05.12.2020

Det kan blive et alvorligt dilemma i løbet af 2021, at man i Østasien – ligesom mange andre steder i verden – forventer hurtige forandringer efter de kaotiske og opslidende år med Trump. I den første tid vil Biden nemlig hverken have tid eller politisk råderum til at leve op til disse forventninger.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte vinternummer, som blev udgivet d. 10. december. Det trykte nummer har titlen: “Tilbage – men til hvad?”

Af Asger Røjle Christensen

”Jeg er meget bedre tilpas end for fire år siden”, siger en anonym japansk topdiplomat til avisen Yomiuri Shimbun. Han taler for mange. Med Joe Biden vil der i Det Hvide Hus blive en langt højere grad af ’budskabs-disciplin’, spår admiral Robert Thomas, der i mange år har haft ledende positioner i USA’s stillehavsflåde, og som nu underviser på San Diegos universitet, i et webinar, hvor han konstaterer: ”De sidste tre et halvt år har været præget af udisciplinerede budskaber”.

Set fra de asiatiske hovedstæder er det et klart fremskridt. Men det betyder ikke, at man ikke på andre områder kan få store problemer med den mere traditionelle amerikanske udenrigspolitik, som Joe Biden ventes at ville føre. For der venter den nyvalgte amerikanske præsident store udfordringer i Østasien.

Der er ingen tvivl om, at USA’s image i regionen er blevet beskadiget under Trump. Endnu værre gik det under valgkampen og selve valget, hvor Trumps afvisning af at acceptere resultatet og de demonstrationer i gaderne, det medførte, tilmed har chokeret mange. Respekten for USA – både som velfungerende demokrati og som udenrigspolitisk aktør – er i hele Østasien mindre end i mange årtier, og det er naturligvis en udfordring for Joe Biden at få vendt denne tendens.

Det vil han gøre noget ved, når han når til det på sin liste. Men i Asien skal man – trods pæne ord om, at Biden vil genoplive præsident Obamas såkaldte ’drejning mod Asien’ (’pivot to Asia’) – ikke vente at stå øverst på prioriteringslisten. Med flere end 1.000 COVID-19-dødsfald om dagen har Biden kæmpestore opgaver på hjemmebanen, som på mange måder vil definere, hvor stærkt han kommer til at stå i selve USA – og dermed med hvilken styrke han vil begive sig ud i verden og kunne løse de problemer, der venter derude.

Det kan godt blive et alvorligt dilemma i løbet af 2021, at man i Østasien – ligesom mange andre steder i verden – forventer hurtige forandringer efter de kaotiske og opslidende år med Trump. I den første tid vil Biden nemlig hverken have tid eller politisk råderum til at leve op til disse forventninger, heller ikke selvom han utvivlsomt vil have politisk vilje til at gøre det. Formentlig vil han også have et stridbart Republikansk ledet senat at skulle slås med hele vejen.

 

Ikke engang i Kina er man reelt særlig begejstret for den ustabilitet, som udsigten til et Østasien med mindre amerikansk tilstedeværelse vil skabe. Man frygter ustabilitet, og man frygter, at Japan og andre lande i regionen vil opruste voldsomt
_______

 

Alliancerne skal repareres
I sikkerhedspolitikken vil Joe Biden gøre sig umage for at få USA’s alliancepartnere til at føle sig mere sikre på relationen. For Japan og Sydkorea har det været en kilde til bekymring for fremtiden, at Trump med mellemrum har udtrykt stor skepsis om alliancernes fremtid – og særligt USA’s udgifter til dem. Ikke engang i Kina er man reelt særlig begejstret for den ustabilitet, som udsigten til et Østasien med mindre amerikansk tilstedeværelse vil skabe. Man frygter ustabilitet, og man frygter, at Japan og andre lande i regionen vil opruste så voldsomt, at de tvinger hinanden ud i et kostbart oprustningskapløb, som blot vil skabe endnu mere ustabilitet.

Den amerikanske vilje til at leve op til forpligtelserne over for landets alliancepartnere i Østasien begyndte at svinde længe før Trump. Østasien ligger langt væk fra USA, og den centrale rolle, som USA siden 1945 har spillet i regionens sikkerhedspolitik, er et resultat af aftaler, der blev indgået i en meget speciel situation lige efter Anden Verdenskrig. Det er ved at være længe siden. Man kan fx ikke fortænke amerikanske vælgere og amerikanske politikere i at være ret utilbøjelige til at gå i krig for Japans forsvar for klippeøerne i øgruppen Senkaku, som de har en bitter territorial strid med Kina om. I Kina bliver selvsamme øgruppe kaldt for Diaoyu.

I Japan er argumenterne, at landet i højere grad vil være nødt til at kunne forsvare sig selv og derfor må opbygge en større og mere selvstændig styrke. De vil ikke blive hørt så tydeligt som under Trump – men de vil stadig være en del af den japanske debat. Og det er ikke sikkert, at Joe Biden vil opfatte dem som ganske uvelkomne. Også han vil gerne bruge færre skattepenge på militæret. I første omgang vil Biden dog tydeligere end Trump bekræfte alliancerne, som de er. Og på lidt længere sigt vil alliancepartnerne kunne regne med at blive taget mere med på råd og få nogle anstændige diplomatiske varsler, hvis der pludselig sker skred i politikken i Washington – til forskel fra under Trump, hvor man aldrig helt vidste, hvad morgendagens tweet ville bringe.

Ifølge de fleste analytikere, hvoraf flere har tilknytning til Det Demokratiske Parti og eventuelt kommer til selv at spille en rolle i fremtiden, vil spørgsmålet om fordelingen af omkostningerne ved de amerikanske baser i Japan og Sydkorea, som under Trump var et stort stridspunkt, kunne løses i løbet af relativt kort tid. Også Biden vil bede de to lande om at betale en større andel end tidligere, men langt mindre end Trump har krævet. Japan og Sydkorea vil på den baggrund være synligt lettede og gribe ud efter de forhandlingsløsninger, der viser sig.

 

Det er en uundgåelig tendens i tiden, at Kina atter vil indtage en dominerende rolle. Det kan man ikke standse, men gør klogt i at indrette sig efter og afbalancere så meget som muligt
_______

 

En fortsat hård linje over for Kina
Over for det store Kina og landets stadig mere selvbevidste fremfærd på verdens økonomiske og politiske arenaer er der ingen tvivl om, at Biden, ligesom Trump, vil føre en hård linje. Det vil man ikke være så glad for i Beijing. Men det vil man heller ikke entydigt være i andre asiatiske lande, hvor man med krummede tæer har overhørt det, når Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo, har skærpet retorikken.

Af hensyn til den amerikanske valgkamp har han talt om det kinesiske regime og det regerende kommunistparti i vendinger, som kun har kunnet forstås på den måde, at han er gået ind for at vælte det kinesiske styre. ”Vi må samarbejde om at beskytte vores borgere og partnere mod Kinas Kommunistiske Partis udnyttelse, korruption og tvang”, sagde Pompeo ligefrem i oktober ved åbningen af et møde i Tokyo med nogle af sine nærmeste kolleger og allierede, forsvarsministrene for Japan, Indien og Australien.

Men hvor Japan gerne ser en relativt hård linje over for Kina, dog uden den slags åbne udfordringer og opfordringer til at vælte regimet i Beijing, vil Sydkorea og andre lande forsøge at overtale Biden til i højere grad at holde mund med den slags og leve med Kinas øgede magt og indflydelse.

Kina har historisk så enorm betydning i regionen, økonomisk, politisk, kulturelt og militært, at det er en uundgåelig tendens i tiden, at Kina atter vil indtage en dominerende rolle. Det kan man ikke standse, men gør klogt i at indrette sig efter og afbalancere så meget som muligt.

Bestræbelserne på at opnå regionale alliancer med det formål at skabe en sådan modvægt til Kina – ikke at inddæmme Kina, for det kan ikke lade sig gøre, men altså skabe en modvægt – vil fortsætte med Japan, Australien og Indien i hovedrollerne.

Med Joe Biden i Det Hvide Hus vil dette diplomati dog blive set som mindre akut nødvendigt, idet man ikke venter, at han vil provokere Kina så bevidst, som Trump har gjort i de sidste to år ved magten. Men nødvendigt er det stadig.

 

Det er ikke kun et evigt irritationsmoment; det er også en alvorlig svækkelse af USA i det nordøstlige Asien, at de to vigtigste allierede [Japan og Sydkorea] er så meget på nakken af hinanden
_______

 

Og tankevækkende er det, at en række asiatiske lande – Japan, Sydkorea, alle ASEAN-landene samt Kina – i november underskrev verdens geografisk set mest omfattende frihandelsaftale (RCEP, Regional Comprehensive Economic Partnership). I øvrigt på akkurat samme dag som det kom frem i amerikanske medier, at præsident Trump som nogle af sine sidste handlinger på posten agtede at gennemføre yderligere toldforhøjelser og handelsrestriktioner over for Kina i et forsøg på at tvinge Biden til at fortsætte en krigerisk linje over for styret i Beijing.

Sydkorea er en anden historie end Japan. Landet er endnu mere totalt økonomisk afhængigt af Kina. Sidste år eksporterede Sydkorea varer og tjenester til Kina for et beløb, der svarer til næsten 900 mia. danske kroner. Derfor har skiftende sydkoreanske regeringer hele tiden forsøgt at nedtone de mest krigeriske antikinesiske toner fra Washington. Men selv i Japan vil Joe Biden på det åbne, officielle plan møde et ønske om en mindre stridbar Kina-linje, efter at den nationalistiske Shinzo Abe har overgivet roret og premierministertitlen til den pragmatiske og praktiske Yoshihide Suga.

Allerede under Abe har Japan i de seneste år investeret mange diplomatiske ressourcer i at reparere forholdet til Kina, som for tre-fire år siden var helt lammet, og det ser ud til at bære frugt. Hvis det ikke var blevet udsat på grund af COVID-19-pandemien, skulle Kinas præsident, Xi Jinping, i foråret 2020 have været på et stort opsat forsoningsvisit i Japan, mens kirsebærtræerne blomstrede. Foreløbig er besøget udsat til 2021, men selvom det måske atter må udsættes, fortsætter det udglattende diplomati. På mange måder har det passet det japanske udenrigsministerium fint, at Trump førte en meget hård linje over for Kina, således at Japan i ly af det kunne vælge en mindre kompromisløs position.

Et af de stensikre omkvæd fra udenrigspolitiske koryfæer i Det Demokratiske Parti, som nu ventes at skulle bemande Bidens diplomatiske hold, er, at det er vigtigt at gøre langt mere, end Trump har gjort, for at reparere forholdet mellem Japan og Sydkorea. Det er ikke kun et evigt irritationsmoment; det er også en alvorlig svækkelse af USA i det nordøstlige Asien, at de to vigtigste allierede er så meget på nakken af hinanden, som de har været i de seneste år.

Sydkoreas højesteret har dømt store japanske firmaer til at betale erstatninger til de efterladte efter koreanske tvangsarbejdere i den japanske våbenindustri under krigen, og Sydkoreas regering har – til USA’s store utilfredshed – taget tilløb til at afbryde udvekslingen af militære efterretninger med Japan – om fx Nordkorea. Tilsvarende har Japan – inden coronakrisen – provokeret almindelige sydkoreanere til en radikal turistboykot af Japan ved at indføre restriktioner over for eksport af en række højteknologiske varer til Sydkorea.

Hvis Biden og hans mandskab lægger et endnu hårdere pres på Japan og Sydkorea om at holde op med at udveksle nederdrægtigheder på alle mulige politikområder og i stedet finde kompromiser på de mange aktuelle stridspunkter – krigshistorie, handelspolitik osv. – vil det være vanskeligt for dem helt at undslå sig. Det var ikke noget, Trump interesserede sig for eller for alvor gad blande sig i.

 

Nordkorea er reelt at opfatte som en atommagt, så en tilbagevenden til Barack Obamas afskrækkelsespolitik vil blot trække pinen ud for alle parter
_______

 

Østasiens brændpunkter: Den koreanske halvø
Et område, hvor Trump på markant vis har ført sit eget diplomati, er Nordkorea. Først med dramatiske trusler og så med et pludseligt skifte til et helt privat diplomati med Nordkoreas suveræne leder, Kim Jong-un, med Sydkoreas freds- og dialogorienterede præsident, Moon Jae-in, som mellemmand. Der blev endda forud for topmødet mellem de to i Hanoi i februar 2019 indgået en skitse til en aftale om en studehandel, hvor Nordkorea skulle lukke et af sine atomvåbenanlæg, og USA til gengæld skulle ophæve nogle af sine økonomiske sanktioner. Men Trump turde ikke alligevel, fordi han i den uge var indenrigspolitisk i defensiven. Og siden er der sådan for alvor ikke sket noget.

I forhold til Nordkorea vil Biden utvivlsomt ikke have lige så travlt som Trump med at lave langsigtede aftaler og ligefrem fredsaftaler, men snarere føre den velkendte tålmodige prespolitik over for Nordkorea, hvor man undgår direkte konfrontationer og med sanktioner forsøger at presse landet til at stoppe sin udvikling af atomvåben. Ifølge mange Nordkorea-iagttagere er det for længst for sent. Nordkorea er reelt at opfatte som en atommagt, så en tilbagevenden til Barack Obamas afskrækkelsespolitik vil blot trække pinen ud for alle parter.

Enkelte fremtrædende medlemmer af Det Demokratiske Partis udenrigspolitiske miljø i Washington vil derfor helt sikkert prøve at få præsidenten til at risikere en ny runde diplomati, hvor det måske vil kunne åbne døre, at han i denne sammenhæng er et nyt ansigt. Et diplomati med mindre show og mere indhold end det, Trump præsenterede verden for. Det er dog stadig tvivlsomt, om Biden vil risikere sådan en ouverture. Nordkoreanerne er notorisk svære at lave holdbare aftaler med. Man skal nok forvente en ’blanding af afskrækkelse og lejlighedsvise forsøg på diplomati-, som Jennifer Lind, professor i statskundskab ved Dartmouth College, spår i et interview med den japanske avis Nikkei.

 

Ingen aner, hvordan den politiske hårdknude omkring Taiwan engang i fremtiden vil blive bundet op, men det er næppe en af Bidens ambitioner, at det skal blive i hans periode som præsident, at det sker
_______

 

Taiwan: Ændringen under Trump
Når det gælder den anspændte situation omkring Taiwan, som det kinesiske regime med øget konfliktvillighed stadig hævder er en del af Kina, har Trump i virkeligheden gennemført en radikal ændring af årtiers amerikanske politik. Det har han især gjort i den seneste fase, hvor Kina-bashing blev en central del af hans kampagne for genvalg.

Hvor man tidligere diskret har støttet Taiwan med strategiske overflyvninger og omhyggeligt udmålt salg af militært udstyr, mens man på det politiske plan lige så omhyggeligt har manøvreret uden om at tirre Kina, har Trump med føje provokeret Kina ved at forkæle øens Kina-kritiske præsident og regering med amerikanske ministerbesøg og andre højtprofilerede diplomatiske fjer i hatten, og det har været med til at skabe en langt mere spændt situation omkring øen.

Det har Trump nok mest gjort af hensyn til sig selv og sin valgkamp – og knap så meget af hensyn til Taiwans egne interesser. Og her forventer alle, at Joe Biden vil føre en langt mere traditionel linje. Det er ikke, fordi han ikke har sympati for udviklingen af demokrati i Taiwan, men han vil bestræbe sig på at undgå at skubbe til det læs, der i den senere tid har skabt fornyet frygt for, at øen kan blive anstødssten til en direkte militær konfrontation mellem USA og Kina.

Ingen aner, hvordan den politiske hårdknude omkring Taiwan engang i fremtiden vil blive bundet op, men det er næppe en af Bidens ambitioner, at det skal blive i hans periode som præsident, at det sker. Han vil koncentrere sig om at fastholde status quo og undgå krig eller væbnede sammenstød i strædet mellem Kina og Taiwan.

 

Handelskrigen [mellem USA og Kina] har kostet virksomheder i begge lande milliarder – uden at have tvunget Kina til de ønskede indrømmelser
_______

 

Tilbage til TPP – men langsomt
En af de helt centrale forskelle mellem Trump og Biden vil i Asien vise sig på den handelspolitiske scene. Her kan man også betragte en mere langsigtet tendens, som begyndte længe før Trump – han satte ekstra fart på den, men den forsvinder ikke med hans afsked med Det Hvide Hus.

For Trump var handelspolitik en række gode eller dårlige handler, der skulle indgås med alverdens lande hver for sig. Det var ikke et spørgsmål om at enes om nogle multilaterale spilleregler, som erhvervslivet i ethvert land kunne regne med var gældende, når de lavede private aftaler med forretningspartnere i andre lande.

Når de tosidede handler, som Trump gerne ville indgå, ikke kunne lade sig gøre, vendte han sig til ’America First’: en ensidig brug af told og andre tvangsredskaber til at få sin vilje. Det var reaktionen over for Kina, da han vredt hævede tolden på en lang række områder og skabte en såkaldt handelskrig. Trumps handelskrig mod Kina havde oftest form af radikale toldstigninger på import af udvalgte varegrupper fra Kina, men indebar også i nogle tilfælde total udelukkelse af højteknologiske kinesiske virksomheder som Huawei, der mentes at indebære en sikkerhedspolitisk risiko. Handelskrigen har kostet virksomheder i begge lande milliarder – uden at have tvunget Kina til de ønskede indrømmelser.

 

I Østasien kunne man godt tænke sig, at USA i forlængelse af sit forventede comeback i andre multilaterale fora, som Trump har meldt USA ud af, atter vil tilslutte sig Stillehavsområdets frihandelsorganisation, TPP
_______

 

Det ventes, at Joe Biden vil prøve at standse den deciderede handelskrig, når han kan slippe afsted med det, og i fremtiden undgå den slags ensidige skridt, som han utvivlsomt finder nytteløse. Men den igangværende handelskrig kan han ikke bare lige afskaffe uden at fremstå som blød over for Kina. Og det ville ikke være godt for hans partis valgchancer ved midtvejsvalget om to år. Et kæmpe flertal af amerikanske vælgere ønsker nemlig en hård linje over for Kina, også inden for handelspolitikken, og det har Demokraterne i de senere år indrettet deres politik efter.

Den såkaldte handelskrig med Kina har for Trump i høj grad handlet om at eliminere nogle store handelsunderskud på traditionelle områder, fødevarer og sværindustri. For en Joe Biden-regering vil der snarere være tale om en mere gradvis og selektiv politik for at undgå, at man med teknologisk samarbejde og teknologiske investeringer hjælper Kina til at få en endnu større dominans på disse områder end i øjeblikket.

I adskillige lande i Østasien kunne man godt tænke sig, at USA i forlængelse af sit forventede comeback i andre multilaterale fora, som Trump har meldt USA ud af, atter vil tilslutte sig Stillehavsområdets frihandelsorganisation, TPP. TPP var oprindeligt et amerikansk initiativ, men efter Trumps exit blev frihandelsorganisationen i 2018 – efter nogen tids tøven – alligevel til noget, i øvrigt på japansk initiativ. Den samler 11 lande omkring Stillehavet som medlemmer og har fået forkortelsen CPTPP: Comprehensive and Progressive Agreement for Trans-Pacific Partnership. En amerikansk tilbagevenden vil skabe grobund for en øget frihandel mellem USA og de fleste af de relativt højtudviklede økonomier i regionen.

Problemet for Biden er, at Trumps exit fra TPP faktisk blev modtaget positivt i USA. Demokraterne har derfor været forsigtige med at kritisere ham for det. Da Biden netop vandt præsidentvalget ved bl.a. at vinde mange arbejdervælgere i de store industristater i det centrale USA tilbage fra Trump, vil han meget nødigt skubbe dem fra sig igen. Det kan meget vel ske, hvis han bliver en alt for idealistisk globalist og lader konkurrence fra asiatiske lande koste alt for mange jobs på fabriksgulvet.

De fleste forventer, at det vil være et af de punkter, hvor man i Østasien må væbne sig med tålmodighed. I løbet af de fire år ved magten, som han nu har foran sig, vil Biden nærme sig CPTPP og forsøge at forhandle en ny rolle på plads for USA i den organisation, som USA jo selv tog initiativ til i hans tid som vicepræsident under Obama. Men det vil først ske om to-tre år. Indtil da vil TPP udvikle sig – dog formentlig ikke særlig dynamisk, da man netop vil vente på USA.

 

idt i al uforudsigeligheden har det været en hjælp for mange diplomatiske bestræbelser i Østasien, at Trump var relativt ligeglad med den slags [menneskerettigheder] – bortset fra når han havde brug for det i sin retorik
_______

 

Det ømme punkt: Menneskerettighederne
Mens Trump har været ved magten i Washington, har de asiatiske lande været nødt til at finde deres egen vej på det klimapolitiske område. For bare fem-ti år siden ville en høj klima- og miljøprofil fra amerikansk side og de krav til virksomheder og myndigheder, som dette ville indebære, være blevet opfattet som et problem i de fleste asiatiske lande. Men erhvervslivet i det ene asiatiske land efter det andet har i mellemtiden selv mærket tidens krav, registreret tidens efterspørgsel og gennemført drastiske omprioriteringer i retning af grøn energi og bæredygtig ressourcepolitik. Det kulminerede med den nye japanske premierministers overraskende løfte om, at Japan ville være ’karbon-frit’ i år 2050. Så på mange måder er den japanske, den sydkoreanske og dele af den kinesiske industri i dag bedre i stand til at leve op til nye klimakrav, som en Biden-regering måtte indføre eller støtte indførelsen af i på internationalt plan, end USA’s egen industri er.

Hvorom alting er, sker der næppe de helt store fremskridt på klimafronten, før USA og Kina er kommet lidt bedre på talefod, end de to stormagter var mod slutningen af Trumps regimente. Verden har brug for, at de to største klimasyndere samarbejder om løsninger, og det har Biden i valgkampen givet udtryk for, at han godt er klar over. Klima er et af de områder, hvor der skal føres en samarbejdslinje over for Kina.

Til sidst er der det ømme punkt; menneskerettigheder. Det er et område, hvor Joe Biden for de fleste asiatiske lande vil være langt vanskeligere at håndtere end Trump. Grundet sit bagland vil Biden her være nødt til at føre en betydeligt mere udfarende og konsekvent politik. Midt i al uforudsigeligheden har det været en hjælp for mange diplomatiske bestræbelser i Østasien, at Trump var relativt ligeglad med den slags – bortset fra når han havde brug for det i sin retorik.

Sydkorea håber fx at kunne overbevise Biden om at samarbejde om at få genoplivet den dialog med Nordkorea, som topmøder og Trumps showdiplomati skabte i Singapore i sommeren 2018, og som Trump igen ødelagde i Hanoi et halvt år senere. Men dialogen får ikke et ben til jorden, hvis der skal tales om menneskerettigheder hele tiden. Det ved man i Seoul – og formentlig også i Washington.

Også i forhold til udviklingen i Kina vil USA’s nye præsident formentlig hæve fanen og fremkomme med kritik af menneskerettighederne i landet – hvilket vil blive hilst med en opfordring til at blande sig uden om andre landes indre anliggender og koncentrere sig mere om at forbedre menneskerettighederne for sine egne borgere. Det er ikke utænkeligt, at dette spørgsmål vil få diplomatiet til at gå så meget i hårdknude, at det i min næste artikel vil blive nævnt først – og ikke sidst. ■

 

Det er ikke utænkeligt, at dette spørgsmål [om menneskerettigheder] vil få diplomatiet til at gå så meget i hårdknude, at det i min næste artikel vil blive nævnt først – og ikke sidst
_______

Apropos denne artikel:

Niels Thygesen om Trumps økonomiske politik: Han lytter til ældre, tågede og undertiden vilde idéer fra for længst afdøde økonomer

Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

Simon Skov Fougt: Hvordan debatten om læsekrisen blev en fortælling om vås, vat, voksne og bøger

Lars Bangert Struwe: I 1756 ændredes Europas alliancer. Mange havde ikke troet det muligt. Er Trump ved at gøre det samme?

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden