Søren K. Villemoes: S har været i krise siden murens fald

Søren K. Villemoes: S har været i krise siden murens fald

24.10.2013

.

“Da muren faldt, holdt arbejderne op med at være interessante for Socialdemokratiet. Man behøvede ikke længere udbygge en model, der var et alternativ til den virkeliggjorte socialisme på den anden side af muren. Pludselig forsvandt hele det projekt, som Socialdemokratiet havde defineret sig ud fra i et halvt århundrede.” Det siger journalist og kommentator ved Weekendavisen Søren K. Villemoes. Ifølge ham har partiet siden da hverken formået at definere sin målgruppe eller et klart projekt.


DANSK POLITIK 2 ÅR EFTER: I denne artikelserie sætter RÆSON fokus på dansk politik to år efter valget, der bragte Helle Thorning Schmidt til magten. Flere af interviewene indgår i den trykte artikel af samme navn i RÆSON 15.


INTERVIEW af Frederik Buhl Kristensen

RÆSON: Har regeringens reformer forandret velfærdsstaten markant?
Villemoes: Nej, det mener jeg ikke umiddelbart, de har. Det, de mest har forandret, er nogle af grundidéerne i velfærdsstaten. Der har i mange år været en dominerende, moralsk idé i velfærdsstaten om, at alle mennesker gerne vil det gode, og at der ikke er nogen mennesker, der af ond vilje slapper af. I dag repræsenterer Enhedslisten den gamle idé om velfærdsstaten. Idéen om, at alle gerne vil arbejde og gøre sit bedste, men at nogen er i en uheldig situation, hvor de ikke kan.
RÆSON: Og den idé er Socialdemokratiet gået væk fra?
Villemoes: Den idé plejede Socialdemokratiet at være meget tydeligere tilhænger af op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne. Det har aldrig været fuldstændig entydigt, men den grundlæggende idé var, at hvis man blot antydede, at det ikke stod sådan til, så var man nærmest amoralsk. Så satte man spørgsmålstegn ved en grundlæggende antagelse, der ligger i velfærdsstaten, om det gode menneske. Den måde at tænke borgeren på i velfærdsstaten har regeringen gjort op med – ikke i forhold til den forrige regering, men de har gjort op med en klassisk socialdemokratisk måde at se velfærdsstaten på.
RÆSON: Men de ting, du siger, antyder vel, at regeringen har bevæget Danmark i retningen af en konkurrencestat?
Villemoes: Jo, det kan man godt sige. Det er i hvert fald et andet syn på statens rolle over for borgeren og omvendt. Regeringen har kun barberet småsteder i velfærdsstaten, så der er ikke tale om et fundamentalt opgør med velfærdsstaten.
RÆSON: Det lyder som om, at Helle Thorning har forandret Socialdemokratiet?
Villemoes: Nej, det synes jeg også er at gå for langt. Det, som Thorning repræsenterer, er en fløj, der altid har været i Socialdemokratiet – højrefløjen. Det syn på borgerens rolle i velfærdsstaten er meget langt fra det syn, som fx Svend Auken og Anker Jørgensen stod for, men det er ikke vanvittigt langt væk fra dem, der var i Socialdemokratiet i 90’erne. Hun har ikke ændret det, udover at hun har reduceret det til et meget mindre parti. Det er magtbalancen i toppen af partiet, der har flyttet sig til højre. Krisen i Socialdemokratiet er overhovedet ikke ny. Hvis du ser bort fra valget i ’98, hvor Socialdemokratiet gik frem med 1,5 procent, så har Socialdemokratiet lidt under en konstant tilbagegang de sidste 23 år. Så Helle Thorning er det sidste kapitel i det, man kan kalde en meget lang vælgermæssig deroute.
RÆSON: Hvorfor tror du, den deroute finder sted?
Villemoes: Det er der mange gode grunde til, men den mest afgørende grund er, at muren er faldet, og at den gamle fjende, kommunisterne, er væk. Under Den Kolde Krig gav det mening at kæmpe om arbejderklassens gunst. Helt tilbage i 50’erne i den danske velfærdsstats allerspædeste dage, var der en reel frygt fra Socialdemokraterne om, at arbejderklassen kunne radikaliseres og ryge til kommunisternes side. Grundprojektet – at arbejderklassens opbakning til Socialdemokraterne og demokratiet skulle sikres – skulle ske ved, at arbejderklassen fik noget ud af Socialdemokratiet. Ligesom man i dag kæmper om muslimernes gunst, så de ikke ender i radikal islam. Lidt samme syn havde man på arbejderklassen. Det betød, at der var kamp om, at man virkelig skulle gøre noget for arbejderne. Da muren faldt, holdt arbejderne op med at være interessante for Socialdemokratiet. Man behøvede ikke længere udbygge en model, der var et alternativ til den virkeliggjorte socialisme på den anden side af muren. Pludselig forsvandt hele det projekt, som Socialdemokratiet havde defineret sig ud fra i et halvt århundrede. Det har Socialdemokratiet lidt under lige siden. Derfor står Socialdemokraterne i dag tilbage og mangler både en langsigtet samlende idé om, hvad de er til for, og hvem de er til for.
RÆSON: Har Socialdemokratiet virkelig været i identitetskrise siden 1990?
Villemoes: Det er måske ikke hele projektet, men fundamentet under det gamle projekt, som bar Socialdemokratiet gennem det meste af det 20. århundrede, faldt dér. Og siden har de ikke rigtig haft et nyt projekt at bygge op. Det er jo heller ikke kun et dansk problem. Du ser det samme ske i Tyskland, England, Sverige, Norge og sådan set også Frankrig.
RÆSON: Er murens fald simpelthen grunden til den socialdemokratiske krise i Europa?
Villemoes: Det er i hvert fald et problem, de aldrig rigtigt er kommet sig over.
RÆSON: Hvordan har Socialdemokratiet herhjemme så formået at overleve som Danmarks største parti så længe efter murens fald?
Villemoes: I 1990 fik de jo knap 40 procent af stemmerne, så der var noget at tage af. Siden da er de så blevet omkring halveret.
RÆSON: Hvordan har regeringen formået at italesætte de reformer, som de har gennemført i denne regeringsperiode?
Villemoes: Der er meget forskel fra minister til minister. Corydon virker nærmest som om, at han har gjort alt, hvad han kan, for ikke at sælge varen. Mette Frederiksen, derimod, kan piske folk i hovedet samtidig med, at hun siger, at det er for ens eget bedste: “Jeg bliver nødt til at skære i dine offentlige ydelser, for ellers vil du ikke kunne klare det”. Det synes jeg ikke, alle i regeringen har klaret. Det kan man se helt tydeligt i meningsmålingerne. Helle Thorning og Corydon har ikke formået at overbevise vælgerne om det. Corydon siger altid, at det er nødvendigt, og det kan godt være, at han har ret, men han har ikke helt kunnet forklare, hvorfor det er nødvendigt.
RÆSON: Kan regeringen vinde næste valg?
Villemoes: Det skal man endelig ikke udelukke. Hvis der er noget, jeg ikke vil, er det at forudsige fremtiden. Det ender altid galt. Jeg har ingen krystalkugle. Siden 1990 med undtagelse af 98-valget er det jo gået tilbage for Socialdemokraterne, så det er noget af en opgave, hvis de vil vende den udvikling.

DF har længe været et midterparti

RÆSON: Har Dansk Folkeparti vundet kampen om arbejderen, nu hvor Socialdemokraterne ikke længere er interesserede i arbejderne?
Villemoes: Man kan ikke vinde sådan en kamp. Den er vedvarende. Men sidst jeg tjekkede stemte 60 procent af de faglærte og ufaglærte arbejdere borgerligt.
RÆSON: Hvorfor stemmer de borgerligt?
Villemoes: Der er mange forskellige grunde til, at man har tabt den faglærte/ufaglærte stemme på venstrefløjen. Indvandringen var en af grundene i 00’erne. Og så har man nok følt, at der er sket en akademisering af venstrefløjen. De er i højere grad blevet en fløj for højtuddannede og offentligt ansatte. Der har et parti som Dansk Folkeparti været meget mere fokuserede på at appellere til dem, der ligger under pres fra globaliseringen.
RÆSON: Ligger alle såkaldt almindelige danskere under pres fra globaliseringen?
Villemoes: Ja, det vil jeg sige, for presset starter nedefra og arbejder sig op. Det starter med arbejdsindvandringen, som lægger folk på fabrikkerne under pres, og så bliver det til mere og mere veluddannede, fordi arbejdspladser begynder at rykke ud af landet. Det sker også for ingeniører osv. Dem, det rammer mindst, er de universitetsuddannede, som overlever, fordi deres job kræver, at man taler dansk. Men større og større dele af samfundet er under pres fra globaliseringen. På det seneste har man også set det med vores fælles velfærdsydelser, som nu er under pres fra EU-lovgivning, og finanskrisen kan man også se som resultat af en form for finansiel globalisering.
RÆSON: Er Dansk Folkeparti blevet det nye midterparti?
Villemoes: Dansk Folkeparti har i virkeligheden været et midterparti ret længe. De er et højrepopulistisk parti, men man skal huske, at de ofte repræsenterer en holdning, der er mainstream, og derfor ligger de ikke særligt langt til højre. Strammere udlændingepolitik, bedre vilkår for de ældre, skepsis over for EU og en hårdere retspolitik på visse områder er jo holdninger, som har meget bred opbakning i befolkningen. Det er grundlæggende midtersynspunkter.
RÆSON: Hvorfor er det så først nu, at de overgår Socialdemokratiet i størrelse?
Villemoes: Det hænger sammen med flere ting. En ting er, at Socialdemokraterne har skuffet en masse vælgere. En anden er, at Pia Kjærsgaard har været meget splittende for mange vælgere. Hun har været et symbol på noget, som Kristian Thulesen Dahl ikke er. Kristian Thulesen Dahl fremstår mere som svigermors drøm. Så det er en kombination af de to ting – og måske også at Venstre har lagt sig ind på en mere reformagtig kurs. Hvis du er en gammel socialdemokrat, der grundlæggende ønsker, at velfærdsstaten skal bevares og samtidig er kritisk over for EU, så giver det jo bedst mening at gå til Enhedslisten eller Dansk Folkeparti. Så sent som i dag så jeg, at Pelle Dragsted fra Enhedslisten foreslog, at vi skulle have et velfærdsforbehold i vores EU-politik. Det minder meget om, hvad Morten Messerschmidt har sagt det seneste stykke tid. På de her områder minder Enhedslisten og DF meget om hinanden. Enhedslisten mener det, som Socialdemokratiet mente for 20 år siden, og som de dengang var uenige i. Enhedslisten og DF bliver socialdemokratier med 20 eller 30 års forsinkelse. Så er man fra den tid og stadig har de holdninger, giver det god mening at gå til de partier.
RÆSON: Vil vi se en genkomst af værdipolitikken som centrum for den politiske debat?
Villemoes: Som sagt vil jeg ikke forudsige fremtiden, men jeg synes ikke, man skal udelukke det. De folk, der med finanskrisen mente, at værdipolitikken nu var forbi, bør ikke ånde lettet op endnu. Værdipolitikken spiller stadig en stor rolle – der er bare kommet endnu større problemer til, som har skubbet den i baggrunden. Men en ting, man aldrig skal gøre, er at undervurdere betydningen af værdipolitik. Man skal ikke undervurdere indvandring og integration. De er stadig meget vigtige emner for rigtig mange danskere.
RÆSON: Hvorfor er de det?
Villemoes: Det er de af åbenlyse grunde. Fordi det er bekymringer, folk møder i deres hverdag. Det er en del af en generel trend i forhold til usikkerheden over for globaliseringen: Presset på arbejdsmarkedet, presset på velfærden, østeuropæere, der kommer og presser lønninger. Alle de reformer, der sker nu, gennemføres også med henvisning til et pres udefra. Globaliseringen fortsætter, så de her bekymringer kommer til at være der i al overskuelig fremtid.
RÆSON: Du siger selv, at Dansk Folkeparti nærmest altid har været et midterparti. Er der nogen grænse for, hvor store de kan blive?
Villemoes: Jeg tror ikke, der er nogen partier, der har en naturlig grænse. Men det vil måske være et af de partier, der ikke nødvendigvis vil have en fordel af at være i en regering.
RÆSON: Hvorfor?
Villemoes: Fordi de fik så meget ud af at være et støtteparti. Hvis de træder ind i en regering, kan det sagtens tænkes, at de vil opleve den samme krise, som SF oplever i dag. Lad os sige, at de bliver en del af en Løkke-regering, hvor de skal lave alle de hårde reformer á la dem, som Thorning laver nu. Så vil man hurtigt kunne forestille sig, at de ender i en styrtblødende situation som SF.

Konservatismen har langt hen ad vejen spillet fallit i Danmark

RÆSON: Nu kommer du selv ind på SF. Er der en fremtid for SF og De Konservative?
Villemoes: Jeg er nok mest bekymret for De Konservative. I et lille græsrodsbaseret konsensusland som Danmark, hvor vi lægger så høj vægt på lighed og meritokrati, er der ikke optimale vilkår for et parti som De Konservative. Vi har ikke en kulturbærende overklasse i Danmark. Der er meget lidt rum for klassisk konservatisme. Jeg er bekymret på De Konservatives vegne, for selvom jeg ikke vil spå om fremtiden, vil jeg alligevel sige, at det parti er i en virkelig seriøs krise. Jeg er mere bekymret for dem, end jeg er for SF.
RÆSON: Hvordan kan det så være, at de konservative partier i vores nabolande trives i bedste velgående?
Villemoes: Tyskland, som eksempel, er et land, der lægger ufatteligt meget vægt på ansvarlighed og seriøsitet. Man har et helt andet, næsten aristokratisk syn på hierarkier i samfundet. Hvis folk med en ph.d. stiller op til valg, vil de som oftest skrive dr. foran deres navn. Der er en helt anden kultur, som jeg tror giver bedre spillerum for konservative politikere. I Danmark er vi totalt domineret af en middelklassekultur. Det er umiddelbart ikke en kultur, hvor konservative partier har et særligt godt udgangspunkt, og hvis de så oven i købet har så begrænset en talentmasse med så svagt et politisk lederskab, som De Konservative har i dag, så er der ikke meget at komme efter. Der er selvfølgelig også et element af historisk tilfældighed i, om det er et det ene eller andet borgerlige parti, der ender med at løbe med folkeparti-rollen. I Danmark er den bare taget af Venstre. I Norge og Sverige er det konservative partier, der har fået den. Herhjemme har de trukket nitten.
RÆSON: Så det handler bl.a. om, at konservatismen som ideologi har spillet fallit i Danmark?
Villemoes: Langt hen ad vejen ja.
RÆSON: Vil SF forlade regeringen?
Villemoes: Mit umiddelbare gæt er nej. De har langt mere indflydelse på politikken inde i regeringen end uden for. Det er måske ikke så tydeligt for folk, men hvis du ser på Enhedslisten, så har de meget begrænset indflydelse.
RÆSON: Hvad har SF fået ud af at sidde i regeringen?
Villemoes: På de store linjer har de måske ikke fået så meget, men de har jo ministerposter. Hver dag sidder der SF-folk og bestemmer over, hvordan centralmagten skal forvaltes. De har faktisk ret meget indflydelse. Det kan godt være, at de ikke er gode til at vise det, og at de ikke producerer mærkesager ud af det, men de har konkret ret meget magt. Det var det ene. Det andet er, at hvis de fejler i dette regeringsprojekt, er der ikke nogen, der gider invitere dem med i en regering i al overskuelig fremtid.
RÆSON: Hvad handlede det om, da de unge i partitoppen begyndte at melde sig ud?
Villemoes: De her folk har lidt et historisk nederlag. Jeg kan ikke engang huske, hvornår der skulle have været noget lignende. De blev fuldstændigt kontant afvist af det parti, de troede, de repræsenterede. Jeg tror, det var et “wake up call” for dem.
RÆSON: Hvilke konsekvenser kan det få for SF på længere sigt?
Villemoes: Det kan vel få den konsekvens, at de taber endnu en generation. Det samme, som skete under Antorini-generationen; dem i 40’erne er der jo ikke mange af i partiet. Der var i hvert fald en masse politisk talent, der forsvandt denne gang også.


Frederik Buhl Kristensen (f. 1988) er BA og kandidatstuderende i Global Studies og Journalistik ved Roskilde Universitet, freelanceskribent ved Soundvenue og tidligere praktikant for Socialdemokraterne på Christiansborg. Foto: Socialdemokraterne via Flickr