Analyse: Er Syrien på vej mod opløsning?

Analyse: Er Syrien på vej mod opløsning?

07.03.2013

.

Man bør ikke spå om, hvornår udmattelsen sætter ind hos nogen af de stridende parter – slagmarken og dens enkelte engagementer er en skrue uden ende.

ANALYSE af Poyâ Pâkzâd


FRA RÆSON KOMPAKT #1: Torsdag d. 7. marts udkom premierenummeret af RÆSONs nye kvartalsmagasin: KOMPAKT. RÆSONs abonnenter har automatisk adgang til alt materiale fra KOMPAKT i digital form her på vores website.

TEGN ABONNEMENT NU: 250 kr./året inkl. porto og ekspedition. Pris for studerende og pensionister kun: 200 kr./året.


Slagmarkens magtbalance er forholdsvis konstant, og kampene fortsætter uforstyrret af de omgivende politiske udviklinger. Assadstyrets uophørlige bombardementer har, sammen med oppositionstilhængernes stålsatte militarisering af deres foretrukne krigsherrer, skabt en kompliceret stedfortræderkrig, hvor de bedste våben bestemmer – og hvor de, der foretrækker det politiske spor, virker tæt på magtesløse.

På trods af at rebellerne stadig vinder terræn, domineres slagmarken fortsat af regeringsstyrkerne, der har anmasset sig i hovedstaden. Deres artilleri bomber dagligt tilgrænsende landsbyer kontrolleret af oprørerne. Regeringsstyrkerne generobrer løbende strategiske knudepunkter og sidder stadig på alle større byer i landet, mens de stadig mere splittede og de facto lederløse militser må hente våben og andre ressourcer fra grænseområder langt fra bycentrene.

Det ødelagte statsapparat er gået i stå, men regeringen viser ikke tegn på svækkelse, endsige overgivelse. Regeringen er velforsynet, og dens styrke ligger i dens militære overlegenhed. Hvor mange soldater deserterede fra hæren i begyndelsen af opstanden i sommeren 2011, er flugten helt stoppet i dag. Militæret får stadig udenlandsk bistand fra Iran og gennem ’tidligere aftalte’ våbenkontrakter med Rusland.

På den anden side står det decentraliserede og radikaliserede oprør. Den nuværende støtte til den væbnede opposition kommer – foruden fra private donorer – fra Tyrkiet, Jordan, Saudi-Arabien og Golfstaterne. Militserne har logistiske og organisatoriske besværligheder, men er samlet set en kampdygtig guerillastyrke, der kan føre en lang krig, så længe de kan mønstre udenlandsk finansiering. Frygten for de islamistiske elementer i oppositionen har på godt og ondt hindret direkte amerikansk og europæisk involvering på vegne af den væbnede opposition, og der er ikke noget, der peger i retning af, at hverken EU eller Det Hvide Hus vil genoverveje deres positioner.

Landet er i et militært dødvande, med store menneskelige og økonomiske konsekvenser, der forværres, for hver dag stridighederne står på. Intensiveringen af kampene i og omkring Damaskus bygger på idéen om, at den, som styrer Damaskus, også styrer resten af landet. Syrien-ekspert Emile Hokayem skriver i det amerikanske tidsskrift Foreign Policy, at „en oprørsoffensiv [for at overtage Damaskus] har været i støbeskeen i flere måneder“. Vil Syriens problemer forsvinde, hvis Assad styrtes? En hurtig sejr mod regimet er urealistisk og fornægter de udfordringer, der ligger hinsides Assad, bl.a. den meget reelle fare for hævntogter vendt mod hæren og vendt mod alawitterne – den etniske gruppe, som Assadfamilien tilhører og ofte har rekrutteret fra.

„Syrien er ikke i overgang, det er i opløsning,“ forklarer direktøren for den udenrigspolitiske tænketank Carnegie Endowments mellemøstensektion. „Oprørerne vil ikke være i stand til at besejre regimet i den nærmeste fremtid, eller regimet oprørerne, hvilket betyder, at konflikten vil være langvarig, alt imens hadet og mistroen gror dybere. Vi vil i fremtiden tale om en fejlslagen stat, hærget af magtspil og vold i et område, der engang var kendt som den syriske stat.“

Det er i hvert fald klart, at Syrien ikke befinder sig i en folkelig revolution på vejen til mere frihed og folkestyre, der kan rumme og inkludere civilsamfundets mangfoldigheder. Det er en borgerkrig, der kan risikere at opsplitte landet, uanset hvem der sejrer. Der er allerede eksempler på, at oprørsmilitser bekæmper hinanden for territorium. Hvis kampene stabiliserer sig langs militærstrategiske og sekteriske skillelinjer, kan det potentielt ende med en faktisk deling af Syrien. Assadstyret sikrer sig Damaskus, storbycentrene og Tartushavnen, hvor den russiske militærbase er placeret, mens oppositionsstyrkerne er relegeret til spredte ’strongholds’ i mestendels Idlib og Aleppo og deres udenlandske distributionsnetværk ved grænseovergangene til Tyrkiet, Libanon og Jordan.

At sende våben uden en politisk strategi er endt i en katastrofe, der har handlet mere om donorstaternes særskilte interesser og misinformerede håb om en hurtig sejr. Støtten til oprøret må betragtes som ujævn og politisk usammenhængende, idet den går til forskellige grupper inde i Syrien med modstridende agendaer. Det Hvide Hus’ beslutning om ikke at bevæbne oppositionen er ifølge Washington Post baseret på en vurdering fra CIA, som konkluderer, at den støtte, USA er trygge ved at give, ikke vil være nok til at tippe balancen til oprørets fordel. En central bekymring bag Washingtons tøven med at sende tunge våben er USA’s partner Israel.

„Gud forbyde, at [våbnene] måtte blive brugt mod et israelsk fly,“ udtaler en embedsmand fra Obama-administrationen. Israels luftvåben udfører jævnligt rekognosceringer i luftrummet over Levanten og bombede for få uger siden et mål i Syrien, som Israel siger, var en iransk våbenleverance på vej til Hizbollah i Libanon. Angrebet er blot et af mange tegn på, at det syriske spillover kan udmunde i en regional opflamning og krig, fordi flere magter i Mellemøsten har magt- og sikkerhedsinteresser på spil i landet.

Stort set alle grupper i den politiske opposition er i dag enige om, at den eneste vej ud af dødvandet er en eller anden form for politisk løsning, der involverer dialog med regeringen. Det er en ret ny udvikling, der blev anført af lederen for den nyligt oprettede oppositionsparaply NCR (National Coalition for Syrian Revolutionary and Opposition Forces), Moaz al-Khatib, da han i januar offentligt tilbød at forhandle med regimet. Hans kovending er et tegn på, at oppositionen er kommet til en gryende erkendelse af, at den militære konflikt er menneskeligt ubærlig og politisk frugtesløs.

Som det altid er tilfældet, er tilbuddet om forhandlinger både blevet afvist og accepteret af regimet. Den syriskbaserede oppositionsgruppe NCC (National Coordination Council), der siden begyndelsen af opstanden har været modstander af væbnet kamp, har budt Khatibs udspil velkommen. Forslaget mindsker kløften mellem oppositionsgrupperne og bringer kursen tættere på Den Arabiske Ligas FNudsending Lakhdar Brahimis mission. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har indrømmet, at Khatib var tilstedeværende ’på sidelinjen’ til et møde i München i februar mellem Lavrov selv, den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, og FN-udsending Lakhdar Brahimi. Hvad der blev aftalt på dette møde, er ikke klart, men der hersker rygter om, at den syriske udenrigsminister, Walid Moallem, skal mødes med Khatib i Moskva. Den russiske viceudenrigsminister, Mikhail Bogdanov, har bekræftet, at man blot leder efter en dato, og at man forventer, at mødet vil finde sted „inden for meget kort tid“.

Hvad et sådant møde bringer med sig, afhænger af mange ting. Blandt andet kunne en FN-resolution, der kalder på en politisk løsning, være med til at samle Sikkerhedsrådet og forpligte USA og Rusland på fælles målsætninger. Både Obamas nye udenrigshold og Ruslands udenrigsministerium har udtrykt ønsket om at finde en politisk løsning. En anden faktor er Iran, som USA for øjeblikket befinder sig i en separat strid med over dets atomprogram. Det er en kompliceret opgave at inddrage Iran i regionale forhandlinger over Syrien, alt imens forhandlinger om atomprogrammet står på, men det er en kontraproduktiv politik at fornægte den iranske rolle og evne til at påvirke styret i Damaskus. Der er kun en tyndslidt chance for at overbevise oprøret og styret om at lægge våbnene og forhandle. At den er på tale, skyldes visheden om, at alternativet er en langvarig udmattelseskrig.


Poyâ Pâkzâd (f. 1984) er blogger og freelanceskribent med vægt på mellemøstenanliggender, krig og fred. Han har tidligere skrevet analyser af syrienkonflikten for magasinet RÆSON og har medvirket til dækningen af den politiske opposition for DR Deadline. Pâkzâd skriver og udtaler sig i sin private egenskab og kan kontaktes på poyapakzad@gmail.com. FOTO: Syria Freedom via Flickr.