25.11.2012
.Israel håbede, at de nye arabiske demokratier ville bringe fred og sikkerhed i Mellemøsten. Men de tog fejl. Hvis der er en ting, de arabiske befolkninger kan samle sig om, er det deres modstand mod Israel, vurderer Mellemøstekspert Jakob Feldt: Det arabiske forår har givet Israel nye fjender i hele regionen.
ANALYSE af Sarah Borger med Jakob Feldt
LÆS OGSÅ:
– KOMMENTAR om Israel/Gaza: Israelerne er blevet deres egen værste fjende
– Palæstinenserne lytter ikke længere til deres præsident: Nu støtter de Hamas i ren frustration
Egypten: Befolkningen har fået en stemme
“Folket har fået afsat diktatoren, og Mohamed Mursi er præsident på et folkeligt mandat. Han kan ikke operere hen over folks hoveder på samme måde som Mubarak eller Sadat kunne.” Sådan indleder Jakob Feldt sin beskrivelse af situationen i Egypten.
I 1979 indgik den daværende præsident Anwar Sadat en fredsaftale med Israel efter forhandlingerne på Camp David. Sadat overhørte befolkningens indvendinger til gengæld for at bevare den afgørende økonomiske relation til USA. Og Mubarak førte Sadats linje videre. Freden betød, at Egypten lukkede øjnene for de ulovlige bosættelserne, begrænsede indsmugling af varer og våben til Gaza via Sinai og i praksis sikrede hele Israels vestflanke. Det var afgørende for israelerne. Så afgørende at den tidligere israelske forsvarsminister Benyamin Ben Eliezer kort før Mubaraks fald kaldte Egypten for Israels nærmeste ven i regionen.
Situationen er anderledes for Egyptens folkevalgte præsident Mursi. Han er nødt til at lytte til den egyptiske befolkning, og de er ikke just begejstrede for israelerne. Gennem den sidste uge har der været protester i Kairos gader imod den israelske aggression, blandt andet anført af Mursis bagland, det Muslimske Broderskab. Men både Mursi og brødrene er i en alvorlig klemme. De er på den ene side israelernes historiske arvefjender i regionen. På den anden side forpligter nøglerne til regeringsapparatet dem til en pragmatisk udenrigspolitik, hvis de ikke vil lægge sig ud med Vesten og dens allierede i Mellemøsten:
“Indtil Broderskabet kom til magten i Egypten, var en af deres udtalte ambitioner at fjerne Israel fra landkortet. Derfor skal det tages alvorligt, når Mursi tilkendegiver sin støtte til Hamas. På den anden side betyder broderskabets position i de nye arabiske demokratier, at man må forholde sig pragmatisk til den politiske virkelighed. Det er tid til, at Broderskabet skal blive voksent.”
Truslen fra det frie folk
Selvom Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab, så mener Feldt, at det er vigtigt, at man ikke skærer dem over en kam. Hamas og de muslimske brødre i Nordafrika har klare nationale interesser, som i en vis udstrækning er modstridende. Så selvom Mursi støtter Hamas, er det med det uudtalte forbehold, at han ikke kan sætte den relativt gode relation til USA over styr i en tid, hvor den egyptiske økonomi er dybt afhængig af den skrøbelige internationale tillid.
“Mursi er nødt til at bevare sine internationale forbindelser, så han har ikke meget råderum. Lige nu træder han vande. Kort sagt: Han skal kunne modtage Hillary Clinton.”
Feldt understreger, at det ikke betyder, at de forandringer, Egypten og Nordafrika har været igennem, er ligegyldige for den israelske/egyptiske relation. Men de store politiske forandringer, der på sigt kan få afgørende betydning for Israel, sker i befolkningen.
“Det er mere interessant at se på, hvad der sker med den folkelige opinion i Egypten. Man kontrollerer ikke længere demonstrationer, og borgerne kan ytre deres holdninger, som de vil. Der er religiøse grupper, som får mere og mere indflydelse. Bevægelsen spreder sig som bekendt til hele regionen og jo faktisk også til Gaza, hvor vi ser fredelige demonstrationer ved grænsen.”
Med tanke på de raketter, Hamas jævnligt affyrer i Israels retning, kan det virke paradoksalt, at fredelige demonstranter potentielt udgør en trussel imod Israel. Og palæstinenserne har før protesteret uden vold og uden held. Men fredelige demonstrationer har fået en ny slagkraft efter det arabiske forår. For det første indskriver de sig i en arabiske kamp for retfærdighed og selvstændighed, der rækker ud over Palæstinas svindende grænser. For det andet kan israelerne ikke møde fredelige demonstranter med samme magtmidler, som de anvender imod Hamas. De er efterladt med terrorretorikken som bedste forsvar. Og det arabiske forår har tegnet en markant tydeligere grænse mellem terrorister og demonstranter, selv i det vestlige mediebillede. Det kan give palæstinenserne en politisk stemme, der ikke alene vækker genlyd i regionen, men som potentielt også kan høres i resten af verden.
Syrien: Hellere et stabilt diktatur, end et aggressivt demokrati
Urolighederne i Syrien spiller potentielt også en stor rolle for Israel. Ikke fordi Assad vil bekrige Israel, men fordi ustabiliteten, der også har spredt sig ind over grænsen til Libanon, på sigt vil blive afgørende for Israels sikkerhed. Der var ikke udpræget god stemning mellem Syrien og Israel før det arabiske forår; særligt ikke med tanke på Assads samarbejde med Hezbollah og på det faktum, at landene aldrig sluttede fred efter 1973-krigen. Alligevel vidste israelerne nogenlunde, hvor de havde Assad. Nu frygter Israel konsekvenserne, hvis en fjendtlig folkevalgt regering tager over, forklarer Feldt:
“En ny syrisk regering vil med stor sandsynlighed være mere islamisk orienteret, og det er ikke til at vide, hvordan de vil forholde sig til Israel. Derfor foretrækker de fleste israelere et stabilt diktatur frem for et uroligt muslimsk demokrati.”
Omvendt kan urolighederne i regionen være en gylden mulighed for at retfærdiggøre og måske endda fjerne opmærksomheden fra yderligere israelske angreb.
“En af de diskussioner, der foregår internt i Israel er, om det arabiske forår er en katastrofe eller et ‘window of opportunity’. Sat lidt på spidsen, så siger nogle israelere: Det hele er alligevel kaos, så vi kan ligeså godt sprænge en bombe mere.”
Feldt uddyber ikke, hvem der ligeså godt kan bombes. Foruden Hamas, så er dog ingen hemmelighed, at Israel gerne så sit snit til at destruere Irans atomprogram en gang for alle. Og så længe Irans forlængede arm, Hezbollah, sender droner hen over israelsk territorium, som de gjorde i starten af november, er de fortsat en trussel.
Truslen om arabisk enighed
Hvis hverken Mursi eller Assad har politisk råderum til handle over for Israel, hvem frygter israelerne så efter det arabiske forår?
Tyrkiet? Nej. Trods Erdogans hårde udtalelser om de Israelske bombeangreb i Gaza, vurderer Jakob Feldt, at Tyrkiet ikke udgør en trussel for Israel. Tværtimod:
“Tyrkiet udgør ikke en trussel for Israel, på trods af deres retorik. Det er fuldstændigt afgørende at huske på, at Tyrkiet er en del af NATO. De er ikke alene buffer mellem Europa og Mellemøsten, medlemskabet i NATO gør også Tyrkiet til en del af paraplyen, der holder hånden over Israel.”
Iran? Ja. Men det er på den anden side ikke noget nyt, understreger Feldt. Israels primære frygt har længe været, at Iran får gennemført sit atomprogram, og at magtbalancen i regionen dermed ændres markant.
Den nye trussel kommer dog et helt andet sted fra: De arabiske befolkninger har fået mulighed for at udtrykke deres modstand. Og modstanden er næsten enslydende over hele regionen. Her finder vi ifølge Feldt den mest afgørende forandring siden foråret: “En samlet arabisk front er bestemt ikke i Israels interesse.” For som han siger: “Israelerne har indtil nu lukreret på mellemøstlige regimers uenighed på Palæstina-spørgsmålet.”
Den mellemøstlige historie bekræfter Feldts udsagn. I 1948-krigen kunne Jordan, Syrien, Egypten og Irak kun mønstre 30.000 soldater til sammen, og samarbejdet var dybt præget af, at hvert af landene frygtede, at deres allierede vandt alt for meget terræn. I 1967-krigen deltog Egypten kun modvilligt og efter syrisk pres. Og i 1973-krigen lod egypterne syrerne i stikken, mod at få Sinai tilbage.
Vesten kan ikke vende det døve øre til
Men meget tyder på, at det har ændret sig efter det arabiske forår. Araberne har fået en stemme, og den siger ikke pæne ting om Israel. Foruden de egyptiske demonstrationer protesterede Libyerne imod Israel i stort antal i Benghazi i denne uge. Og Tuneserne indtog gaderne under slogans som “Israel er de virkelige terrorister.” I Jordan har protester imod Israel fundet sted næsten uafbrudt siden Januar 2011, og med nye angreb imod Gaza ser modviljen ikke ud til at blive mindre. Hvis der er en ting, araberne kan samles om, er det aversionen mod Israel. Og hvis aversionen får en politisk stemme med militær støtte, kan det blive problematisk. På den måde kan israelernes drøm om demokratiske naboer ende med at blive et mareridt.
“Vesten kan ikke fuldstændigt overhøre kravene fra nye, velfungerende demokratier i Mellemøsten. Og det vil unægteligt bringe debatten om Palæstinas ret til at blive anerkendt som et demokrati op. Den israelske ’fredsfløj’ har sagt i 20 år, at en demokratisering af den arabiske verden ville være det bedste, der kunne ske. Men det viser sig, at det Arabiske Forår er et kæmpe politisk problem for Israel.”
Jakob Egholm Feldt er PhD fra institut for tværkulturelle og regionale studier, lektor i Historie ved Roskilde Universitet og en af Danmarks førende eksperter på Mellemøstkonflikten. Han står blandt andet bag bogen “the Israeli Memory Struggle” fra 2007 foruden en lang række artikler i tidsskrifter og aviser.
Sarah Borger (f. 1981) er BA i arabisk og kommunikation, stud. cand.com, og arbejder bl.a. med interkulturel kommunikation.