man nægtede at referere til Den Mexicanske Golf som ’Den Amerikanske Golf’. Til gengæld får nye ’uafhængige’ nyhedsmedier – herunder udvalgte influencere, bloggere og de højreekstreme medier Rumble og Breitbart – plads. Leavitt polariserer og skyder med skarpt – mod den tidligere administration, DEI, LGBT, offentligt ansatte og andre politiske modstandere – og ser ud til at kunne stå over for en sal fuld af mikrofonholdere.
Elon Musk – verdens største influencer
Nok er Bannon ophavsmand til ’Flood the zone’, men han er ikke længere strategiens primære eksponent. Elon Musk har for længst indset metodens effektivitet og har løbende justeret og afstemt sine synspunkter til MAGA-universet. At disse skifter fra øst til vest, er intet problem – det er den konstante opmærksomhed, der tæller, og ikke substantiel politik. For Musk er MAGA et middel til et større mål. Her synes, det er passende at knytte to spørgsmål til Musks transformation fra progressiv Demokratisk entreprenør og frontløber for den grønne omstilling til neokonservativ republikaner og sidenhen oligark: 1) Hvornår og 2) hvorfor?
Hvornår: Musk hævdede i et dobbeltinterview med præsidenten hos den ærkerepublikanske vært Sean Hannity, at attentatforsøget 13. juli 2024 blev øjeblikket, hvor han endegyldigt besluttede at blive en del af Trumps kampagne. Begivenhederne i årene op til giver dog et andet billede. I 2022 købte han Twitter – der ikke var den helt store succes. Ledelsens modvilje var stor, og investeringen virkede ikke logisk i Musks portefølje af både noterede og unoterede selskaber. Under overtagelsen gjorde Musk projektet sværere for sig selv, da han lagde sig ud med SEC (Securities and Exchange Commission) og blev beskyldt for markedsmanipulation både i 2018 og 2022. Men overtagelsen lykkedes – og i bagklogskabens lys antyder manøvren, at Musk var et par skridt foran sine rivaler både i erhvervslivet og på informationsmarkedet. Raketter, biler, satellitter – tjek, tjek og … tjek! Hvad Musk manglede, var en megafon og en måde at styre samtalen på i det offentlige rum. Twitter var svaret – og blev omdøbt til X og forvandlet til den rampe, hvorfra Musk skød sig direkte ind i Det Hvide Hus. Der er ingen grund til at nøjes med en fugl i hånden, når man kan få ti på taget for en mindre billetpris på 44 mia. dollars.
Foruden konsolideringen af den teknofeudale alliance med Trump/Musk og Vance/Thiel på toppen eksekverer Musk sine ønsker gennem det uformelle ’ministerium’ DOGE (Department of Government Efficiency). Det kan vise sig særdeles profitabelt at øve indflydelse på institutioner som IRS, SEC og EPA, hvis virke omfatter at regulere og føre tilsyn med Musks egne forretningsforehavender, herunder Tesla, Space X og Starlink. Således regulerer Musk nu de regulerende. Læg hertil, at Musk på flere områder gør forretninger med den amerikanske stat i form af eksempelvis milliardkontrakter på rumfartsområdet. Interessekonflikter? Det er Musk tilsyneladende hverken moralsk eller juridisk tynget af. Skulle sidstnævnte blive et problem, har Trump vist sig aldeles villig til at uddele benådninger – selv til dem, der blev dømt for stormen på demokratiets højborg, Kongressen.
Musk benytter X flittigt til at fremme DOGE- og MAGA-dagsordenen med et stort antal tweets, der dog også omfatter personangreb på kritikere, promovering af konspirationsteorier samt indhold af jævnt hen antisemitisk karakter. Bannon må således se sit dobbelte mesterværk – MAGA og ’Flood the zone’ – udfolde sig, mens han selv er sat ud på sidelinjen.
Og Bannon har indtaget en skeptisk position, når det gælder Musk: ”There is power, and then there is influence”, hævder Bannon – hvor pointen er, at Musk ikke har meget (rigtig) magt. Den udlægning synes at være helt forkert –– men når bølgerne går højt mellem de to herrer, er den personlige rivalisering kun en del af forklaringen. Bannon er isolationist, mens Musk er globalist – og sidstnævnte gør ikke bare forretninger i Kina, men stræber efter at strække globaliseringen helt til Månen og siden til Mars. Bannon er selverklæret reaktionær nationalist og populist, advokerer for fagforeningernes relevans og taler de glemte arbejderes sag, hvilket dannede det oprindelige grundlag for den bagudskuende MAGA-bevægelse. Musk er fremadskuende ’tech-oligark’, skruebrækker – og rykker alt, han møder, op med rødder. Bannon ønsker at holde både migranter sydfra og specialiseret arbejdskraft ude, mens Musk forsvarer sidstnævnte, hvilket sikres ved udstedelse af det meget omtalte H-1B-visum. Bannon vil bevare de delvist offentlige ordninger Medicare og Medicaid, mens Musk, via DOGE, er travlt beskæftiget med at dele statsapparatet i to med en motorsav.
Fjendskabet vidner om to fraktioner i Trump-administration: den ordinære MAGA-base og det nye tech-oligarki. Tiden vil vise, om de overhovedet er kompatible.
Fjendskabet vidner om to fraktioner i Trump-administration: den ordinære MAGA-base og det nye tech-oligarki. Tiden vil vise, om de overhovedet er kompatible
_______
Teknofeudalisme og cloudkapital
Musk deltager ikke alene i Trump-administrationen for at lægge et ekstra lag til sin svimlende pengetank. I den nye teknofeudale æra er profit nemlig blevet et valgfrit anliggende og blot en trædesten mod højere luftlag.
Så på spørgsmålet ”Hvorfor?” er svaret: Magt. Den nye verdensorden er teknofeudalisme, som økonomen og Grækenlands tidligere finansminister Yanis Varoufakis har betegnet det. Den foreløbigt væsentligste bog i dette århundrede er da også ubetinget hans Techno Feudalism: What Killed Capitalism.
Historien er som følger: Først var vi jægere/samlere. Siden begyndte vi at opdyrke jorden. Ejerskab af jord og systematiseret agerbrug gav anledning til feudalismen, hvor herremænd ejer et stykke land, der udlejes til det undergivne ’feudati’, de såkaldte vasaller. Typisk bønder, der har brugsretten over den pågældende jord og samtidig er påtvunget et afhængigheds- og loyalitetsforhold til de jordejende herremænd – jf. Stavnsbåndet. Store værdier blev samlet på herremænds hænder i form af denne udlejning og er – ifølge marxistisk teori – det karakteriserende samfundssystem frem til industrialiseringen.
Med dampmaskinens indtog kunne menneskeheden kannibalisere og kapitalisere på naturen på hidtil uset vis. Forarbejdning af naturens materialer skabte nye produkter, der kunne afsættes på et voksende marked. Og i kapitalismen blev feudalismen udkonkurreret af ejerskab til produktionsapparatet, fordi profitten blev større. I oplysningstiden undfangede man så nye filosofiske ideer, der betonede det enkelte individs autonomi, myndighed eller selvstændighed og dermed pegede mod en styreform af folket, ved folket og for folket. Således blev ideen om det vestlige liberale demokrati født og udgør det samfundssystem, vi har forfulgt frem til i dag. Men det står for en omkalfatring i det 21. århundrede.
I disse dage er kapitalismen døende. I det 21. århundredes informationstidsalder har vi set os om efter noget nyt, der kan kannibaliseres og kapitaliseres – og i spejlet fik vi øje på os selv. Vores opmærksomhed kan, ved en sindrig konstruktions mellemkomst, være aldeles indbringende. Mere indbringende end noget, menneskeheden hidtil har haft fingre i.
I informationstidsalderen er det ikke mikrochips og olie, der er det nye sort. Det er menneskets opmærksomhed – ikke længere som kognitiv ressource, men som et kapitalaktiv.
Den store teknostruktur i form af data-, computer-, kommunikations- og informationsnetværk er allestedsnærværende. Online – men også i berøring med alt fra fødevarer og sundhed over uddannelse, forskning og innovation til transport, bankvirksomhed og finans, forsvar og national sikkerhed Og den er på meget få hænder: Alphabet (Google), Amazon, Apple, Meta (Facebook og Instagram), Microsoft og X sidder på langt størstedelen af den informationsbårne infrastruktur. De dirigerer trafikken, ejer både det offentlige rum og brugernes data, står for udlejningen af profiler, servercentre, fiberoptik – og tager sig betalt for stort set alle aktiviteter og transaktioner på nettet. De har det, der bedst kan kaldes for cloud-kapital. Og cloud-kapital – dvs. forrentning fra udlejning af teknoinfrastruktur – er den globale magtfaktor.
Velkommen til den teknofeudalistiske tidsalder med Musk, Bezos, Zuckerberg, Pichai, Cook, Chou og de andre tech-bros. De teknofeudalistiske herremænd slog kapitalismen ihjel og tog det liberale demokrati med sig i faldet. De små og mellemstore virksomheder lejer sig ind hos cloudfeudalisterne – mens brugerne som tekno-proletariatet yder ’frivilligt’ hoveri og dermed blot er gratis arbejdskraft eller i bedste fald: spillere ved kasinobordet. ■
Velkommen til den teknofeudalistiske tidsalder med Musk, Bezos, Zuckerberg, Pichai, Cook, Chou og de andre tech-bros. De teknofeudalistiske herremænd slog kapitalismen ihjel og tog det liberale demokrati med sig i faldet
_______
Mikkel Møller-Sørensen (f. 1994) BA i filosofi fra Københavns Universitet og nu studerende ved Copenhagen Business School.
Vincent F. Hendricks (f. 1970), dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en række bøger, herunder bl.a. Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden, Sandhedsministeriet og NOK OM MIG, og er en afholdt foredragsholder.
ILLUSTRATION: Washington D.C, 11. februar 2025: Elon Musk under et pressemøde i Det Ovale Værelse om DOGE – til højre for ham ses hans søn X Æ A-12 [FOTO: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
