24.05.2015

I Spanien vil Podemos gøre græske Syriza kunsten efter og erstatte de gamle politikere med en ny, venstreorienteret regering. Vil oprørene fra Athen og Madrid sende Europa i politisk koma?

REPORTAGE af Troels Boldt Rømer, Spanien

Artiklen er fra RÆSON22 og udgives i anledning af det regionsvalg, som afholdes i Spanien i dag

”Se vende”. Røde til salg-skilte hænger fra altanerne på de brune 70’er-byggerier, der flankerer Avenida de América. Et par unge drenge sidder i midterrabatten på den store boulevard. De sælger legetøj til to euro, en butterfly til fire og turistkort for tre. Rundt om hjørnet ligger en bank. I vinduet hænger en reklame, der lover ”sikkerhed for din familie”. Politisk graffiti, sorte streger og omridset af en hammer og et sejl er spraymalet hen over bankens reklame.

Vi er i Córdoba i den sydlige del af Spanien. Omkring år 1000 var stedet Vesteuropas stolthed og verdens folkerigeste by. Det er slut nu. Det var her, boligboblen for alvor brast, da Spanien blev revet med i faldet af den økonomiske krise i 2008. I dag er cirka hver fjerde spanier arbejdsløs, men i Sydspanien er det tal endnu højere. Det er sparsomt med industri i regionen, og det er mest lukkede, rustne fabrikskomplekser, som kan ses ud ad vinduet, når man kører med toget gennem landskabet. Siden krisen ramte, er huspriserne i Spanien faldet med cirka 40 pct., alt imens kriminaliteten er steget, og mange har mistet store dele af deres opsparinger, pension og aktiver. Samtidig flygter de unge, der skulle have genskabt den spanske økonomi. Spanien er kun overgået af Polen, Rumænien og Grækenland, når det kommer til antallet af arbejdere, der søger om at få deres kvalifikationer anerkendt i andre EU-lande. Det er ikke mindst lærere, sygeplejesker og læger, der tager over grænsen. Alene i 2013 flyttede 36.000 spaniere til Tyskland, mens 51.000 tog turen til Storbritannien. Hovedparten af dem var under 34 år.

De unge i midterrabatten rejser sig brat op ved synet af noget, der bare minder om en turist uden for sæsonen. ”Señor, señor,” råber de og løber hen mod én, ivrige efter at få nogle håndører for deres ragelse fra Kina. Blandt de 16-24-årige i Spanien står mere end hver anden uden for arbejdsmarkedet. De er ikke i gang med en fuldtidsuddannelse, de får ingen lønseddel, og de udvikler ikke de evner, som deres land har så desperat brug for. Den generation, drengene i Córdoba tilhører, er blevet døbt ’generación cero’ – nulgenerationen. Det er dem, der, med den spanske forfatter Ignacio Escolars ord, er ”den mest håbløse og bedst uddannede generation i Spaniens historie”. Det er dem, der laver graffiti på bankerne, bor hos deres forældre til midt i 30’erne og rejser til udlandet for at finde arbejde. Og det er dem, der har gjort en ung professor med hestehale til deres nye politiske håb.

Oprøret i stemmeboksen
Pablo Iglesias er lederen af det nye spanske parti med navnet Podemos – ’Vi Kan’. Den unge professor i statskundskab har med sin hestehale, sine opsmøgede skjorteærmer og et talent for TV-debatter fået de etablerede partier til at ryste nervøst forud for regionsvalgene i maj og det parlamentsvalg, der senest skal finde sted den 20. december i år. Han blev valgt til Podemos’ generalsekretær med 89 pct. af stemmerne – ved et valg, som blev foretaget blandt mere end 107.000 spaniere i en internetbaseret afstemning. For et år siden førte han Podemos til en overraskende og markant sejr ved europaparlamentsvalget, hvor han selv blev valgt til at sidde i glas- og stålbygningerne i Bruxelles med otte pct. af de spanske stemmer i ryggen. På trappen foran Europa-Parlamentet slog han på sin første arbejdsdag triumferende ud med armene foran en forsamlet presse og erklærede, at ”det eneste, der er tilbage i Europa, er en politisk elite, som ligger på knæ for de finansielle markeder”.

Siden europaparlamentsvalget er Podemos’ popularitet fortsat med at stige. I slutningen af januar samlede partiet titusindvis af mennesker til et optog i Madrids gader – en aktion, der skabte opmærksomhed i mange internationale medier. Til lokalvalget i Andalusien i marts fik Podemos 15 pct. af stemmerne i en region, der har været totalt domineret af socialisterne i PSOE i mere end 30 år.

Indtil tre måneder før europaparlamentsvalget var Podemos ikke engang registreret som et parti. Historien startede i 2011, da spanske unge byggede teltlejre på pladserne rundtomkring i landets byer. Inspireret af Occupy Wall Street og den franske filosof Stéphane Hessel etablerede de bevægelsen Los Indignados (’De indignerede’). Lejrene blev ryddet, og de unge tog hjem. Men oprøret blev – i modsætning til i fx USA – oversat til parlamentarisk politik. En gruppe unge intellektuelle fra Madrids Complutense-universitet, heriblandt Iglesias, begyndte at formulere politik og inviterede folk til at deltage igennem de sociale medier. Inspireret af tænkere som den italienske marxist Antonio Gramsci opbyggede de et parti centreret omkring ét altdominerende budskab: ”el pueblo contra la casta” – ”folket mod kasten”. ’La casta’ er et øgenavn, som Podemos har givet det spanske topartisystem, som siden overgangen til demokrati i 1978 har domineret det politiske liv.

En stemme imod
Med en samling af personligheder fra Los Indignados-bevægelsen i spidsen slog Podemos sig forud for EP-valget op på forslag om højere minimumsløn, lavere pensionsalder og højere pension. De forslag er siden blevet uddybet i et manifest skrevet af to økonomer fra det samme politiske miljø som Podemos-ledelsen. Konkret vil partiet sætte pensionsalderen ned til 60 år, beskatte de rigeste spaniere hårdere, forkorte arbejdsugen og øge det offentliges budget markant. Tanken er, at færre ældre på arbejdsmarkedet og flere penge fra den offentlige sektor vil sikre, at unge igen vil kunne få arbejde. Det skal stimulere væksten i Spanien og redde landets økonomi.

Iglesias’ rådgivere citerer i stor stil kendte økonomer som Joseph Stiglitz, Paul Krugman og Kenneth Rogoff i deres økonomiske papirer. Det afholder dog ikke José Torreblanca, European Council on Foreign Relations’ chef i Madrid, for at kalde Podemos’ økonomiske forslag for ”voodoopolitik”. Men ifølge ham betyder den løst formulerede politik ikke så meget for partiets succes. En stemme på Podemos er hovedsageligt en stemme imod ting – imod de politiske partier, imod uretfærdighed, imod korruption, imod Angela Merkel og imod markederne. ”Mange borgere føler sig magtfulde, når de kan sige fra og maksimere effekten af deres stemme ved at stemme på Podemos,” skriver Torreblanca.

Det har da heller ikke været svært for Podemos at finde benzin til sit bål. Efter en bustur fra Córdobas centrale station ankommer vi til Granada, der ligger for foden af Sierra Nevada-bjergkæden. Som så mange andre steder i Spanien er området omkring stationen malet over med politiske slagord om ”revolución” og ”la casta”. De er skrevet med kluntede bogstaver på væggen, og lugten af affald og hash omsvøber en. I byen møder vi Irene. ”De [den nuværende regering] siger, økonomien kommer til at blive bedre, men det er stadig umuligt for mig at finde et job,” siger hun. Irene bor i Granada med sit lille barn. Hun nævner flere gange Podemos’ slagord om ”la casta” og skoser Mariano Rajoy, Spaniens premierminister, for den ”korruption”, som hun forbinder med hans regering.

Rajoy har da også kæmpet med en serie dårlige sager. Så sent som i januar anklagede en tidligere partisekretær fra Rajoys eget parti, PP – Partido Popular – ham for at kende til finansielle kanaler, der havde skovlet partibidrag fra PP over i lommerne på partiets topfolk. I november måtte hans sundhedsminister træde tilbage, og Rajoy måtte forklare over for parlamentet, at ”de fleste politikere altså ikke er korrupte”, efter at det kom frem, at hun havde modtaget private donationer fra virksomheder. Men heller ikke hos Rajoys modstandere på venstrefløjen er karakterbogen ren, hvilket spillede ind på det netop overståede valg i Andalusien. Her udskrev socialisternes Susana Díaz valget et helt år før forventet, da flere af hendes nærmeste allierede står til at skulle trækkes igennem en række korruptionsanklager om et par måneder. Det er skandaler som disse – og vælgere som Irene – der i høj grad er med til at løfte Podemos og Iglesias.

Farvel højre-venstre, goddag nationalisme
Men det er ikke kun i Spanien, at de politiske landkort gentegnes – og Podemos kigger mod øst for at få inspiration og støtte. Da Iglesias officielt blev valgt til Podemos’ frontfigur 15. november, var det ikke noget tilfælde, at gæstetaleren var Alexis Tsipras, formanden for det græske Syriza, sit lands nyudnævnte premierminister og en tæt allieret af Podemos. De to partier har utallige fællestræk og former i øjeblikket et umage par i europæisk politik. De er opstået som et oprør mod en økonomisk kurs, som deres vælgere føler er blevet trukket ned over deres hjemlande af EU – og hovedsageligt Tyskland. Deres ledere er unge, karismatiske og fra et intellektuelt, akademisk miljø – og så placerer de sig på den økonomiske venstrefløj.

Det vigtigste kendetegn ved Podemos er dog ikke deres venstrefløjspolitik eller partiledere. Nej, det er Podemos’ selvforståelse som et ”folkets parti” – et parti, der repræsenterer ”folkets” stemme, set i modsætning til de gamle politikere i det konservative PP og det socialistiske PSOE. Den selvopfattelse er fundamentet for partiets vigtigste politiske prioritet, nemlig et opgør med EU og – især – kampen for national suverænitet, mener José Torreblanca, der peger på det netværk af alliancer, som Podemos indgår i. I Athen var Alexis Tsipras hurtig til at forme en koalitionsregering med det mindre, højrenationale parti De Uafhængige Grækere. Hvad havde de to partier tilfælles? Ikke meget ud over en modstand mod EU’s økonomiske politik og en kamp for Grækenlands suverænitet. Franske Marie Le Pen, lederen af det stærkt EU- og indvandrerkritiske Front National, lykønskede som en af de første Tsipras med hans sejr. Torreblanca påpeger, at både Syriza og Podemos har været kritiske over for de europæiske sanktioner mod Rusland og støttet ”russisk propaganda” – måske i et forsøg på at udskille splittelse i EU-blokken. Samtidig oplever EU-kritiske partier som det britiske UKIP, det svenske Sverigedemokraterna, det tyske Alternative für Deutschland og Dansk Folkeparti øget tilslutning. ”Europa er i en politisk omvæltning, men ikke centreret omkring venstre-højre-aksen – end ikke omkring en eurozone-ikkeeurozone-akse. Nej, Europa genskabes omkring en populistisk-nationalistisk akse,” skriver Torreblanca. Podemos’ politiske projekt er et projekt om national suverænitet og magt til det spanske folk – ikke bare økonomiske venstrefløjsreformer.

Podemos er ikke Syriza
Efter Syrizas sejr i Grækenland kunne det godt se ud, som om Torreblanca får ret: Måske vil Podemos blive den næste brik i spillet, som vælter den gamle garde af politikere ud af kontorerne og sender nye, unge ministre ind, bevæbnet med dartpile og billeder af Angela Merkel. Men helt så enkelt bliver det nok ikke. For ganske vist har Podemos vundet frem på rekordtid, men flere ting taler for, at partiet ikke vil kunne komme i regering, som det skete for Syriza, der fik magten mere eller mindre uden at skulle indgå kompromiser.

For det første ser den spanske økonomi umiddelbart væsentlig bedre ud end den græske. Væksten i sidste kvartal af 2014 var på godt to pct. – det er dobbelt så meget som gennemsnittet i eurozonen. Bloomberg Business påpeger, at der i øjeblikket skabes 25.000 nye jobs i Spanien om måneden. Samtidig skylder Spanien ’kun’ 92 pct. af sit BNP væk, mens Tsipras og grækerne har regninger liggende for 175 pct. af BNP. Bedring i økonomien er dog ikke en garant for genvalg af den siddende regering. Det måtte Antonis Samaras, den græske centrum-højre-premierminister, sande, da hans koalition blev slået af Syriza til trods for en økonomisk vækst på 1,8 pct. For som økonomen Mark Blyth påpeger i Foreign Affairs, betyder 1,8 pct. ikke det store for et land, der på mindre end fem år har mistet en tredjedel af sit BNP.

For det andet havde Syriza valgsystemet med sig: Partiet fik 50 ekstra taburetter i parlamentet som belønning for at blive landets største parti, hvilket gjorde Tsipras i stand til at danne en flertalsregering med De Uafhængige Grækere. Helt så heldigt er Podemos ikke. Partiet står til at få godt 20 pct. af stemmerne. Dermed vil de kun kunne danne regering, hvis socialisterne i PSOE indgår en aftale – og dermed kompromiser – med dem. De kan også blive holdt uden for indflydelse, hvis socialisterne og de konservative i Rajoys PP indgår en regeringsaftale efter et valg – et scenarie, der dog forekommer usandsynligt i et land, hvor tværpolitiske samarbejder er cirka lige så ofte forekommende som snestorme.

For det tredje har Podemos nogle skeletter i skabet, som de konservative politikere og medier i Spanien har gjort alt for at belyse under valgkampen i Andalusien. Et af de ømme punkter for Podemos er, at partiet ikke er så basisdemokratisk, som man kunne tro, påpeger Natalie Nougayrède fra dagbladet The Guardian. Når stemmerne på partiets åbne, politiske internetfora er talt op, er det i sidste ende en ti mand stor komité – med Iglesias for bordenden – der tager beslutningen om, hvad Podemos skal mene. Eller, som Nougayrède kalder det, ”leninist-centralisme møder den digitale tidsalder”.

Den mest belastende historie for Podemos har dog været partileder Pablo Iglesias’ noget kammeratlige forbindelse til den nu afdøde diktator i Venezuela, Hugo Chávez. Ifølge El País sad Iglesias tidligere i bestyrelsen for organisationen Centro de Estudios Politicos y Sociales sammen med to andre medlemmer af Podemos’ ledelse. Fra 2002 til 2012 modtog organisationen op mod 3,7 mio. euro fra regimet i Venezuela – hvoraf 1,6 mio. kom som betaling for personlig rådgivning af Chávez. Iglesias’ titel i bestyrelsen var ”ansvarlig for strategisk analyse for det venezuelanske præsidentskab”.

Rajoy har brugt forbindelserne til kommunisme og Podemos’ oprørske rødder til at angribe partiet. I en tale til parlamentet i januar fastslog han, at ”vi ikke kan gamble med vores og vores børns fremtid i et spil russisk roulette”. I stedet lover han, at hans parti, PP, på trods af ”sine fejl og mangler” stadig kan sikre ”stabilitet og lighed for alle spaniere”.

Indtil videre er intet dog sikkert for hverken Iglesias eller Rajoy. I meningsmålingerne i marts står PP fortsat til at blive Spaniens største parti med godt 23 pct. af stemmerne. Podemos ligger i hælene af PP med 20-21 pct., og socialisterne i PSOE følger lige efter. Men mere end hver femte spanske vælger har stadig ikke besluttet sig for, hvem de vil stemme på til parlamentsvalget. Og det er ikke kun Iglesias og hans Podemos, der udfordrer status quo. Centrum-højre-partiet Ciudadanos, en spansk blanding af personlig frihed og liberal, økonomisk politik a la Liberal Alliance, fik overraskende nok ti pct. af stemmerne ved lokalvalget i Andalusien. På nationalt plan står de endnu stærkere og trækker 15-18 pct. i visse meningsmålinger. Flere spanske kommentatorer peger på, at de måske kan blive et ”højrefløjens Podemos” med opbakning fra nogle af de gamle, konservative aviser, der vil stække lige netop Podemos – herunder El País og El Mundo.

Læderjakken fra Athen
Hvis Iglesias fejer modstanderne af banen ved parlamentsvalget, giver situationen i Grækenland en forsmag på den politik – og de udfordringer – som venter spanierne.

I 1998 skrev Yanis Varoufakis bogen ’Foundations of Economics’. Med en uddannelse i økonomi fra det britiske universitet i Essex i bagagen og et mål om at udfordre den dominerende tænkning inden for akademisk økonomi citerede Varoufakis briten Joan Robinson i sin indledning: ”The purpose of studying economics is to learn how not to be decived by economists.” I sig selv er det ikke så interessant. Men det bliver det, så snart man kigger ned over listen over regeringsministre i Syrizas Grækenland. Efter Varoufakis’ navn står nemlig titlen ”Minister of Finance”. Han er manden, som premierminister Tsipras har sat på den hårde opgave: at få genforhandlet den gældsaftale, som Grækenland har indgået med EU – en aftale, som i Bruxelles blot bliver omtalt som ”the programme”. Varoufakis er ikke kendt som en blød mand i græsk politik. Han ankommer til arbejde på en motorcykel, mødtes med den britiske finansminister iført læderjakke og har beskrevet EU’s politik over for Grækenland som ”financial waterboarding”.

Da Varoufakis offentligjorde, at han ville stille op til parlamentet for Syriza, erklærede han, at et af hans mål var at genoplive en idé fra sit politiske idol, den britiske økonom John Maynard Keynes. Varoufakis beskriver idéen som en ”global surplus recycling mechanism”, og den er forholdsvis simpel: Lande, der har et overskud på deres betalingsbalance over en vis procentdel, skal geninvestere en del af overskuddet i de lande, som har et handelsunderskud – lidt som når skattepengene opkrævet i København bruges til projekter i fattigere kommuner. På den måde sikrer lande med et overskud sig, at der vil være et marked for deres varer i udlandet – samtidig med at lande med underskud får opbygget deres konkurrenceevne. I moderne europæisk politik vil Varoufakis’ filosofi betyde, at lande med overskud (som Tyskland) skulle eftergive gæld til lande med økonomiske problemer (som Grækenland) for at få deres økonomi op at køre igen.

Indtil videre går projektet mildest talt ringe for Varoufakis, al den stund Bruxelles har afvist at give substantielle indrømmelser til Grækenland. Men hvis Iglesias vinder magten i Spanien, vil hans finansminister alligevel låne talepunkter fra Varoufakis. Spørgsmålet er, om Iglesias vil få mere held med sin politik i Spanien, end Syriza har haft det i Grækenland. Varoufakis har langtfra ”revet gældsbeviset fra Bruxelles over”, som Syriza ellers lovede, før de vandt regeringsmagten. Den 20. februar indgik Syriza derimod en aftale med Grækenlands tre største kreditorer – Europa-Kommissionen, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank – om en firemåneders forlængelse af den redningspakke, som landet har modtaget. Da aftalen blev indgået, nægtede kreditorerne at give Grækenland 7,2 mia. ekstra euro, før Syriza leverede en liste over reformer, som partiet vil gennemføre – men oprindeligt havde Syriza argumenteret for, at Grækenland overhovedet ikke skulle acceptere de ekstra 7,2 mia. Som en konsekvens af aftalen måtte Tsipras tage til Athen for at gennemføre en række privatiseringer af offentlige virksomheder – privatiseringer, som han selv rasede imod under valgkampen, herunder et salg af havnen i Athen. Løftet om genansættelse af skolelærere, læger og sygeplejesker er heller ikke blevet indfriet. I stedet har Grækenland været ved at løbe tør for kolde kontanter, og Syriza har måttet håndtere protester fra sin egen venstrefløj – herunder ministeren Panagiotis Lafazanis, der er lederen af den yderste venstrefløj i Syriza, og som pure nægtede at gennemføre privatiseringer på sit eget ministeriums ressortområde. Allerede den 20. februar indtog demonstranter pladsen foran Grækenlands parlament for at protestere mod den regering, som de selv havde valgt mindre end en måned forinden. Siden da har unge studerende bl.a. blokeret Varoufakis’ finansministerium i protest over, at Syriza ikke har øget universiteternes budgetter.

José Fernández-Albertos fra Center for Strategic and International Studies påpeger over for Financial Times, at en politisk nedtur for Syriza også kan ramme Podemos. For hvis ikke Syriza leverer på sine løfter over for vælgerne i det lange løb, så vil Tsipras’ politiske troværdighed dale til noget nær det niveau, som hans forgængere kunne prale af. Nogle siger, at det er et spørgsmål om tid, før Tsipras’ popularitet vil dykke – og hvis den gør, så vil de spanske vælgere nok være mere tilbageholdende med at sætte deres kryds ved et parti, som i høj grad ligner Syriza. Spørgsmålet, der står tilbage, er så: Hvad vil de ellers stemme på? Vil endnu mere yderliggående partier opnå popularitet i Sydeuropa? Hvis ja, fra venstre eller højre?

Hvad nu, Europa?
Vi forlader Granada og tager imod det sted, hvor Spanien grænser op til resten af Europa – det Europa, som i øjeblikket holder blikket rettet mod den politiske situation i Spanien. Portbou er den lille by, der markerer sidste stop i Spanien, før Frankrig begynder på den anden side af Pyrenæerne. Byen er i forfald, til trods for at den ligger i den nordlige del af Spanien, der ikke blev ramt så hårdt af krisen som resten af landet. Den gamle banegård står tom, og bygningerne omkring den har smadrede ruder og hullede facader. Et billede på væggen afslører, at der engang var hotel og restauranter her. På byens torv er de fleste butikker lukkede, og malingen skaller af den gamle Portbou Restaurant. Længere nede ad gaden ligger en byggeplads, hvor et rustent skilt proklamerer, at her bygges et projekt støttet af EU. Men byggepladsen er tom, og væggene er dækkede af graffiti.

I Berlin har svaret på Europas problemer indtil videre været ”sparsamkeit”, men den linje er nu blevet udfordret af folk som Iglesias, Tsipras og Varoufakis. Den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer har skrevet, at ”det græske valg utvivlsomt var et nederlag for Merkel og hendes strategi for at redde euroen”. Ian Traynor, økonomiredaktør på The Guardian, skriver, at resultatet af de sidste fem års politik i Grækenland er ”et traumatiseret samfund, en urørt elite, der tager deres penge ud af landet, ingen jobs for de unge og en gæld, der fortsætter med at stige”. Ved EU-Domstolen tabte tyskerne den 14. januar en sag om Den Europæiske Centralbanks beføjelser, hvorefter bankens chef, Mario Draghi, var fri til at gå imod tyskernes ønsker og trykke millioner af euro for at opkøbe statsobligationer.

Podemos og deres ligesindede skyder skylden for forfaldet på Bruxelles og Berlin. Men ikke alle spaniere er enige med dem. Rejser man langs kysten ud for Portbou, ankommer man til Barcelona, hvor Juan sidder i den lille café, som han selv åbnede for få måneder siden. Han er uenig med Iglesias, siger han, og kigger over mod banken på den anden side af gaden, hvor nogle har skrevet ”Podemos” med sorte bogstaver hen over facaden. ”En dag var der nogle, som demonstrerede foran banken der,” siger han og peger, ”men de gik hjem for at holde siesta. Se, det er problemet her – vi synes altid, det er andres skyld og ikke vores egen, så vi brokker os og ser ikke vores dovenskab.”

Om det er sparepolitik, dovenskab eller for store offentlige budgetter, som er skyld i Europas forfald, vil der nok aldrig blive enighed om – specielt ikke mellem Iglesias og Merkel. Men så længe EU består, og euroen eksisterer, er begge parter fanget i det samme dilemma: Man har en fælles valuta, men ikke et fælles politisk system, som alle borgere anerkender. Økonomierne hænger sammen, men nationalfølelserne gør ikke. Det er den akse af konflikter – det nationale vs. det europæiske, det populære vs. sparekravene – Torreblanca frygter, vil lægge Europa i politisk koma.

Podemos, Syriza og de andre protestpartier er for længst i færd med at forandre det europæiske demokrati. Skulle oprøret fra venstre slå igennem og katapultere Podemos til magten i Madrid, vil deres vælgere først og fremmest spørge, om de kan indfri de løfter, som de har givet til Irene, Juan og drengene i Córdoba. Det bliver ikke så let, som Iglesias prøver at få det til at lyde. Vil han få chancen for at føre sine idéer ud i livet? Eller vil det politiske oprør fra Podemos og deres højreorienterede modsvar, Ciudadanos, blot kaste Spanien ud i en uløselig politisk skyttegravskrig med fire store partier i et parlament, der ikke vil kunne samarbejde om et svar til Berlin? Det første vil være et nederlag for Berlin – det andet et nederlag for Madrid og Athen.

TROELS BOLDT RØMER (f. 1994) er global redaktør på RÆSON. Han er uddannet ved United World College i Singapore og har tidligere arbejdet i ministersekretariatet i Undervisningsministeriet, været formand for Danske Skoleelever og skrevet for bl.a. Jyllands-Posten. Til daglig studerer han medicin på Københavns Universitet. LEA BANDER, cand.mag. i spansk, har bidraget til artiklen. (ILLUSTRATION: Demonstranter under “Los Indignados”-protesterne i 2011. NICOLAS SOTO via flcikr.com)