12.02.2014

”Snakken om de her farlige muslimske radikale, tror jeg, har til formål at skabe en midlertidig accept af Assad for at opnå en politisk løsning på konflikten i Syrien.”

Denne artikel er et uddrag af et større interview med Herbert Pundik fra RÆSON 17, som udkommer i marts. Artiklen kræver abonnement: 200 kr./året (200 kr. for studerende).

INTERVIEW af Emma Elise Albæk Høj

RÆSON: Hvilke mulige scenarier ser du for udviklingen eller afviklingen af konflikten i Syrien?
Pundik: Den aktuelle konflikt i Syrien er næsten uoverskuelig. Der er så mange elementer i den konflikt nu, at det er svært at redde tingene ud. For det første er der den overordnede konflikt mellem Amerika og Rusland om politisk indflydelse i Golfen. Dernæst er der en konflikt i den syriske opposition – mellem den politiske front, der sidder og forhandler i Geneve, og den militære front i Syrien, som forsøger at slås. Herudover er der en indbyrdes konflikt mellem sunnimuslimerne – Den Frie Syriske Hær på den ene side, og en helt masse andre sunnimuslimske militser, som handler ud fra helt forskellige dagsordener på den anden side. Nogle kæmper mod Assad, for eksempel den islamiske organisation al-Nusra. Andre samarbejder til tider med Assad, som for eksempel gruppen ISIS, som består af muslimske frivillige fra hele verden. Deres dagsorden er at vinde territorium og indføre Sharia-lovgivning. For at få råd til dette sælger de olie til Assad. Kurderne udgør endnu en part, som har deres egen dagsorden. Det seneste er, at de kristne nu laver deres egne militser.

RÆSON: Er der for mange forskellige interesser på spil til at konflikten kan løses diplomatisk?
Pundik: Jeg tror ikke, at der kommer noget ud af fredsforhandlingerne i Geneve, fordi det ikke er et spørgsmål om at finde kompromisser. Det er et spørgsmål om Assad eller ingen Assad. Jeg tror hverken, at russerne eller iranerne vil acceptere, at Assad forlader skuepladsen på nuværende tidspunkt. Jeg vil ikke udelukke, at han bliver ofret en skønne dag, men lige nu er der investeret for meget i Assad fra både iransk og russisk side til, at man vil gå med til at fjerne ham. I den overordnede magtkamp, der nu finder sted med Saudi Arabien, kan iranerne ikke acceptere, at deres allierede bliver fjernet eller ryddet af vejen. Iran er samtidig involveret i en mægtig intern magtkamp om forhandlingerne omkring deres atomvåben. Rouhani er udsat for en masse kritik, og han kan ikke tage et nederlag ved at ofre Assad nu. Det er hverken i USA’s eller Irans interesse at fjerne Assad – derfor tror jeg ikke, at Assad bliver fjernet. Fra Irans side er prioriteten i dag at åbne op overfor Vesten. Ikke bare af økonomiske grunde men også af andre politiske grunde. Og Amerikas politik er at åbne op overfor Iran. De to ting er efter min mening de to stærkeste kræfter, der i dag bevæger Iran og Amerika. Det kan ske, at de en skønne dag siger, vi har opnået de politiske mål, der gør Assad ’disposable’. Der er ingen, der elsker Assad. Han er en forfærdelig krigsforbryder, men han kan bruges til visse formål, både fra amerikansk, iransk og russisk side. Han er i dag et redskab, som folk slås om at få fat i. Men den dag, de har bygget huset, så smider de redskabet ud på møddingen.

RÆSON: USA har jo stået stejlt på, at Assad ikke kunne indgå i en overgangsregering?
Pundik: Rapporterne fra Syrien bliver i højere og højere grad domineret af snakken om islamiske radikale og faren for, at de en skønne dag overtager styret i Damaskus. Jeg tror, at amerikanerne i dag er begyndt at indse, at af alle dårlige løsninger i Syrien, så er et samarbejde med alawitterne (shiamuslimsk sekt, der bakker op om Bashar al-Assad, red.) det mindste onde, og så må man altså sluge Assad og skylle godt efter. Han er nødvendig for at bekæmpe de radikale muslimer. Jeg tror faktisk, at de radikale muslimer, bliver anvendt i et forsøg fra amerikansk side på at forklare det, som efter min mening vil blive åbenbaret om nogle måneder, nemlig at man affinder sig med Assad. Han er krigsforbryder, men i hvert fald ikke radikal muslim. Er man kynisk, kan man sige, at de radikale muslimer, fra al-Nusra til al-Qaeda, spiller en rolle, men udsigterne til, at de skal overtage styret i Damaskus er zéro. Hvis nogle muslimer overtager styret i Damaskus, så er det de muslimske brødre, som har cirka halvdelen af befolkningen bag sig. Der foregår efter min mening et mediespil omkring de radikale muslimer. De er jo fantastiske set fra et mediesynspunkt, når de hugger hænderne af andre mennesker – det er news! Men de er ikke så farlige, som man i dag giver udtryk for. De er dybt splittede. I vores optik er radikale muslimer ét fedt, men de er splittede i hundredvis af grupper med hundredvis af dagsordener.

RÆSON: Hvad er din holdning til dette skifte fra amerikanernes side?
Pundik: Jeg har hele tiden ment, at det var forkert at anlægge en amerikansk politik i forhold til Syrien på ét hoveddogme, nemlig det, at Assad må gå, for jeg har aldrig troet på, at det med de begrænsede midler, som amerikanerne ønskede at bruge, kunne lykkes. Jeg tror også, at man har undervurderet alawitternes eksistenskamp. At bekæmpe en gruppe, der tæller ca. 15% af den syriske befolkning, og som er klar over én ting, nemlig at hvis de taber, så er de færdige. Der ville være så mange ting, der skal afregnes fra sunnimuslimsk side – de er jo blevet forfærdeligt behandlet i de 40 år, hvor Assad-folkene har siddet ved magten – så det ville blive et blodbad. Og derfor tror jeg, de vil kæmpe til det sidste. Hvis amerikanerne ville sende 150.000 tropper ind, kunne de selvfølgelig vælte Assad, men det vil amerikanerne ikke, og europæerne vil slet ikke. Jeg har aldrig troet, at man med de begrænsede midler, som amerikanerne var parate til at investere, ville være i stand til at fjerne Assad. Derfor tror jeg, at amerikanerne langsomt er i færd med at erkende, at Assad er en nøgle til løsningen, om ikke andet en midlertidig nøgle til løsningen.

RÆSON: Løsningen, som du ser det, er altså en overgangsregering med Assad. Der er ikke andre løsninger?
Pundik: Jo, en anden løsning kunne være, at Syrien bliver delt op. Så man kan godt forestille sig den mulighed, at Syrien går op i sine bestanddele. At der sker en opløsning og en tredeling af Syrien – et sunnimuslimsk med de muslimske brødre, som har opbakning fra 60% af befolkningen, et kurdisk og et alawittisk. Syrien har aldrig været en nationalstat. Det er et artificielt kunstprodukt, hvor man har smækket nogle grænser i hovedet på 4-5 mindretal, som aldrig nogensinde ønskede at bo i samme land. Det, som Assad-familien prøvede at gennemtrumfe var en syrisk nationalisme, som var overordnet alle andre interesser – religiøse, etniske og så videre. Og det mislykkedes totalt, det ser vi i dag.

Herbert Pundik (f. 1927) er tidligere chefredaktør på Politiken. Emma Elise Høj (f. 1989) studerer journalistik og historie på RUC. Hun har tidligere været praktikant på Debatten på DR2.
FOTO: March to support Bashar al-Assad by Beshr O via Flickr.