Fra RÆSON11: Ministeriet for krig (5:7)

Fra RÆSON11: Ministeriet for krig (5:7)

10.06.2012

.

Er fremtiden aktivistisk?
Ifølge Vedby er forsvaret på det politiske niveau blevet et helt andet instrument, end det var i 1990’erne: „Allerede inden 9/11 var der en langsom omstilling i gang fra et territorialt forsvar til et interventionsforsvar med indsatsen på Balkan og Kosovo. Men 11. september gav en ny politisk nødvendighed for en hurtig omstilling. Omstillingen kom med forsvarsforliget 2005-2009 og betød en ændret rolle for ansatte i forsvaret. Nu skulle de ikke gå at vente på krigen, men opsøge krigen.“

Omstillingen var en erkendelse af, at kampen for de danske interesser ikke i fremtiden kom til at stå på dansk jord, men ude i verden. Bliver de danske kamptroppers exit fra Afghanistan i 2014 enden på den aktivistiske udenrigspolitik? Fra politikerne er svaret et samstemmende nej.

„Den aktivistiske udenrigspolitik er ikke bestemt af Afghanistan, men af om Danmarks interesser og de danske værdier udfordres rundt omkring i verden. Og alt tyder på, at det fortsat vil være tilfældet de næste mange år. Både af ustabile regimer og af terrortruslen og enkeltpersoner,“ siger Hækkerup.


„Jeg tvivler meget på en ny landskrig i de næste mange år – der har Vesten simpelthen for dårlige erfaringer fra Irak og Afghanistan. Jeg tror, at fremtidens konfliktløsning i langt højere grad vil fokusere på kapacitetsopbygning, hvor vi støtter lokale aktører, såsom oprørerne i Libyen.“ Citat: Holger K. Nielsen.


Holger K. Nielsen er enig: „Vi vil fortsætte en aktivistisk udenrigspolitik, men med fokus på kapacitetsopbygning. Vi kommer ikke til at se en ny landkrig de næste mange år, til gengæld skal Danmark fortsætte med indsatser som pirateribekæmpelse, der kan karakteriseres som retshåndhævelse. Danmark er en søfartsnation, og vores aktivisme skal være baseret på nationale interesser. Vi kan ikke jagte piraterne selv, ligesom vi ikke skal gå i land og deltage i en egentlig landkrig.“

Lillelund Bech lægger vægt på, at „vi fortsat skal have den internationale profil, som vi har i dag“, og at „vores soldater skal også i fremtiden kunne bidrage til sikkerhedspolitikken og bruges som et redskab i den udenrigspolitiske værktøjskasse. Det betyder, at vi fortsat skal kunne udsende soldater både til FN- og NATO-missioner.“


„Det er dybt uansvarligt, at regeringen fortsat vil føre en aktivistisk udenrigspolitik og fortsat vil have et forsvar, der skal kunne det hele, når man samtidig skærer 3 mia. kr. i forsvarsbudgettet. Man vil ikke kunne opretholde i dags aktivitetsniveau, uden at det er dybt uansvarligt. Forsvaret er allerede overanstrengt og har brug for langt større ressourcer, end det har i dag.“ Citat: Jørgen Dragsdahl.


Det danske forsvars særlige kompetence er, ifølge Lillelund Bech, vores tilgang til krigen og forståelse af, at freden ikke vindes med militære midler alene. „Hele sammentænkningen mellem den militære indsats og den civile genopbygning er vi rigtig gode til, og med Afghanistankrigen er det blevet tydeligt for alle, at koblingen mellem den militære indsats og den civile genopbygning er afgørende i sådanne krige. Derfor vil det være en egenskab, der i fremtiden vil blive efterspurgt,“ siger hun og fortsætter: „Vores måde at lave sikkerhed, træne soldater og i øvrigt understøtte den civile genopbygning i Helmand-provinsen bliver gang på gang i NATO-sammenhæng fremhævet som et forbillede.“


„Forsvaret er dybt frustreret over Udenrigsministeriet og Danidas indsats. Set fra forsvarets synsvinkel har den civile indsats været ekstremt kritisabel.“ Citat: Jørgen Dragsdahl.


Lillelund Bech mener, at det også i fremtiden vil være vigtigt, at det danske forsvar kan levere på alle tre værn og fortsat har en stor værktøjskasse med mange forskellige værktøjer, som man kan hive frem alt efter formålet: „Vi er rigtige gode til pirateribekæmpelse, som vi i øjeblikket laver ud for Afrikas Horn. Vores folk i flyvevåbenet er rigtig dygtige – de danske piloter fik de sværeste opgaver i Libyen i forhold til præcisionsbombninger. Endelig er vores hærsoldater enormt professionelle, fordi de kan alt fra ren krig til det mere fredsunderstøttende. Alt det skal vi fortsat kunne.“

Holger K. Nielsen mener dog ikke, at man kan bibeholde de eksisterende kapaciteter med de aktuelle sparekrav og vil fokusere besparelserne ved særligt at beskære nogle af hærens tunge kapaciteter: „Vi bør bibeholde og fokusere på søværnet, så vi kan fortsætte missioner som pirateribekæmpelsesindsatserne i Adenbugten. Flyvevåbenet skal også kunne operere i fremtiden, men med langt færre fly.“

Charlotte Aagaard mener ligeledes, det er problematisk, at nogle lægger op til at ville have et forsvar, der skal kunne det hele, når man samtidig skal spare 3 mia. kr.: „Politikerne bliver nødt til at tage et valg. Det er ikke muligt at spare 3 mia. kr. og kunne det hele på det niveau, man ønsker.“

Danmark høster stor international anerkendelse for vores militæroperationer, og ifølge Hækkerup er en positiv sidegevinst ved den danske aktivistiske udenrigspolitik, at vi bliver lyttet mere til: „I april besøgte jeg den amerikanske forsvarsminister, og der bliver simpelthen lyttet mere til Danmark, fordi USA respekterer den indsats, som vi leverer. Der er stor respekt for vores militære værktøjer, og det giver os nogle udenrigspolitiske muligheder, som vi ellers ikke ville have.“


„Alle de forsvarsministre, jeg har talt med, siger, at hvis deres soldater skal ud at gå med et andet lands soldater, så vil de helst gå med de danske. Hvis de skal flyve sammen med andre fly, så vil de flyve sammen med de danske. Og hvis de skal være til stede til søs, vil de være til stede sammen med de danske.“ Citat: Nick Hækkerup


Ifølge Hækkerup er der derfor heller ingen tvivl, om at udnævnelsen af Anders Fogh Rasmussen som NATO’s generalsekretær 1. august 2009 og udnævnelsen af Knud Bartels som formand for NATO’s militære komité 1. januar 2012 – ud over at de er dybt kompetente – også hænger sammen med vores aktivistiske udenrigspolitik. Og selvom Fogh og Bartels ikke kan tage særlige hensyn til danske interesser, men vil gøre hvad der er bedst for NATO, så giver det alligevel visse fordele, at vi i dag har de to højeste poster i organisationen: „Jeg kan mærke, at der er en forventning hos mine forsvarsministerkollegaer om, at jeg har en anden mulighed for at tale med Anders Fogh Rasmussen og Knud Bartels, end de har. Det giver mig en mere direkte adgang til at snakke med den amerikanske, britiske og franske forsvarsminister,“ siger Hækkerup.

„Det er klart, at man vil forvente af Danmark, at vi leverer det, vi skal. At vi, som vi har gjort det de seneste mange år, bokser over vores vægtklasse, som amerikanerne plejer at sige om os,“ siger Lene Espersen.
Hverken Hækkerup eller Lillelund Bech vil afvise, at Danmark i fremtiden kommer til at deltage i en ny krig som Afghanistan. Alligevel bliver 10’ernes aktivisme en anden end 90’erne og 00’ernes, mener Vedby: „Amerikanernes skiftede fokus væk fra Europa betyder, at vi i fremtiden ikke blot kan koble os på amerikanerne. Aktivisme i 1990’erne og særligt i 00’erne har handlet om, at vi skulle stå skulder ved skulder med amerikanerne, når de bad os om det. I fremtiden vil der være en tendens til mere at kigge på danske interesser, og vi skal i stigende grad selv definere missionerne. Det stiller meget større krav til vores egen politik. Det er ikke længere nok bare at være aktiv, vi skal også finde ud af, hvorfor, hvordan og hvor vi vil være aktive.“


„Jeg ved ikke, hvad aktivistisk betyder? Det betyder én ting, når Holger K. Nielsen siger det, og noget andet, når Lene Espersen siger det. Betyder aktivisme blot, at man laver en masse aktivt? Er det aktivistisk udenrigspolitik at sende ulandsbistand til Tanzania? Jeg ved det ikke. Men aktivisme i den forstand, at vi ikke finder os i overgreb mod den vestlige verden og vores frihedsidealer, kan jeg vældig godt lide. Vi skal ikke bare sidde herhjemme og trille tommelfingre. Vi skal ikke tilbage til de gamle FN-dage, hvor vi blot var på Cypern og i Congo. Vi skal være klassens duks, når det gælder NATO-samarbejdet.“ Citat, Søren Espersen.


Erfaringerne fra 
Afghanistan
En lære fra Afghanistan er ifølge Vedby, at vi skal blive meget bedre til at tænke strategi: „Vi er blevet bedre til at tænke i mål og midler, og til sidst i Afghanistan endte vi med faktisk at have planer. Men det har vi ikke overført til hele forsvarspolitikken, og det skal vi blive bedre til, hvis vi for alvor skal kunne fungere i den her nye verden. I krige som Irak, Afghanistan og Libyen er hovedudfordringen i virkeligheden at definere, hvornår nok er nok. For ellers kan man, som det er sket i Afghanistan, blive der, blive der og blive der, uden at man kommer tættere på mål.“ Ifølge Poul Dahl, der er tidligere Jægerkorpschef og i dag er medlem af Silkeborg Byråd for Venstre, bør endnu en lære fra Afghanistan være, at fremmede styrkers tilstedeværelse skaber flere problemer end løsninger: „Man kan ikke føre krig ved at være til stede. Hvis vi fremover skal i krig, skal det være en militæroperation, der er veldefineret og velafgrænset geografisk og i tid. Man skal ud at løse opgaven og hjem igen.“ En udbredt kritik i forhold til Afghanistankrigen er, at der på intet tidspunkt har været en politisk konsensus, om hvad succeskriteriet har været for Afghanistan, og målene har hele tiden ændret sig. En lære kunne måske være at have politisk konsensus om et klart veldefineret succeskriterium, næste gang vi går i krig?

Det mener Holger K. Nielsen: „I 2001 var målet at ødelægge al-Qaedas træningslejre, i 2003 var målet stabilisering for at hjælpe Karzai-regeringen, og siden har der været mål om demokrati og sikkerhed. På det sidste har man så igen talt om terrorbekæmpelse. Denne skøjten frem og tilbage er et kæmpeproblem. Også i forhold til soldaterne. For hvad er det, man sender soldaterne ud til?“

Søren Espersen mener dog, at det er urealistisk at forvente en klar strategi fra start: „Det kan ikke forventes, at vi politisk kan nå til enighed om, hvad der er målet for vores aktion. Som politikere har vi ret til at have forskellige indgange og forskellige mål, og det må soldaterne finde sig i. Sådan er den politiske virkelighed uanset, om det er krig, undervisningspolitik eller boligpolitik.“

„Selvom man så havde et fælles succeskriterium fra start, ville det ikke overleve mødet med krigen, men ville nødvendigvis ændre sig undervejs,“ siger journalist Jacob Svendsen, der sammen med Lars Halskov er aktuel med bogen „Et Land i Krig“, og tilføjer: „Vi skal først og fremmest tage erfaringen med os om, hvor vanvittigt svært det er at føre krig. En vigtig lærdom er, at når man går i krig, kan man ikke vide, hvor man slutter, og hvad mellemstationerne bliver, fordi krigen er total uforudsigelig. En anden vigtig lærdom er, hvordan vi håndterer fanger. Den tredje vigtige lærdom er, at krige ikke kan vindes militært. Det har alle politikerne efterhånden lært at sige, men de har ikke taget konsekvensen af det. Den stabiliserende og civile indsats skal prioriteres på samme niveau som den militære.“

Bliver læren af Afghanistan, at vi i fremtiden ikke går i krig for at indføre demokrati? „Det har aldrig været DF’s ambition at indføre demokrati, og jeg håber, at de andre partier vil tage ved lære af Afghanistan og Libyen, at vi ikke i fremtiden skal gå i krig med det mål. For det kan ikke lade sig gøre,“ siger Søren Espersen og tilføjer: „Vi går i krig for vores egen eller NATO’s skyld – ikke for andres skyld. Vi skal ikke indføre demokrati eller menneskerettigheder for andres skyld. Glem de ting. Vi skal tænke koldt og kynisk på, hvad der er til Danmarks og Vestens fordel. Det håber jeg, at vi har lært af Afghanistan.“

Charlotte Aagaard: „Uanset, hvad man havde gjort, kunne man ikke have indført et troværdigt demokrati på ti år, og man bliver derfor i fremtiden nødt til måske at have et tidsperspektiv, der hedder 25 år. Men den danske befolkning vil aldrig være klar til at deltage i en krig, der skal vare 25 år, hvor man kan regne med jævnlige tab.“
Vil politikerne være parate til at investere 25 års krigsdeltagelse for at indføre demokrati, eller vil de sænke ambitionsniveauet? Jacob Svendsen: „Man har fundet ud af, at man skal passe på med de høje idealer. Men det er interessant, hvorfor man sætter så høje idealer? Det gør man for at vinde den hjemlige befolknings opbakning til krigen. Det er nemmere at sælge krigen til sin egen befolkning på idealer og smukke fortællinger om demokrati og pigeskoler end på ren interessepolitik.

Men politikerne vil i fremtiden blive stillet i et dilemma. Vil man have opbakning til en fjern krig fra en befolkning, der ikke føler sig umiddelbart truet, så kan man tale det op til at være en krig for idealer. Derfor kan politikerne måske blive nødt til at tale om demokrati også næste gang. Men de skuffede forventninger om indførelse af demokrati i Afghanistan stiller tabet af de danske soldaters liv i et lys, der formentlig vil gøre befolkningen mindre villig til at gå i krig igen i den nærmeste fremtid – i hvert fald når det kommer til krigsdeltagelse med landtropper.“


„Der er kastet enormt mange ressourcer ind i Afghanistankrigen. De samlede danske omkostninger i Helmand og Gereshk, hvor der bor mellem 50-70.000 mennesker, har siden 2006 været 100.000 kr. pr. indbygger.“ Citat: Jacob Svendsen


„Irak er et klart eksempel på en uhyre omkostningsfuld krig med et uklart resultat“, siger Holger K. Nielsen og tilføjer: „Man fik fjernet Saddam Hussein, og kurderne i nord har det i dag langt bedre end tidligere. Der er en vis, men skrøbelig, stabilitet, og selvom der er skabt demokrati, er det meget ustabilt. Man skal være sig uhyre bevidst om omkostningerne ved krigsførelse. Joseph E. Stiglitz, professor i økonomi ved Columbia University, har vurderet, at Irakkrigen har givet samfundstab på op mod 3.000 mia. dollars. Omkring 100.000 er dræbt, og mange flere er flygtet. Omkostningerne har været enorme,“ siger Holger K. Nielsen og påpeger, at nationale interesser er afgørende, når man går i krig. Han mener på den baggrund, at den danske deltagelse i krigen i Afghanistan var meget problematisk: „Jeg har meget svært ved at se vores nationale interesser i Afghanistan. Politikere fra V og S har talt om krigen som et nationalt sikkerhedsspørgsmål – det, mener jeg, er noget sludder. Det handler meget mere om solidaritet med USA og NATO. Det har ikke noget som helst at gøre med vores nationale sikkerhed. Og også denne krig har haft enorme menneskelige og ressourcemæssige omkostninger.“

Men selvom der er postet enorme ressourcer i Afghanistankrigen, har det stadig været alt for lidt, mener Jørgen Dragsdahl: „Den nødvendige vilje til sejr mangler. Man tror, man kan klare sig med et billigt engagement. Antallet af soldater har været alt, alt for lavt. Det gør mig trist til mode, at vi har lidt så enorme udgifter og så enorme tab – både danske soldater og unødige drab på afghanere – fordi man tror, man kan gå i krig på en slags fribillet. Den store erfaring fra Vietnam, Malaysia og Afghanistan er, at ressourcerne skal være langt større, end der har været politisk vilje til, hvis man skal vinde den slags krige. Hvis Danmark bliver angrebet i morgen, kæmper vi en suverænitetskamp, hvor vi indsætter alle ressourcer. Men fordi krigene finder sted langt pokker i vold, og motiverne er diskutable og ikke direkte betyder noget for vores egen overlevelse, så bliver engagementet for lille. Og det er årsagen til, at vi taber. Den nødvendige vilje til at vinde er ikke til stede.“

Fortsæt læsningen på næste side

1 2 3 4 5 6 7

zp8497586rq
zp8497586rq
zp8497586rq
zp8497586rq