29.09.2016

Dansk politik er i øjeblikket blevet reduceret til kampen om et tal. Får eller får Liberal Alliance ikke en lettelse af topskatten på fem procentpoint? Vælter eller vælter regeringen Lars Løkke Rasmussen II ikke – her kun lidt mere end et år efter at Venstre overtog regeringsmagten?

Af Esben Schjørring [fra RÆSON27]

Sådan kan det komplekse pludselig blive så enkelt. Men bag kampen om topskatten ligger et stykke dramatisk ideologisk danmarks­historie, der nu hjemsøger det borgerlige Danmark. Det starter på valgnatten i 1998, hvor Socialdemokratiet med Poul Nyrup Rasmussen i front overraskende genvinder regeringsmagten med det yderste af nogle få færingers negle. Og med Anders Fogh Rasmussens reaktion på det nederlag, man i Venstre var så stensikker på, ikke kunne ske.

Op gennem 1990’erne var Venstre gået fra 1980’ernes skrabede 10-12 pct. af stemmerne til 23,3 pct. i 1994. Frem mod valget i 1998 havde nogle meningsmålinger endda vist, at partiet nærmede sig de 30 pct. Anders Fogh Rasmussen havde som Venstres næstformand i mere end ti år spillet en af de absolutte hovedroller i den proces. Helt op til de sidste stemmer blev talt op på valgaftenen, var han og resten af ledelsen i Venstre overbeviste om, at den nu stod på statsministerpost til Uffe Ellemann-Jensen, og Fogh selv lignede en kommende finansminister. Sådan gik det bare ikke. Med en benhård kampagne havde Socialdemokratiet reddet sig i land til sidst.

At Venstre tog nederlaget hårdt, kan man ikke kun se ved, at ”aldrig mere 1998” næsten blev et slags mantra i årene, der fulgte. Da Fogh samme år overtog formandsposten efter Ellemann-Jensen, begyndte han at forvandle partiets – og sin egen – ideologiske sjæl fundamentalt. Op gennem 90’erne havde han erklæret ultraliberalistisk krig mod velfærdsstaten og havde talt om danskerne i vendinger, der ville få Joachim B. Olsen til at fremstå som en renskuret spejderdreng: ”statsslaver”, ”hunde”, ”velfærdsnarkomaner” – den slags. Nu drejede han om på hælen. Ikke bare smed han sin egen amerikanskinspirerede Ayn Rand-liberalisme [Ayn Rand (1905-1982), russisk-amerikansk filosof, red.] over bord, selv mere moderate former for dansk, grundtvigiansk liberalisme blev afmønstret. Nu skulle man i stedet være partiet, der var endnu bedre end Socialdemokratiet til velfærd i det 21. århundrede. Fra ”hulemand til julemand”, som Svend Auken med sit vanlige syrlige glimt i øjet benævnte det.

Men hjørnestenen i forvandlingen var ikke (kun) at omfavne den universelle velfærdsstat med alle ydelser og services i intakt form. Nej, det var at redefinere – eller helt fortrænge – det borgerlige kernespørgsmål om skat, frihed og personligt ansvar.

Borgerlige politikere – som konservative Poul Møller, Venstres Bertel Haarder og den yngre Fogh selv – havde knæsat det princip, at velfærdsstaten skal trænges tilbage, og skattetrykket sænkes, så borgerne både vælger og betaler ydelser selv, uden at staten blander sig. I en klassisk borgerlig optik er skattetryk og personligt ansvar/frihed således hinandens modsætninger – jo mere af det ene, jo mindre af det andet. Den idé forkastede Fogh Rasmussen i 1999, da han introducerede ’skattestoppet’. For pointen var ikke bare en garanti for, at skatterne ikke ville stige, men at skat – og lettelser af skatten – ikke længere havde noget med personlig frihed at gøre. Når talen faldt på skattelettelser, lød Fogh Rasmussens svar, at dem kunne der godt blive tale om, men kun på den betingelse, at der fandtes et overskud, efter at velfærdsstaten var betalt. Skattelettelser var dermed ikke længere en hastesag for at sikre den personlige frihed eller en målestok for den – de var en (lille) forbrugsbonus til velfærdsborgerne, hvis der fx blev effektiviseret tilstrækkeligt.

Det var et ret så voldsomt indgreb i borgerlig politisk tankegang. Og lige præcis hvor voldsomt kunne man se, når folketingsmedlemmer i Venstre havde svært ved at indfinde sig under den nye normal og i stedet fastholdt de gamle idéer. De blev brutaliseret på plads – ofte af Fogh Rasmussen selv. Det gjaldt i 2003 over for de såkaldte tesemagere – herunder Søren Pind, Peter Christensen og LA’s senere landsformand, Leif Mikkelsen. De forsøgte at tage et tidligt oprør med den nye linje, ikke mindst på velfærdspolitikken, ved at præsentere ti ’liberale teser’, som de ville sende til afstemning på Venstres landsmøde samme år. Men rebellerne blev kvast af Fogh, som truede dem med, at han i egen person ville gå på talerstolen til landsmødet og anbefale et nej til teserne, hvis de ikke lod dem blive i skuffen. Det var Fogh eller teserne – det blev Fogh. Samme behandling fik Eva Kjer Hansen, der som socialminister i 2005 kom for skade at sige, at ”uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet”. Det var (og er) en grundsten i borgerlig-liberal tankegang – og i dag så ukontroversiel, at selv Socialdemokratiet ikke har noget imod den. Men først tvang statsministeren Kjer Hansen til at æde den udtalelse i sig offentligt. Og siden tog han den op i sin landsmødetale senere samme år, hvor han meddelte hende – og alle andre, der måtte tænke de samme borgerlig-liberale tanker – at det var ”forkert at sige, at større ulighed giver mere dynamik, det kan meget vel føre til det modsatte”.

Faktisk havde Fogh Rasmussen allerede under valgkampen i januar 2005 taget officielt afsked med liberalismen. I et oplæg på Vallekilde Højskole i Odsherred fortalte han den skønsomme blanding af pressefolk og højskoleelever, at han ”var nået til den erkendelse, at de store ideologier hørte det gamle samfund til”.

I det nye samfund, som vi ifølge Fogh var ankommet til, smedede Venstre i stedet en stærk alliance med Dansk Folkeparti, der i årene op til 2001 havde skilt sig af med de sidste rester af Fremskridtspartiets idéer om en nedbarberet stat og en mikroskopisk skat og var blevet til det velfærdsbevarende parti, vi kender i dag.

Og under Fogh voksede den offentlige sektor da også støt. Man udvidede statsbudgettet med 70 mia. kr. – 40 mia. mere end Nyrup og Lykketoft havde foruddiskonteret – og undervejs (i 2005) nåede man også at sætte danmarkshistorisk rekord i skattetryk.

Som politisk strategi lignede det længe en bragende succes. Fogh skrev historie ved at vinde tre valg i træk – 01, 05 og 07 – og detroniserede på vejen Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Marianne Jelved. Forhåbningerne om, at Venstre skulle være det 21. århundredes samfundsformende parti, sådan som Fogh og hans tro væbner, partisekretær og senere beskæftigelses- og finansminister Claus Hjort Frederiksen, havde talt åbent om, så ud til at blive virkelighed. Ikke blot blev den indre liberale modstand brutalt lagt ned. Fra begyndelsen havde man pacificeret De Konservative, som i 2001 også havde stillet sig truende an, hvis deres krav om skattelettelser ikke blev nedfældet i regeringsgrundlaget. Heller ikke Ny Alliance, der lanceredes i det sene forår 2007 – bl.a. med krav om lavere skat – blev et problem. Partiet kollapsede i valgkampen senere samme år.

Da Fogh i april 2009 forlod statsministerposten, så det dermed ud til, at han havde bygget sin efterfølger et næsten uindtageligt fort. Syv år senere – med Venstre indimellem under 17 pct. i meningsmålingerne – er bygningsværket både sønderskudt og udtæret. Og nede fra fangekælderen er den lænkede liberalisme brudt ud. Som et genfærd hjemsøger Anders Samuelsen V med krav om godtgørelse for fortidens indespærring.

Den liberale udfordring
Da Ny Alliance blev til Liberal Alliance, var det kun en lille håndfuld mennesker ud over og omkring Anders Samuelsen, der troede på, at det politisk-ideologiske hul, Fogh i 1998 havde efterladt bag sig, ville kunne rumme et levedygtigt parti. Og slet ikke, at det engang skulle blive et problem for Venstre. Men ved at nedkæmpe og udgrænse den økonomiske del af det borgerlig-liberale projekt forvandlede Fogh Rasmussen det til et særstandpunkt. Pludselig blev det særstandpunkt til et selvstændigt parti, der ikke længere – som tesemagerne og Kjer Hansen – var loyalitetsbundet til partiet Venstre. Og når det nye parti pludselig sidder med (nogle af) de afgørende mandater, har Venstre ikke noget andet end skattelettelser at betale med.

Liberal Alliances eksistensberettigelse – for den politiske ledelse såvel som for flertallet af partiets vælgere – består i at få sænket topskatten. Man går op i andre emner, men skattelettelserne er den nødvendige betingelse. Kan LA ikke levere det, når partiet har muligheden for det (og det har de nu), er det ensbetydende med selverklæret irrelevans. Derfor går det gamle Fogh’ske spøgelse ikke lige sådan væk med en let besværgelse. Heller ikke selvom LA næsten får det, partiet peger på. Og så er vi fremme ved ’Helhedsplanen’.

Handlede det bare om tal (og om flertallet af LA-vælgernes egne økonomiske interesser), havde Samuelsen nok slået til på Løkke Rasmussens forslag om at give en lettelse på fem procentpoint på årsindtægter op til én mio. kr. Udefra set lod det også til at være Løkke Rasmussens plan: at slå en kile ind mellem ledelsens fem-procents-krav og LA-vælgerne. Men Løkke overså to ting i den manøvre. For det første har Samuelsen med sit eget udtryk gjort ”fem pct. hele vejen op” til et offentligt, symbolsk kriterium for LA’s relevans i almindelighed og sin egen succes som partileder i særdeleshed. Og for det andet har Løkke Rasmussen – ved selv at sætte grænsen ved en mio. – med ét forvandlet LA’s lettelse for den resterende, rigeste gruppe til en slags millionærbonus. Hvad betyder det? Det betyder, at DF i den anden ende af tovtrækningen ikke kan sige ja til Samuelsens krav uden at sætte en betydelig mængde politisk kapital over styr. Dels fordi partiet værner nidkært om sin velfærdspolitiske profil – Thulesen Dahl lever efter den samme indsigt, Fogh Rasmussen nåede frem til post-1998, nemlig at den, der vil have del i magten her i landet, skal kunne stille sig an som en troværdig defensor af den danske velfærdskonsensus. Og ja, DF og S, de gamle hovedfjender, har nærmet sig hinanden. Men tro ikke ét sekund på, at S ikke vil udnytte det til fulde, hvis DF går med til noget, som vælgerne (med Løkkes indirekte blåstempling) vil opfatte som en bonus til millionærer.

Dels – og det har været mest tydeligt – kan DF ikke sige ja til et resultat, hvor alle bagefter vil sige, at Samuelsen nedstirrede dem med sine blå øjne, indtil DF’erne blinkede først. Symbolsk og narrativt fungerer det ikke, uanset hvor stram en udlændingelovgivning det måtte blive til som modydelse. Måske var dét Thulesen Dahls budskab til LA, da han gjorde det til et ultimativt krav at sige nej til LA’s ”hele vejen op”: En politisk forhandling betyder, at alle skal komme ud med stort set lige meget smuds på skjorten, så ingen kan sige, at de er renere end de andre. Det skal Samuelsen ikke undslå sig ved at formulere sit eget succeskriterium.

Med andre ord: Enten får vi valg snart, eller også står enten Samuelsen eller Thulesen Dahl tilbage med et yderst ramponeret lederskab. Måske så ramponeret, at taberen næppe vil kunne fortsætte længe.

Thulesen Dahls langsigtede plan
Alligevel – eller måske netop derfor – har særligt Kristian Thulesen Dahl været særdeles aktiv i medierne med en række forskellige udtalelser om lettelser i topskatten. I martsudgaven af RÆSON: ”Jeg udnævner det gerne som et vigtigt punkt for DF, at topskatteprocenten ikke bliver sænket.” Han afviste også de beregninger, der ligger til grund for at sige, som LA gør, at lettelser i toppen vil have en høj selvfinansieringsgrad pga. dynamiske effekter. Dem troede han simpelthen ikke på. ”Altså, man må godt bruge sin egen vurdering og logik i sådan nogle spørgsmål,” som han sagde. ”Hvis en person tjener nogle millioner og får lov til at beholde lidt mere til sig selv, så er det ikke en given ting, at den person siger, ’hold da op, det var dejligt, det råderum havde jeg virkelig brug for at få brugt’. ” Men midt i september i år sagde han så til Fyens Stiftstidende: ”Man kunne godt forestille sig en forhandling, der kiggede på, om man i et kompromis bliver nødt til at gøre noget i forhold til topskatten, altså noget mindre end det, Løkke har foreslået. Men alligevel et eller andet, vi i Dansk Folkeparti kan acceptere for så at få noget andet.”

Det er tydeligt, at Thulesen kæmper ihærdigt for at holde sammen på de blå partier gennem en særlig cocktail af direkte trusler (om at søge samarbejde med S) og indirekte løfter og løsningstilbud. Bedømt på sin høje medieaktivitet er Thulesen mere end særdeles interesseret i en løsning. Spørgsmålet er hvorfor.

Dansk Folkepartis langsigtede strategiske kurs har lige siden stiftelsen i 1995 handlet om niveauer af legitimering, der i sidste ende skal placere partiet som et af de tre store partier, der afgør den politiske retning i Danmark. DF skal i regering, muligvis med Thulesen Dahl selv som statsminister. Det sagde man længe ikke højt. Det gør man nu.

Det er nok ikke, fordi Thulesen Dahl umiddelbart anser det som et stort problem i sig selv for DF at tage valg nu. Man har holdt den mandatmæssige skanse siden valget i 2015. Det er heller ikke den totale katastrofe for partiet, hvis Socialdemokratiet vinder, og Mette Frederiksen bliver statsminister. Også i det tilfælde vil der være vigtige legitimationspoint at hente ved at lave større tværpolitiske aftaler og forlig.

Problemet ligger længere ude i fremtiden og er mere karrieremæssigt betonet. Lad os sige, at LA vælter Lars Løkke Rasmussens smalle Venstreregering, og der bliver valg. Den borgerlige alliance vil være totalt atomiseret. For skattespørgsmålet forsvinder jo ikke, bare fordi der bliver valg. I stedet vil pressen ihærdigt bore i, hvorfor LA stadig vil pege på Løkke (og hvem skulle de ellers pege på?), når de lige har væltet ham. De vil også bore i, om Løkke nu vil sige ja til skattelettelserne (og det kan han ikke uden at save benene væk under den plan, han lige har præsenteret). DF vil også blive afkrævet svar, og svaret vil være nej til Samuelsens topskattelettelser. Konservative vil vride hænder, for de vil gerne sige ja til Samuelsens idé, men nej til den uansvarlige måde, det hele er foregået på. Smid det netop opstillingsberettigede Nye Borgerlige – som basalt set bare har genopfundet Fremskridtspartiets kombination af meget lav skat og endnu færre indvandrere ­– ind i spillet – og alt er kaos. Vælgerne vil have meget svært ved at fæstne tillid til stabiliteten af en V- (eller V-DF) regering i det tilfælde. Så selvom der ikke er nær samme fælles fodslag mellem især S og De Radikale, som vi har været vant til længe, vil Mette Frederiksen pludselig ligne den sikreste hånd på rattet, uplettet af kaos og personskandaler.

Hvis Løkke må aflevere Statsministeriet til Socialdemokratiet, er det samtidig slut for hans epoke som formand for Venstre. Problemet er så, at V så absolut ikke ligner et parti, der har arvefølgen på plads. Ja, Kristian Jensen er formelt udpeget, men rygterne svirrer i pressen om, at gruppeformand Søren Gade også har ambitioner, ikke mindst efter at han ad to omgange er gået i rette med Venstres egne ministre og lovgivningsprocessen, og modstanden i folketingsgruppen mod Jensen skulle efter sigende være mærkbar. I værste tilfælde vil Venstre gå ind i en længerevarende, bitter strid om magtfordelingen, som måske ikke engang bilægges, selv efter at en formand er fundet. Partiet vil med andre ord være klart stækket i den første periode efter Løkke. Det ser heller ikke ud til, at De Konservative nogensinde kommer i gang. Formand Søren Pape Poulsen leger en slags omvendt ’Find Holger’ med offentligheden – ingen leder efter ham, men pludselig dukker han op alligevel, bare for at forsvinde ud i glemslen igen i et par måneder. LA vil måske fastholde deres stemmeandel efter et valg, men vil blive hjemsøgt af spørgsmålet: Vil LA alligevel give magten til en Venstre-statsministerkandidat, hvis ikke vedkommende vil garantere dem en topskattelettelse?

Så selvom DF måske ikke selv svækkes direkte af et valg, vil landskabet rundt om dem ligge i ruiner. Det vil betyde, at Socialdemokratiet vil stå over for en opposition, der vil være lige så svag som den, partiet selv udgjorde gennem nullerne.

Med andre ord er det sandsynligt, at Mette Frederiksen vil sidde to – måske endda tre – perioder efter et valg. Det sender dermed Thulesen Dahls vision om at placere DF og sig selv helt i hjertet af magtudøvelsen otte til ti år ud i fremtiden. Han vil så nærme sig de 60 år (Peter Skaarup ditto, Søren Espersen vil have passeret de 70). Vil han kunne fastholde magten i DF så længe (12-14 år i alt som formand) uden synlige fremskridt som fx ministerposter? Fogh holdt 11 år som formand for Venstre, Poul Schlüter 12 år i KF, Nyrup og Thorning-Schmidt begge ti år i S. Margrethe Vestager fik blot syv år som leder for RV. Enkelte – som fx Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard – er nået op over 15 år som partiformænd, men det er en sjældenhed. Thulesen Dahls eftermæle vil med andre ord være truet, hvis der kommer valg nu. Han risikerer at blive skrevet op i historiebøgerne ved siden af Svend Auken: Ja, mandaterne var mange, men nej, magten blev aldrig vundet. Derfor må der holdes sammen på flertallet bag Venstre nu. Måske for på den anden side af et forlig om ’Helhedsplanen’ at gå i regering.

Magten og magtesløsheden
Dermed når vi frem til den sidste konsekvens af Foghs afideologisering af sit parti. Venstre er ikke længere herre over egen skæbne; den er nu outsourcet til en armlægningskonkurrence mellem DF og LA. Strategien om at blive det nye århundredes socialdemokrati, der endnu tog sig så klog og uovervindelig ud i 2009, er havareret totalt.

Ti års legitimering af Dansk Folkeparti i nullerne har været kraftigt medvirkende til, at partiet i dag tegner sig for mere end en femtedel af alle stemmer, og at Thulesen Dahl af mange ses som et godt bud på en ikkesocialdemokratisk statsminister. I samme periode har Venstre blødt vælgere i et historisk omfang. Hvor over en mio. vælgere satte deres kryds ud for Venstre i 2001, havde mere end hver tredje af dem – eller helt præcist 392.925 vælgere – i 2015 søgt andre steder hen. Holder trenden i meningsmålingerne stik, bliver det endnu værre næste gang.

Samtidig har Venstre mistet sit projekt. I nullerne, særligt i første halvdel, havde man værdipolitikken. Den er enten vundet og blevet konsensus (udlændingepolitikken), irrelevant (kulturkanonen), eller også er de globale vilkår forandret så meget, at den ikke længere har frodig jord at gro i (den aktivistiske udenrigspolitik for udbredelse af demokrati i Mellemøsten). Længe har journalister og kommentatorer spurgt socialdemokratiske politikere, hvad deres projekt var – men hvad er Venstres? Her bør Venstre være glade for, at dét spørgsmål endnu ikke er blevet en del af det faste repertoire for Christiansborg-journalisterne. For hvad er svaret? Noget med vækst? Alene Lars Løkke Rasmussens problemer med at komme med en vedvarende overskrift for, hvad han vil, er betegnende. Han talte først om ”den danske drøm”, dernæst om ”holdninger” og ”standpunkter”, sidenhen om ”retninger”, der under valget sidste år blev afløst af ”ledestjerner”.

Hvordan var det, Venstre sidste år genvandt regeringsmagten allerede efter små fire år på sidelinjen? Man tabte stort, afleverede positionen som det største borgerlige parti til DF – men overtog alligevel de berømte nøgler til Statsministeriet. Man vandt magten, men også magtesløsheden. Ender topskattedramaet med et valg i utide, kan perioden i opposition blive endog meget lang.

ILLUSTRATION: Claus Bonnerup/POLFOTO