06.12.2017

FRA RÆSON31 [Efterårsnummeret/Oktober 2017].

Af Søren Riishøj

Det er ingen hemmelighed, at Vesten har mistet magt og indflydelse, og at den vestlige liberale model har mistet sin universelle appel. Det konstitutionelle liberale demokrati og magtens tredeling er under voksende pres, og valgdeltagelsen er faldet. Antielite- og populistiske holdninger og adfærd har vundet terræn – dels i form af nye bevægelser og partier, dels i de store, gamle mainstream-partier.

Med populismeforskeren Cas Muddes ord er populisme blevet en ”patologisk normalitet”. Valg – det være sig parlamentsvalg eller præsidentvalg – tenderer til at optrappe de politiske konfrontationer i stedet for at skabe stabilitet. Valgenes vindere fristes til hævntogter mod tidligere ministre. Samtidig vanskeliggøres regeringsdannelser, og når de lykkes, er de nye regeringer under pres næsten fra dag ét.

I perioden fra Murens fald til EU’s østudvidelse i 2004 skortede det ikke på optimisme. Når det gjaldt Øst- og Centraleuropa, var forventningen, at dette ’nye Europa’ – trods alvorlige historiske efterslæb – med tiden ville blive europæiseret og bakke op om liberale politiske værdier og europæisk integration. Sådan gik det ikke.

Spørgsmålet om demokratiets succes er forbundet med historie, kultur og geografi. Og Europa og EU har været delt – også efter afskeden med kommunismen. Historikeren Norman Davies har bemærket, at Vesteuropa i vor tid står over for det samme spørgsmål, som det har gjort i århundreder: Skal man inkludere eller ekskludere Rusland og Østeuropa?

Det autokratiske, ortodokse og økonomisk tilbagestående, men geografisk omfattende Rusland har altid været svært at håndtere for Vesten. Ruslands naboer har gennem historien på skift forsøgt at udelukke landet, og russerne har aldrig kunnet føle sig sikre på, om de var ’udenfor’ eller ’indenfor’. Men også landene i Central- og Østeuropa har – set fra vest – været holdt ’udenfor’, og dét, selvom flere lande og byer, fx Prag, har haft tætte forbindelser med Vesteuropa.

I Vesteuropa har nogle haft opfattelsen af, at øst og vest intet har tilfælles, at kun Vesten er ’europæisk’, og at Vesten er landene i øst overlegen. I dag, 28 år efter Murens fald, er disse gamle stereotyper igen dukket op. Sanktioner fra det gamle liberale Europa mod illiberale tendenser i øst samt de østeuropæiske landes modstand mod påtvungne flygtningekvoter står højt på EU’s dagsorden.

Putin er således ikke alene om at være sanktionsramt. For Europa selv bevæger sig i flere hastigheder, også når det gælder opfattelser af, hvad demokrati er. Hvem har retten til at definere det? Norman Davies gør opmærksom på, at betegnelsen ’Vesten’ findes i en amerikansk, en tysk, en fransk og derudover en fransk-tysk eurovariant. Og han minder om, at ’Vesten’ ikke blot bør forbindes med renæssance, oplysningstid, romantik, liberalisme, modernisering og industrialisering, men også med krig, imperier, slavehandel og totalitarisme (nazisme og kommunisme – sidstnævnte har landene i øst bestemt ikke glemt).

For og imod systemet
I flere østeuropæiske lande udfordres det konstitutionelle liberale demokrati af to ting: dels det illiberale demokrati, dels det fænomen, der kaldes ’new politics’ eller ’policy of mass demonstrations’ (’masseprotestpolitik’).

I ’new politics’ vender ’folket’ sig imod den politiske og økonomiske status quo, de gamle partier og den herskende elite. De kræver ’forandring’. Og i ’det ny Europa’ i øst har populismen og reaktionen mod eliten været rettet både mod systemet fra tiden før 1989 og mod de sociale og politiske forhold efter 1989. Modsat det gamle Europa har landene i øst været igennem en meget vanskelig dobbelt eller tredobbelt transition. I Vest- og Nordeuropa har man typisk talt om en modsætning mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, men de er af historiske årsager mindre rodfæstede i Central- og Østeuropa. Årsagen er den sene industrialisering og som følge deraf færre klassebaserede konflikter, da de få store industrivirksomheder og lav industrialiseringsgrad resulterer i en svagere arbejderklasse. Den centrale politiske skillelinje er, om man er for eller imod selve systemet. I de første år efter 1989 kom det til udtryk i form af en modsætning mellem (post)kommunister og antikommunister. Senere er det blevet en stillingtagen for eller imod de systemer, som blev skabt i årene efter gennembruddet i 1989 (i Polen betegnet ’Den III Republik’).

Populisterne udfordrer den liberale tese om, at der ikke findes alternativer til liberalt demokrati og fri markedsøkonomi – som med Margaret Thatchers frase opsummeres ”There Is No Alternative” (TINA). Udfordrerne har givet omvæltningernes politiske tabere og hjemløse et tilflugtssted og har så at sige genskabt politik, forstået som en kamp mellem politiske alternativer: status quo over for forandring. De etablerede partier – både de liberale og socialdemokratiske – taber terræn. Og de nye partier byder på både bløde og hårde populistiske budskaber. Mens blød populisme er den mere moderate version, er hård populisme den mere radikale og yderliggående. Nogle er højrenationale, mens andre er apolitiske, ’erhvervslignende’ partier finansieret af rige oligarker. Andre igen er ’antipolitiske’ bevægelsespartier uden noget som helst reelt politisk program – herunder fx ’OL’aNO-Nova’, ’Almindelige mennesker og uafhængige personer’ i forkortet og let tilpasset oversættelse.

Voksende ulighed har betydning. Det samme har frygt og en generel følelse af usikkerhed. Den bulgarske politolog Ivan Krastev gør opmærksom på, at den stærke modstand mod flygtninge og indvandrere i Østeuropa har en historisk baggrund: Der er tale om lande, der på den ene side enten har været del af imperier eller har været selvstændige, men på den anden side har været svage stater, som hovedsageligt har oplevet multikulturalismens mørke sider. Derfor får ’nativismen’ – det at beskytte ’de indfødte’ mod immigration og multikulturalisme – godt fat.

Nogle træk er generelle. I oprøret mod eliten står ’Vi’ (det ærlige folk) over for ’Dem’ (den korrupte elite). Der er modstand mod de etablerede partier og institutioner, både liberal (og socialdemokratisk) konsensus og ’sammenspisthed’. Man tror på karismatisk lederskab, markedsfører få, simple politiske budskaber uden bestemt ideologi i en simplificering af det politiske rum, appellerer til de socialt utilfredse og lader vrede og følelser fortrænge ’rationel tænkning’. I den højrenationale variant insisterer man på nationalstatens suverænitet, vender sig mod EU og dyrker en skepsis mod det retlige system, herunder fx forfatningsdomstole. Man prioriterer en nationalisme, der indeholder modstand mod immigration, men også kan vende sig mod mindretal som fx romaer og jøder.

I. Det skrøbelige liberale demokrati i Tjekkiet, Slovakiet m.fl.
Landene i øst oplever de politiske forhold i deres lande forskelligt. Men de har en hel del tilfælles. Frem for alt deres kommunistiske fortid – i en eller anden grad var der, på tværs af grænserne, blevet skabt et ’homo sovieticus’ – ’det sovjetiske menneske’. Dertil kommer, at alle landene i lange perioder har været underlagt imperier og dermed udefrakommende diktater. Kun få har tidligere haft positive erfaringer med demokrati.

De baltiske lande er i dag mærket af det iskolde forhold til Rusland, men regnes dog for overvejende liberale demokratier. De tre baltiske lande skulle efter 1991 gennemføre en tredobbelt transition på samme tid: De skulle skabe helt nye stater samtidig med dybe politiske og økonomiske reformer. På grund af illiberale reformer har de baltiske lande ikke været underlagt sanktioner fra EU’s side, og de har også bøjet sig i spørgsmålet om tvungne EU-flygtningekvoter. Tjekkiet, der har stolte demokratiske traditioner tilbage fra mellemkrigstiden, fik efter 1989 ret hurtigt etableret forholdsvis funktionelle politiske partier og ganske stabile regeringer. Det liberale demokrati blev da heller aldrig alvorligt udfordret til trods for det tjekkiske kommunistpartis ret stærke position. Optakten til valget, der finder sted i oktober i år, har derimod været kaotisk: Businessmanden Andrej Babis og hans parti, ANO, førte således klart i meningsmålingerne.

Slovakiet gennemløb efter delingen af Tjekkoslovakiet i 1993 en vanskelig transition, men har efter årtusindskiftet formået at stabilisere både økonomien og demokratiet. Den politiske situation lige nu er dog mere ustabil end i fx Tjekkiet. Efter det sidste valg måtte der etableres en skrøbelig sekspartiregering, da der for første gang kom to helt nye og stærkt populistiske partier i parlamentet. Det største af dem er Kolebkas Folkeparti med tydelige fascistiske karakteristika.

I årene 2012-16 havde Robert Ficos parti, Smer-SD, absolut flertal i parlamentet, men fastholdt det overvejende liberale demokrati. Uvildige eksperter og folk fra oppositionspartier kunne fx godt opnå ledende poster. Institutionerne – parlamentet, partierne, regeringen og domstolene – fungerer fortsat, dog ikke optimalt. Dertil er den politiske ustabilitet og korruptionen for omfattende, partierne for svagt organiserede, valgdeltagelsen for lav, og problemerne i retsvæsnet for store. Men graden af korruption og ustabilitet er ikke nødvendigvis højere end i andre EU-lande som fx Italien, Spanien og Grækenland. Det liberale demokrati eksisterer, men kan bedst betegnes som ’skrøbeligt’ eller ’mangelfuldt’.

II. Det illiberale demokrati i Ungarn og Polen
Ungarn og Polen gennemførte selve bruddet med det gamle system – og overgangen fra kommunisme til demokrati – fredeligt og forhandlet. Polen var det første østeuropæiske land, der efter 1989 opnåede økonomisk vækst, mens Ungarn var det land, der modtog flest udenlandske investeringer målt efter befolkningstal. Polen og Ungarn var derfor selvskrevne som nye EU-medlemmer, da muligheden opstod sidst i 1990’erne.

Men afvisningen af det kommunistiske system var ikke ensbetydende med en opbakning til det liberale demokrati, som vi kender det i det gamle Europa. Problemet var også, at selve praktiseringen af det liberale demokrati i årene efter 1989 langtfra var optimal. Den historiske arv – fra både før og under kommunismen – var tungere end ventet. Og de nye regeringers handlefrihed har siden været stærkt begrænset – især på grund af krav fra IMF og EU.

I Polen blev skillelinjen mellem ’kommunist’ og ’antikommunist’ efterhånden erstattet af en ny: ’liberal’ over for ’højrenational’. Den postkommunistiske venstrefløjsalliance SLD havde i flere omgange regeringsmagten, men har siden 2004 været en skygge af sig selv. I dag er hverken SLD eller den øvrige venstrefløj repræsenteret i parlamentet. Det samme mønster ser vi i Ungarn. Her havde Socialistpartiet i flere omgange regeringsmagten op gennem 90’erne og også i årene op til valget i 2010 (i alliance med De Fri Demokrater). I dag er partiet kun svagt repræsenteret i det ungarske parlament.

I stedet finder kampen sted inden for den borgerlige lejr. På den ene side står liberale partier, der er for markedet, EU og den herskende konstitutionelle (liberalt-demokratiske) orden. På den anden side står nationalkonservative kræfter, der ikke blot ønsker at udskifte regeringen, men at forandre hele systemet. De nationalkonservative har indoptaget mange gamle venstrefløjsværdier – som modstand mod den fri markedsøkonomi og tilsidesættelse af national suverænitet, herunder diktaterne fra EU.

I Polen og Ungarn kom både det liberale og det socialistiske projekt i miskredit. Under de socialistisk-ledede regeringer var der pæn økonomisk vækst, men også voksende ulighed. Det banede vej for Fidesz’ valgsejr i Ungarn i 1998. Allerede i 2002 vendte socialister og liberale ganske vist tilbage til magten. Men i 2010 vandt Fidesz med Viktor Orbán i spidsen en jordskredssejr sammen med det yderliggående højreparti Jobbik. Valgsejren blev gentaget i 2014. Polen oplevede samme udvikling, blot forskudt: I 2005 vandt Lov- og Retfærdighedspartiet både parlamentsvalget og præsidentvalget, blot for allerede at miste regeringsmagten i 2007 og præsidentposten i 2010. Men i 2015 generobrede partiet præsidentpost såvel som regeringsmagt.

Både Fidesz og Lov- og Retfærdighedspartiet opnåede takket være landenes valglove absolut flertal i parlamentet – i Ungarn fik Fidesz endda mandater nok til at ændre landets grundlov.

I Polen fik Lov- og Retfærdighedspartiet valgt Andrzej Duda som præsident. I første omgang handlede han loyalt over for partiet. Men kritikken og de uventet store demonstrationer fik ham i juli måned i år til at handle mere selvstændigt og nedlægge veto mod to ud af tre love fremsat fra regeringens side på retsområdet (herunder indgrebet over for højesteret).

Som Lov- og Retfærdighedspartiet gik Fidesz i lyntempo i gang med at realisere sit ønske: det illiberale demokrati. Retningen var den samme – både retssystemet og medierne skulle bringes under regeringens kontrol, og magtens tredeling skulle begrænses. Både Viktor Orbán og Jaroslaw Kaczynski afviste idéen om, at der ikke skulle findes alternativer til den fri markedsøkonomi og det konstitutionelle liberale demokrati. Internationale konventioner og EU-regler skulle ikke begrænse handlefriheden – slet ikke i flygtningepolitikken. Den økonomiske politik skulle være ’uortodoks’ og bevæge sig væk fra den fri markedsøkonomi. Retorikken blev nationalistisk og patriotisk.

Civilsamfundet og de politiske partier står svagere i Ungarn end i Polen. I Ungarn savner oppositionspartierne både lederskab og alternative programmer. De antipolitiske bevægelser, fx ’Momentum’, kan ikke tages alvorligt rent politisk. I parlamentet udfordres Viktor Orbán og Fidesz reelt mere af det højreekstreme parti Jobbik end af den liberale og socialistiske opposition. Det tidligere så store Socialistparti er en skygge af sig selv. Ved et valg nu står højrefløjen, bestående af Fidesz og Jobbik, tilsammen til over 60 pct. af stemmerne. I Polen har Lov- og Retfærdighedspartiet flertal i parlamentet, men det er kun takket være valgloven – partiets stemmeandel var ved sidste valg 37 pct. (et tal, der har holdt sig forholdsvis stabilt siden valget i 2015).

I relationen til EU har Ungarn ageret mere fleksibelt og klogt end Polen. Fx støttes Polens krav om krigsskadeserstatninger fra Tyskland ikke af Viktor Orbán (ifølge meningsmålinger er 61 pct. af den polske befolkning for). Og i forholdet til Rusland slog de to lande ind på vidt forskellige kurser. Polen har ført en hård linje. Ungarn har forholdt sig pragmatisk, modsat sig sanktionerne mod Rusland og indgået økonomiske aftaler med Putin, så langt som det har været muligt. På det seneste er Polen dog blødt op i forhold til Rusland – i hvert fald skal regeringen have afvist amerikanske tilbud om gas- og våbenleverancer, der afslås som for dyre.

III. Antipolitik på Balkan og i Rumænien og Bulgarien
Som vi så i Østeuropa efter 1989, kan massedemonstrationer føre til positive forandringer. Men det er, som vi kan se i dag, ikke en selvfølge. Måske har vi ladet os blænde af, at det hele gik så fredeligt – både i Spanien efter Franco og i Øst- og Centraleuropa efter kommunismens fald i 1989. Overgangen til ’something else’ – altså til noget andet end liberalt demokrati (måske et hybridregime?) – kan være det mest sandsynlige udfald af den nuværende ustabilitet.

Som vi har set ovenfor, har populisme i flere lande svækket de gamle partier og skabt nye. De politiske systemer er blevet mere ustabile, men valgdeltagelsen er ikke nødvendigvis faldet. De utilfredse, marginaliserede vælgere kom ikke til at føle sig hjemløse, fordi de faktisk har fået nye, alternative partier at stemme på.

Men samtidig ser vi et andet mønster på dét, der kan kaldes ’masseprotestens politik’ (’new politics/policy of mass protest’). Et fænomen, der i stigende grad præger de nye demokratier i øst, især Balkan, men i øvrigt ikke er ukendt i ’det gamle Europa’.

Folkelige protester kan skabe sympati – som under Det Arabiske Forår i 2011, Maidanoprøret i Ukraine i 2014, demonstrationerne mod Viktor Orbán i Ungarn og Jaroslaw Kaczynski i Polen, protestdemonstrationer i Rumænien og antikorruptionsdemonstrationer i Rusland og i Hviderusland.

Forholdene på Vestbalkan og i Sydøsteuropa er lige nu dybt bekymrende. Her er den historiske arv særlig tung, landene fattige, og de demokratiske traditioner svage. Vestbalkan er stadig mærket af krigene og de etniske udrensninger i 1990’erne. Kroatien har over de senere år blokeret for Serbiens videre forhandlinger om optagelse i EU. Senest skabte protester mod albanske partiers deltagelse i en ny regering udbredt politisk og økonomisk kaos i Makedonien. Retssystemet misbruges groft af siddende regeringer, der uanset partifarve flittigt har brugt domstolene til at få fængslet politiske modstandere (herunder ministre og ledende embedsfolk fra tidligere regeringer, der i næsten alle tilfælde anklages for korruption). De skiftende regeringers ministre ved, at de efter et valgnederlag let selv kan blive ofre for hævntogter. Det er bestemt ikke fremmende for demokratiet. At konfrontationerne også er forbundet med geopolitik – Rusland over for Vesten – gør kun ondt værre.

I Bulgarien og Rumænien ser man fremkomsten af en form for ’antipolitik’. Bulgarien har set store demonstrationer, og flere regeringer har været tvunget til at gå af på grund af de store folkelige og ofte voldelige protester. I Rumænien gik hundredtusinder straks efter valget i 2016 på gaden og protesterede. Årsagen var, at den nye regering som en af sine første handlinger gav amnesti til 2.500 fanger, der var idømt op til fem års fængsel for økonomiske forbrydelser og korruption. Samtidig annullerede man straffe for skatteunddragelse under et beløb på 200 lei (ca. 300.000 kr.).

Siden 2013 har Rumænien ifølge iagttageren Malgorzata Rejmer fået en ny type borgere. I en analyse for det polske ’Gazeta Wyborcza’ beskriver hun udviklingen: Disse borgere interesserer sig for politik, men engagerer sig ikke i partipolitik – de involverer sig og protesterer, men går sjældent til stemmeurnerne. Ved valget i december 2016 var den rumænske stemmeprocent helt nede på 39,5 pct. Også i de store byer, hvor demonstranterne i særlig grad gik på gaden, var stemmeprocenten lav. Alligevel er det altså lykkedes borgerne at få afsat to regeringer – i 2012 centrum-højre-ministerpræsidenten Emil Boc og i 2015 socialdemokraten Victor Ponta.

Det nye antikorruptionsagentur i Rumænien har arresteret 16 tidligere ministre og flere tusind embedsfolk anklaget for korruption. Det lyder umiddelbart godt. Men lovgrundlaget for anklagerne er svagt, og det har ført til vilkårlighed. Præsidenten, Klaus Iohannis, der er valgt af oppositionen, har bakket op om demonstrationerne, men han er selv blevet bragt i søgelyset, mistænkt for korruption i forbindelse med anskaffelse af dyre lejligheder i den by, hvor han har været borgmester.

Antipolitikken i Rumænien og Bulgarien indebærer altså, at borgerne sjældent har tillid til nogen, og de agter ikke selv at stille op. De vil kontrollere regeringer, følge dem tæt og ’holde dem i hånden’, men tør ikke tage politisk ansvar og engagere sig partipolitisk.

Partipolitik ses som beskidt arbejde og tiltrækker derfor ikke ret mange. Men er antipolitik sundt for demokratiet? Næppe. ’Gaden’, siger Malgorzata Rejmer, udformer sjældent bæredygtige politiske strategier og agerer politisk umodent. Regimet får karakter af ’democracy by default’ – ’demokrati på autopilot’. Institutionerne, herunder partierne og parlamentet, eksisterer på papiret, men er ikke legitime eller bredt accepteret.

Også blandt de demonstrerende i Polen og Ungarn finder vi antipolitik. Her nyder lederne, Viktor Orbán og Jaroslaw Kaczynski – som er Polens reelle leder, mens præsident Duda har mindre magt – dog gavn af oppositionens interne stridigheder og kan således lettere svare igen og fastholde grebet. Men som iagttagere påpeger, har Polen grundlæggende det samme problem som Rumænien: Blandt de 18-25-årige er det typisk kun en femtedel, der stemmer. De går på gaden og demonstrerer, når det passer dem, men engagerer sig ellers ikke i politik. Der er oprettet antiregeringsgrupper, fx Komiteen til Forsvar for Demokratiet (KOD) og kvindeprotestgrupper, men det er et åbent spørgsmål, om de vil kunne danne fælles front med de etablerede oppositionspartier over for Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS). Faren er, at den fælles front bliver splittet i fraværet af organisation og lederskab.

Efter optimismen
Da EU blev udvidet med ti nye medlemmer fra øst, var det ventet, at europæisering med årene ville skabe større opbakning til det liberale demokrati og EU. I dag, snart 15 år efter den store udvidelse i 2004, er der grund til selvransagelse. Men hvor dyb er Europas deling? Kan vi gøre andet end at leve med den?

Det er værd at huske, at ikke kun Øst- og Centraleuropa har udfordringer – det gamle Europa og den liberale elite har det også svært. Man kan med en vis ret sige, at hele det liberale projekt er alvorligt udfordret – især efter finanskrisen. Landene i øst bevæger sig i forskellige retninger og hastigheder. Nogle lande fastholder det liberale demokrati et godt stykke hen ad vejen, andre går mod det illiberale – og andre igen oplever ’masseprotesternes politik’.

Landene i øst har en anden historie end det gamle Europa, og de liberale værdier finder vi kun i begrænset omfang – ikke overraskende mest inden for den globaliserede byelite. Men som bekendt er der også stor forskel på EU i nord og i syd. Vi må derfor erkende forskellighederne og indrette os bedre på et Europa i flere hastigheder.

Hvad kan styrke demokratiet i øst? Meget mere kan gøres for at styrke domstolssystemet, fx gennem bedre uddannelse og aflønning af dommere. Man må bekæmpe korruption, fx ved at skaffe kvalificerede, politisk uvildige folk til de institutioner, der skal løse opgaven. Uden mere lov og ret – og mindre korruption – får vi ikke bugt med det illiberale demokrati og heller ikke med masseprotesterne. Valg er godt nok vigtige for demokratiet, men de skal have mening.

Om sanktioner mod de illiberale lande i øst skaber mere demokrati i øst, er tvivlsomt. Landene i øst kan – og vil – ikke forlade EU. Forandringer må ske indefra og nedefra, ganske som i Rusland. Vi er tvunget til at vælge det lange seje træk. ■

Søren Riishøj (f. 1947) er lektor emeritus med speciale i Østeuropa ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet, og medlem af Rådet for International Konfliktløsning.

ILLUSTRATION: Demonstration i Budapest, april 2017 [foto: Zoltan Balogh/Polfoto]