Andreas Weidinger (K): Stramninger er blevet målet i sig selv i regeringens udlændingepolitik. Det har resulteret i et skamfuldt flygtningesvigt

Andreas Weidinger (K): Stramninger er blevet målet i sig selv i regeringens udlændingepolitik. Det har resulteret i et skamfuldt flygtningesvigt

18.10.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Den danske flygtninge- og udlændingedebat er blevet så ensporet, at det borgerlige Danmark i kampen for at føre en ”stram udlændingepolitik” har glemt at en stram udlændingepolitik kun er midlet og ikke målet for udlændinge- og flygtningepolitikken i Danmark.

Kommentar af Andreas Weidinger

SOM KONSERVATIV skammer jeg mig inderligt over, at regeringen igen har valgt, at Danmark ikke skal tage imod udsatte kvoteflygtninge. Den danske udlændingedebat er blevet så unuanceret, at vi i kampen for at være de største ”strammere” glemmer, at en stram udlændingepolitik ikke er et mål i sig selv. Målet er et åbent og internationalt respekteret Danmark, hvor vi samtidig holder fast i vores homogene samfund med den kristne kulturarv og vestlige frihedsrettigheder som afgørende fundament.

Beslutningen om ikke at tage nogle kvoteflygtninge kom frem i sidste uge. Det skete med henvisning til, at regeringen fører en stram udlændingepolitik, og at vi har rigeligt med integrationsproblemer i forvejen. Det skulle åbenbart retfærdiggøre, at Danmark ikke skal leve op til sit internationale ansvar ved at hjælpe 500 af de kvoteflygtninge, som vi siden 1989 har hjulpet efter aftale med FN. Regeringens udmelding går stik imod det internationale samarbejde, som Danmark er en del af, og det bør retmæssigt føre international fordømmelse med sig, når Danmark bryder med næste 30 års hjælp til de mest udsatte af verdens flygtninge.

Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen vil gamble med Danmarks omdømme ved at opgive vores position som et land, der konsekvent har taget et humanitært ansvar. Særligt når vi i stedet kunne fortsætte med at leve op til vores aftale med FN ved at hjælpe 500 kvoteflygtninge, der svarer til sølle fem per kommune. Denne debat om kvoteflygtninge er et godt eksempel på, at regeringen er blevet forhippet på blindt at fremstå som ”strammere” i stedet for at gøre det, der er rigtigt for Danmark.

 

Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen vil gamble med Danmarks omdømme ved at opgive vores position som et land, der konsekvent har taget et humanitært ansvar
_______

 

KOMMUNERNE har taget imod mange flygtninge de seneste år, hvilket har været en stor udfordring. Særligt i befolkningstætte kommuner som min egen, Gentofte, hvor det ikke er muligt at finde permanente boliger, som kan huse flygtningene. Når man er kvoteflygtning, er man imidlertid hårdest ramt, og en udmærket midlertidig bolig er trods alt bedre, end de rædsler man kommer fra. Derfor kan kommunerne godt tage imod fem kvoteflygtninge i gennemsnit, når man samtidig sørger for at begrænse antallet af de såkaldte flygtninge, der betaler menneskesmuglere for at komme til Danmark, efter de er rejst op gennem mange sikre lande i Europa. Hvis man rejser gennem flere sikre lande op gennem Europa, er man ikke flygtning men udlænding, der søger et bedre liv. Dem har vi ikke et ansvar for at hjælpe.

Hvis der skal styr på flygtningesituationen på længere sigt, er der brug for, at vi skaber et system, hvor asylansøgninger sker i nærområderne. At denne tilgang støttes af et bredt flertal i Folketinget, er glædeligt. Hvis det skal lade sig gøre, kan vi dog ikke lukke øjnene for, at forudsætningen for hjælp i nærområderne er en intensiv opbygning af infrastruktur til at håndtere flygtningemasserne. Så længe en sådan infrastruktur ikke er på plads, må vi i det mindste tage vores ansvar og internationale aftaler alvorligt og tage imod de 500 kvoteflygtninge, vi har gjort indtil midten af 2016.

Det er tid til at gøre op med den ”stramme udlændingepolitik”, der i stedet skal erstattes af en ny særlig dansk udlændingepolitik. Jeg ønsker derfor en bred og nuanceret debat om, hvad der skal være den særligt danske udlændingepolitik. Hvad skal målet være? Det skal være vores visionære rettesnor for de løbende politiske initiativer. Hvis jeg skulle rammesætte debatten, ville det være med et mål om et homogent Danmark, der er åbent overfor den omkringliggende verden. Vi skal kunne rejse ud i verden for at studere eller arbejde, og andre skal også kunne komme her til Danmark af samme årsager. Vores lands fundament skal være vores kristne kulturarv og vestlige frihedsrettigheder, som er udgangspunktet for den måde, vores samfund er bygget op.

 

Hvis jeg skulle rammesætte debatten, ville det være med et mål om et homogent Danmark, der er åbent overfor den omkringliggende verden
_______

 

Vi skal bl.a. stille større sprogkrav, så man mister sin opholdstilladelse, hvis man ikke taler dansk indenfor et til to år. Vi skal give flere midlertidige opholdstilladelser til udenlandsk arbejdskraft, men begrænse permanente opholdstilladelser. Og så skal vi gøre det sværere at blive dansk statsborger, men lettere for eksisterende statsborgere at leve i Danmark med deres udenlandske ægtefælle. Kort sagt skal vi være mere åbne overfor udlandet, men samtidig passe på kernen i vores kultur, der udgøres af den danske levevis hos danske statsborgere.

Det er fx afgørende for at bevare et homogent samfund, at der ikke er for store minoritetsgrupper, da det medfører oprør mod fundamentet for Danmarks sammenhængskraft. Det ser vi i dag i ghettoernes parallelsamfund landet over. Udfordringerne ved mange årtiers forfejlede udlændingepolitik kræver mange af de tiltag, vi ser i den stramme udlændingepolitik. Men hvis vi skal kunne sætte en grænse for, hvornår vi går for langt, så må stramninger ikke være målet i sig selv. Ellers får vi en uværdig håndhævelse af loven, hvor vi vil opleve hovedrystende behandlinger af mennesker i vores samfund, der rammes af rigide regler i stedet for sund fornuft.

AFVISNINGEN af kvoteflygtninge er et eksempel på, at regeringen desværre har glemt den oprindelige skelnen mellem flygtninge og indvandrere. For min skyld kan vi godt definere de flygtninge, der rejser gennem det ene sikre land efter det andet som indvandrere, da de ikke flygter fra fare men til et bedre liv i Nordeuropa. Men kvoteflygtningene er, uanset hvordan vi vender og drejer det, de mest udsatte flygtninge, og dem bør vi hjælpe. Det kan regeringen sagtens gøre, selvom den samtidig begrænser antallet af indvandrere til Danmark.

Vi bør i Danmark på tværs af partierne kunne blive enige om, at vi skal tage vores del af ansvaret for verdens mest udsatte kvoteflygtninge – uanset hvad vi i øvrigt mener om udlændingepolitikkens fremtid. ■

 

Vi bør i Danmark på tværs af partierne kunne blive enige om, at vi skal tage vores del af ansvaret for verdens mest udsatte kvoteflygtninge – uanset hvad vi i øvrigt mener om udlændingepolitikkens fremtid
_______

 



Andreas Weidinger (f. 1992) er kommunalbestyrelsesmedlem i Gentofte, deltager på Det Konservative Folkepartis talentprogram og tidligere landsformand for Konservativ Ungdom. ILLUSTRATION: Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg i samråd [foto: Jens Dresling/Scanpix]