27.02.2013
.Anders Fogh Rasmussen vendte i starten af det nye år for en kort stund tilbage til den danske offentlighed. Anledningen var en gammel anklage: at Foghregeringen ikke alene forsømte at gribe ind mod den boligprisboble, der i efteråret 2008 kollapsede og trak dansk økonomi med sig i faldet, men at regeringen ligefrem bidrog til at puste boblen op.
OPINION af Frederik Hjorth
FRA RÆSON KOMPAKT #1: Torsdag d. 7. marts udkom premierenummeret af RÆSONs nye kvartalsmagasin: KOMPAKT. RÆSONs abonnenter har automatisk adgang til alt materiale fra KOMPAKT i digital form her på vores website.
TEGN ABONNEMENT NU: 250 kr./året inkl. porto og ekspedition. Pris for studerende og pensionister kun: 200 kr./året.
”Vi må have tillid til, at den enkelte og den enkelte familie træffer de dispositioner, som er mulige og forsvarlige inden for den families økonomiske ramme,” svarede han i et interview i Jyllands-Posten. ”Jeg er ikke sådan en barnepigepolitiker, der mener, at man skal holde folk i hånden. Jeg mener, at man godt kan overlade folk et personligt ansvar.”
Et bredt sammensat kor af økonomiske eksperter, politiske iagttagere og (især) medlemmer af regeringspartierne gik i rette med Foghs ansvarsfraskrivelse. Hans sag blev ikke hjulpet af, at nationalbankdirektør Nils Bernstein tilbage i 2011 erklærede, at Foghregeringens skatte- og pengepolitik bidrog til overophedningen af boligmarkedet. Og Foghs kritikere befinder sig et bekvemt sted i denne sag: med retten solidt på deres side. For naturligvis må en regering, der bryster sig af at have skabt grundlaget for vækst, beskæftigelse og velstand, når det går godt, tage medansvaret, når det samme grundlag fører til lediggang, spild og recession. Og naturligvis har en regering, der under stor fanfare gør det billigere at finansiere og eje store ejendomme, et vigtigt medansvar, når ejendomspriserne derefter stiger. Der er helt indlysende ingen modsætning mellem et personligt ansvar for den enkelte familie, der har tabt en kolossal sum penge på et alt for dyrt ejendomskøb, og på samme tid et politisk ansvar hos den dengang siddende regering for, at så mange danskere endte i den situation.
Men vi har lært for lidt af denne historie, hvis vi lader den stoppe ved erkendelsen af, at den økonomiske politik dengang pustede luft i boblen frem for at lukke den ud. Vi må stille os selv et sværere spørgsmål: Er vi i færd med at begå samme fejl på andre områder? Der er faktisk en oplagt kandidat lige for øjnene af os. Og den nuværende regering bidrager i historisk omfang til at puste luft i uddannelsesboblen.
Uddannelsestriumfen fandt sted på en uskøn baggrund
Det blev ikke bemærket af ret mange, men midt i den økonomiske krises tumultariske efterdønninger opnåede den tidligere regering med et trylleslag en af sine centrale uddannelsespolitiske målsætninger. Det har i mange år været et mål for de danske politikere, at halvdelen af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Ingen har nogensinde kunnet forklare, hvorfor målet skulle være netop halvdelen; og i det meste af VK-regeringens tid var det uden betydning, da andelen skvulpede rundt omkring 48 pct. og dermed lige akkurat ikke indfriede målet. Men med ét, i VK-regeringens solnedgangsår, skete der noget: Fra 2008 til 2011 steg andelen med mere end ti procentpoint, så 59 pct. af en ungdomsårgang i VK-regeringens sidste år forventedes at få en videregående uddannelse. Pludselig var det uopnåelige mål langt overgået af virkeligheden.
Alligevel var der ingen champagnepropper, der sprang i regeringskontorerne. Sikkert fordi VK-regeringen indså den ret åbenlyse baggrund for stigningen: De fleste af de unge, der pludselig strømmede ind på de videregående uddannelser, ville i stedet have taget et job, hvis der havde været et at få. Uddannelsestriumfen fandt sted på en uskøn baggrund: For mange af recessionens unge var uddannelse slet og ret et nødtvungent alternativ til arbejdsløshed. Andelen på 59 pct. var i den forstand kunstigt høj.
På den baggrund var det nærliggende for regeringen Helle Thorning-Schmidt, da den kom til forrige efterår, at tage et nøgternt blik på det uddannelsespolitiske landskab: 50-pct.-målsætningen var efter års slid endelig opfyldt, selvom normale konjunkturer nok vil betyde, at andelen falder lidt igen. Dermed har Danmark en naturlig anledning til at skærpe fokus på kvaliteten af uddannelserne frem for på, hvor mange der tager dem.
Regeringen hævede indsatsen yderligere
Nærliggende, måske. Men det var ikke det, den nye regering gjorde. I stedet tog den det i forvejen midlertidigt opskruede tal for givet og hævede indsatsen yderligere: Nu er det målsætningen, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Oveni har regeringen tilføjet et nyt mål om, at 25 pct. af en årgang skal have en universitetsuddannelse. Igen har ingen forklaret, hvor tallene kommer fra. Det eneste, vi ved, er, at det er pæne, runde tal, og at de er højere, end niveauet er i dag. Er det afgørende, at tre femtedele af befolkningen har en videregående uddannelse – og at en fjerdedel har en universitetsgrad? Og hvorfor er målet pludselig 60 pct. efter at have været 50 pct. i årevis? Er det klogt? Hvis mere uddannelse altid er bedre, hvorfor er målet så ikke 80 eller 90?
Vi behøver ikke at lede så længe efter det officielle regeringssvar. ”Viden og uddannelse er grundlaget for fremtidens velstand,” proklamerer regeringsgrundlaget. ”Derfor skal flere unge have uddannelse og færre falde fra.” Herefter nævner regeringsgrundlaget ordet ”uddannelse” yderligere 160 gange. Og senest har regeringen gjort det til sin ambition at producere ”den bedst uddannede generation i danmarkshistorien”.
Ambitionen har også noget for sig. Alle ved, at personer, der ikke har en videregående uddannelse, har systematisk højere ledighed end personer, der har. Og krisen ramte de lavtuddannede hårdest: En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at ledigheden for personer med kun en folkeskoleuddannelse steg med godt seks procentpoint fra 2008 til 2011, mens den for personer med en videregående uddannelse kun steg med to-tre procentpoint. Samtidig er Danmarks samlede uddannelsesniveau, modsat hvad de fleste tror, faktisk ikke særlig højt i international sammenhæng. Omkring hver tredje voksne dansker har i dag en videregående uddannelse – det er omtrent gennemsnitligt for OECD-lande og meget lavere end i fx Canada, hvor det er mere end hver anden. Der er plads til forbedring.
Så vidt argumentet for uddannelse. Men alle disse fordele ændrer ikke på, at 60-pct.-målsætningen i bedste fald er doven og uansvarlig politik. Og i værste fald en institutionaliseret uddannelsesboble. Det er der flere grunde til.
For det første er mere uddannelse ikke gratis. Det er faktisk rigtig dyrt. Regeringens egen 2020-plan anslår, at et løft til 60 pct. vil koste 2 mia. kr. årligt i 2020. Det omfatter kun penge til SU og ’dræn’ af arbejdsmarkedet, dvs. prisen for, at personer, der ellers ville have været på arbejdsmarkedet, er under uddannelse i stedet. Oveni kommer prisen for selve uddannelserne. Og der er ingen garanti for, at investeringen nogensinde kommer til at tjene sig selv hjem. En DREAM-kørsel foretaget for tænketanken DEA indikerer, at opfyldelse af 60-pct.-målsætningen vil være et tab for de offentlige kasser, så langt øjet rækker. Analysen skønner, at opfyldelse af målet vil forværre de offentlige finanser permanent med ca. 1,4 mia. kr. hvert år – selvom man antager, at uddannelsen øger folks arbejdsmarkedstilknytning. Hele regningen skal vel at mærke betales, før der kan bruges én krone på at gøre uddannelserne bedre. Alle pengene bruges på at skovle flere mennesker ind i systemet.
For det andet er det ikke sikkert, at de positive effekter af uddannelse er så store, som de ved første øjekast ser ud. Vi kan se, at folk med en videregående uddannelse har lavere ledighed end folk uden. Men økonomer er ikke enige om, hvor stor en del af forskellen, der skyldes det, man i fagsprog kalder ’selvselektion’ – at personer, der får meget ud af en uddannelse, netop er dem, der i forvejen har taget en. Hvis selvselektion betyder meget, kan det betyde, at de ekstra personer, der fremover skal tage en uddannelse, får meget lidt eller ligefrem intet ud af det. Der er trods alt en grund til, at de som udgangspunkt ikke havde tænkt sig at tage den. Desuden kan vi allerede i dag se, at arbejdsmarkedets efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft ikke er umættelig. Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viste, at krisen ramte de lavtuddannede hårdest, viste samtidig, at universitetsuddannede er den gruppe blandt personer med videregående uddannelser, der har HØJEST ledighed. Ledigheden for personer med korte eller mellemlange uddannelser var lavere end for akademikerne. Mere bliver ikke ved med at være bedre.
Disse to indvendinger bør mane til en vis forsigtighed i, hvor mange penge vi bruger på at trække mange tusind flere mennesker ind i systemet. Men det største uddannelsespolitiske svigt er slet ikke selve stigningen. Det er regeringens konsekvente uvillighed til at stilling til, på hvilke uddannelser den skal fordeles. Faktisk bryster regeringen Helle Thorning-Schmidt sig af sin ligegyldighed om unges uddannelsesvalg. ”Det vigtigste,” understregede statsministeren i sin nytårstale, ”er ikke, hvilken uddannelse I tager. Det vigtigste er, at I tager en.” Regeringen har kort og godt ingen strategi for, hvilke slags uddannelser alle de ekstra studerende skal tage.
Ansvarsforflygtigelse
Men kendsgerningen er, at alle uddannelser ikke er skabt lige. Der er ingen, der siger det til de unge, der skal vælge, men nogle uddannelser giver deres kandidater elendige beskæftigelsesmuligheder. Fx var dimittendledigheden for arkitekter i 2011 på knap 39 pct. For arkitekter under ét er ledigheden lige nu omkring 11 pct. Det er mere end dobbelt så højt som den gennemsnitlige ledighed blandt akademikere. Alligevel uddanner vi omkring 400 arkitekter om året, og flere år for år. De 400 unge mennesker har fået en lang, dyr uddannelse forærende af det offentlige uden at betale en krone selv. Men på samme tid er de blevet uværdigt behandlet af et system, der manglede mod til at fortælle dem, at der ikke er jobs til alle. Når folk foretager store investeringer, må de normalt afveje omhyggeligt, hvor de får mest ud af deres penge. Men for uddannelser er investeringens størrelse sløret, fordi alt er gratis for den studerende. Alle er enige om, at det er et vigtigt velfærdsgode. Men det efterlader ingen pålidelige pejlemærker for den unge, der skal skelne mellem gode og dårlige investeringer.
Regeringens uddannelsespolitik minder om en forælder, der giver sit barn mange tusind kroner i lommepenge, men aldrig tilkendegiver, hvad pengene bør bruges på. Ingen kan benægte, at sådan en forælder er generøs. Men de færreste ville kalde det ansvarligt.
Det er også her, regeringens uddannelsespolitik påfaldende ligner et deja-vu af boligboblen. Det var ansvarsforflygtigelse, da Fogh gjorde det markant billigere at købe og eje boliger og derefter bebrejdede de enkelte boligejere for boblen. Og efter helt samme mønt er det uansvarligt, når regeringen trækker tusinder af unge ind i uddannelsessystemet, men ser stort på, om de uddannelser, de tager, er uden perspektiv.
Frederik Hjorth (f. 1985) er cand.scient.pol., ph.d.-stipendiat i statskundskab og tidligere embedsmand.