Lars Bangert Struwe: Det er faktisk ikke til grin, at Trump vil købe Grønland. Det handler om verdensherredømmet

Lars Bangert Struwe: Det er faktisk ikke til grin, at Trump vil købe Grønland. Det handler om verdensherredømmet

16.08.2019


Denne artikel indgår i RÆSONs Kommentarserie, som er gratis at læse. Resten af artiklerne får man med et abonnement: Kun 250 kr. om året (200 for studerende+pensionister) inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer. Klik her for mere information

Kina og Rusland udforer USA’s status som verdens eneste supermagt. Det har i amerikanske øjne udløst en kamp om verdensherredømmet – og derfor er USA interesseret i bl.a. Arktis, herunder Grønland. Det har – tydeligvis – store konsekvenser for Rigsfællesskabet.

Kommentar af Lars Bangert Struwe

Donald Trumps tanker om at købe Grønland har vakt furore i den danske offentlighed. Udtryk som ”manden er jo gal” og ”nu rabler det for Trump” har prydet medier af forskellig slags. Meget forudsigelige reaktioner i den danske offentlighed – men lad os lige læne os lidt tilbage og se på idéen i et strategisk og storpolitisk perspektiv.

Kampen om verdensherredømmet lyder som en tegneserie eller en ufattelig dårlig film, men det er efter min mening den allerbedste beskrivelse af den situation, som USA føler, at det står midt i – og føler er her et langt bedre analytisk greb end så meget andet. For det ER en følelse, vi her taler om, og kun delvist realiteter. Men det var dét, Trump blev valgt på: En følelse af at USA var ved at tabe førstepladsen i det internationale system – med andre ord: verdensherredømmet.

Trump – og såvel republikanere som demokrater – er dybt bekymret over udviklingen i Kina (og til dels over Rusland). Man har med bekymring set en kinesisk økonomisk ekspansion, som nu synes at blive fulgt op med en – mere eller mindre diskret – geografisk ekspansion. Det sker i Asien og i Afrika, og der har været bekymrende kinesisk interesse for Island og Grønland.

Ved dens lancering i 2017 pegede den amerikanske sikkerhedsstrategi meget klart på, at Kina og Rusland nu er de største trusler imod USA. De udfordrer USA’s plads i verden. Med andre ord har de lanceret en kamp om verdensherredømmet. Når Trump er interesseret i Grønland, er det altså et element i den almene amerikanske bekymring over særligt kinesisk ekspansion. Ud fra dette perspektiv giver Trumps tanker langt mere mening og er ikke en gal mands værk, men en meget bekymret mand, der ser verden forandre sig til USA’s ugunst.

 

Når Trump er interesseret i Grønland, er det altså et element i den almene amerikanske bekymring over særligt kinesisk ekspansion
_______

 

I Danmark og store dele af Europa har vi vænnet os til at se Trump som en gal mand; en, vi kun kan foragte. Denne indstilling giver hele tiden bagslag. I danske medier har vi nærmest droppet den objektive tilgang til Trump, og han analyseres konstant som en forstyrret afviger. Han portrætteres også som en præsident uden støtte i befolkningen – det er bare ikke sandheden. Han har en solid basis i befolkningen, og demokraterne er pt. optagede af hård intern rivalisering. De risikerer at lave endnu et Hillary-flop, hvor de vælger en præsidentkandidat, der ikke kan samle de nødvendige valgmandstemmer.

USA er først og fremmest optaget af ikke at tabe til Kina – og Kina er omvendt optaget af at vinde, senest i 2049 i hundredåret for den kommunistiske overtagelse af magten i Kina. I denne kamp om verdensherredømmet er klassiske magtbalanceemner tilbage i den internationale politik. Det betyder bl.a., at man ønsker kontrol med de såkaldte Chokepoints og Sea Lines of Communication (SLOC). Det er begreber, der stammer fra 1800-tallet og den amerikanske flådestrateg Alfred T. Mahans analyser af, hvordan Storbritannien i 1600- og 1700-tallet blev verdens førende stormagt. Disse analyser byggede på en analyse af sømagt. Og så er vi tilbage ved den amerikansk-kinesiske konkurrence. For Kina og USA’s kamp kommer i særdeleshed til at stå på verdenshavene – fredeligt eller ej. Man skal have kontrol med verdenshandelen, så man kan vinde økonomiske fordele. Og verdenshandlen transporteres fortsat til søs på containerskibe (ofte ejet af danske rederier).

I hele denne kamp om verdenshavene – og derved kontrol med handelen og i sidste ende verdensherredømmet – er chokepoints og SLOC’er helt afgørende. Chokepoints er fx Suezkanalen, Panama-kanalen, Hormuzstrædet og de danske stræder. En ny SLOC er imidlertid Nordøstpassagen i de arktiske egne langs Ruslands nordkyst. Kontrollen med denne kan betyde kontrol med en rute, der kan forbinde Kina med Europa – uden om Kinas rival: Indien. Derfor har Nordøstpassagen stigende interesse for Kina, der ikke kun ser sig i konkurrence med USA, men også med Rusland og særligt Indien.

Den amerikanske administration forstår fulgt ud den kinesiske interesse for Grønland. Tiden, hvor vi taler om et fredeligt Arktis, er ovre, og det kommer til at medføre et stort pres på Kongeriget Danmark. Der vil komme voksende amerikanske krav om, at vi er i stand til at kontrollere området – hvilket er umuligt for et land på vores størrelse. Men øget patruljering og overvågning i luften, på land, på havet (og i havet) vil være meget naturlige amerikanske krav til os – og derfor vil der komme endnu flere krav om, at vi skal investere i forsvaret.

Danmark er med til at kontrollere to SLOC’er og to chokepoints, henholdsvis i Arktis og i Østersøen. Vi er fanget af geografien og vores allierede USA, der i konkurrencen om verdensherredømmet vil komme med store krav til os de næste mange år. Det bliver dyrt på mange måder. ■

 

Vi er fanget af geografien og vores allierede USA, der i konkurrencen om verdensherredømmet vil komme med store krav til os de næste mange år. Det bliver dyrt på mange måder
_______

 



Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i tænketanken Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og seneste fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Præsident Trump til et rally med sine lokale politiske tilhængere i Manchester, New Hampshire, 15. august 2019 [foto: Jonathan Ernst / Reuters / Ritzau Scanpix]