30.10.2012

Da Obama vandt kampen om Det Hvide Hus i 2008, blev det set som et stort skridt for afroamerikanerne. Men siden har præsidenten ført farveblind politik. Han har nemlig intet at vinde ved at hjælpe landets sorte.

ANALYSE af Ebbe Elhauge Kristensen

LÆS OGSÅ:
– USA. Obamas paradoks
– ANTIAMERIKANISME 4 ÅR EFTER: Elsker I stadig Obama?

Mange afroamerikanere havde håbet, at Obama ville gøre noget for hjælpe minoriteterne i det amerikanske samfund, da han blev taget i ed som præsident. Men det har han aldrig gjort. Obama har ført farveblind politik, siden han trådte ind i Det Hvide Hus. Og hvis man hørte ordentlige efter, ville man også vide, at han brugte farveblind retorik på sin vej derind. Alt andet kunne have vist sig fatalt for Obamas præsidentdrømme. Hvide vælgere har nemlig vist sig tilbøjelige til at frygte politikere, der vil hjælpe sorte og andre minoriteter. Især hvis politikeren selv tilhører en minoritet. Derfor er Obama gået med listesko, og derfor vil han blive ved med at tale om udsatte klasser i bred forstand i stedet for undertrykte minoriteter, der har brug for hjælp.


Ét samlet USA

Farveblind retorik fremstiller ulighed mellem racerne som et overstået kapitel. Det vil sige, at der ikke længere er nogen grund til at betragte race som en politisk skillelinje i det amerikanske samfund. Obama brugte blandt andet farveblind retorik under den demokratiske kongres i Boston i 2004: “Der er ikke et venstreorienteret og et konservativt Amerika. Der er Amerikas Forenede Stater. Der er ikke et sort Amerika, et hvidt Amerika, et latino-Amerika og et asiatisk Amerika. Der er Amerikas Forenede Stater.”

I Obamas bog The Audacity of Hope (håbets dristighed, red.), finder man endnu et eksempel: ”Hvad der plager sorte og latinoer fra arbejderklassen og middelklassen er ikke fundamentalt forskelligt fra, hvad der plager deres hvide modparter: nedskæringer, outsourcing, automatisering, lønstagnation, fjernelse af arbejdsgiverbaseret sygesikring.”


Da Obama talte ned til de sorte

I citaterne fremstiller Obama USA som en enhed, hvor hverken hudfarve eller etnisk oprindelse har betydning for politiske interesser og præferencer. Obama kan selvsagt ikke ignorere den amerikanske historie eller de sorte amerikaneres problemer og stilling i samfundet. Men det er samtidig vigtigt for Obama at balancere udtalelserne om hudfarveproblematikken. Præsidenten har fremhævet afroamerikanernes eget ansvar for deres problemer. Han har påpeget, hvor vigtigt det er at arbejde hårdt for at opnå en højere økonomisk og social status. Selv da han i 2008 talte til NAACP’s (The National Association for the Advancement of Colored People, red.) konvent; en organisationen der i 1950erne og 1960erne førte an i borgerrettighedsbevægelsens kamp for sortes rettigheder:

”Fordi jeg tror på, at i sidste ende betyder det ikke noget, hvor mange penge vi investerer i vores lokalsamfund, eller hvor mange 10-punkts planer vi foreslår, eller hvor mange offentlige programmer vi opretter – der er ikke noget af det, der vil gøre en forskel, hvis vi ikke tager mere ansvar for vores egne liv.”

Forfatteren Tim Wise, borgerretsforkæmperen Jesse Jackson og mange andre fremtrædende politiske aktivister har kritiseret udtalelserne. Jesse Jackson mener, at Obama ”talte ned til de sorte.” De senere år har Obama været mere nuanceret i sine udtalelser, men han står fast på at nævne de sortes eget ansvar, hver gang han udtaler sig om strukturelle uligheder mellem sorte og hvide amerikanere.


Farveblind politik

Det er ikke kun retorisk, Obama omfavner farveblindhed. Heller ikke hans politik må virke ”for sort.” Han har stået fast på, at vejen frem for såvel den sorte som den hvide arbejderklasse er bedre universelle understøttelsespolitikker – som fx den meget omtalte sundhedsreform, der også er kendt som Obamacare.

Men de universelle politikker må ikke blive betragtet som positiv særbehandling for at fremme minoriteters position i samfundet. For det er mange hvide amerikanerne imod, viser en måling fra Pew Research Center. Skulle Obama give sig af med at føre sort politik, kan det muligvis koste afgørende hvide stemmer. Og ikke nok med det. Obama skal sandsynligvis være endnu mere forsigtig med at tilgodese sortes interesser end alle andre amerikanske politikere. Medierne og politiske modstander tillægger ham nemlig en sort dagsorden på grund af sin oprindelse og hudfarve. Obama har derfor reelt meget begrænsede muligheder for at føre politik, der specifikt tilgodeser den sorte arbejderklasse.


Vælgernes straf

De afroamerikanske vælgere kunne ellers godt tænke sig, at USA's første sorte præsident tog særlige hensyn til landets minoriteter. I Pew Research Center-målingen fra juni 2012 fremgår det, at 62 procent af sorte amerikanere er for, at der skal være specielle tiltag for at hjælpe sorte og andre minoriteter. Men selvom Obama ikke imødekommer deres ønsker, straffer de ham ikke. Afroamerikanerne har ikke noget alternativ i det amerikanske topartisystem. De sorte vælgere har ganske vist bevæget sig længere væk fra det demokratiske parti på grund af Obamas farveblinde retorik og politik. Men er de ikke kommet tættere på republikanerne af den grund. Obama har med andre ord alt at tabe på at tilgodese USA’s minoriteter og intet at vinde.

Det er typisk for det amerikanske politiske system, at præsidenter vil gennemføre flere af egne politiske mærkesager i anden valgperiode, fordi de ikke skal søge genvalg. På den baggrund kan sorte amerikanere have grund til at håbe, at Obama vil nedtone den farveblinde politik, hvis han vinder i november. Det er et spinkelt håb, fordi det vil kræve et skarpt kursskifte af Obama, som kan give præsidenten – men også en kommende demokratisk præsidentkandidat i 2016 – beskyldninger om skjulte agendaer og holdningsskift på halsen. Og beskyldninger af den karakter kan gøre livet surt for en præsidentkandidat. Derfor må afroamerikanerne efter alt at dømme indstille sig på en ny periode med farveblind politik.


Ebbe Elhauge Kristensen er kandidatstuderende i statskundskab ved Aarhus Universitet og har en bachelorgrad i statskundskab fra samme sted. Han har tidligere studeret ved University of Mississippi og University og Ljubljana. Derudover har han været studenterunderviser i flere fag på statskundskab ved Aarhus Universitet og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.