19.10.2014

KOMMENTAR. Det er stort set så sikkert som amen i kirken, at vi får en borgerlig regering efter næste folketingsvalg. Det er selvfølgelig godt. Men det også vigtigt, at magten bliver brugt rigtigt. I borgerlige rækker var vi glade for at holde socialisterne fra magten i 00’erne. Men de fleste af os erkender også, at når vi får magten igen, så skal vi gøre det bedre, end vi gjorde sidst. Først og fremmest på disse seks områder:

1. Vi skal ikke være systemets folk
Borgerlig betyder, at man ønsker et samfund med stærke frie borgere. Men vi borgerlige er selv ude om, at vi har et image som nogle, der holder med systemet fremfor med borgerne. Vi skal ikke igen lave love, der giver myndigheder som SKAT ret til at krænke folks privatliv eller støtte yderligere overvågning af borgerne. Og vi bør rulle offentlighedsloven tilbage, så der er gennemsigtighed i det politiske system.

2. Vi skal holde op med at lave flere regler
Alle regeringer i demokratiets levetid har begået den samme synd: Hver gang de i heldigste fald har afskaffet et par regler, har de indført ti nye. Det skal stoppe. Det hænger sammen med punkt 1. hvis borgerne skal have magten, skal reglerne være simple og til at finde ud af. En forsimpling af vores skattesystem, så folk kan forstå deres selvangivelse ville være et godt sted at starte.

3. Vi skal være mere modige og gå foran den offentlige mening
Det var en skandale, at det eksempelvis tog så lang tid at afskaffe efterlønnen. Alle borgerlige politikere vidste i årevis udmærket, at det var nødvendigt, men det var først efter årtiers debat, da meningsmålingerne begyndte at vise et flertal i befolkningen for en reform, at Venstre og Dansk Folkeparti endelig gik med til det. Hvis vi kun har tænkt os at gennemføre det som meningsmålingerne viser flertal for, kan vi lige så godt overlade magten til nogle andre.

4. Vi skal bruge færre penge
Hvis ikke der er forskel på rød og blå, så kan vi også lige så godt lade være med at spilde vores tid på politik. En borgerlig regering skal overlade overforbrug og stigende offentlige udgifter til socialisterne. Det står i deres program. Det står ikke i vores.

5) Vi skal give plads til hinanden
En af hovedårsagerne til, at VK holdt i ti år, mens Thorning kun holder i fire, er, at Fogh var god til at give plads til både Konservative som det lille regeringsparti og Dansk Folkeparti som støtteparti. Fogh og Bendtsen havde et forbilledligt samarbejde, hvor Konservative fik lov til at kommunikere de sager i medierne, som var vigtige for os. Eksempelvis når skatten blev lettet. Den plads har Thorning ikke givet sine regeringspartnere. Partierne i den nuværende regering kæmper om medieopmærksomheden og lader ikke hinanden tage de sager, som ligger bedst til dem. I en velfungerende S-SF-R-regering, havde S og R eksempelvis ladet SF løbe med æren for regeringens store togfond. I stedet sloges de hver for sig om at tage al kredit for den.
Sådan skal vi borgerlige ikke opføre os overfor hinanden. Det er afgørende, at de borgerlige partier finder en arbejdsdeling og giver plads i stedet for at bekrige hinanden. Liberal Alliance er her en særlig udfordring, fordi hele deres eksistens er at nedgøre V og K. Men i det mindste må V, K og O genfinde en god forståelse og arbejdsdeling med hinanden. Så må LA være med, hvis de vil.

6) Vi skal have klarhed om udlændingepolitikken
Udlændingepolitikken kan ikke blive ved med at være en intern slagmark. Området er altafgørende for danskernes opbakning men er stadig præget af stor forvirring. Der er fuld konsensus om, at vi ikke vil have islamister og kriminelle til Danmark. Det er efterhånden næsten trættende at høre på, for alle er jo enige. Men derefter stopper enigheden så også.

DE BORGERLIGE MÅ BESLUTTE, om udlændingepolitikken skal bruges til at tiltrække arbejdskraft og dermed, om der skal lukkes op for store mængder kvalificeret arbejdskraft, eller om de ønsker en langsommere udskiftning af befolkningen for at bevare stabiliteten og homogeniteten i samfundet. Det er en svær diskussion, som er nødt til at blive taget i stedet for at danse udenom den varme grød med uimodsigelige og dermed intetsigende slogans som at ’der skal være plads til alle, der kan og vil’. Den slags har for det første stadig for meget smag af kystbanesocialisme, hvor man ikke har forstået, hvor store kultursammenstødene er rundt omkring. For det andet er det en for økonomistisk tankegang, som nok vinder venner hos Dansk Industri ved at hjælpe dem med arbejdskraft, men ikke adresserer danskernes frygt for, om Danmark kan vedblive at være Danmark, hvis indvandringen går for hurtigt. ■

Rasmus Jarlov (f.1977) er politisk leder for de Konservative i Københavns Borgerrepræsentation og kandidat til Folketinget. 2010-2011 sad han i Folketinget som suppleant for Connie Hedegaard og var sit partis uddannelses-, kommunal-, medie-, kirke- og kulturordfører. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto