Laura Lindahl (LA): LO’s kamp for lighed gør alle fattigere – også de fattige

Laura Lindahl (LA): LO’s kamp for lighed gør alle fattigere – også de fattige

31.12.2018

.


Vi kan alle være lige fattige, så vi er lige i den forstand, at ingen af os har noget. Det er næppe en situation, vi ønsker os. Præcis derfor skal vi ikke fokusere på lighed som et mål i sig selv, men nøgternt fokusere på levevilkårene for de fattigste i Danmark.

Kommentar af Laura Lindahl (LA)

Da juleaften lakkede mod enden, kom min 4-årige søn over til mig. Han havde samlet sine julegaver og var tydeligvis lykkelig. Alle gaverne var han blevet begejstret for – alt var perfekt. Indtil han så over på sin fætters bunke gaver. Der var flere gaver, og gaverne var også lidt større. Min søn blev frustreret og råbte, at det var uretfærdigt, at fætteren havde fået flere gaver end ham.

Jeg satte mig ned og forklarede min søn, at hans gaveregn ikke bliver hverken mere eller mindre værd af, at hans fætter har fået flere eller større gaver. Jeg mindede ham om, hvor glad han var blevet for hver og én af sine gaver, og at det skulle han huske.

Lighed på bekostning af velstand?
Det er sikkert naturligt at reagere som min søn, når man er 4 år. Men i debatten om ulighed i Danmark er den samme mekanisme på spil. Her er det bare voksne mennesker – herunder politikere – der opfører sig barnligt. Venstrefløjen vil tage fra de rigeste, så de bliver fattigere, og på den måde bliver vi som samfund mere lige. Jeg undrer mig over, om de slet ikke spørger, hvorvidt de fattigste får det bedre eller værre af, at de rige bliver rigere? Det gør de næppe, for måske ved de, at svaret er, at det ikke gør nogen forskel for den fattige. Den fattiges konkrete liv ser ud på præcis samme måde, uanset om der er 100.000 i Danmark, der tjener over 1 million årligt, eller om der er 500.000, der tjener mere end 1 million årligt. Den fattige kan købe præcis det samme antal mælk, Levi’s cowboybukser og bleer til ungerne. For selvom efterspørgslen på varer stiger som følge af, at flere har råd til dem, så produceres der bare tilsvarende flere (eksempelvis) cowboybukser. Det, der kan betyde noget for priserne, er, hvis produktionsomkostningerne stiger. Hvis priserne stiger som følge af højere efterspørgsel, er det, fordi lønningerne er steget – og det vil i så fald gavne de fattigste lønmodtagere.

Præcis som jeg forstod min lille søn juleaften, forstår jeg også dem, der føler, de har mindre, hvis flere omkring dem har mere. Men som samfund er vi nødt til at holde tungen lige i munden, når vi taler om måden, hvorpå vi måler og behandler de fattigste i vores samfund. Som samfund kan vi ikke have en officiel måleenhed, som er ligeså relativ som venstrefløjens såkaldte fattigdomsgrænse. Fattigdomsgrænsen er en relativ grænse, hvor man nøgternt vurderer antallet af fattige i Danmark ud fra, om folk har tjent mindre end 50 pct. medianindkomsten. Det vil sige, at der altid vil være fattige, for man kan tjene rigtig mange penge og alligevel betegnes som fattig, hvis resten af befolkningen tjener flere penge. Det giver ingen mening. Vi kan ikke tale om ulighed som noget, der pr. definition forværrer situationen for de fattigste – for det er simpelthen ikke rigtigt.

 

Vi kan ikke tale om ulighed som noget, der pr. definition forværrer situationen for de fattigste – for det er simpelthen ikke rigtigt
_______

 

Lighed er ikke et mål i sig
Hvis alle børnene til vores juleaften havde fået én gave, der alle var samme størrelse og pris, havde alle fået præcis det samme. Ingen kunne have kigget på andres gave og følt uretfærdighed. Men havde alle – eller nogen overhovedet –været gladere end i den faktiske situation, hvor min søn fik fem gode gaver, mens fætteren fik seks lidt større gaver? En ting er sikkert: Alle havde fået mindre.

Når det kommer til ulighedsdebatten i Danmark, fokuserer venstrefløjen, senest med LO-formand Lizette Risgaard i spidsen for kampen mod ulighed, på lighed som et mål i sig selv. Risgaard mener, at uligheden skal bremses og mindskes. Det vil hun gøre med initiativer om at sikre bedre vilkår til dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. De vil måske mindske uligheden på den korte bane, men de vil også vil hæmme væksten, og derfor vil hun gøre Danmark fattigere. Det mener jeg, er problematisk.

Lighed er ikke en garant for lykke. Vi kan alle være lige fattige, så vi er lige i den forstand, at ingen af os har noget. Det er næppe en situation, vi ønsker os. Præcis derfor skal vi ikke fokusere på lighed som et mål i sig selv, men nøgternt fokusere på levevilkårene for de fattigste i Danmark. Lidt populært sagt skal vi fokusere på at gøre kagen større, ikke på at dele den nuværende i flere bidder.

Vi politikere bør være optagede af, hvordan vi hjælper flere borgere i arbejde, for her har den enkelte i den grad mulighed for at hæve sin levestandard og løfte sig ud af fattigdom. Der kan meget vel være udfordringer hos den enkelte, som skal håndteres, før man aktivt kan søge ordinære jobs. Her arbejder regeringen allerede for en helhedsorienteret indsats med kun én indgang til det offentlige. Det vil sikre en bedre, mere simpel og målrettet hjælp til den enkelte. Og så skal målet i socialindsatserne være at få mennesker løftet ud af deres position som overførelsesindkomstmodtager over til lønmodtagere, for det er uden tvivl det bedste middel mod fattigdom.

 

Vi politikere bør være optagede af, hvordan vi hjælper flere borgere i arbejde, for her har den enkelte i den grad mulighed for at hæve sin levestandard og løfte sig ud af fattigdom
_______

 

LO’s initiativer vil gøre Danmark fattigere
Venstrefløjen skyder derfor sig selv i foden, når de vil tage endnu mere fra de rigeste. Hvis det bedre kan betale sig at arbejde mere, vil flere gøre det – og det er godt for det danske samfund som helhed, hvis danskerne vil arbejde mere, for så bliver vi rigere. Omvendt gør samme logik sig naturligvis også gældende: Hvis det ikke kan betale sig at arbejde mere, risikerer vi, at mange vil arbejde mindre. Det vil gøre os fattigere.

Hvis flere vil arbejde mere, vil det selvsagt betyde øgede indtægter for dem, der arbejder mere, og dermed også flere skattekroner i statskassen. Skattekroner vi kan bruge målrettet til at styrke de mest udsatte borgeres mulighed for at bryde den negative sociale arv, eksempelvis gennem forebyggende indsatser, der ofte er dyrere fordi man jo i en forebyggelse sigter bredere i målgruppen.

Alligevel oplever vi, at LO og Lizette Risgaard kommer med initiativer, der vil gøre Danmark fattigere for på den måde skabe mere lighed i samfundet. Vi kan eksempelvis se, at kontanthjælpsloftet får flere i arbejde, og derfor er det en skam, at LO foreslår, at man afskaffer den slags ydelser. Det er ikke i LO’s medlemmers interesse, det er ikke i Danmarks interesse, og de fattigste i vores samfund får det ikke bedre af Risgaards forslag. Jeg vil derfor foreslå Risgaard at gentænke forslaget. Måske endda surfe lidt rundt på Liberal Alliances hjemmeside. For hvis hun reelt vil løfte de fattigste i Danmark, så ville hun støtte op om Liberal Alliances politik og bekymre sig mere om at løfte bunden end om at tage fra toppen. Kun med god gang i den økonomiske vækst kan vi bryde den sociale arv, løfte mennesker ud af fattigdom og skabe et bedre liv for flere mennesker. Det løser hun aldrig ved at råbe lighed. ■

 

Kun med god gang i den økonomiske vækst kan vi bryde den sociale arv, løfte mennesker ud af fattigdom og skabe et bedre liv for flere mennesker
_______

 



Laura Lindahl (f. 1983) er MF, beskæftigelsesordfører, social- og børneordfører, ordfører for den offentlige sektor, og ligestillingsordfører for Liberal Alliance (LA). Desuden rådmand og formand for Børneudvalget i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Hun er uddannet cand.merc. med speciale i filosofi fra CBS og har en HD i Marketing Management. [foto: Liselotte Sabroe/Scanpix]