Michelle Tubæk Gram: I den konstante kamp mellem medier og politikere, som blev kickstartet af Anders Foghs spindoktorkorps, er medierne kommet bagud

Michelle Tubæk Gram: I den konstante kamp mellem medier og politikere, som blev kickstartet af Anders Foghs spindoktorkorps, er medierne kommet bagud

24.09.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Journalister: Lad jer ikke spise af med ”ingen kommentarer”. Vend tilbage. Igen og igen og igen. Og hold så op med at have et altoverskyggende mål om at være de første med historierne; det kommer der ikke bedre journalistik ud af.

Kommentar af Michelle Tubæk Gram

TIDLIGERE STATSMINISTER Lars Løkke Rasmussen holdt søndag aften audiens hos DR og TV2. Gæsterne havde taget deres fineste tøj på, fundet de bløde læderstole frem og gjort sig klar til at lytte andægtigt. Danmark skulle nu blive klogere på, hvad der egentlig skete i Brejning, den dag Venstre-formandskabet gik i opløsning. Og på hvad i alverden Lars Løkke Rasmussen havde bedrevet de forgangne to uger.

Undervejs i udsendelsen kunne vi ånde lettet op. Vores allesammens Lars havde blot været lidt i Netto, lidt i Sverige, og han og Sólrun havde endda oprettet et firma, hvorigennem en foredragsturné nu er planlagt. Og Sólrun? Hun skal nu realisere sig selv ved at planlægge rejser til Færøerne.

I det hele taget var der ikke nogen grund til at hidse sig op, måtte vi forstå. Venstre havde jo haft to fremragende valg på Løkkes vagt, og han havde endda selv planlagt Jakob Ellemann-Jensens overtagelse af formandsposten – når tidspunktet var det rigtige.

På Twitter undrede flere sig over, at spørgsmålene til Lars Løkke nærmest én til én var de samme på begge kanaler. Og at Løkkes svar var så godt som copy-paste.

AT SPØRGSMÅL – og særligt svar – stort set var ens, bør ikke undre. Men hvorfor fik manden, der indtil for nylig var landets statsminister, lov til at gennemgå begivenhederne omkring sit fald som en lang række uantastelige konstateringer? I ren og skær benovelse over, at Lars nu helt eksklusivt ville dele sine højtagtede tanker med arbejdsbierne på gulvet, forsømte man at forholde sig kritisk til én af Danmarks allermest magtfulde mænd gennem en lang årrække.

Endnu engang skulle vi lægge ører til spin-fortællingerne om, at Løkke aldeles ikke har indgået i et delt formandskab med Kristian Jensen siden 2014 – på trods af årelange fortællinger, beskrivelser og kvababbelser om det modsatte. Løkke påstod uimodsagt, at der ikke blev indgået nogen aftale den aften i Odense, for Kristian Jensen havde nemlig ’ikke flertal’ i Hovedbestyrelsen, lød det. Men et flertal var slet ikke påkrævet. Samtidig måtte vi forstå, at Ellemann-Jensen i årevis var kørt i stilling i Lars’ hoved, uden der dog har været noget tegn i sol og måne på, at det rent faktisk er tilfældet.

Få danskere er på Twitter, og endnu færre lytter til mediekritiske magasiner i radioen. Danskerne får størstedelen af deres nyheder serveret på de store TV-kanaler og står derfor nu efterladt med denne meta-fortælling skabt i Lars Løkkes eget hoved.

Resultatet: Løkke vandt. Pressen tabte. Og Løkke er ikke den eneste politiker, der formår at vinde den kamp.

 

Resultatet: Løkke vandt. Pressen tabte. Og Løkke er ikke den eneste politiker, der formår at vinde den kamp
_______

 

SOCIALDEMOKRATIET HAR fx gennem længere tid bøvlet med kontrollen over medierne. For to år siden hyrede man på den baggrund Reimer Bo Christensen til at ’interviewe’ socialdemokrater på egne mediekanaler.

Her begrundede Henrik Sass Larsen behovet med, at man ikke altid kan ”få lov til at tale ud’ i pressen. Et udsagn, han har turneret med i årevis på trods af årelange invitationer fra blandt andet Radio24syv om al den tid, han måtte ønske. Han kom bare aldrig.

Radio24syv forsøgte fx i lang tid at få svar på, hvad Sass Larsen mente med, at ”vi skulle rode os ud af konventionerne”. Stribevis af henvendelser blev aldrig besvaret, og Sass Larsen var gået i flyverskjul i sit eget TV-program på TV 2 News, hvor journalister belejligt nok blev forment adgang.

I starten af året sendte Socialdemokratiet endda et nyhedsbrev ud til alle medlemmer, hvori man kritiserede pressen for at være grundlæggende “borgerlig” og tilbøjelig til at ignorere væsentlige historier. I stedet burde man gå til Netavisen Pio – stiftet af netop Henrik Sass Larsen – for at få sine neutrale, objektive nyheder. Emnefeltet i mailen lød: Aktuelle nyheder uden spin. Den lader vi lige stå et øjeblik.

I valgkampen fik alle socialdemokrater mundkurv på af samme Sass Larsen og Mette Frederiksen: “Man udtaler sig ikke, med mindre det er aftalt med Christiansborg inden,” lød det i en mail. Denne regel gjaldt også ordførere.

Da Sass Larsen sygemeldte sig kort efter valget, anklagede mange politikere pressen for dens andel i miseren. Da han kom tilbage på Borgen efter sin sygemelding, ville han bruge sit folketingsmandat til at granske socialdemokratiets historie som en slags husarkivar på tinge. Hvad betød det egentlig? Og var han raskmeldt nu? Det kunne ingen få svar på, og nu skal han pludselig være kapitalfondsdirektør.

 

Folketingets partier donerede i 2017 52 millioner kroner til sig selv. En stor del af pengene er gået til at opruste rådgivnings- og kommunikationsdelen og dermed skærme de allermest magtfulde i vores samfund mod at skulle svare på ubehageligheder
_______

 

I MELLEMTIDEN ER Martin Rossen blevet installeret som stabschef i Mette Frederiksens statsministerium. ”En styrkelse”, kalder statsministeren det. En yderligere kontrolmekanisme kunne man også kalde det – en slags bufferzone mellem statsministeren og det folketing, folk og presse, hun skal stå til ansvar for. Ministeriet er i forvejen bevæbnet til tænderne med pressemedarbejdere og særlige rådgivere – og altså nu også en stabschef.

Hvad skal Rossen konkret lave, og hvor meget magt får han nøjagtig? Det har været stort set umuligt at finde ud af. Da politisk redaktør på Radio24syv Brian Weichardt sidste weekend forsøgte at få et svar fra Rossen på Socialdemokratiets kongres i Aalborg, blev han smidt ud fra salen af en særlig rådgiver med ordene: ’Lad nu være med at spille dum’. Spørgsmålet til Rossen var: ”’Hvordan forbedrer vi forholdet mellem presse og magthavere?”

Folketingets partier donerede i 2017 52 millioner kroner til sig selv. En stor del af pengene er gået til at opruste rådgivnings- og kommunikationsdelen og dermed skærme de allermest magtfulde i vores samfund mod at skulle svare på ubehageligheder. Pressen bliver i stedet placeret bag afskærmninger og blå bånd og spises ofte af med korte doorsteps, hvor politikerne fuldstændigt styrer processen.

KONSEKVENSERNE ER kort sagt, at pressen ikke kan udføre sit arbejde. Journalisterne bliver neutraliseret og formindskes til genoptrykkere af ministerielle pressemeddelelser. De allermest magtfulde kan dreje om på hælen, når som helst det passer dem.

På Radio24syv har vi igennem de sidste par år haft en slags ”yndlingspolitiker”: Kenneth Kristensen Berth fra DF. Ikke af holdningsmæssige eller personlige grunde naturligvis. Men fordi han sagde: ”I må altid ringe. Også koldkald direkte i radioen. Det er ikke sikkert, jeg kan svare, men jeg vil forsøge.”

Skal man tro Socialdemokratiets presseangst tangerer dette jo en slags offentlig selvmordsstrategi. Men Berth er ALDRIG kommet i ‘uføre’ on air. Det hjælper selv sagt at have ordet i sin magt – men det vigtigste er nok ikke at være så bange for at sætte sin fod forkert. Det er som politiker faktisk helt okay at sige: ”Jeg ved det ikke, men jeg vil undersøge det.” Jeg ville sådan ønske, flere politikere var som Berth, der nu ikke længere sidder i Folketinget.

 

For nu vil jeg opfordre til, at journalisterne fortæller deres læsere, lyttere og seere om, hver gang en politiker ikke vil svare. Hvor mange gange og hvor mange dage de har forsøgt
_______

 

I DEN KONSTANTE KAMP mellem medier og politikere, som blev kickstartet af Anders Foghs spindoktorkorps, er medierne kommet bagud. Politikerne råder over store forsvarskæmper, mens medierne har små hurtige angribere. Men der er stadig en halvleg tilbage.

For nu vil jeg opfordre til, at journalisterne fortæller deres læsere, lyttere og seere om, hver gang en politiker ikke vil svare. Hvor mange gange og hvor mange dage de har forsøgt. De skal lægge deres aktindsigter frem; de er nemlig kulsorte af overstregninger grundet offentlighedsloven. De skal fortælle om hver gang, de får en stor rapport eller et politisk udspil udleveret fra et ministerium – de er nemlig som oftest udleveret tids nok til, at pressen ikke kan nå at læse det ordentligt inden pressemødet.

Journalister: Lad jer ikke spise af med ”ingen kommentarer”. Vend tilbage. Igen og igen og igen. Og hold så op med at have et altoverskyggende mål om at være de første med historierne; det kommer der ikke bedre journalistik ud af. Tænk, hvilket interview Kaare Quist kunne have fået live med Lars Løkke Rasmussen på DR1, hvis han havde set interviewet på TV2 forinden. Måske var det blevet årets interview.

Bliver politikernes pressekontrol udstillet for rullende kameraer og åbne mikrofoner, føler jeg mig overbevist om, at det vil kræve en taktisk omlægning. Hvis de tør være politikere uden konstante og tiltagende magtdemonstrationer, tror jeg, vi alle kan gå ind til en anden halvleg, der er langt mere afbalanceret – og vi bliver alle mere værdige aktører i demokratiets tjeneste. ■

 

Bliver politikernes pressekontrol udstillet for rullende kameraer og åbne mikrofoner, føler jeg mig overbevist om, at det vil kræve en taktisk omlægning
_______

 



Michelle Tubæk Gram (f. 1984) er uddannet cand.public. og arbejder på Radio24Syv. ILLUSTRATION: Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen, der trak sig efter uro, giver interview til TV2 om at forlade formandsposten, 15. september 2019 (Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix)