
Situationen er håbløs, men ikke alvorlig
Peter Viggo Jakobsen om Ukrainekrisen i RÆSON18
30.07.2014
.[Fra RÆSON18 Maj 2014]
Af Peter Viggo Jakobsen
De europæiske reaktioner på Ruslands annektering af Krimhalvøen stritter i alle retninger. Krav om massive økonomiske sanktioner, militær oprustning og indsættelse af soldater i Ukraine kæmper med kyniske skuldertræk og konstateringer af, at Krim jo alligevel er gammelt russisk land fyldt med russere.
Nu er der jo ikke just noget nyt, at europæerne ikke kan enes om at gøre noget effektivt, når de konfronteres med en sikkerhedspolitisk krise, der involverer brug af eller trusler om militær magtanvendelse. Det er endnu aldrig lykkedes på noget tidspunkt, siden EU-landene begyndte deres eksperimenter med sikkerhedspolitikken. Hidtil har de kun kunnet enes om én ting i deres fælles håndtering af Krimkrisen: Det må ikke koste penge og arbejdspladser.
Det kræver i reglen udsigt til stor gevinst eller stor fare at få stater til at samarbejde effektivt i international politik, og her er europæerne ingen undtagelse. Både EU’s og NATO’s udvikling har været krisedrevet – præget af hop fra isflage til isflage for at undgå at falde i vandet.
Den korte forklaring på den manglende europæiske enighed og handlekraft er ganske enkelt, at Ruslands annektering af Krim ikke har skræmt dem nok til, at de vil betale for den pris, som hårde, effektive sanktioner vil indebære. Det rejser spørgsmålet, om frygten for Rusland kan blive stor nok til, at det sker?
Reddet af USA igen
Grunden til, at europæerne endnu ikke er blevet bange for alvor, hedder USA. Da europæerne blev rigtig bange for russerne efter afslutningen på Anden Verdenskrig, ringede de efter hjælp i Washington. Bønnen blev hørt, og NATO så dagens lys, da amerikanerne delte europæernes bekymring og så en interesse i at forhindre hele Europa i at komme under sovjetisk dominans. Missionen lykkedes, men NATO-samarbejdet skabte utilsigtet en militær afhængighedskultur i Europa, fordi USA betalte hovedparten af forsvarsudgifterne og tog affære, hver gang der dukkede en sikkerhedspolitisk krise op i horisonten.
Forventningen om, at USA ville afskrække Sovjetunionen og redde europæerne, hvis det gik galt, blev efterhånden styrende for sikkerhedspolitikken i de fleste europæiske lande. Frankrig trådte ud af det militære samarbejde i NATO i 1966 og gav den som uafhængig stormagt i sikker forvisning om, at USA i sidste instans garanterede fransk sikkerhed. Sverige gav den som moralsk stormagt med hård kritik af Vietnamkrigen, vel vidende at NATO og USA i henhold til hemmelige aftaler ville hjælpe landet i en krigssituation. Danmark kørte på frihjul og sagde nej til fremmede tropper og atomvåben på dansk jord i fredstid, brugte mindre på forsvaret end lovet og førte fodnotepolitik i 1980’erne, vel vidende at USA jo alligevel vil kæmpe for forsvare landets pga. dets strategiske beliggenhed ved Østersøen.
Denne mekanisme har også betinget de europæiske reaktioner på Krim-annekteringen. Polen og de baltiske lande ringede til Washington og bad om hjælp, og den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, reagerede ved straks at flyve til Europa og love de polske og baltiske ledere, at USA nok skulle beskytte dem. Kort efter landede amerikanske kampfly på baltiske og polske luftbaser. Beskeden til NATO og Rusland var ikke til at misforstå.
Konsekvensen var, at de europæiske NATO-lande ikke behøvede at foretage sig andet end at tale med store bogstaver, sende et mindre antal kampfly til Baltikum og aflyse møder i Rusland-NATO-Rådet. Og andet har de heller ikke gjort. De eneste to NATO-lande, der har hævet forsvarsbudgettet, som en konsekvens af Krimkrisen, er Letland og Litauen. De har nu lovet at hæve forsvarsudgifterne til de to pct., som NATO anbefaler. Og de gjorde det kun, fordi Biden forlangte det til gengæld for at sende kampfly og udstede sin sikkerhedsgaranti. Estland bruger allerede to pct. af sit BNP på forsvaret og har ingen planer om at øge budgettet yderligere.
Det skal tilføjes, at Norge og Polen, som også deler grænser med Rusland, allerede havde hævet deres budgetter inden Krim-annekteringen som reaktion på Ruslands forøgede øvelsesaktivitet i Nordeuropa, der bl.a. har involveret simulerede angreb på Sverige og Polen. Endelig har Sverige og Finland, som jo ikke er dækket af USA’s sikkerhedsgaranti i NATO, også signaleret, at de vil hæve deres budgetter. Det er vel overflødigt at tilføje, at diskussionen om NATO-medlemskab har fået fornyet næring i begge lande.
Europæernes beslutning om ikke at ændre forsvarspolitikken på den korte bane er isoleret set fornuftig. NATO er militært set stærkere end Rusland på alle parametre, USA har sendt det fornødne signal om, at alliancen vil forsvare sine medlemslande, og det er stort set, hvad NATO kan gøre i den nuværende situation, fordi Ukraine ikke er medlem. Alliancen har ingen forpligtelse til at forsvare ukrainsk territorium, og ingen af medlemslandene ønsker en militær konfrontation med et atombevæbnet Rusland.
Er Europas time endelig kommet?
Luxembourgs udenrigsminister, Jacques Poos, proklamerede i 1991 ved Balkankrigenes start, at ”Europas time” var kommet, og at USA skulle holde sig væk. Poos, der repræsenterede EF i fredsforhandlingerne, havde helt ret: Der gik ikke meget mere end en time, før det stod klart, at de europæiske lande ikke kunne klare sig uden hjælp fra USA og FN.
Spørgsmålet er, om de kan vokse med opgaven denne gang? EU har i dag de politiske og økonomiske magtmidler, som kunne få Putin til at træde på bremsen. Men har de også viljen til at bruge dem?
EU har i lighed med USA forholdt sig afventende og reageret afdæmpet, i håbet om at det kunne lade sig gøre at tale Putin til fornuft. EU har ingen lyst til at kaste sig ud i en langvarig økonomisk konfrontation, der kan koste mange arbejdspladser. Problemet for EU er at definere en relevant rød linje, som kan få russerne til at standse den igangværende destabilisering af Ukraine. Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har truet med at indføre hårde sanktioner, hvis russiske soldater invaderer andre dele af Ukraine end Krim. Sandsynligheden for, at det vil ske, er lille. Den russiske præsident, Putin, er udmærket klar over, at EU og USA ikke vil have andet valg end at slå til med den store sanktionshammer, hvis russiske soldater åbenlyst kører ind over grænsen og besætter de østlige provinser. Det er derfor, han bruger alle de andre instrumenter i værktøjskassen til at destabilisere landet:
– Massiv propaganda og opfordringer til uro og løsrivelse i de russiske medier
– Opmarchering af 40.000 soldater på grænsen til Ukraine
– Store forhøjelser af gasprisen og krav om øjeblikkelig betaling af gammel gasgæld, vel vidende at Ukraines pengekasse er tom
– Importforbud mod ukrainske landbrugsprodukter
– Organisering af voldelige demonstrationer og besættelser af offentlige bygninger i det østlige Ukraine
– Krav om, at Ukraine stopper enhver tilnærmelse til EU og NATO og forholder sig neutralt
– Krav om, at Ukraine omdannes til en føderation med stor magt til delstaterne, som Rusland så vil have lettere ved at dominere
– Afvisning af det planlagte præsidentvalg 25. maj 2014 som illegitimt.
EU kan kun sætte en stopper for denne destabiliseringskampagne ved at true Rusland med hårde sanktioner, herunder stop for køb af gas. Om EU, og især Tyskland, er villig til at gå så langt uden en russisk invasion, virker ikke særlig sandsynligt på nuværende tidspunkt. Dilemmaet er imidlertid, at EU’s økonomiske støtte til Ukraine vil være spildt, hvis Rusland fortsætter med at modarbejde stabiliseringsbestræbelserne med alle midler bortset fra åben militær magtanvendelse. Og Rusland stopper kun, hvis den politiske og økonomiske pris for at fortsætte bliver for høj.
EU’s tre udfordringer
Ruslands fremfærd i Ukraine skaber tre udfordringer, som de europæiske EU- og NATO-medlemmer ikke kan ignorere, hvis de skal være bedre rustet til at kunne tackle fremtidige konfrontationer.
Den første gælder EU’s østpartnerskab. Alt tyder på, at Rusland også vil forsøge at forhindre Armenien, Georgien og Moldova i at indgå associeringsaftaler med EU. Det må forventes, at Moskva også vil forsøge at tvinge disse lande ind i den toldunion, som det oprettede med Hviderusland og Kasakhstan i 2009. Det vil kræve en klar og sammenhængende strategi og fordelagtige partnerskabsaftaler at modvirke det pres, som Rusland vil udsætte disse lande for.
Den anden udfordring er den store afhængighed af russisk gas. Den må nedbringes for at give EU større handlefrihed og bedre pressionsmuligheder i fremtidige konfrontationer. Det vil dels kræve etablering af nye rørledninger, så det bliver muligt at sende gas til de østeuropæiske lande, der i dag modtager mellem 60 og 100 pct. af deres gas fra Rusland, dels mere gas fra andre leverandører. Her er USA, Aserbajdsjan og Iran muligheder på lidt længere sigt, men det vil kræve betydelige investeringer og i Irans tilfælde et positivt udfald af de igangværende forhandlinger om det iranske atomprogram.
Den tredje udfordring er den militære afhængighed af USA. Krimkrisen har ikke fået USA til at ændre sin sikkerhedsstrategi. Asien og håndteringen af Kinas voksende magt har stadig første prioritet, og europæerne må derfor indstille sig på at skulle tage større ansvar for deres egen sikkerhed. Det står nu klart, at denne opgave ikke længere kun omfatter mindre stabiliseringsoperationer a la Libyen, Mali og Den Centralafrikanske Republik. Det vil også kræve en større indsats at afskrække Rusland fra atter at gå på krigsstien på det europæiske kontinent. For at kunne løfte disse opgaver bliver europæerne nødt til at anskaffe alle de kapaciteter, som de hidtil har fået stillet til rådighed af USA. Det drejer sig især om fly til nedkæmpning af luftforsvar, løftekapacitet (transportfly og helikoptere), lufttankningskapacitet samt droner, fly og satellitter til brug for overvågning, målopklaring og rekognoscering (ISTAR). Men det vil også kræve flere fælles øvelser i Polen og Baltikum, tættere samarbejde mellem vest- og østeuropæiske hærenheder og etablering af lagre med tungt materiel (artilleri, kampvogne og pansrede køretøjer) og ammunition i Polen og Baltikum. Uden disse tiltag vil de europæiske NATO-lande ikke kunne opstille tunge hærstyrker ved deres østgrænser med kort varsel i en fremtidig krise.
Et nyt Europa i støbeskeen?
Det er endnu for tidligt at sige, hvordan Ukrainekonflikten ender. Men hvis Putin overspiller sine kort og besætter det østlige Ukraine, bliver resultatet på den lidt længere bane paradoksalt. For Putin vil i så fald komme til at agere ufrivillig fødselshjælper for en mere selvstændig og slagkraftig europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik (ESDP).
En besættelse ville gøre europæerne så bange, at de ville se sig nødsaget til at speede integrationen på forsvarsområdet op også. De vil ikke have andet valg, eftersom USA ikke længere er villig til at betale det meste af regningen for at forsvare Europa.
Dét ville være dårligt nyt for Putin, som i så fald ville få endnu sværere ved fastholde sin status som europæisk stormagt.
Ukrainekonflikten viser, at Putin ikke længere kan klare konkurrencen med EU på det politiske og det økonomiske felt. Hvis han tvinger EU til også at give ham et effektivt sikkerhedspolitisk modspil, vil Rusland hurtigere blive spillet helt af brættet. En besættelse af det østlige Ukraine ville derfor være et fodskud af rang – helt på niveau med det, som Danmark lavede ved at gå i krig med Preussen i 1864.
Peter Viggo Jakobsen (f. 1966) ph.d., er lektor ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Han forsker i dansk og nordisk forsvars- og sikkerhedspolitik, FN og international fred og sikkerhed, fredsoperationer, civil-militært samarbejde, konflikthåndtering, militær magtanvendelse, tvangsdiplomati og strategi.