06.04.2013

På overfladen ser Jordan fredeligt og stabilt ud. De protester, der prægede landet i efteråret er tilsyneladende gået i sig selv igen, og det nylige parlamentsvalg forløb roligt. Men presset fra de syriske flygtninge, befolkningens modvilje mod prisstigninger og en gryende politisk bevidsthed har potentiale til at destabilisere landet.

ANALYSE af Marie Louise Hermann

På sin vej hjem fra Jerusalem besøgte præsident Obama det lille mellemøstlige kongerige Jordan. Da Obama mødtes med kong Abdullah, var det tilsyneladende ikke Jordans indre anliggender, han fandt allermest relevant at diskutere.
At dømme på det efterfølgende pressemøde dedikerede Obama størstedelen af sit fokus til krisen i Syrien. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er grund til at beskæftige sig med Jordans indenrigspolitik. Faktisk befinder det lille land sig i en ganske spændende situation og meget tyder på, at de næste måneder kan blive afgørende for kongerigets stabilitet.


Selvom der hverken har været revolution eller regimesskift i Jordan, er det arabiske forår ikke gået ubemærket hen over landet. I efteråret 2012 var Jordan vidne til nogle af de største demonstrationer i landets historie. I modsætning til demonstrationerne i Tunesien, Libyen og Egypten begyndte de jordanske demonstrationer som protester mod de økonomiske forhold, ikke de politiske. Novemberdemonstrationerne blev først og fremmest udløst af en sænkelse af subsidierne på gas og olie, der i realiteten betød, at prisen på de uundværlige varer steg mellem 30 og 50 %. Som demonstrationerne skred frem, udviklede de sig imidlertid i både mere voldelig og mere politisk retning. Pludselig kunne man høre skældsord om kongen og demonstranter, der råbte på hans afgang. Før har sådanne offentlige majestætsfornærmelser været utænkelige i Jordan. Alene det faktum, at demonstranterne ikke blev fængslet for deres udsagn, blev derfor tolket som et signal om kongelig reformvilje.

I november og december var der således meget der tydede på, at kongen var ved at åbne op for sit ellers så lukkede statsstyre. Et sigende eksempel er, at det lykkedes for det internationale projekt ”New Arab Debates” at afholde et stort offentligt debatmøde i Amman med det erklærede standpunkt, at Jordan stod over for alvorlige politiske omvæltninger. Ved denne lejlighed udtalte Hassan Barari, der er professor på Faculty of International Studies ved University of Jordan, at kongen skifter parlament, som andre skifter underbukser. Heller ikke den udtalelse så ud til at blive efterfulgt af repressalier.

Vigende reformlyst
Alligevel ser det ud til, at protesterne og reformviljen er gået i sig selv igen. Parlamentsvalget i januar blev ikke den succes for reformvenlige kræfter, som mange havde håbet på. Det Muslimske Broderskab boykottede valget og opfordrede vælgerne til at gøre det samme i protest mod kongens langsomme reformtempo. Men på valgdagen afgav 56 % af de registrerede vælgere deres stemme, og boykotten blev dømt til at være en fiasko.

Spørger man Hassan Barari, hvorfor reformlysten tilsyneladende er forsvundet fra den jordanske befolkning, peger han først og fremmest på den frygt, situationen i Syrien og Egypten skaber. Hver dag strømmer tusinder af syriske flygtninge over grænsen til Jordan, og med sig har de gruopvækkende historier fra det borgerkrigsramte land.

”Historierne minder jordanerne om, hvad politiske uroligheder kan føre til. Rapporter om hundredvis af drab på en tilfældig dag skræmmer folk. Står valget mellem politisk undertrykkelse og borgerkrig, foretrækker jordanerne derfor det første,” forklarer han. Samtidigt har det Muslimske Broderskab, der er den eneste reelle oppositionskræft i Jordan, mistet meget af deres legitimitet på grund af deres allierede i Egypten.

”Når jordanerne ser på Morsis diktatoriske handlinger, falmer deres tiltro til det Muslimske Broderskab i Jordan. De spørger sig selv, om de ville regere landet stort bedre end Kong Abdullah gør det,” siger Barari, som dog ikke er i tvivl om, at den politiske situation i Jordan vil ændre sig væsentligt i nærmeste fremtid. Ligesom for ledere i andre arabiske lande skaber det nye medielandskab store problemer for Kong Abdullah. Tidligere hentede kongefamilien især sin legitimitet i fortællingen om, at de var direkte efterkommere af profeten Muhammed. Den fortælling begynder at klinge noget hult, når bloggere samtidig kan berette om kongens hang til gambling og vise billeder af dronningen i bikini.

Senest har historien om, at Abdullah betalte den internationale fodboldstjerne Lionel Messi et tocifret millionbeløb for at være til stede ved kronprinsens attenårs fødselsdag, vakt opsigt i den jordanske befolkning. Tidligere kunne sådanne historier dysses ned, så kongen ikke behøvede at bekymre sig om, hvorvidt hans livsstil stemte overens med religiøse forskrifter. Men de nye sociale medier gør censur næsten umulig, og hvis kongen vil bevare sin legitimitet, må han ændre vaner. Udover at information flyder hurtigere og mere ukontrollabelt mellem jordanerne, skaber de nye sociale medier også en øget politisk bevidsthed, hvis udvikling det er svært for autoriteterne at stoppe.

”Tiden, hvor kongen kunne kontrollere sit folk med repressalier og mediecensur, er ovre. Ændringerne i folket kræver ændringer i regeringsførelsen. Man kan ikke fortsætte som førhen,” siger Barari. Alt dette har kongen tilsyneladende ikke indset, og det vil ifølge Barari skabe en urolig situation på længere sigt. ”Det er en tragisk fejltagelse, at kongen ikke forstår det.”

Sprængfarlig økonomi
Udover det ændrede mediebillede kan Jordans katastrofale økonomiske situation også få alvorlige konsekvenser for landets stabilitet. Ifølge officielle statistikker er arbejdsløsheden lige nu på 12,5 %, og i 2012 var underskuddet på betalingsbalancen omkring minus 11 % af BNP. Det betyder, at Jordans økonomi i høj grad er afhængig af store donationer fra Saudi-Arabien og lån fra den internationale valutafond, IMF. For at få udbetalt anden rate af sit millionlån fra IMF har Jordan forpligtet sig til at skære yderligere i de offentlige udgifter. Det vil konkret komme til at ske i form af prisstigninger på elektricitet fra juni. Der er ingen tvivl om, at det vil ramme jordanerne hårdt, og derfor er der også stor sandsynlighed for, at det vil udløse nye protester.

Dertil kommer, at Jordan betaler svimlende beløb for at holde trit med den forsatte flygtningestrøm fra Syrien. Selvom det jordanske hjælpearbejde for de syriske flygtninge formelt set finansieres af FN’s flygtningeagentur UNHCR, koster det også Jordan millioner af dollar. Det skyldes til dels, at det beløb, Jordan har bedt flygtningeagenturet om til at drive flygtningelejrene, slet ikke svarer til lejrenes reelle omkostninger. Spydige tunger siger, at det er kongens ringe intellekt, der har gjort ham ude af stand til at beregne de faktiske omkostninger. Mere diplomatiske kilder påpeger dog, at kongen er travlt beskæftiget med at pleje de vigtige diplomatiske forbindelser til Saudi-Arabien og derfor ikke har kapacitet til at varetage flygtningeproblemet.

En anden grund til, at de syriske flygtninge er så dyre for Jordan, er, at langt størstedelen befinder sig uden for lejrene. Forholdene i lejrene er så kummerlige, at det kun er de flygtninge med allerfærrest ressourcer, der bliver der. Omkring 75 % af de flygtende syrere har bosat sig i Jordans byområder. Den kraftige stigning i boligefterspørgslen i disse områder har sat boligpriserne i vejret, og de har nu nået et niveau, som almindelige jordanere dårligt har råd til. Samtidigt udgør syrernes vandforbrug et stort problem i de små lokalsamfund. Vand er en meget knap ressource i Jordan, og med i omegnen af 420.000 ekstra mennesker i landet rækker vandforsyningerne ikke. Sidste sommer forlød det fra landsbyen Mafraq, at man som konsekvens af det øgede indbyggertal ikke havde drikkevand i en hel måned.

Det til trods har jordanerne indtil for nylig været relativt gæstfri for deres syriske naboer. I denne uge demonstrerede borgerne i Mafraq imidlertid mod de syriske flygtninge. Det er endnu for tidligt at sige, om disse demonstration er udtryk for en bredere tendens, men ifølge Hassan Barari deler flere og flere jordanere den holdning, at Jordan burde lukke grænsen til Syrien og koncentrere sig om sine egne problemer.

”Intet land ville have råd til at betale de udgifter, som Jordan har på grund af de syriske flygtninge. Intet. Og Jordans økonomi er i forvejen en katastrofe. Det opfattes som nationalt selvmord at lukke de syriske flygtninge ind,” siger han.

Så selvom Obama på pressemødet lovede at donere 200 millioner amerikanske dollar for at lette Jordans byrde, kan man håbe på, at han og Abdullah også fik lejlighed til at snakke lidt mere dybdegående om økonomi, reformer og politisk legitimitet. Ellers kan den voksende folkelige modvilje mod de syriske flygtninge, yderligere nedskæringer i de offentlige budgetter og en gryende politisk bevidsthed blive en farlig sammensætning for Kong Abdullahs Jordan.


Marie Louise Hermann (f. 1988) læser EU Studier ved Roskilde Universitet og er lige nu i praktik i Amman for Syddansk Universitets Center for Mellemøststudier. Dr. Hassan Barari er Assistant Professor ved Faculty of International Studies, University of Jordan og Ph.D. i International Relations fra University of Durham. ILLUSTRATION: Amman by night.