25.11.2009

Politisk succes kræver topstyring. DF har haft det siden bruddet med Glistrup, og med Villy Søvndahl er SF på vej i samme retning. Konsekvens: mandatfremgang hos begge partier, men også eksklusioner og selvcensur. Forskellen på de to partiers historie betyder dog, at DF kan tåle langt mere topstyring end SF, uden at baglandet for alvor gør oprør.

Af Jesper Stegmann Mortensen, freelancejournalist

ÅRET er 2005, og et indlæg på daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Louise Freverts hjemmeside sammenligner muslimer med kræftceller. En mediestorm bryder løs, men Freverts webredaktør tager skylden for straks at blive ekskluderet af partiet. En eksklusion, der skulle vise sig ikke at være den sidste. Året efter lider ni personer samme skæbne, da de ikke afviser, at nazi-sympatisører kan få medlemskab i DF. Få måneder efter kritiserer endnu ni medlemmer partiledelsen for at være topstyret og bliver ligeledes bedt om at forlade partiet. På trods af en række sager om kritik af ledelsesmåden i DF, mener pressechef i Dansk Folkeparti, Søren Søndergaard, dog alligevel, at partiets topstyring, har været årsag til den stigende succes hos vælgerne.

Nødvendig topstyring
”Topstyring er nødvendigt, så vælgerne ved, hvad de får, når de stemmer på Dansk Folkeparti. Jeg går meget ind for, at man har få regler, men håndhæver dem. Til gengæld falder hammeren også, hvis man bryder de få regler, der er,” siger han, og henviser til dengang Dansk Folkeparti opstod i bruddet med Fremskridtspartiet og dets leder, Mogens Glistrup.

”Topstyring stammer fra de anarkistiske tilstande i Fremskridtspartiet. I dag vil man ikke længere have landsbytosserne fra Glistrups tid, så nutidens topstyring har man fordi, den virker. Inden for rammen har folk i partiet al den ytringsfrihed, de vil.”

Når et medlem af Dansk Folkepartis folketingsgruppe skriver et debatindlæg eller udtaler sig til pressen, har de ifølge Søren Søndergaard derfor også frie hænder. Alligevel råder han dem til at stikke hovedet forbi hans kontor og rådføre sig med ham forinden. For folk uden for Christiansborg har det givet anledning til spekulationer om, at partiets menige medlemmer kun har en minimal indflydelse i partiet. Det er en opfattelse Mikkel Dencker, der er menigt medlem af partiets folketingsgruppe kender til, men afviser er et problem. ”Den måde at gøre det på har medvirket til en opfattelse i befolkningen om, at medlemmer, der ikke sidder med i ledelsen, har svært ved at få sine synspunkter igennem både internt og eksternt. Men sådan synes jeg ikke, det er –  det må være en opfattelse, der er opstået hos folk selv,” siger han.

DF drives som en virksomhed
Ifølge ph.d.-stipendiat Kim Lilholt Ruggaard fra Institut for Sprog og Erhvervskommunikation på Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet er det ”en sandhed med modifikationer”, at der skulle være ytringsfrihed i DF. ”Måden, de kommunikerer på i partiet, sender et klart signal om, at medlemmerne ikke får lov til at melde ud, hvad de vil. Alene de mange eksklusioner viser tydeligt, at det forholder sig anderledes.” I stedet sammenligner han DF’s styring af kommunikationen med det at drive en virksomhed. ”Man har en meget lille ledelse, der tegner organisationen udadtil og cementerer retningen i partiet med få enkelte budskaber. Det gør beslutningsprocessen mere strømlinet, så man hurtigt kan reagere på politiske initiativer og melde ud til offentligheden, hvad man mener,” siger Kim Lilholt Ruggaard.

Og at DF gik fra 24 til 25 mandater ved folketingsvalget i 2007 og samtidig sikrede sig 8,1 procent af stemmerne ved det netop overståede kommunalvalg viser, at det virker. Internt i partiet er bølgen af eksklusioner taget af, og kritikken af ledelsen er forstummet. Ifølge professor Tim Knudsen ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet sker det dog på bekostning af den konstruktive debat. ”Under Dansk Folkepartis landsmøde er der ingen form for diskussion blandt mødedeltagerne. Jeg vil nærmest bare betegne det som et årligt show,” siger han og forklarer det med, at konsekvensen af den professionelle topstyring er et meget reduceret partidemokrati. Noget, Tim Knudsen mener, er særdeles udbredt i DF, men i stigende grad også ses ude på den anden fløj hos SF.

SF er Dansk Folkeparti-light
”Der er trods alt mindre topstyring og højere til loftet i SF end i DF. Men sammenligner man SF før og efter Villy Søvndal, er der ingen tvivl om, at topstyringen er taget til. Der er kommet en snæver topledelse, som lægger stilen og laver strategien. Hovedbestyrelsen og folketingsgruppen er blevet mere tam,” siger Tim Knudsen.

Alligevel er han ikke helt enig med DF’s pressechef, Søren Søndergaard, der mener, at SF’s måde at tegne partiet på er blevet til ”ren copy-cat” af DF.

”Der er kommet noget Dansk Folkeparti-light over SF, men SF er ikke en kopi af DF. Jeg var til deres 50-års jubilæumsfest, hvor de havde erstattet de røde faner med dannebrog, og så spillede de countrymusik – noget man ellers forbinder med Dansk Folkeparti-segmentet. Men det er jo ikke unormalt i politik, at succes inspirerer andre til at efterligne,” siger Tim Knudsen.

I SF er det velkendt at blive sammenlignet med DF, og man kender også til historierne om, at medlemmer kommer til en kammeratlig samtale med ledelsen, hvis de går imod partiets linje. En metode pressechef, Søren Søndergaard, i øvrigt ikke lægger skjul på foregår i DF. Alligevel forholder Villy Søvndal sig afvisende over for, at SF skulle være topstyret. Senest i sagen om SF’eren Andreas Røpke, der efter regionsvalget indgik i et samarbejde med V,K og DF uden om S, men trak sig ud af det få dage senere. Flere medier såede tvivl om, hvorvidt Røpke gik selv, eller om det var SF’s ledelse, der fik ham til at droppe sit kandidatur til formandsposten. I et Ritzau-telegram den 23. november 2009 udtaler Søvndal, at det ikke er ledelsens stil at blande sig i interne anliggender: ”Vi er ikke et topstyret parti, modsat Dansk Folkeparti,”. I forbindelse med partiets nye linje har antallet af indmeldelser da også langt oversteget de få udmeldinger, der – trods alt – også har været. De seneste to år er medlemstallet steget markant, og partiet tæller i dag over 16.000 medlemmer – en fordobling på bare tre år.

Desuden fordoblede SF ligeledes sit antal af stemmer ved kommunalvalget til i dag at have opbakning fra 14,5 procent af vælgerne. Den megen polemik om ledelsens styring af partiet bekymrer derfor ikke SF’s pressechef, Claus Perregaard, der er enig med Villy Søvndal og afviser påstanden om topstyring i SF. Perregaard mener i stedet, at kritikken skyldes, at partiet nu har fået en ledelse. ”Jeg køber ikke præmissen om, at der skulle være topstyring i SF. Det en myte, som kommer af, at der i mange år ikke havde været nogen rigtig ledelse. Sammenlignet med alle andre partier, har SF en ekstrem åben proces, og det har vi stadigvæk, til trods for at vi har fået en ledelse. I dag træffer man bare nogle afgørelser og udstikker en kurs. Det er ledelse, og det er ikke det samme som topstyring,” siger Claus Perrregaard.

Han lægger dog ikke skjul på, at det bedste for partiet er at stå sammen om nogle fælles budskaber og undlade at indblande pressen i uenigheder, som kan løses internt på et af de daglige gruppemøder. ”Jeg må være ærlig og sige, at det er jo ikke sådan, at vi sidder og klapper i hænderne, når nogen lufter deres utilfredshed offentligt. Jeg synes ikke, problemet er så stort i SF, men enhver organisation står selvfølgelig stærkest, hvis den står forenet om et fælles budskab, fordi internt fnidder-fnadder hurtigt kan flytte fokus hen på noget andet. Så jeg er helt enig med Søren Søndergaard i, at ledelseskritik i offentligheden er skadeligt for et parti. Det er der ingen tvivl om,” siger Claus Perregaard.

Og der har været ledelseskritik. Sidste år da Villy Søvndal bad Hizb ut-Tahrir om at ”gå ad helvede til”, var flere ude og undsige formandens hårde retorik. En af dem, som mente, at tonen var blevet skærpet en tand for meget, var SF’s folketingsmedlem Kristen Touborg. Han valgte dengang at udtale sig offentligt, men peger på, at der kan være forskellige grunde til, at andre i partiet holder sig tilbage, hvis de er uenige med ledelsen i dag. ”Det er klart, at hvis man går med ministerambitioner i maven, så skal man nok ikke fare alt for meget frem. Så selvom vi har god mulighed for at sige vores mening på de fælles gruppemøder, og vi har frihed til at styre vores egen presse og politiske udmeldinger, er nogle måske alligevel nok underlagt en mildere form for selvcensur,” siger Kristen Touborg.

Topstyring virker
Topstyring eller ej – i hvert fald lader det til, at både DF og SF har succes med at i at trænge igennem medierne og levere deres politiske budskaber. Ifølge en rapport fra Aalund i 2008, mener en stor del af landets journalister, at DF er det politiske parti, der kommunikerer bedst med pressen – skarpt efterfulgt af SF. Professor i retorik ved Københavns Universitet, Christian Kock, er da heller ikke i tvivl om, at de to partier gør det rigtige ved at strømline kommunikationen og lade en lille ledelse sætte den politiske dagsorden. ”Hvis partier som DF og SF vil have vælgersucces, bliver de nødt til at gøre, som de gør. Vi har jo tidligere set en del eksempler på, at landsbytosserne kommer ind over laver en del signalforvirring i partier, der er placeret ude på fløjene. Hvis man vil undgå det, er det nødvendigt med en eller anden form for topstyring,” siger Christian Kock. Professor Tim Knudsen ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet peger samtidig på Pia Kjærsgaard og Villy Søvndals klare retorik som en del af partiernes succes. ”I modsætning til de andre partiledere er de ikke DJØF’ere, og de taler et meget direkte sprog. Det er en stil, der trænger igennem hos brede grupper af befolkningen og giver pote hos mange vælgere,” siger han, men lægger samtidig vægt på, at for SF kan den direkte retorik være et problem. ”SF går en halsbrækkende balancegang. På den ene side skal de være klare i mælet, når de støtter op om Socialdemokraterne og konkurrerer med DF om den politiske dagsorden. På den anden side har de samtidig et latent problem i baglandet,” siger Tim Knudsen.

At kontakten til baglandet har betydning for, hvordan højre- og venstrefløjen taler om topstyring er ph.d.-stipendiat Kim Lilholt Ruggaard fra Institut for Sprog og Erhvervskommunikation på Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet enig i. Han peger på, at SF og DF’s afhængighed af baglandet er forskelligt, og at det er årsagen til, at opfattelsen af topstyring er forskellig i de to partier.

”SF er et parti, der bygger på rummelighed, og de har sværere ved at blive for diktatoriske, fordi græsrødderne er så stor en del af partiet. Den historik har DF ikke, og derfor definerer de begrebet forskelligt i de to partier. DF har en profil, hvor det er i orden at snakke om reprimander og straf. Det er deres måde at se verden på, men det har man traditionelt set ikke haft i SF. For begge partier gælder det, at det smitter af på deres politiske udmeldinger og interne kommunikation,” siger Kim Lilholt Ruggaard. Han pointerer dog, at det til syvende og sidst kan reduceres til at være et spørgsmål om magt

”Både i DF og i SF gælder det om, at styre partiet, så man kan vinde noget af midten. I sidste ende er det jo det, det hele handler om.”