15.10.2020
.Spørgsmålet om, hvor og hvordan en fremtidig grænse skal trækkes mellem Storbritannien og Irland (EU), har hjemsøgt Brexit-forhandlingerne fra starten. Grænsedragningen har nemlig vidtrækkende konsekvenser – for 1998-fredsaftalen, integriteten af EU’s indre marked og for Storbritanniens suverænitet. Centralt i spørgsmålet står Nordirlands politiske status.
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som d. 15. oktober ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Er Europa Alene?”
Af Sara Dybris McQuaid
Nordirlands status har altid været omstridt. Da Irland fik selvstændighed i 1922, var det på betingelse af, at øen blev delt, og Nordirland forblev en del af UK. Grænsen mellem Irland og Nordirland var fra starten et intenst politisk symbol, der trak territoriale, kulturelle og ikke mindst religiøse kampe hårdt op. Og dens konkrete og juridiske linje var samtidig et voldsomt indgreb i de liv, der nu skulle leves i et grænseland og med mindretal, der med ét befandt sig på den forkerte side af deres identitetspolitiske tilhørsforhold. I Irland udgjorde det protestantiske mindretal dengang cirka 10 pct., og i Nordirland udgjorde det katolske mindretal dengang cirka 33 pct. I dag er der kun 4,2 pct. protestanter i Irlands 4,7 millioner store befolkning, og andelen af katolikker i Nordirlands 1,7 millioner mennesker ligger på 40 pct.
Volden
Igennem det 20. århundrede har grænsen haft skiftende økonomisk og politisk betydning. For mange markerer den først og fremmest en religiøs forskel mellem det overvejende katolske Irland og det overvejende protestantiske Nordirland. Det til trods for at Irland er blevet mindre troende, og at den protestantiske befolkning i Nordirland ikke længere udgør et flertal.
Under Anden Verdenskrig trak grænsen fronterne op mellem det neutrale Irland, der levede uden mørklægning (den irske turistinformation reklamerede med, at man kunne besøge Dublin for at undgå ’Black-out Boredom’!), og et Nordirland, der kæmpede på allieret side og blev voldsomt blitzet af det tyske luftvåben. De politiske forbindelser mellem nord og syd forblev iskolde, og infrastrukturen, der før havde forbundet de forskellige dele af øen, blev langsomt nedlagt, mens man voksede fra hinanden.
Fra 1956 til 1962 forsøgte den paramilitære organisation Den Irske Republikanske Hær (IRA) at genstarte en voldelig kamp for at forene Irland. Deres strategi var at indlede en kampagne, hvor de sendte ’flyvende kolonner’ ind over grænsen til Nordirland for at angribe mål som politibarakker og toldkontrolposter, hvorefter de hurtigt trak sig tilbage til Irland, hvor de ikke kunne blive efterfulgt af de britiske sikkerhedsstyrker. Denne indledende IRA- kampagne løb ud i sandet, fordi den ikke nød nogen nævneværdig folkelig opbakning, men den efterlod sig et vibrerende spor af vold i grænselandet.
Da konflikten for alvor brød ud i slut-60’erne, handlede den først og fremmest om borgerrettigheder. Nordirlands regering var blevet styret af det samme protestantisk-unionistiske parti siden 1921, og det store katolsk-nationalistiske mindretal følte sig politisk, økonomisk og kulturelt diskrimineret. Demokratiske reformer udeblev, og voldelige konfrontationer tog til. I 1969 indsatte den britiske regering militæret for at opretholde lov og orden. Konflikten – der noget eufemistisk blev kendt som The Troubles – eskalerede yderligere og kom i stigende grad til at handle om, hvorvidt Nordirland overhovedet kunne reformeres politisk, eller om et forenet Irland var den eneste løsning. Truslen mod statens overlevelse dannede baggrund for, at Nordirlands regering tog exceptionelle sikkerhedspolitiske midler, som internering uden rettergang, i brug. Samtidig betød militariseringen af situationen, at IRA nu havde, hvad de betragtede som et legitimt mål: britiske soldater og drakonisk sikkerhedspolitik. Fra en konflikt, der først handlede om borgerrettigheder og ligestilling i Nordirland, kom det hurtigt til at handle om, at Storbritannien nu endelig skulle helt ud af Irland.
Da konflikten for alvor brød ud i slut-60’erne, handlede den først og fremmest om borgerrettigheder. Nordirlands regering var blevet styret af det samme protestantisk-unionistiske parti siden 1921, og det store katolsk-nationalistiske mindretal følte sig politisk, økonomisk og kulturelt diskrimineret
_______
Forskellene mellem befolkningsgrupperne i Nordirland blev furet dybere, og grænsen, der markerer Nordirlands eksistens, blev et endnu stærkere politisk symbol – både for parterne i Nordirland og for forholdet mellem Nordirland og Irland. Konkret befæstede militæret grænselandet med baser, overvågningstårne og pigtråd og reducerede antallet af godkendte grænseovergange fra flere hundrede til et par dusin. Den voldelige konflikt hærgede i 30 år og kostede knap 4.000 liv. Godt 42.000 blev såret, 10.000 bomber blev sprængt, og 340.000 hjem blev ransaget. Men i 1998 satte de lokale politiske partier, den britiske regering og den irske regering et foreløbigt punktum for volden, da de underskrev en international fredsaftale. Det er den fredsaftale, som Brexit har udfordret de sidste fire år ved at reaktivere grænsespørgsmålet.
Freden
I fastlåste konflikter er der som regel gensidigt udelukkende positioner og mål. Hvis situationen skal lukkes op for forandring, skal man forsøge at ændre rammerne eller midlerne, med hvilke de skal nås. Så længe konflikten handlede om Nordirlands status i binære termer – britisk eller irsk? – var det et nulsumsspil, hvor der kun kunne være én vinder. Fredsaftalen var en kreativ løsning på konkurrerende territorialkrav og identitetsopfattelser, og den var ikke mindst mulig på grund af udviklingen i det europæiske samarbejde.
I 1993 åbnede EU’s indre marked. I 1994 annoncerede de paramilitære grupper en våbenhvile, og man påbegyndte de politiske forhandlinger, der ledte frem mod aftalen. Tilsammen tillod de to begivenheder, at grænsen i Irland langsomt kunne lukkes op for at lade varer og tjenester flyde igennem det fælles ’EU-territorium’. Med øget politisk samarbejde, samhandel og bogstavelig bevægelighed blev den ideologiske betydning af grænsen mere udvisket. Grænsen gik fra at være en eksklusionszone til en udviklingsregion. Med andre ord: Den funktionelle integration af EU blev den funktionelle integration af Irland. Ikke i politisk-ideologiske termer, men i pragmatiske.
Samtidig begyndte EU at poste penge i genopbygningen af civilsamfundet, især i grænselandet. Til dato har EU’s freds- og forsoningsprogram brugt 2 mia. euro på at reparere psykosociale, økonomiske og kulturelle relationer. EU har derfor på mange måder bogstavelig talt investeret i fredsprocessen – og man kan i parentes bemærke, at Michel Barnier, der i dag er Unionens chefforhandler på Brexit, som EU-kommissær var ansvarlig for programmerne i Nordirland.
Men fredsaftalen handlede om meget mere end grænsen og forholdet mellem nord og syd. Grundlæggende består fredsaftalen af institutionel konfliktløsning på tre niveauer: 1: En politisk løsning internt i Nordirland, hvor det største unionistiske og nationalistiske parti skal dele magten. 2: Et ministerråd, der institutionaliserer samarbejde mellem Nordirland og Republikken Irland. 3: Et tættere samarbejde mellem UK og Irland, hvor man fortsat nærmer sig hinanden i, hvad man kunne kalde en britisk-irsk version af det nordiske samarbejde. Den politiske aftale lykkedes, fordi denne tredelte rammesætning gav mulighed for at løse flere historiske lag af konflikt og udtrykke overlappende såvel som modstridende nationale, politiske og kulturelle identiteter.
Alle parter forpligtede sig fremover til kun at forfølge deres mål med demokratiske –og ikkevoldelige – midler. Samtidig blev det slået fast, at Nordirlands status til enhver tid skal afgøres af et demokratisk flertal i området, og at det demokratiske flertal skal kunne komme til udtryk ved en grænseafstemning. På den måde respekterer aftalen både det nuværende flertals ønske om at forblive en del af UK og et muligt fremtidsscenarie, hvor flertallet måtte ønske et forenet Irland. Men den forandring, aftalen ikke tog højde for, var, at en af parterne skulle beslutte sig for at forlade EU.
I fastlåste konflikter er der som regel gensidigt udelukkende positioner og mål. Hvis situationen skal lukkes op for forandring, skal man forsøge at ændre rammerne eller midlerne, med hvilke de skal nås
_______
Fredsaftalen blev indgået, på et tidspunkt hvor ideen om ’et regionernes’ Europa florerede. Det var en slags postnational tankegang, hvor man, snarere end at tage udgangspunkt i nationalstaten som den centrale aktør, opladede magt til det supranationale niveau (EU) og overlod handlerum til mere lokale aktører (subnationale regioner). På samme tid var UK selv i gang med en form for decentralisering, hvor Skotland og Wales også fik deres egne lokalparlamenter i 1999. Opblødningen af suverænitetsbegrebet på tværs af styringsniveauer betød, at man kunne forestille sig en ny hybridløsning på konflikten i Nordirland.
Men UK har altid modsat sig ’at pulje’ suverænitet på det europæiske niveau, og Brexit handler også om at ’tage kontrollen tilbage’. Det er paradoksalt, at den samme tættere europæiske integration og gensidige afhængighed, som gjorde fredsaftalen mulig og meningsfuld, også lader til at være grunden til, at UK har tabt troen på EU-medlemskabet.
Og det er her, vi endelig vender tilbage til Brexit-forhandlingerne. For når UK træder ud af EU som ’ét forenet kongerige’, hvilken betydning har det så for samarbejdet og samhørigheden mellem Nordirland og Irland? For det britisk-irske samarbejde, der understøtter fredsprocessen? Og for det demokratiske flertal i Nordirland, der stemte for at blive i EU?
’Penge, mennesker, Irland’
Irske politikere opdagede straks faren. Så snart David Cameron havde vundet valget i 2015 med et løfte om en ’ind eller ud’-EU-afstemning, begyndte den irske regering at lave beredskabsplaner. Hvis UK forlod EU, ville Irland sandsynligvis blive det hårdest økonomisk ramte EU-land, men det stod også med det samme klart, hvordan et eventuelt Brexit kunne underminere fredsaftalen. En del af beredskabsplanen var at sikre en stærk irsk stemme i eventuelle forhandlinger mellem UK og EU. Da afstemningsresultatet stod klart i juni 2016, rullede Irland øjeblikkeligt sit diplomati ud for fuld skrue, mens britiske partier var i statisk chok, og De Konservative famlede efter en ny leder. I Nordirland havde 56 pct. af befolkningen stemt for at blive i EU, og alle var nu desperate efter at få defineret, hvordan Brexit konkret kunne udmøntes.
I stærk kontrast til de højlydte advarselsklokker i Irland blev fredsprocessen nærmest ikke nævnt i debatten, der i Storbritannien gik forud for Brexit. Her handlede grænsespørgsmålet om selv at kunne kontrollere immigration; og suverænitetsspørgsmål om ikke at være underlagt EU-lovgivning. Indtil delingen af Irland i 1921 havde ’det irske spørgsmål’ i årevis domineret det offentlige og parlamentariske rum. Men efter det faldt Irland og Nordirland nærmest fuldstændig uden for radaren i Storbritannien.
Nordirland har på mange måder altid været ’på kanten af Unionen’, en perifer del af den britiske politiske økonomi, hvor Labour og De Konservative hverken stiller op, vælges eller vælter og derfor ikke rigtigt tæller. Under den voldelige konflikt kom Nordirland med et brag tilbage i den politiske samtale, men primært som et sted, der blev fremstillet helt anderledes end resten af UK, og som et land med et mærkeligt før-moderne efterslæb af religiøs konflikt og indgroet sekterisk tænkning.
I stærk kontrast til de højlydte advarselsklokker i Irland blev fredsprocessen nærmest ikke nævnt i debatten, der i Storbritannien gik forud for Brexit
_______
Den manglende opmærksomhed i forhold til fredsaftalen før Brexit-afstemningen kan måske også forklares med magtskiftet fra Labour til De Konservative i 2010. Med Tony Blair i cockpittet havde Labour været den primære drivkraft i 1990’ernes fredsproces, og en ny generation af konservative politikere havde ikke rigtig greb om – eller interesse for – den stadigt skrøbelige fred i Nordirland. De forstod dårligt de grundlæggende principper, og de forstod slet ikke EU-medlemskabets rolle i at understøtte dem. Givet at EU har været det giftigste spørgsmål for Det Konservative Parti siden 1980’erne, er det måske ikke mærkeligt, at de så bort fra, hvor betydningsfuldt det europæiske samarbejde var for fredsaftalen.
I september 2017 blev det tydeligt, at de irske diplomaters fod- og forarbejde havde haft en vis gennemslagskraft. Da EU offentliggjorde deres forhandlingsmandat til ’skilsmisseaftalen’ – altså den aftale, der skulle afgøre, hvilke betingelser UK skulle forlade EU på – stod der øverst på dagsordenen: penge, mennesker og Irland. Hvad skulle det koste UK at forlade samarbejdet? Hvilke rettigheder skulle britiske statsborgere nyde i EU i fremtiden – og omvendt? Og sidst, men ikke mindst: Hvordan ville UK beskytte fredsaftalen ved at undgå en hård grænse i Irland? Lige nu hviler fredsaftalens nord-syd-samarbejde nemlig i høj grad på fælles EU-lovgivning, men hvis Nordirland og Irland i fremtiden får forskellige regelsæt, skal grænsen markeres og patruljeres på en måde, der både forhindrer fredsaftalens funktioner og gør nationalistiske positioner strømførende.
EU’s principielle position var og er, at de udfordringer, øen Irland står over for, er ’unikke’ og kræver ’fleksible og opfindsomme løsninger’. Samtidig indprentede forhandlingsmandatet, at det er og bliver UK’s eget ansvar at finde løsninger på, hvordan de vil trække sig ud af EU på en måde, der hverken skaber ’fysisk infrastruktur’ på grænsen i Irland eller underminerer Irlands fortsatte medlemskab af EU’s indre marked og toldunion. Som EU’s chefforhandler Michel Barnier senere sagde: ”I denne forhandling er Irlands interesse Unionens interesse”.
I det irske grænseland organiserede civilsamfundet sig samtidig imod Brexit. De inviterede delegationer fra andre EU-lande og USA til at besøge grænsen for ved selvsyn at konstatere, hvor sømløst livet blev levet på tværs af Irland og Nordirland, og dermed få forklaret, hvad der stod på spil, hvis grænsen blev trukket op igen. Grænsebefolkningen fortalte om den pragmatiske integration, deres levebrød, forretningsforbindelser, forsyningskæder, skolegang og sportsliv, der alt sammen ville blive brudt op af en hård grænse. De fortalte også om den symbolske betydning af en hård grænse, hvor den ville repræsentere en forværring af det britisk-irske forhold, man møjsommeligt havde genopbygget over flere årtier. Og sidst, men ikke mindst fortalte de om risikoen for fornyet vold, hvor fysiske grænseinstallationer ville være oplagte mål for de paramilitære, der aldrig har accepteret fredsaftalens kompromiser.
Samtidig indprentede forhandlingsmandatet, at det er og bliver UK’s eget ansvar at finde løsninger på, hvordan de vil trække sig ud af EU på en måde, der hverken skaber ’fysisk infrastruktur’ på grænsen i Irland eller underminerer Irlands fortsatte medlemskab af EU’s indre marked og toldunion
_______
Samtidig beredte taoiseach (titlen på den irske premierminister) Enda Kenny vejen til et forenet Irland, da han fik EU-Parlamentet til at beslutte, at Nordirland ikke skulle genansøge sit EU-medlemskab, hvis nordirerne skulle stemme for at forlade UK og blive en del af Irland.
Nordirland bliver pludselig centralt
Mens det irske diplomati talte Irlands sag i Europa, og EU fik sit forhandlingsmandat på plads, herskede der en stor grad af kaos i britisk politik. Theresa May var blevet valgt som ny konservativ leder, og ansporet af meningsmålingerne, der spåede hende en klar sejr, udskrev hun et lynvalg for at forbedre De Konservatives flertal og styrkeposition i forhandlingerne med EU. Men hun havde forregnet sig, og hendes regering endte i stedet med at blive bragt i mindretal. På valgaftenen blev de forskellige partiers mandater langsomt gjort op i nyhedsudsendelsernes grafik. En partiblok havde man ganske enkelt angivet som ’andre’, og bag den betegnelse gemte sig 18 nordirske mandater, som skulle vise sig at blive helt afgørende for den kommende konservative regering.
Under valgkampen havde De Konservative ført skræmmekampagne om, hvordan en mulig Labour-regering ville blive afhængig af Det Skotske Nationalpartis (SNP) stemmer i en ’koalition af kaos’. Men nu stod de pludselig selv i en situation, hvor de måtte bejle til et regionalt parti for at bibeholde magten. Det Demokratiske Unionistparti (DUP) var det eneste parti i Nordirland, som havde anbefalet at stemme for at forlade EU. Hvis De Konservative skulle holde fast i det Brexit, de endelig havde defineret som indbefattende både at forlade toldunionen og det indre marked, var der ingen andre partier at vende sig imod.
Selvom DUP er det største parti i Nordirland og har haft repræsentanter i det britiske parlament siden 1974, var de dårligt kendt i den bredere politiske kultur. Da offentlighedens opmærksomhed blev rettet mod dem, kunne befolkningen konstatere, at deres rækker talte en uskøn blanding af religiøse fundamentalister, klimaforandringsbenægtere og abortmodstandere. Tabloid-bladet Daily Mirror var hurtigt til at navngive alliancen ’en koalition af crackpots’.
Set fra Nordirland så problematikken anderledes ud. Da de trods alt havde været et bærende parti i Nordirlands magtdelingsregering i ti år, kunne man ikke rystes over DUP’s excentricitet, Til gengæld var man chokeret over, at De Konservative kunne finde på at skubbe så hårdt til balancen i fredsaftalen. Aftalen stipulerer nemlig, at den regering, der har suverænitet over Nordirland (og på nuværende tidspunkt er det UK), skal udfolde den med ’streng upartiskhed’ mellem siderne i landet. Det er selvfølgelig svært at være strengt upartisk, når man baserer sin regeringsmagt på en af konfliktparterne. Den ’confidence and supply agreement’, som De Konservative indgik med DUP, gav DUP direkte indflydelse i regeringens forhandlinger med EU. Men den gjorde det ikke på en måde, der repræsenterede flertallet i Nordirland. I modsætning til DUP havde flertallet i Nordirland jo netop stemt for at blive i EU – og alle DUP’s medlemmer af parlamentet er valgt i de nordøstlige valgkredse, dvs. at ingen af dem repræsenterer grænselandet.
Da offentlighedens opmærksomhed blev rettet mod dem [DUP], kunne befolkningen konstatere, at deres rækker talte en uskøn blanding af religiøse fundamentalister, klimaforandringsbenægtere og abortmodstandere. Tabloid-bladet Daily Mirror var hurtigt til at navngive alliancen ’en koalition af crackpots’
_______
Som en del af deres ’confidence and supply agreement’ forpligtede DUP sig til at stemme for regeringens Brexit-lovgivning. Til gengæld skulle De Konservative forpligte sig til at opretholde unionen mellem Storbritannien og Nordirland. Hvor der før havde været noget råderum i forhold til Nordirlands ’unikke status’ i Brexit-forhandlingerne, blev det nu en del sværere at finde kreative og fleksible løsninger, når DUP krævede, at Nordirland skulle forlade EU ’på de samme betingelser som resten af UK’.
Til de flestes overraskelse kom EU og UK relativt hurtigt overens i forhold til spørgsmålet om EU-borgeres rettigheder i UK (og omvendt), og man kunne også blive enige om den økonomiske regning, som UK skulle betale for at forlade fællesskabet. Til gengæld har grænsespørgsmålet indtil videre vist sig at være uløseligt. Efterhånden står det klart for alle, hvordan spørgsmålet faktisk er endt med at definere Brexit.
Jagten på en løsning
Principielt blev parterne EU og UK allerede i december 2017 enige om, at der hverken skulle trækkes en grænse på øen Irland eller i Det Irske Hav. Men samtidig insisterede den konservative regering på, at Brexit betød, at UK både forlod toldunionen og det indre marked. Det er klart, at de tre ting ikke kan lade sig gøre på samme tid.
Fra starten forsøgte den konservative regering at gøre grænsespørgsmålet underordnet – det var, måtte man forstå, et spørgsmål, der ville løse sig selv så snart man havde fået en ny frihandelsaftale, som var så tæt på, at der ikke var behov for grænser. Men EU insisterede på, at det forblev et afgørende punkt, der skulle afklares, før anden fase af Brexit og handelsforhandlingerne kunne gå i gang. Herefter fulgte mange måneder med metaforiske løsninger, der angav Brexit og grænsens form: blød, hård, teknologisk eller som et svømmebassin med en dyb og en lav ende. Da EU i foråret 2018 foreslog, at Nordirland bare kunne blive i toldunionen, protesterede konservative politikere indædt imod det, de kaldte en europæisk ’annektering’ af en del af kongeriget.
Kompromiset blev det voldsomt udskældte ’backstop’. Som metafor er en bagstopper jo den eller det, der står bagerst for at sikre noget. I den tilbagetrækningsaftale, som Theresa May forhandlede med EU, betød det, at ’undtagen eller indtil’ en bedre grænseløsning var fundet, ville hele UK forblive i toldunionen og følge EU’s regler. Af dybt forskellige årsager var aftalen fuldstændig uacceptabel for store dele af parlamentet. Men den var især uacceptabel, fordi der ikke var nogen udløbsdato på foranstaltningen. På den måde skulle UK følge EU’s regler på ubestemt tid uden frit at kunne forhandle aftaler med andre lande. Efter tre mislykkede forsøg, der blev stadigt mere farceagtige optrin, opgav Theresa May at få aftalen gennem parlamentet og gik af.
Boris Johnson overtog som konservativ leder og genforhandlede tilbagetrækningsaftalen på to afgørende punkter: Han fik fjernet bagstopperen, der kunne være blevet gældende for hele Storbritanniens situation, og gik i stedet med til, at grænsen skulle markeres i Det Irske Hav, imellem UK og Nordirland. Til gengæld gik EU og Irland med til, at den præcise udmøntning af, hvordan grænsen skulle fungere, kunne vente til handelsforhandlingerne.
For DUP var Boris Johnsons nye aftale med en grænse i havet en voldsomt forræderisk holdningsændring, der endnu en gang demonstrerede, at Nordirland primært har taktisk og ikke grundlæggende værdi som en del af UK
_______
Johnson udskrev et valg til december 2019, og med sloganet ’Get Brexit Done’ vandt han et massivt flertal, og hans aftale, som han gentagne gange kaldte ’lige til at sætte i ovnen’, strøg gennem parlamentet. Efter to år i magtens centrum var de nordirske unionister pludselig blevet smidt under bussen. For DUP var Boris Johnsons nye aftale med en grænse i havet en voldsomt forræderisk holdningsændring, der endnu en gang demonstrerede, at Nordirland primært har taktisk og ikke grundlæggende værdi som en del af UK.
Hvad vil aftalen betyde i praksis? Vi ved faktisk stadig ikke præcis, hvor og hvordan grænsen bliver trukket. Alt afhænger nu af den handelsaftale, der lader til at hænge i en endog meget tynd tråd, ikke mindst fordi tiden er knap, og fordi UK nægter at bede om flere udsættelser. Men det, vi kan se, er de tydelige konsekvenser, Brexit allerede har haft på de politiske forhold, som understøtter fredsaftalen: i Nordirland; mellem Nordirland og Irland og i britisk-irske relationer.
Brexits banesår
Siden 1980’erne har samarbejdet mellem Storbritannien og Irland været det, der holdt fredsprocessen i gang. Når parterne i Nordirland nægtede at nedlægge våben, komme til bordet og gå på kompromis, fortsatte de britisk-irske regeringer med at bane en fælles vej, der kunne slås ind på, hvis man ville være med. Men i de sidste fire år har UK og Irland siddet på hver sin side af forhandlingsbordet i Brexit, og det har genvakt en historisk mistillid, der har gjaldet gennem tabloidpressen og resulteret i et uskønt Twitter-megafon-diplomati. I den irske presse har der optrådt en slet skjult schadenfreude over for en gangs skyld at have overhånden i en forhandling med UK, og i den britiske presse har man reageret endog meget aggressivt på ’lille Irlands’ opkomlingsadfærd.
Brexit har også genoplivet spørgsmålet om et forenet Irland, der ellers ikke har haft nogen som helst politisk tiltrækningskraft de sidste mange årtier. Nu er det pludselig en hovedstrømning i den politiske debat på begge sider af øen.
Udgrænsningen af Nordirland i Brexit-forhandlingerne får mange irere (både i nord og syd) til at mene, at man aldrig igen vil kunne stole på en britisk regering (i hvert fald når den er konservativ), der hverken lader til at have evne eller vilje til at holde Nordirlands bedste interesser i hævd. Måske, tænker nogle, er en form for forenet Irland den eneste mulige løsning. Den irske koalitionsregering har i sommeren 2020 endda oprettet en afdeling for et ’Shared Ireland’ i statsministeriet, som skal undersøge ’de politiske, socioøkonomiske og kulturelle overvejelser, som kan underligge en fremtid, hvor alle traditioner bliver respekteret’. Det er meget langt fra egentligt at anbefale en grænseafstemning, men det er en vigtig anerkendelse af, at samtalen ikke længere kan ignoreres og under alle omstændigheder skal tages, før man går til så stumpt et instrument som en folkeafstemning. Det store spørgsmål er, hvor nordirske unionister vil passe ind i de overvejelser. I praksis betyder fredsaftalen, at den til enhver tid siddende britiske regering skal acceptere et forenet Irland, hvis et flertal i Nordirland stemmer for det. I den situation kan de blive ved med at repræsentere unionisternes interesse i fredsaftalens britisk-irske institutioner, sådan som den irske regering har gjort det for nationalisterne, mens Nordirland har været en del af UK.
I Nordirland har Brexit skabt både en voldsom polarisering og et politisk vakuum midt i den mest afgørende forfatningsmæssige udvikling i 20 år. Fra januar 2017 var regeringen – der bygger på en formel magtdeling mellem parterne – suspenderet i tre år, mens de to største partier vendte sig bort fra hinanden og i stedet søgte indflydelse gennem det, de hver især betragter som deres respektive nationalstater. Da det i januar 2020 endelig lykkedes at genoptage det lokale samarbejde, var det lige i tide til coronapandemien, hvor UK og Irland har valgt at følge forholdsvis forskellige op- og nedlukningsregimer, der har bragt grænserne til Nordirland i spil på nye og anderledes livsvigtige måder, hvor smitten har spredt sig med forskellige hastigheder.
Det er ikke for meget at sige, at Brexit har bragt alle de forhold, der tilsammen oppebærer fredsaftalen i Nordirland, i krise. Men det ser stadig ud til, at det kan blive værre. Og så er vi tilbage ved begyndelsen. I september 2020 viste det sig, at djævlen som vanligt er i detaljen. Boris Johnson meldte her ud, at han alligevel ikke kan leve med, at ’Storbritanniens indre marked’ deles op med den grænse i Det Irske Hav, han selv placerede, og som EU accepterede i løs form. Hvis UK bryder klausulerne i tilbagetrækningsaftalen, får de selvfølgelig ingen handelsaftale, og hvis de forlader EU uden en handelsaftale, er grænsen måske tilbage på øen – præcis hvad så mange var enige om at undgå.
Efter fire år gennem Brexits vridemaskine er vi på mange måder lige vidt, men også meget mere slidte. Der er ikke nogen nemme løsninger i Nordirland, men der er et enormt behov for sikkerhed og stabilitet i et samfund, der stadig kan huske årtiers voldelige kamp – med den lange hale af komplekse problemer, det trækker med sig. Fredsaftalen hviler på principper om partnerskab, lighed og gensidig respekt. Dem bør alle aktørerne i Brexit-forhandlingerne holde sig for øje og i hævd de næste måneder. ■
Brexit har også genoplivet spørgsmålet om et forenet Irland, der ellers ikke har haft nogen som helst politisk tiltrækningskraft de sidste mange årtier. Nu er det pludselig en hovedstrømning i den politiske debat på begge sider af øen
_______
Sara Dybris McQuaid (f. 1973) er lektor i britiskirsk historie, samfund og kultur og leder af Center for Irske Studier på Aarhus Universitet. Hun har en MA i irsk politik og komparativ etnisk konflikt og en ph.d. i politisk samtidshistorie, begge fra Queen’s University, Belfast. Hun har publiceret bredt om fredsprocessen i Nordirland og er forperson i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO). ILLUSTRATION: Britiske tropper og politiet i Belfast er gået i dækning bag en barrikade, fordi demonstranter kaster med sten, flasker og andet kasteskyts, august 1977 [Foto: AP/Ritzau Scanpix]