14.04.2011

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) har i medierne fået en profil som mere kyndig på sit område og mindre spydig over for kritikere end sin forgænger. Men i eksemplet her undlader også hun at forholde sig til modargumenter. Tricket er simpelt: Hun pakker ikke-svaret ind i tom velvilje og gentagelse af sine egne argumenter.

Af Christian Kock

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen foreslår, at landets 500 videnskabelige og populærvidenskabelige tidsskrifter skal lægges gratis ud på nettet (“Open Access”) og ønsker en debat om planen. Men ignorerer seriøse modargumenter.

21.3. skrev redaktørerne for Ugeskrift for Læger, Nationaløkonomisk Tidsskrift, m.fl., et indlæg i Politiken om det de så som et alvorligt problem ved denne plan: Hvis tidsskrifterne ikke længere kan få indtægter fra abonnementer, bliver de ringere. “Risikoen er, at mange artikler i det kommende statslige udgivelsessystem i realiteten bliver kladder, som ikke fuldt har været gennem en fagredaktion” – det redaktionelle arbejde koster jo noget. De bad Sahl-Madsen om at nedsætte et udvalg med alle interessenter, samt at uafhængige forskere bliver sat til at “undersøge forholdene til bunds, hvorefter et forslag udarbejdes i en demokratisk proces”, for tidsskrifterne er “truet på livet”.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) – der har fået en profil som mere imødekommende, mere kyndig på sit område og mindre spydig over for kritikere end sin forgænger – svarede med dette læserbrev den 26.3:

“Jeg har stor respekt for de videnskabelige tidsskrifter, der både kvalitetssikrer og redigerer forskningsartikler til gavn for et bredere publikum. Derfor tager jeg også chefredaktør Torben Kitaj m.fl.s bekymringer over for Open Access alvorligt. Open Access skal bestemt ikke være et farvel til den videnskabelige presse, som Kitaj m.fl. skriver (Pol. 21.3.). Det skal være en nytænkning. Open Access er på vej verden over og vil give muligheder for ny inspiration og udvikling. Der er store gevinster at hente ved at give virksomheder og alle andre fri adgang til det hav af viden, der gemmer sig i de videnskabelige artikler. Danmark kan ikke stå tilbage og sige nej tak. Vi skal med på vognen.”

Sahl-Madsens tricks: Mundsvejr, ikke-svar – og nødvendigskortet
Men dog – ministeren har respekt for de videnskabelige tidsskrifter og tager redaktørernes bekymringer alvorligt! “Open Access skal bestemt ikke være et farvel til den videnskabelige presse”. Nej, ingen har beskyldt ministeren for at ønske dét. Men kritikpunktet var at Open Access (måske) vil true eller forringe den, fordi tidsskrifternes (ret få) indtægter falder væk.

Dét svarer ministeren ikke på. Hun siger intet om hvorfor det som tidsskriftredaktørerne siger, ikke vil ske. Hun bruger resten af de få ord på at lovprise fordelene ved “Open Access”, og som trumfen er “nødvendigheds”-kortet: Vi skal med på vognen!

Ja, disse argumenter for hendes plan er måske reelle. Men modparterne kender dem og har ikke bestridt dem; de har derimod peget på et modargument – som ignoreres. Og redaktørernes anmodning om at blive inddraget i arbejdet med planen nævnes ikke engang. Så ministerens ord om respekt og forståelse er mundsvejr.

Der er to slags ærlige svar på modargumenter:

1) Påvis, hvis du kan, hvorfor argumentet imod din plan ikke er retvisende eller ikke er relevant. (“Retvisende” har at gøre med om “det passer”. “Relevant” har at gøre med om det er gyldigt eller ligegyldigt. Siger jeg f.eks. til betjenten der standser min fartkørsel: “Jeg vidste ikke at her var fartbegrænsning”, passer det muligvis – men det er irrelevant.)

2) Kan du ikke opfylde (1), så begrund hvorfor du anser modargumentet for mindre vægtigt, sammenholdt med argumenterne for din plan. Forklar f.eks. hvorfor den gør mere gavn end skade, eventuelt ved at du vil gøre noget konkret for at afbøde skaderne.

Hverken (1) eller (2) opfyldes i ministerens brev.

Så meget for den respekt. Men måske skal videnskabsredaktørerne glæde sig over at de ikke – som Helge Sander havde for vane over for sine kritikere – bliver mistænkeliggjort oven i hatten.

Modtrick: Sådan kunne man havde fået et svar
Modtricket er: Ad (1): Gentag det ignorerede modargument; spørg hvorfor (ikke om) det er misvisende eller irrelevant; vær præcis i din formulering. (Bemærk f.eks. forskellen mellem skal og vil.) Ad (2): Hvis svar på dette ikke leveres, da spørg efter hvad der opvejer modargumentet. F.eks. sådan:

“Du siger at de videnskabelige tidsskrifter ikke skal forsvinde. Men kritikken går jo på at de måske vil forsvinde, og i hvert fald blive ringere, hvis deres indtægter forsvinder. Hvorfor skulle det ikke være rigtigt? Og vil du i så fald gøre noget ved det?”

Christian Kock (f. 1946) er professor i retorik ved Københavns Universitet og har bl.a. forsket i politisk debat, argumentation og troværdighed. Han optræder ofte som kommentator i medierne og har senest udgivet De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat. (Gyldendal, 2011).

UDENOMSSNAK: SÅDAN GØR POLITIKERNE. Hver torsdag udpeger RÆSON sammen med landets førende eksperter i udenomssnak en politiker, der taler udenom, afslører politikerens trick og anviser journalisten et modtrick. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i spin og forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d. stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik) og Magnus Boding Hansen (chefredaktør på RÆSON, kandidatstuderende i retorik).