19.03.2013

FN’s syvende generalsekretær, Kofi Annan, har skrevet en uforbeholden og fornøjelig selvbiografi om sin tid i verdensorganisationen. Seks år efter han forlod embedet, taler den ellers så diskrete diplomat nu frit fra leveren og fortæller ærligt om sine møder med alverdens statsmænd og diktatorer, om sine frustrationer, sejre og nederlag.

Af Andreas Sugar


Da nordmanden Trygve Lie modtog svenskeren Dag Hammarskjöld i New Yorks Idlewild lufthavn i april 1953 for at videregive stafetten som generalsekretær for de Forenede Nationer, var det efter sigende med ordene ”velkommen til verdens umuligste job”. Stillingen som FN’s øverste chef er ikke blevet nemmere eller mere taknemmelig sidenhen. Om end generalsekretæren er daglig leder af den organisation i verden med flest medlemmer og størst rækkevidde, så er hans magt temmeligt begrænset. Embedets vigtigste ressourcer er en vis portion moralsk autoritet og muligheden for at bringe emner på den internationale dagsorden. Kofi Annan fra Ghana forstod måske mere end nogen af sine forgængere, at man – hvis man spiller sine kort rigtigt – kan nå meget langt med disse simple redskaber. Dette kræver måske mere end noget andet, at man altid bevarer sin idealisme, selv i realiteternes farvand.

Det er denne balanceakt, den nu 74-årige Annan behandler i sin nyligt udgivne selvbiografi ”Interventions: A Life in War and Peace”, som han har forfattet i samarbejde med en af sine tidligere taleskrivere, den danskfødte Nader Mousavizadeh. Det er en særdeles interessant og ærlig skildring af hans tid i FN. I bogens tretten kapitler gennemgår han en række internationale kriser og globale spørgsmål, krydret med anekdoter og gengivelser af møder med alverdens ledere. Gennem sin fortælling analyserer han også, hvordan det internationale system fungerer (eller ikke gør), og giver samtidig reelle og fornuftige bud på, hvordan vi kan forbedre vores verden. Kofi Annans historie er helt afgjort en vigtig brik for at forstå mange af de dramatiske begivenheder, der tegnede årene før og efter årtusindeskiftet. Selv om Annan er beskedenheden selv, lader bogen ikke én i tvivl om, at han spillede en central rolle på den internationale scene under sin embedsperiode (1997-2006). Han anses generelt for at være den mest indflydelsesrige generalsekretær på lige fod med Dag Hammarskjöld.


Te med tyranner

Kofi Annan voksede op i frigørelsestidens Ghana, splittet mellem de unges utålmodige råb om øjeblikkelig selvstændighed og de mere pragmatiske røster, der støttede en gradvis overgang. Det er denne tid, der ligger til grund for hans evige tro på dialog og nødvendigheden af kompromis. Evnen til at se en sag fra flere sider skulle vise sig at blive en af hans største aktiver som topdiplomat, selv om visse kredse senere skulle kritisere ham for at være villig til at drikke te med verdens værste tyranner, herunder Saddam Hussein, Ghaddafi og Robert Mugabe. Annan beskriver det dog som et ansvar, man ikke kommer uden om: ”Man er nødt til at handle med dem, der kan gøre en forskel – dem der kan ende blodsudgydelserne”.

Annan er den eneste af FN’s hidtil otte generalsekretærer, der tilbragte hele sin karriere i organisationen. Han kendte dermed bedre end nogen anden systemets styrker og svagheder, muligheder og begrænsninger. Inden han blev udnævnt som afløser for egypteren Boutros-Ghali, var Annan undergeneralsekretær for de fredsbevarende operationer. Det var nogle tumultøse år, som trods adskillige succeshistorier huskes mest for FN’s magtesløshed i Bosnien, Somalia og Rwanda. Annan er ikke bleg for at gå i dybden med disse historier og beskriver ærligt, hvad der gik galt, ikke mindst hvad han selv og FN-bureaukratiet kunne have gjort anderledes. Han gør dog også klart, at det største problem bestod i kløften mellem medlemslandenes retorik og viljen til at handle. Han fortæller med oprigtig smerte om, hvordan han efter starten på folkemordet i Rwanda personligt ringede til dusinvis af hovedstæder for at skaffe styrker til den operation, som Sikkerhedsrådet havde besluttet at sende ind i det afrikanske land. Men uden held: ikke et eneste land var parat til at løbe risikoen. Det var en af de mest chokerende og formative oplevelser i hele hans karriere, skriver han.

Men i stedet for at fortrænge eller fortie 90’ernes kriser benyttede Kofi Annan dem til at komme videre og lave om. Med en åbenhed og evne for selvkritik der ikke var stor tradition for i organisationen, satte han blandt andet gang i en omfattende reform af de fredsbevarende operationer. Og i kølvandet på krisen i Kosovo var Annan en nøglespiller i udformningen af responsibility to protect doktrinen, der skulle udfordre suverænitetsprincippets ukrænkelighed – en af FN’s grundpiller. Trods megen modstand, ikke mindst fra stormagter som Kina og Rusland, blev doktrinen gennem vedvarende diskussioner langsomt accepteret og endelig vedtaget. I denne forbindelse var Annans brug af medierne uovertruffen.


Diplomatiets rock-star

Fra at være en – for de fleste – ukendt FN-bureaukrat, blev Kofi Annan i løbet af kort tid en betydningsfuld aktør i den internationale arena. Han var blevet valgt som et forholdsvis sikkert og harmløst kompromis mellem USA og Frankrig men viste sig hurtigt at være mere udtalt og proaktiv end forventet. Dette vandt ham respekt blandt både statsoverhoveder og græsrodsbevægelser, og inden længe opnåede han nærmest status som en diplomatiets rock-star, én som New Yorks jetset kæmpede om at invitere til middag. Denne gyldne tid kulminerede med tildelingen af Nobels Fredspris i efteråret 2001, kort tid efter terrorangrebet på USA.

Den 11. september 2001 skulle umiddelbart vise sig at styrke FN, da USA i sin kamp mod terrorisme havde brug for hele verdens hjælp. Bush-administrationen, der hidtil havde været temmelig lunken over for verdensorganisationen, vendte sig nu mod hovedkvarteret i New York. Kofi Annan, der havde beskrevet terrorhandlingen som et angreb mod hele menneskeheden, kvitterede med sin fulde støtte – ikke mindst i forhold til Afghanistan.

Solidariteten og samarbejdet efter 9/11 skulle dog vise sig at ende brat i opløbet til Irak-krigen i 2003. Annan fortæller, at Boutros-Ghali kun gav ham ét råd, da han overdrog posten ved udgangen af 1996; det skulle til gengæld vise sig at være profetisk: ”Vær på vagt over for Irak-spørgsmålet – det vil blive meget vigtigt”. ”Interventions” leverer en række medrivende insider fortællinger om sene telefonopkald, uanmeldte besøg og højspændte møder med Bush, Blair, Chirac, Colin Powell, Sergei Lavrov, Joschka Fischer og mange andre. Annan var under enormt pres og kunne umuligt tilfredsstille alle; i sidste ende en situation han kun kunne tabe. Irak var en enorm udfordring for den tålmodige ghaneser, som også led et stort personligt tab, da hans nære ven og erfarne FN-diplomat Sergio Vieira de Mello døde i et selvmordsangreb mod FN’s hovedkvarter i Baghdad. Man mærker tydeligt Annans anger i beskrivelsen af den skæbnesvangre dag i august 2003, hvor i alt 22 FN-ansatte omkom. De Mello havde, ligesom Annan, været meget imod invasionen af Irak men lod sig alligevel overtale af generalsekretæren til at lede FN’s genopbygningsindsats i landet.


Heksejagt

Irak skulle også betyde enden på Annans forholdsvis gode forhold til Washington. Efter at han i et famøst interview med BBC havde gjort klart, at han opfattede invasionen i strid med folkeretten, indledte den amerikanske højrefløj en heksejagt mod ham personligt og FN som institution. Især fokuserede man på olie-for-mad-programmet i Irak og de stigende indicier på korruption, der inkluderede en lang række landes regeringer samt højt placerede personer inden for FN-systemet. Det kom rigtig tæt på generalsekretæren, da det kom frem, at hans søn Kojo havde modtaget betaling fra et schweizisk firma, som havde vundet en lukrativ kontrakt i forbindelse med olie-for-mad-programmet. Selv om Annan selv blev fundet uskyldig, var hans skuffelse over sønnens fortielse enorm.

Denne tid var unægtelig et lavpunkt i ghaneserens karriere. Selv om den er beskrevet oprigtigt og ærligt, føles denne del af bogen en anelse mangelfuld. Annan bruger kun få sider på at beskrive olie-for-mad-programmets fejl og mangler, miseren med Kojo og effekten af den amerikanske kampagne mod ham. Hvis man kender til Annans karriere, ved man, at denne tid var enormt belastende både personligt og professionelt og kom til at præge resten af hans tid i embedet. Set i det lys er denne passage lidt tynd. Dog er der en interessant beskrivelse af et møde – en slags personlig intervention – arrangeret af Annans gode ven og tidligere FN-ambassadør Richard Holbrooke, der havde samlet en række nære venner i sin lejlighed ved Central Park. Annan var blevet bedt om at møde op uden rådgivere, og i de næste fire timer talte den lille gruppe hudærligt om de problemer, generalsekretæren stod over for, og om hvad han burde gøre. En af dem sagde advarende om Bush administrationen: ”De vil ikke skubbe til dig, men hvis du snubler, har de heller ikke tænkt sig at gribe dig”.

Relationen med USA fylder i det hele taget meget i selvbiografien, hvilket dog er naturligt, da det er en af de mest krævende balanceakter for enhver generalsekretær. Det er absolut nødvendigt for FN og dets leder at have et fungerende forhold til organisationens største bidragyder og vigtigste politiske aktør, samtidig med at man ikke må blive opfattet som værende i lommen på Washington af de øvrige 191 medlemslande. Modsat Boutros-Ghali formåede Annan at være på god fod med både Clinton og Bush administrationerne, men han var ofte under pres fra begge. Bill Clintons FN-ambassadør og senere udenrigsminister Madeleine Albright, der havde hjulpet Annan til posten, var konstant på nakken af ham og vækkede ham en gang kl. 4.30 om morgenen for at diktere, hvad han skulle sige i en pressemeddelelse om Irak. Annan bemærker tørt, at hun ”aldrig helt forstod”, at han også stod til ansvar over for andre medlemslande.


Klarsyn og empati

Bogen indeholder også to særdeles interessante kapitler om henholdsvis Afrika og den uløselige konflikt i Mellemøsten. I modsætning til de fleste andre biografier af pensionerede statsmænd er ”Interventions” ikke et langt forsvar af tidligere handlinger. Måske skyldes det, at Annan – som FN’s generalsekretær – ikke var drevet af nationale interesser men derimod af en oprigtig vilje til at finde den bedste og mest holdbare løsning. Man kan ikke lade være med at ønske, at flere internationale aktører med indflydelse kunne anskue for eksempel Israel-Palæstina konflikten med lige så meget klarsyn og empati som Annan. Hans analyse er upartisk men skarp og byder også på håndgribelige forslag til, hvad der kunne sætte gang i en realistisk fredsproces.

I kapitlet om Afrika udfordrer han kontinentets ledere, som kun en afrikaner kan gøre det. Selv om han anerkender det destruktive levn fra kolonitiden, klandrer han også lederne for deres magtsyge, nepotisme og brutale tilsidesættelse af deres befolkningers rettigheder. Annan brugte megen energi på at intervenere i afrikanske konflikter. I en interessant passage om hans forsøg på at fremme demokratiseringsprocessen i Nigeria, fortæller han om et natligt besøg hos den tidligere præsidentkandidat og nu isolationsfængslede Moshood Abiola. Efter længere tids samtale spørger Abiola, hvem Annan egentlig er. Da han forklarer, at han er FN’s generalsekretær, svarer Abiola: ”Hvad er der sket med den anden? Egypteren?”. Han havde ikke haft adgang til nogen personer, medier eller læsestof ud over biblen og koranen i mere end tre år.

Det er anekdoter som disse, der er med til at gøre ”Interventions” særdeles læseværdig. Den er ikke bare tør politisk faglitteratur, men en underholdende og vedkommende fortælling om livet i toppen af FN. Man får dermed ikke en meget bedre gennemgang af de seneste 20 års kriser og globale dilemmaer. Annan er ærlig og ligefrem, ikke mindst når han forklarer, hvordan det kan lade sig gøre, at vi – som verdenssamfund – gang på gang kommer til kort. Syrien er det seneste eksempel herpå. Han argumenterer samtidig kraftigt for, at FN er et uerstatteligt element i det nuværende internationale system. Ifølge Annan er FN’s fornemmeste opgave – i en verden styret af nationale interesser – at kæmpe for individets rettigheder og fælleskabets interesser. I møder med ham var man som ansat aldrig i tvivl om, at han til enhver tid ville gøre sit ypperste i forsvar af disse idealer og principper.

FN’s succes eller fiasko afhænger i sidste ende af medlemslandenes beslutninger og handlinger. Men omfanget af FN’s rolle er dog også determineret af generalsekretærens evner, formåen og vilje til at tage kampen op med verdens stormagter. Man kunne næsten have ønsket, at Kofi Annan havde været lige så udtalt i sin tid i stolen, som han er det i ”Interventions”. Men så var det nok gået ham, som det gik Boutros-Ghali, hvis genvalg blev vetoet af USA. Som generalsekretær må man vælge sine kampe med omhu. ”Interventions” dokumenterer, at Kofi Annan – med en stille charme og et vindende væsen, eminente diplomatiske færdigheder og stor politisk kløgt – nåede at få rigtig meget ud af verdens umuligste job.


Kofi Annan og Nader Mousavizadeh er i København den 19. marts i forbindelse med den snarlige udgivelse af den danske udgave af ”Interventions”. Ved et arrangement i Den Sorte Diamant vil Annan tale om livsrejsen fra Ghana til New York, og om de 40 år han arbejdede for FN.

Kofi Annan med Nader Mousavizadeh
Interventions: A Life in War and Peace
383 sider
$36
Penguin Press