25.01.2024

Det var i de dage under TV-dækningen af den netop overståede abdikation af Dronning Margrethe II og udnævnelsen af Kong Frederik X, at vi morede os selv ihjel. For kongehuset kan det i yderste konsekvens komme til at betyde, at dets medlemmer blot bliver endnu mere nyttige statister og potentielt indbringende opmærksomhedsaktiver for medierne i et evigt positivt feedback-loop for, om ikke andre, så for medierne.

Kronik af Vincent F. Hendricks

I 1985 skriver den amerikanske medieprofessor og kulturkritiker, Neil Postman, den berømte og berygtede, provokerende som profetiske bog, Amusing ourselves to Death: Public Discourse in the Age of Showbusiness (der nu også findes på dansk under titlen Vi morer os ihjel). En svidende som spiddende kritik af TV-mediets natur, dets økosystem og ikke mindst dets ideologi.

Med tanke på den danske TV-dækning af den netop overståede abdikation af Dronning Margrethe II og udnævnelsen af Kong Frederik X, skulle man tro, de to landsdækkende kanaler uforvarende har brugt Neil Postmans legendariske værk Amusing ourselves to Death som skabelon for transmissionerne. Det endte med at blive netop i de dage, hvor vi morede os selv ihjel.

Underholdning som supraideologi

D. 14. januar 1988, tre år efter Neil Postman udgiver Amusing ourselves to Death, giver han et interview til C-SPAN, hvor han kort, klart og koncist – underfundigt underholdende og ganske selvudleverende – karakteriserer kardanakslen i sin kritik af amerikansk kommercielt fjernsyn:

“I try never watch television when it is serious, because I always find that an embarrassment (…) The function of television in America is to gather an audience which can be sold to advertisers (…) it’s job is to gather an audience and it doesn’t really much care what it uses for means to gather an audience (…) American television knows that the best way to gather an audience is to provide something amusing (…)

Amerikansk kommercielt TV hverken kan eller vil, når det kommer til stykket, tages seriøst. Målet med fjernsyn er til stadighed at generere et publikum, jævnt hen uafhængig af hvilke midler, som tages i anvendelse for at indfri dette må. Når publikum er sikret, kan deres opmærksomhed igen sælges videre til annoncørerne. Forretningsmodellen for kommercielt TV er den samme som BigTech – den opmærksomhedsøkonomiske forretningsmodel, som har været genstand for utallige analyse heri Ræson og andetsteds.

Forskellen mellem kommercielt TV og BigTech er blot, at sidstnævnte kan indhente så meget mere fingranuleret data om brugernes adfærd online og er således suverænt overlegen i designet af reklamepakker til segmenterede brugermiljøer og dermed hestehoveder foran alle andre i at forudsige brugernes adfærd og ikke mindst modificerer adfærd. Denne fordel beløber sig til yderligere salg af annoncer, reklamer og tilsvarende ydelser i et endeløst positivt og profitabelt feedback-loop for, om ikke andre, så BigTech.

Postman pointerer yderligere i interviewet, at den mest effektive måde at generere et publikum på er at præsentere indhold, der som fællesnævner har at være underholdende – og det ligegyldigt om der er tale om en positiv eller negativ historie. Så længe den er underholdende. Heri ligger grunden til, at Postman indrømmer at skifte over på sportskanalerne, når kommercielt fjernsyn forsøger sig med at være seriøs. Det kan, givet forretningsmodellen og den kontinuerte underholdningsunderstøm, ikke lade sig gøre at være seriøs på kommercielt fjernsyn – men heller ikke, nødvendigvis, på statsfinansierede kanaler.

 

Dividenden kan enten bestå i udbredelse eller dagsordenssætning for den offentlige samtale, som det gør sig gældende for DR, eller udbredelse, dagsordenssætning samt reklamesalg, hvilket er situationen for TV2
_______

 

Dagen for den stort anlagte fejringskoncert af Dronning Margrethe II, hvor Danmark sagde hende tak for godt et halvt århundredes tro tjeneste, var sammenfaldende med den dag, hvor en international koalition med USA i spidsen indledte koordinerede angreb ind i Houthi-kontrollerede dele af Yemen som direkte svar på houthiernes angreb mod den internationale skibstrafik i Det Røde Hav. Således måtte såvel DR som TV2, der ellers holdt sig travlt beskæftiget med at transmittere fra de underholdende forberedelser til det store eventshow, pludselig se sig nødsaget til at klippe til et seriøst indslag. Når TV forsøger sig med det seriøse, ender det i pinlighed, som Postman bekendtgør i interviewet. 

Således fremme ved en af Amusing ourselves to Death’s essentielle pointer, der kommer til udtryk i kapitel 6 med den rammende titel: The Age of Show Business. Supraideologien i al diskurs på kommercielt TV er … underholdning:


Figur 1: Fra ‘Amusing ourselves to Death’, kap. 6, p. 87.

Nulsumsspil og non-historier

De to danske landsdækkende TV-kanaler – DR eller TV2 – er enten ikke kommercialiserede eller slet ikke i samme grad som den amerikanske. Ikke desto mindre er de til stadighed kreditbanker for opmærksomhed, der udlodder opmærksomhedskreditter til begivenheder og/eller personer med henblik på at få del i dividenden, som TV får del i den opmærksomhed, som personen eller sagen tiltrækker sig blandt læsere, lyttere og seere.

Hvor mennesker eller sager får tid og dermed mulighed for at tilrane sig opmærksomhed, investerer TV-stationer i personen eller sagen for at få del i dividenden af den opmærksomhed, som personen eller sagen, der er investeret i, tiltrækker sig blandt læsere, lyttere, seere eller brugere. Dividenden kan således enten bestå i udbredelse eller dagsordenssætning for den offentlige samtale, som det gør sig gældende for DR, eller udbredelse, dagsordenssætning samt reklamesalg, hvilket er situationen for TV2.

Det kildne ved opmærksomhed som aktivklasse er, at ens opmærksomhed kun kan bruges en gang, ikke kan sparres til bunke, og brænder man opmærksomhed af på en ting, kan den ikke samtidig brændes på noget andet. Alene sidstnævnte kan give anledning til et nulsumsspil på opmærksomhedsallokering, som man er tvunget til at tage højde for, når man er opmærksomhedskreditbank. Hvis DR har seernes opmærksomhed, kan TV2 ikke også samtidig have ditto og vice versa.

 

Det, som DR og TV2, kynisk betragtet, kan takke den afgående dronning for ved eventshowet og diverse reklamer i såvel det virtuelle som fysiske rum, er at have været, og forsat være, et af de største aktiver overhovedet i deres opmærksomhedsøkonomiske portefølje
_______

 

Det blev demonstreret med al ønskelig tydelighed til føromtalte dronningekoncert, fredag d. 12.01.2024, der var samarrangeret af DR og TV2. Som det hed sig via Ritzau: ”En perlerække af kongerigets største musiknavne går på scenen, når DR og TV 2 samler danskerne ved showet ‘Danmarks dronning – den største tak’ fredag 12. januar på Kongens Nytorv. Alle er velkomne, der er fri entré.”

Men mens alle er velkomne med fri entre, vælger begge kanaler at transmittere særskilt fra arrangementet, selvom det er samarrangereret. Tilbage til den klassiske opmærksomhedskamp og nulsumsspillet mellem de to landsdækkende konkurrerende kanaler, præcis som det plejer at være. Danske seere er ikke samlet, men netop splittet mellem de to kanaler, netop nu hvor ”DR og TV 2 samler danskerne ved showet’. Samlet kan i så fald kun være dem, der fysisk var til stede på Kongens Nytorv – for alle andre måtte vælge mellem de to opmærksomhedskreditbanker, hvis de ville se med.

Det, som DR og TV2, kynisk betragtet, kan takke den afgående dronning for ved eventshowet og diverse reklamer i såvel det virtuelle som fysiske rum, er at have været, og forsat være, et af de største aktiver overhovedet i deres opmærksomhedsøkonomiske portefølje. Det bliver ikke anderledes for kongen. Og hvis kongen ikke selv er med på at indgå i porteføljen, skal medierne nok sikre det, for det er simpelthen for god en forretning.


Figur 2. Takkereklame fra TV2 på Kongens Nytorv ophængt på den franske ambassade [FOTO: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix].

Ved udnævnelsen af Kong Frederik X søndag d. 14.01.2024 var der mellem DR og TV2 imidlertid intet proklameret samarbejde om dækningen. Igen ender vi i det velkendte konkurrerende modus operandi i opmærksomhedsøkonomiens nulsumsspil, hvor begge kanaler kunne berette gribende og andægtigt om regentens valgsprog “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”. Det gælder blot ikke, når man er landsdækkende opmærksomhedskreditudbyder og dividenderytter.

Dagene op til abdikationen og udnævnelsen af den nye regent, kan også være lange dage. For opmærksomheden skal fastholdes, og som Postman bekendtgør i det interviewet, gælder alle midler for at fastholde et publikum, nu hvor underholdning er supraideologien for TV. Det betyder, at det kan blive et ræs mod bunden af den publicistiske ambition, for hvis den ene aktør i nulsumsspillet præsenterer en historie, der skal fastholde publikum, er den anden ligeledes nødsaget til at gøre tilsvarende, også selvom der strengt taget ikke er tale om egentlige (nyheds-)historier. Således kunne man eksempelvis finde følgende historie på TV2’s liveblog d. 13.01.2023:


Figur 3. Nyhedshistorie på TV2.

Det er ret beset en non-historie, der egentlig blot bekendtgør, at der er trukket elektricitet til de royale palæer, ellers ville der angiveligvis ikke være lys på Amalienborg, medmindre de er gået tilbage til gaslys og olielamper. Det er triviel viden, at der er en historisk dag i vente, så måske er der lys, fordi regenten er i færd med at lade sit kurfyrstelige vand – ingen ved det, og det er i øvrigt også lige meget … DR gjorde kunsten efter med bl.a. en non-historie, der excellerer i tilsvarende banaliteter, mens vi morer os selv ihjel sammen med Aksel på 25 år, elektriker og royalist:


Figur 4. Nyhedshistorie på DR.

Når der nu er tale om nulsumsspil på opmærksomhed, er det en meget forståelig strategi at anlægge. Den implicerer, at man som opmærksomhedskreditbank konstant skal have ny information i kammeret, som seere og lyttere kan brænde deres opmærksomhed af på for præcis at fastholde publikum. Så meget indrømmer TV2 også i deres publicistiske program, Presselogen, d. 21.01.2024, hvor hele dækningen af spektaklet vendes og vurderes.

Men prisen herfor kan imidlertid være betragtelig høj. Det kan gå aldeles hårdt ud over historiernes kvalitet og den publicistiske forpligtelse, for i opmærksomhedskampens hede er det nu legitimt at søsætte non-historier, bare der er et publikum til dem. Det er ligegyldigt, om man sælger reklamer eller blot lægger beslag på dele af båndbredden for den offentlige samtale, fordi man er statsfinansieret og således ikke skal bekymre sig om annoncører. Men man behøver i den sammenhæng antageligvis heller ikke bekymre sig om publicistiske principper.

Bjørneskindshuer og bjørnetjenester

Idet man slækker kravene til den passable (nyheds-)historie, gør man såvel sig selv som medie som den lille eksklusive skare, der er omgivet af en livgarde i bjørneskindshuer, potentielt en bjørnetjeneste. Ligegyldigt hvor royalistisk eller republikansk man i øvrigt måtte være til sinds, betyder det at sænke baren betragteligt for, hvad der er nyhedsværdigt i royalt regi, at publicistiske principper kan komme i skred. Samtidig sker det, at dem man dækker, i.e. kongehuset, bliver atter større ofre i det, den danske medieprofessor Stig Hjarvad har kaldt medialisering.

Medialisering betegner generelt en udvikling, hvor samfundets institutioner i stigende grad er afhængige af medierne og indretter sig efter deres præmisser. I det medialiserede samfund sætter medierne betingelserne for sociale interaktioner og relationer, handel og markedsføring, videnskab og debat, aktivisme og politik. Hvis man som politisk aktivist laver en demonstration eller happening for at få et politisk budskab ud, er det altafgørende at få mediedækning, så budskabet har bare en snert af mulighed for at blive hørt af andre end aktivisterne selv. Det er ligegyldigt at ”besætte Wall Street”, eller demonstrere for det ene eller det andet i konflikten mellem Israel og Hamas, hvis det ikke bliver filmet. Medialiseringen giver derfor samfundsmæssige aktører, inklusiv kongehuset, et kraftigt incitament til at agere på mediernes præmisser.  

I det medialiserede samfund er det et fokuspunkt at levere materiale til den gode historie, som medierne sætter på dagsordenen. Med Postman er det blevet klart, at den gode historie er den, der kan samle et publikum, ligegyldigt hvilken valør, positiv som negativ, historien i øvrigt måtte have. Igen, hvis nyhedsmedierne er drevet af kommercielle interesser og kriterier, kan det i grelle tilfælde betyde, at underholdningsværdien bliver nyhedsdækningens ideal, og vi er tilbage ved det, der morer os til døde ifølge Postman.

Medialisering er blevet set som symptom på mediernes tiltagende magt: Ikke nok med at de sætter dagsordenen – deres kriterier for at gøre det spreder sig også til andre institutioner og aktører som incitamenter til at underlægge sig deres medielogik. Til skræk og advarsel og worst case: For kongehuset kan det i yderste konsekvens komme til at betyde, at dets medlemmer blot bliver endnu mere nyttige statister og potentielt indbringende opmærksomhedsaktiver for medierne i et evigt positivt feedback-loop for, om ikke andre, medierne.

Selv den nytiltrådte konges valgsprog “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark” kan ende som et vittighedsmeme, man skal grine af, nu hvor vi alligevel er godt i gang med at more os selv ihjel. ■

 

Selv den nytiltrådte konges valgsprog “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark” kan ende som et vittighedsmeme, man skal grine af, nu hvor vi alligevel er godt i gang med at more os selv ihjel
_______

 

Vincent F. Hendricks (f.1970) dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en række bøger, herunder bl.a. Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden, Sandhedsministeriet og NOK OM MIG og er en afholdt foredragsholder.

ILLUSTRATION: Eget pressefoto.

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik