Ulla Holm om Libyen: Det bliver ikke en smuk og enkel overgang

Ulla Holm om Libyen: Det bliver ikke en smuk og enkel overgang

25.08.2011

.

Med de libyske oprøreres indtog i Libyen, går konflikten ind i en ny fase. Overgangsrådet har fremlagt en overgangsplan. Men det bliver næppe en smuk, enkel og problemfri overgangsfase.

Af Ulla Holm, seniorforsker ved DIIS

Gaddafi skjuler sig et eller andet sted i Tripoli. Således lyder det fra oprørerne i Tripoli og fra Gaddafis søn Saif al-Islam. Ingen ved, om det er sandt, eller om Gaddafi er blevet dræbt under NATOs’ bombardementer af Gaddafis hovedkvarter. I følge oprørerne vil sejren være i hus fra det øjeblik, hvor Gaddafi enten er en død mand eller er blevet fanget. Men sejren kan blive en katastrofal succes. Oprørerne overtager et land, som er gennemsyret af Gaddafis organiserede institutionelle kaos. Gaddafis institutionelle skygge vil leve videre i lang tid. Det politiske system har været præget af et endeløst væld af komitéer og kongresser såvel som hundredvis af ledelsesgrupper, hvis funktion først og fremmest har været at sørge for, at ingen institution ville blive for magtfuld. Den ‘permanente revolution’ med dens konstante bølger af nye direktiver, nye strukturer og et højt niveau af uforudsigelighed har udviklet en konstant mistænksomhed over for institutionelle beslutningsprocesser. Det bliver en kæmpe udfordring for oprørernes at ændre dette institutionelle system og skabe tillid til nye institutioner. Oprørenes Overgangsråd i Benghazi er ganske klar over, hvor vanskeligt det bliver at erstatte de gamle strukturer med demokratiske institutioner.

Overgangsrådet kalkulerede først med en overgangsperiode på 8 måneder. Men internt var der uenighed herom. Det endte med, at en 20 måneders overgangsperiode blev vedtaget. Man skal nok ikke underkende spill-over fra diskussionerne i Egypten og Tunesien om, hvornår der skal holdes valg efter, at magtens ledere er blevet smidt på porten.

Sikkerhedstjenesterne bliver et problem
Efter Gaddafis fald skal et udvidet nationalt overgangsråd tage over. Belært af de negative erfaringer fra Irak har diplomater og eksperter fra især USA, Storbritannien og Frankrig siddet sammen med det nuværende overgangsråds ledere for at udarbejde en overgangsplan, hvis vigtige formål er at inkludere både Gaddafi-folk, oprørere, religiøse og sociale ledere.

I løbet af 8 måneder skal det udvidede nationale overgangsråd nedsætte en forfatningskomité samt få valgt 200 personer til en midlertidig national kongres. De 200 vælges på grundlag af folketællingen fra 2010 og antallet af distrikter.

Denne midlertidige nationale kongres skal højest sidde et år. Dens arbejde skal primært bestå i udarbejdelse af en forfatning, som så skal til hurtig folkeafstemning overvåget af FN. I løbet af de følgende to måneder skal der afholdes parlaments – og præsidentvalg, hvis resultater skal kontrolleres af FN.

I de 20 måneder denne forfatnings – og institutionsopbygning foregår, arbejder de involverede parter i processen under devisen: “Vor (libyerne) stærke religiøse overbevisning om fred, sandhed, retfærdighed og lighed skal styre opbygningen. Menneske – og frihedsrettigheder skal overholdes, og den dømmende, lovgivende og udøvende magt skal adskilles.”

På papiret ser processen smuk ud. Men hvad med virkeligheden? Den ser knap så smuk ud. Først og fremmest er der hele spørgsmålet om sikkerhed. Libyen flyder med våben. Et utal af selvbestaltede militser florerer. Unge mænd udgør kernen af disse militser. De har skabt sig et meningsfuldt liv i kampen, hvor de har opereret i små grupper uden autoriteter. Vil de indordne sig under en central ledelse? Godt nok opererer overgangsplanen med en samling af militser. Det er ikke lykkedes for det nuværende overgangsråd i Benghazi at få indrulleret de ca. 70 militser, der opererer i det østlige Libyen. Hvordan skal det så lykkes dem nu? Hertil kommer, at oprørerne i det vestlige Libyen har opereret mere eller mindre autonomt.

Et måske endnu større problem er Gaddafis utallige sikkerhedstjenester, den revolutionære garde og Folkets garde. Har de lyst til at ‘overgive’ sig til en central sikkerhedskommando? De har været involveret i fysisk og psykisk undertrykkelse af befolkningen. De frygter derfor sikkert hævnaktioner.Denne frygt kan enten give sig til kende i kamp til sidste blodsdråbe eller overgivelse med det samme i håbet om at blive skånet. Det nuværende overgangsråd har erklæret, at det ikke vil hævn og, at kun de, der har begået drab eller direkte bekæmpet oprørerne, vil blive stillet for retten. De andre vil ikke blive retsforfulgt. Det lyder smukt, men hvordan undgår man hævnaktioner, når der er ikke er styr på de mange militser? Desuden er der mange personlige opgør med Gaddafis mænd, som har skaltet og valtet med folks sikkerhed.

Der er en plan for oprettelse af en ‘task force’ på ca. 5.000 mand, der skal have politifunktion i Tripoli. Der er også en plan om oprettelse af en ‘hurtig reaktionsstyrke’, som skal operere i bjergene vest for Tripoli – ind mod Tunesien. Det er en udmærket plan, men kan den komme til at fungere med lynets hast efter Gaddafis fald? Oprørerne satser på, at en stor del at Gaddafis politi og hær vil desertere og derefter indgå i nye politi – og hærstyrker.

Hvad med stammerne?
Det siges, at der eksisterer ca. 140 stammer af forskellig størrelse. De er kendt for at indgå i skiftende alliancer alt efter, hvordan styrkeforholdene er. Der er imidlertid ikke nødvendigvis sammenhold inden for den enkelte stamme. Et højtstående medlem kan være tilhænger af Gaddafi, et andet af oprørerne. Desuden må man spørge, om stammerne har autoritet over de unge, som har kæmpet mod Gaddafi? Har de ikke fået smag for friheden – udenom stammeledernes autoritet? Kan stammelederne integrere de unge i et ‘normalt liv’, som kommer til at handle om økonomisk overlevelse og om arbejde.

Det er uklart, hvordan stammerne vil reagere. Derfor er Overgangsrådet begyndt at tale om etablering af et Overhus i parlamentet. Men da overgangsperioden er på to år, kan stammerne i mellemtiden ryge i totterne på hinanden med borgerkrig som resultat.

Hvordan skal Libyen økonomisk komme på benene?
Olieproduktionen er alfa og omega i den libyske økonomi. Eksperter mener, at først i 2014 vil den daglige produktion være oppe på 1,6 mio. tønder pr. dag som under Gaddafi. Det betyder, at Gaddafis indefrosne milliarder i udlandet skal ‘frigives’. Hvis det sker hurtigt til trods for juridiske fiksfakserier, hvordan kan det så sikres, at pengene går til opbygning af landet og ikke til bestikkelse og korruption?

Det nye udvidede overgangsråd står over for ufatteligt store problemer. Overgangsproblemerne i Tunesien og Egypten er peanuts i forhold til Libyens.

Libyen er et politisk og økonomisk smadret land. Det er et land, hvor en fælles national identitet er nærmest ikke – eksisterende. Der skal skabes et fælles fremtidsperspektiv, og det skal ske i en ruf, for ellers kan Libyen blive kastet ud i opsplittelse og borgerkrig.

Der er vist ingen tvivl om, at især USA, Frankrig, Storbritannien og NATO ånder lettet op nu, hvor oprørerne står i Tripoli. Alle var udmattede både økonomisk og politisk. Desuden er Syriens regime nu et kæmpe problem. Man kan kun håbe, at udlandet ikke mister viljen til økonomisk sikkerhedspolitisk bistand til Libyen.

Ulla Holm (f. 1943) er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studiers (DIIS) ”Center for Freds- og Konfliktforskning”. Hun er desuden bidragsyder til RÆSONs udgivelse “Arabisk Forår”, som udkom tidligere i år. ILLUSTRATION: Ulla Holm.