20.10.2012
.Den amerikanske præsident har ikke haft travlt med at sætte handling bag sine løfter til Latinamerika. Nu føler regionen sig overset.
INTERVIEWS af Michael Clausen
ANTIAMERIKANISME 4 ÅR EFTER: Verden jublede, da Obama undskyldte fortidens fejl og lagde op til en ny start. RÆSON spørger Latinamerika, Rusland, Afrika, Europa, Asien og den muslimske verden: Elsker I stadig Obama?
– Antiamerikanisme i Israel? Obama har været en katastrofe
– Antiamerikanisme i Afrika? Obama har skuffet, men han har stadig rockstjernestatus
– Antiamerikanisme i Pakistan? Obama er ligesom Bush – eller værre
– Antiamerikanisme i Rusland? Russernes forhold til USA er lige så turbulent som altid
Det sagde Obama: At han ville lukke Guantánamo-basen, afslutte embargoen mod Cuba, reformere immigrationspolitikken og begrænse støtten til amerikansk landbrug.
Det gjorde Obama: Ingen af delene.
Det mener Latinamerika: Obama er stadig mere populær end Bush, men regionen føler sig overset og nedprioriteret.
RÆSON: Hvordan var USA's ry i Latinamerika før Obama, da han var nyvalgt og nu?
Alan McPherson [professor og forfatter til bøgerne Yankee No! og Anti-Americanism in Latin America and the Caribbean]: USA’s ry i Latinamerika var på det laveste niveau nogensinde i årene med George W. Bush som præsident. Meningsmålinger viste det mest negative syn på USA siden de første meningsmålinger om det i de tidlige år af den Kolde Krig. Billedet ændrede sig markant, da Obama blev valgt i 2008. Obama blev øjeblikkelig den mest beundrede politiske leder på hele det amerikanske kontinent – mere beundret end selv præsident Lula fra Brasilien. Hans popularitet smittede af på USA. Selvom Obama endnu ikke havde gjort noget, varslede hans retorik en mere åben amerikansk politik over for Latinamerika. Alene det, at han er afroamerikaner, manede udbredte forestillinger om USA som et racistisk land i jorden. I dag er Obamas popularitet så faldet igen. Man har oplevet langt mindre forandring, end man havde regnet med. Obama har først og fremmest skuffet i forhold til fire konkrete latinamerikanske ønsker. Han har hverken 1) lukket Guantánamo-basen 2) afsluttet embargoen mod Cuba 3) lavet en grundlæggende ændring af immigrationspolitikken eller 4) sat en stopper for de omfattende landbrugssubsidier til det amerikanske landbrug.
Raúl Manaut [professor i statskundskab ved Universidad Nacional Autónoma de México i Mexico City]: De latinamerikanske lande havde store forhåbninger om, at Obama ville stoppe USA’s imperialistiske udenrigspolitik, og at samarbejdet mellem Latinamerika og USA ville blive stærkere og bredere – ikke mindst i håndteringen af narkotikahandelen, hvor Latinamerika ønsker en ny strategi. Forholdet mellem USA og Latinamerika ER blevet bedre, selvom de fleste lande i regionen føler, at Latinamerika ikke er vigtig for USA. Latinamerika har i de senere år nærmet sig lande som Kina, Rusland og Iran. Mange lande foretrækker stærke økonomiske og handelsmæssige relationer med Europa frem for USA.
Mindre antiamerikanismen med Obama
RÆSON: Er der mindre antiamerikanisme i regionen i dag end i 2008?
McPherson: Ja, langt mindre. Men ikke i forhold til 2009, lige efter Obama kom til magten.
Joao Neves [forsker i brasiliansk udenrigspolitik]: Ja. Men den er ikke forsvundet. Den lurer lige under overfladen i de fleste latinamerikanske lande. I mange tilfælde er befolkningerne dog mere kritiske over for USA, end regeringerne er. Bush var ekstremt upopulær hos den brasilianske befolkning, men Bush og Lula havde et godt arbejdsforhold og nåede store politiske resultater i forhold til fx biobrændsel.
Få konkrete løfter
RÆSON: Hvad var Obamas vigtigste løfter til Latinamerika? Har han leveret varen eller skuffet?
Manaut: Ingen ved i realiteten, hvilke løfter Obama har givet over for regionen. Han har ganske enkelt ikke haft nogen klar politik over for Latinamerika. Det eneste punkt, hvor han for alvor har været imødekommende, er i forhold til kampen mod narkotikahandel. Her er han åben over for alternative strategier til den militære tilgang, som mange mener, har slået fejl.
McPherson: Han lovede ikke ret meget. I forhold til de fire latinamerikanske mærkesager – Guantánamo, Cuba, immigration og landbrugssubsidier – var det kun lukningen af Guantánamo-basen, han lovede i umisforståelige vendinger. Og det er ikke sket. Latinamerikanere forventede simpelthen alt for meget og forstod ikke, hvordan den republikanske lammelse af Washington ville gøre ethvert forsøg på grundlæggende forandring af kursen over for Latinamerika så godt som umulig.
Neves: Jeg vil kalde Obamas tilgang for mild ligegyldighed. Han træder ikke nogen over tæerne, men han skaber stort set ingen konkrete resultater. Det skyldes ikke mindst, at hans administration ikke har investeret nok i regionen og i stedet har prioriteret andre områder af verden.
Amerikansk dobbeltmoral
RÆSON: Den mest skelsættende scene for USA’s forhold til regionen fra de sidste fire år under Obama?
McPherson: Obama-administrationens slingrekurs i forhold til kuppet i Honduras i 2009 er et glimrende eksempel på, hvordan amerikanerne har skuffet ved at løbe fra et løfte. I begyndelsen tog Obama klar afstand fra kuppet. Han holdt løfterne om multilateralt diplomati ved at lade Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og Brasilien håndtere forhandlingerne mellem de stridende parter i Honduras. Men et par måneder senere vendte det amerikanske udenrigsministerium på en tallerken og erklærede sin støtte til den valgplan, der var blevet foreslået af den afsatte præsidents fjender. Kursændringen skete ikke, fordi udenrigsminister Hillary Clinton ikke tror på demokrati, men fordi Republikanerne holdt igen med støtte til godkendelsen af en række vigtige udnævnelser, indtil hun gav efter. Obama og Clinton prioriterede en fungerende regering i Washington D.C. højere end demokrati i Honduras. For mig er dette selve essensen af forholdet mellem USA og Latinamerika.
Fra leder til partner
RÆSON: Var Obamas rundrejse til Brasilien, Chile og El Salvador i marts 2011 en succes?
McPherson: Den var ikke en fiasko, men den blev overskygget af krisen i Libyen, der opstod under Obamas rejse. Overordnet set afspejlede hans retorik realiteterne – at historien har ændret sig, og at USA ikke længere er lederen på det amerikanske kontinent men en partner, fx på områder som handel og kontrollen med narkotika.
Neves: Det er interessant at notere sig, at Obamas tale i Brasilien var rettet direkte mod Brasilien, hvorimod hans tale i Chile var rettet mod hele Latinamerika. Det faldt i god jord i Brasilien, der i egen optik er for stor og vigtig til blot at blive betragtet som en del af Latinamerika. Men det brasilianske erhvervsliv savner konkret handling fra Obama-administrationen.
Manaut: Hverken-eller. Opfattelsen af USA som land og Obama som præsident er stadig den samme: USA er mindre aggressiv end under Bush, og Obamas retorik er blødere og mere behagelig end sin forgængers, men hvor er de konkrete initiativer? Obamas politik over for Latinamerika forbliver vag og uklar.
Paradokset
RÆSON: Hvordan varierer antiamerikanismen fra land til land i Latinamerika?
McPherson: Paradoksalt nok er den i dag svagest i Centralamerika og Caribien, der historisk set har været udsat for de voldsomste amerikanske interventioner. Det skyldes hovedsagelig, at befolkningerne i El Salvador og den Dominikanske Republik er migreret til USA i hobetal i den seneste generation og derfor har et godt kendskab til landet. De har desuden en tendens til at sende store pengebeløb tilbage til deres familier i hjemlandet, som så ser USA som en kilde til personlig velstand. Antiamerikanismen er mest udbredt i lande som Brasilien og Argentina, hvor USA aldrig har sendt marinetropper, og hvor den økonomiske og kulturelle påvirkning fra USA er langt mere beskeden.
To ting, kritikerne glemmer
RÆSON: En ofte fremført kritik i Latinamerika på såvel politisk som akademisk niveau har været, at regionen alt for ofte er blevet forsømt i USA’s udenrigspolitik. Vil det ændre sig i takt med, at de latinamerikanske landes økonomier vokser sig stærkere?
McPherson: Kritikken vil fortsætte uanset hvad. Kritikerne glemmer ofte: 1) at USA selvfølgelig ikke forsømmer regionen, men derimod arbejder hårdt på mange fronter på én gang og 2) at et relativt mindre engagement er en god ting, fordi det indikerer, at Latinamerika ikke længere er den kriseplagede region, man så i 1960’erne og 1980’erne.
Kina tager ikke over
RÆSON: Kinas bliver stadig mere synlig i Latinamerika. Er USA i færd med at blive skubbet ud af sin egen baghave?
McPherson: Nej. Kina er blevet adskillige latinamerikanske landes største eller næststørste handelspartner i løbet af det seneste årti. Men samhandlen med USA er også steget år for år. Venezuela er det eneste land, der selektivt vælger at sælge til Kina frem for USA af politiske grunde.
Neves: Kina overhalede for et par år siden USA som Brasiliens største handelspartner – en position USA ellers havde haft siden 1930’erne. Men Brasilien har altid handlet med så mange som muligt. Så Kinas nye rolle i Brasiliens økonomi vil ikke påvirke forholdet mellem Brasilien og USA. Der er investeret for meget i forholdet gennem en lang årrække. Og Kina er drevet af økonomiske snarere end politiske interesser, hvilket umiddelbart ikke giver anledning til amerikansk bekymring.
Det kan USA gøre for at forbedre forholdet
RÆSON: Hvordan kan USA forbedre forholdet til Latinamerika?
McPherson: Den vigtigste ting: Foretag en endelig afvikling af landbrugssubsidierne. Den mest symbolske: Afslut embargoen mod Cuba. Den mest realiserbare: Luk Guantánamo-basen.
Manaut: I Mexicos tilfælde: effektivt at gøre noget i forhold til våbenkontrol og pengevask. I forhold til det øvrige Latinamerika kan en ny immigrationsreform gøre meget for at forbedre USA’s ry.
Neves: Det vigtigste tiltag fra amerikansk side ville være at acceptere, at Latinamerika ønsker at styrke sine regionale fora uden amerikansk deltagelse. Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), hvor USA er fuldt medlem og en hovedaktør, skal med andre ord have mindre indflydelse. I forhold til Brasilien ville det stærkeste, konkrete tiltag være at give fuld støtte til landets kamp for at blive permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd.
Alan McPherson er professor i international politik på University of Oklahoma med Latinamerika som forskningsområde. Han har skrevet flere bøger om antiamerikanisme i Latinamerika, bl.a. Yankee No! og Anti-Americanism in Latin America and the Caribbean.
Raúl Benitez Manaut er professor i statskundskab og sociologi på Universidad Nacional Autónoma de México i Mexico City. Han forsker bl.a. i intern sikkerhed i Mellemamerika samt forholdet mellem USA og Mexico.
Joao Augusto de Castro Neves er analytiker hos Eurasia Group i Washington D.C. Han forsker bl.a. i brasiliansk udenrigspolitik med særlig fokus på forholdet til USA.
Michael Clausen (f. 1982) er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet. Studieophold ved University of Oklahoma med studier i amerikansk udenrigspolitik samt politik og demokratisering i Latinamerika. Skrev speciale om Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika. Har studeret sociologi på universitet i Recife i Brasilien. Ekspertiser: International politik, USA, Latinamerika, Brasilien.