20.07.2011
.Går Italien bankerot? Næppe – det er langt mere sandsynligt, at politikerne i Europa arbejder sig frem mod løsninger, hvor man bukker og bøjer spillereglerne tilstrækkeligt til at undgå en statsbankerot. Dermed bliver den primære effekt af de statsfinansielle problemer sandsynligvis alene en opstramning af de offentlige finanser. Det vil bestemt være med til at reducere væksten, men effekten er langt mindre dramatisk end effekterne af en ny finansiel krise.
Af Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank
DER ER INGEN TVIVL OM, at den økonomiske usikkerhed aktuelt er tiltagende globalt set. De økonomiske nøgletal er begyndt at pege nedad, og med udgangspunkt i den tilspidsede gældssituation i såvel Europa som USA må man konstatere, at blikket i øjeblikket er stift rettet mod farerne frem for mulighederne. Men man skal ikke lade sig forlede – det er bestemt ikke første gang, at vi står i en situation som den nuværende, hvor det er sværere at se, hvad der kan gå godt, end hvad der kan gå galt. Vi stod i en lignende situation sidste år, hvor vi med udgangspunkt i krisen i Grækenland i sensommeren brugte meget tid på at tale om ”dobbelt dip” – altså en ny økonomisk recession i verdensøkonomien. Det dobbelte dyk kom imidlertid aldrig – og det er værd at huske i disse usikre tider. Ikke mindst i medierne rettes fokus hurtigere mod problemer end tegn på bedring – det er ikke mange overskrifter, der lyder ”masseansættelser” – hvorimod det modsatte selv i opgangstider nemt tiltrækker sig opmærksomhed.
Kigger man på den globale økonomi, så er der ingen tvivl om, at der er mange usikkerhedsfaktorer – men en del af dem er trods alt af midlertidig karakter. Inflation har spillet en meget stor rolle over det seneste år. Stigende råvarepriser har været med til at presse inflationen voldsomt i vejret i både USA og Europa. Det har betydet en svækket købekraft – og særligt i 1. halvår har det i høj grad reduceret væksten i det private forbrug i mange lande. Men råvarepriserne har været rimeligt stabile gennem de seneste måneder – og effekten af inflationen kommer derfor til at tage af i styrke over de kommende kvartaler. Og særligt i 2012 vil inflationen være markant lavere, end den er på nuværende tidspunkt.
Den anden store bekymring er den offentlige gæld og de offentlige underskud i både USA og Europa. Inden for de seneste uger er denne bekymring eskaleret i takt med, at også Italien er blevet inkluderet blandt de økonomier, hvor bekymringen for en egentlig statsbankerot er fremtrædende. Man kan altid diskutere hvorvidt det er rimeligt, at der opstår usikkerhed om landes vilje til at betale deres lån tilbage, men uanset hvad, så har usikkerheden en indbygget selvforstærkende effekt. Når usikkerheden tager til, så bliver investorerne tilbageholdende med at købe statsobligationer i de berørte lande, hvorved prisen på statsobligationerne falder, hvilket er det samme som stigende renter. Lande, som i udgangspunktet måske godt kunne håndtere deres underskud og gæld, kan få meget vanskeligt ved det, hvis renten stiger for meget. Med andre ord, så kan usikkerhed i sig selv være med til at gøre de økonomiske problemer større.
Kernen af de økonomiske udfordringer i Italien er velkendte, og den usikkerhed, der opstod i denne uge, var i høj grad drevet af bekymringer om den politiske stabilitet i den tredjestørste økonomi inden for eurosamarbejdet. Men end ikke den bekymring er ny. Man kan derfor godt undre sig over, at den finansielle reaktion blev så voldsom, som den gjorde. De store bekymringer med hensyn til de store offentlige underskud og gældsposter har givet anledning til en bekymring for den finansielle stabilitet i hele Europa. Som skræmmebillede kan man forestille sig, at en statsbankerot i eksempelvis Italien vil føre til en krise sammenlignelig med, hvad vi så i forbindelse med Lehman Brothers’ kollaps i september 2008. Men det er værd at holde fast i, at det langt fra er det eneste tænkelige udfald. Efter min opfattelse er det langt mere sandsynligt, at politikerne i Europa arbejder sig frem mod løsninger, hvor man bukker og bøjer spillereglerne i Europa tilstrækkeligt til at undgå en statsbankerot. Dermed bliver den primære effekt af de statsfinansielle problemer sandsynligvis alene en opstramning af de offentlige finanser. Det vil bestemt være med til at reducere væksten, men effekten er langt mindre dramatisk end effekterne af en ny finansiel krise med udgangspunkt i statsgæld frem for boliggæld.
Gældsproblemerne kommer til at ligge som en dyne hen over væksten i både Europa og USA over de kommende år, men det er værd at understrege, at det ikke er det samme som en krise på fem eller ti år. Det vil holde vækstraterne nede – men det vil ikke forhindre vækst. Efter min opfattelse er det mest sandsynlige derfor, at verdensøkonomien kommer til at overleve såvel inflation som gældskrise. Men der er ingen tvivl om, at begge forhold er med til at reducere væksten, og gældskrisen kommer til at have en langvarig effekt, og med en indbygget risiko for, at det kan gå helt galt.
I lyset af ovenstående, hvordan går det så i lille Danmark? Grundlæggende står dansk økonomi med en række alvorlige udfordringer, men økonomien er alligevel nok bedre end sit rygte. Der har i den seneste tid været stor fokus på det faktum, at dansk økonomi i 4. kvartal sidste år og 1. kvartal i år oplevede fald i BNP – hvorved dansk økonomi befandt sig i en teknisk recession. Det er dog vigtigt at adskille en teknisk recession fra en reel recession. Dansk BNP svinger en del fra kvartal til kvartal – og to dårlige kvartaler i træk er langt fra det samme som en ny økonomisk krise. For at sætte det i relief var vi også i teknisk recession i 2006, hvor økonomien som bekendt buldrede derudaf. Selvom BNP faldt i slutningen af sidste år og starten af i år, så var der faktisk en del positive økonomiske nyheder i samme periode. Ledigheden faldt i samme periode, og der var en lille stigning i beskæftigelsen i 1. kvartal. Med andre ord skal man ikke overdramatisere faldet i BNP.
Kigger vi på de aktuelle økonomiske nøgletal, så tyder tal for industriproduktion og eksport på, at der er fremgang i økonomien i 2. kvartal – men tal for boligmarked og forbrug understreger, at væksten er beskeden. Dansk økonomi er næppe heller i recession her i 3. kvartal – men vi har været i en teknisk én af slagsen ved årsskiftet. Den økonomiske vækst er helt afhængig af evnen til at eksportere, for den indenlandske del af dansk økonomi er fortsat under et voldsomt pres. Her spiller krisen på boligmarkedet en vigtig rolle. Efter en periode med ro på boligmarkedet efter prisfaldene fra 2007 til 2009, så er boligpriserne atter faldende. Det gør os mere tilbageholdne med at forbruge, og er dermed med til at trække hele økonomien ned.
Politikere og økonomer herhjemme diskuterer fortsat, om der er behov for yderligere finanspolitiske lempelser. Umiddelbart har jeg svært ved at se pointen – vi er i høj grad i den internationale økonomis vold, og politikerne kan vanskeligt sikre dansk økonomi ved yderligere ekspansiv finanspolitik. Vi er allerede i en situation, hvor der er et markant underskud på de offentlige finanser. Vi risikerer i stedet, at underskuddet på de offentlige finanser udvikler sig til at blive et reelt problem herhjemme. Dertil kommer, at de seneste år tydeligt har vist os, hvor vanskeligt politikerne har ved at styre de offentlige finanser – man evnede eksempelvis kun at øge de offentlige investeringer en brøkdel af det planlagte i 2009. Der er med andre ord en ikke ubetydelig risiko for at fejl-time en yderligere lempelse af finanspolitikken.
Man kan i det hele taget spørge sig selv om, hvorvidt diskussionen omkring en yderligere begrænset lempelse af finanspolitikken bør have en så fremtrædende rolle i den økonomiske diskussion herhjemme. Via finanspolitikken kan man måske/måske-ikke dæmpe de kortsigtede økonomiske udsving. Et langt mere fundamentalt problem er det dog, at dansk økonomi over de seneste 10 år har haft lavere produktivitetsvækst end de fleste andre lande. Den diskussion fylder langt mindre i den økonomiske debat – måske fordi det er knap så nemt at komme med en nem opskrift på, hvordan det problem håndteres.
ILLUSTRATION: Merkel og Sarkozy under topmødet 23. juni, hvor bl.a. den økonomiske situation var på dagsordenen (foto: EU)