Søren Gade (V): Vi skal sætte grænser for EU

Søren Gade (V): Vi skal sætte grænser for EU

18.01.2022

.

Når man spærrer 705 virkelystne EU-politikere inde i et rum, er resultatet selvfølgelig en vældig strøm af stadigt mere kreative forslag til lovgivning. Men hvad bør EU overlade til nationalstaterne? Det spørgsmål fylder ganske enkelt for lidt.



Kommentar af Søren Gade

HALVDELEN af mit mandat i Europa-Parlamentet er nu gået. Jeg ser tilbage på 2½ lærerige, udfordrende og ikke mindst konstruktive år. Jeg synes mine kollegaer, som de er flest, er dygtige, engagerede og hårdtarbejdende. Også selvom jeg er lodret uenige med mange af dem om både mangt og meget. Men det er tydeligt, at europaparlamentarikere ikke har hånden på kogepladen – altså: At de ikke skal stå på mål for de beslutninger, der træffes i parlamentet. Ind imellem får man det indtryk, at der findes medlemmer af parlamentet, der kan bruge alle unionens penge inden frokost – glemme det i pausen og så bruge flere penge om eftermiddagen.

Misforstå mig ikke, jeg forstår godt tendensen, for der er mange gode områder at bruge pengene på. Alligevel savner jeg nogle gange parlamentsmedlemmers forståelse for, at man er nødt til at prioritere – også i EU. At målrette midlerne i stedet for at sprede dem for tyndt. Og at man som medlem er forpligtet til hele tiden at spørge sig selv, om samarbejde inden for det konkrete område giver mening, eller om man i stedet skulle overlade området til medlemsstaterne. Ellers er der kun én vej for udgiftsniveauet i EU – og det er opad.

Hvor EU er relevant
Der er ganske rigtigt mange områder, hvor et bredt europæisk samarbejde giver god mening – eksempelvis glæder jeg mig over den fælles retning for den grønne omstilling, som EU udstikker i disse uger. Specifikt vil man i den såkaldte taksonomiforordning definere atomkraft og naturgas som grøn energi og dermed sikre investeringer til udvikling af teknologierne. Det støtter jeg op om, for vi må ikke være blinde for de nuværende begrænsninger ved vedvarende energikilder. Jeg ser et stort problem i de stigende energipriser i Europa – for netop høje energipriser kan på sigt være med til at slå den grønne omstilling ihjel. Hvis borgerne i unionen får svært ved at betale regningerne, og privatøkonomien vakler, er jeg ikke i tvivl om, at de vil stemme med fødderne og pege på nogle politikere, der tager udfordringerne alvorligt.

For tiden foregår en anden stor EU-diskussion om forsvarssamarbejdet i Europa. Jeg kan godt se fordelene i et udvidet EU-samarbejde om forsvar. Men før det, og en ophævelse af det danske forsvarsforbehold, overhovedet kan komme må tale, må man få øjnene op for, at der skal tilføres langt flere penge til de enkelte EU-landes forsvar. De er bredt set underfinansieret, og derfor er det umuligt at se EU tage sig af noget som helst militært, uden at der forinden er sket en kraftig forøgelse af midler på nationalt plan. Dertil kommer, at et øget forsvarssamarbejde i EU, aldrig må kompromittere de europæiske landes indsats i NATO.

Både den grønne omstilling og forsvar er områder, hvor medlemslandene kan få gavn og økonomisk vinding af samarbejde på tværs af landegrænserne – men på andre områder giver sådan et samarbejde ganske enkelt ikke mening. Samarbejdet må aldrig bare blive for samarbejdets skyld – der skal være mening med galskaben.

Ministrene skal turde sige nej
Oprindeligt var ideen med EU at sikre fred i Europa. Det har været en kæmpe succes, og det har gjort hele kontinentet rigere og mere sikkert. Jeg håber på, EU fremover vil arbejde for flere frihandelsaftaler verden over, fx med Indien. For frihandel sikrer fred og er en fordel for alle. Udfordringen er, at man i Europa i forsøget på at skabe frie og overordnede rammer, er på vej til at have etableret en sindig labyrint af bureaukrati og regelrytteri, som kan være overvældende for aktørerne i erhvervslivet.

Parlamentet er i høj grad med til at skubbe udviklingen i den retning. For når man spærrer 705 virkelystne politikere inde i et rum i fem år, er resultatet selvfølgelig en vældig strøm af stadigt mere kreative forslag til lovgivning.

Udviklingen står i skærende kontrast til det juridiske fundament for samarbejde i Unionen: Nemlig et subsidiaritetsprincip, der siger at lovgivning som udgangspunkt bør ske i medlemsstater og kun undtagelsesvist i EU. Men subsidiaritetsprincippet tilsidesættes alligevel gang på gang. Man kan nemlig altid begrunde ny EU-lovgivning med henvisning til noget, der lyder godt og ofte noget i retning af: harmonisering, grænseoverskridende problemer, stordriftsfordele.

Jeg savner, at Rådet – der netop består af ministre, der forstår hvad der foregår i medlemslande og derfor har hånden på kogepladen – viser styrken til at sætte hælene i og sige nej til ny unødvendig og ineffektiv lovgivning.

 

Kommissionen kan ikke love, at den danske model går fri, selvom de gerne vil. For i sidste ende er det ikke dem der kommer til at bestemme om Danmark omfattes af reglerne eller ej
_______

 

Det er tid til at forsvare den danske model
Ofte opstår den samme ubalance. Der er nemlig altid flere fortalere og gode argumenter for at udvide EU-samarbejdet, end der er modstandere. Og ja-sigerne står til at vinde mere med ny lovgivning, end nej-sigerne står til at tabe. Isoleret set koster et enkelt initiativ sjældent nok til, at det for alvor kan mærkes i statskasserne. Men mange bække små gør som bekendt en stor å.

Socialpolitik er et godt eksempel på et politisk område, som EU vil til at kaste sig over. Og samtidigt er det et godt eksempel på et område, hvor harmonisering kan være skadelig for de enkelte medlemslandes selvforståelse og autonomi. Kommissionens kalder sin socialpolitiske indsats ”Den Europæiske Søjle for Sociale Rettigheder”. Den handler bl.a. om vandrende arbejdstageres ret til dagpenge og barsel, en fælleseuropæisk mindsteløn, udvidet ret til efteruddannelse og meget andet. Der høres også ryster om oprettelsen af en sundhedsunion, hvor europæiske borgere kan vælge hospital frit på tværs af Europa. Det er jeg lodret imod.

Asymmetrien ses her mellem de stærke fortalere for en social udvidelse af det europæiske samarbejde – i form af mange af venstrefløjspolitikere i Europa-Parlamentet og deres vælgere på den ene side – og en mere diffus samling af modstandere på den anden side. Sidstnævnte udgøres primært af lande med velfungerende arbejdsmarkedsmodeller, der allerede tilgodeser arbejdstagere. Danmark, Sverige og Holland eksempelvis.

En fælleseuropæisk mindsteløn kan have enormt vidtrækkende konsekvenser for ”Den danske model”, idet den kan ses som en kraftig udfordring af den rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller for forhandlinger om lønvilkår bygget på overenskomster. Men fordi Kommissionen i luftige vendinger lover, at mindstelønnen ikke kommer til at påvirke lande med velfungerende trepartsaftaler, bliver modstanden blødt op.

Det er dybt problematisk. Kommissionen kan ikke love, at den danske model går fri, selvom de gerne vil. For i sidste ende er det ikke dem der kommer til at bestemme om Danmark omfattes af reglerne eller ej.

Det er vanskeligt at tage forbehold for alle tænkelige scenarier, når man laver lovgivning, og Kommissionen ved ikke om en eventuel, fremtidig domstolsprøvelse vil lade Danmark gå fri fra at være omfattet af reglerne omkring en fælles mindsteløn.

Hovedparten af de 14 danske parlamentsmedlemmer er enige herom, og vi tager ansvar og forsvarer Danmarks interesser. Men 14 danske medlemmer af et parlament, der tæller 705, finder næppe et flertal, uanset hvor meget vi prøver.

Modstanden mod at lade EU udvikle sig til en social union, vil primært komme fra af medlemslande, der er trætte af øgede bidrag til EU. ”Sparebanden” (Holland, Østrig, Danmark og Sverige), som Danmark stod sammen med i forhandlingerne om en forøgelse af medlemslandenes EU-bidrag, er smuldret – med kanslerens exit i Østrig og regeringsskift i såvel Sverige som Tyskland. Og selvom der findes andre, der er imod stigende udgifter skabt af EU-lovgivning, har ingen af disse nok på spil, til at der vil blive mobiliseret en systematisk modstand.

Asymmetrien ses igen: De ekstra BNP-promiller, der fremadrettet skal betales, gør ikke ondt nok, til at der kan mobiliseres en modstand. Derfor vinder fortalerne for øgede budgetter igen.

En ny debat
Når ensretning tvinges ned over for meget, dør muligheden for sund konkurrence. Der er næsten noget ironisk over at EU, hvis grundtanke var at bekæmpe monopoler, handelsbarrierer og sikre et frit marked, selv dræber sund konkurrence mellem medlemsstaterne.

EU er – endnu – ikke et lovgivningsmonopol. Så slemt står det slet ikke til, og jeg er ubetinget glad for rigtigt mange af de ting, der kommer ud af EU. Jeg skriver ikke dette indlæg for at male fanden på væggen, men fordi jeg savner opmærksomhed på udviklingen og debat om den.

EU må for min skyld gerne udvides både i bredden og dybden, men vel at mærke kun hvis det er, hvad den europæiske befolkning ønsker. Befolkningerne i Europa skal kende til samarbejdes konsekvenser – på både godt og ondt. Det er trods alt borgerne som giver EU sin berettigelse, og derfor bør borgernes ønsker eller mangel på samme også fylde mere i den europæiske debat.

Jeg glæder mig over den store opbakning til EU, som vi ser over det meste af Europa. Og jeg håber at både politikere, journalister og andre kan omsætte opbakningen til engagement, så vi får en mere oplyst og konstruktiv debat om EU’s muligheder og begrænsninger.

 

Der er næsten noget ironisk over at EU, hvis grundtanke var at bekæmpe monopoler, handelsbarrierer og sikre et frit marked, selv dræber sund konkurrence mellem medlemsstaterne
_______

 



Søren Gade (f. 1963) er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre og tidligere folketingsmedlem og forsvarsminister for samme parti. ILLUSTRATION: Søren Gade. [FOTO: Henning Bagger/Ritzau Scanpix]