12.01.2015

“Mette Frederiksen har ret i, at vi ikke kan tage en naiv tilgang til jihadisternes forskruede verdensanskuelse, men timingen er umanerligt upræcis. At der skal et terrorangreb i Frankrig til, før hun og andre for alvor har indset, hvor alvorlig en trussel Islamisk Stat, al-Qaeda  og andre fanatiske islamistiske grupperinger verden over udgør, er udover min forstand.”

Artiklen er et af en række interviews RÆSON har udført i kølvandet på Charlie Hebdo. Svarene fra politikere og kommentatorer samles her, efterhånden som vi modtager dem.

Af RÆSONs chefredaktion.

RÆSON: “Med det angreb vi har set i Paris nu – og med den terrorrisiko, der er omkring Danmark – så er der ikke plads til at være naive mere”, fastslog Mette Frederiksen igår [EB] og idag konkluderede hun efter at have mødt sine justitsministerkolleger i Paris: “Der er ingen bagkant for, hvor langt vi kan gå i kampen mod terror” [Berlingske]. Har hun ret i disse to udsagn?
NASER KHADER: Mette Frederiksen har ret i, at vi ikke kan tage en naiv tilgang til jihadisternes forskruede verdensanskuelse, men timingen er umanerligt upræcis. At der skal et terrorangreb i Frankrig til, før hun og andre for alvor har indset, hvor alvorlig en trussel Islamisk Stat, al-Qaeda  og andre fanatiske islamistiske grupperinger verden over udgør, er udover min forstand. Vi er nogle, der har forsøgt at gøre opmærksom på faren i næsten 2 år. Der har været adskillige faresignaler gennem længere tid, også i Danmark, men det er trods alt positivt, at Mette Frederiksen giver udtryk for, at man nu ikke må være naive mere. Det skal jo så føre til handling, hvilket jeg har en forventning om må ske hurtigst muligt – før vi får lig på bordet i Danmark også.
Om der er en bagkant i kampen mod terror eller ej er en besynderlig ting at tage stilling til. Selvfølgelig skal vi som globaliseret samfund altid gøre vores maksimale for at undgå terrorangreb, det siger sig selv. Vi må dog på ingen måde gribe til ekstreme yderligheder, for så ryger basale menneskerettigheder med i faldet, og hvem har så egentlig vundet. Når det er sagt, så står vi overfor en fjende, som ikke kan sammenlignes med tidligere fjender. Blekingegadebanden og Rote Armee fraktion er søndagsskole-børn ved siden af jihadisterne. De gik primært efter kapitalistiske ledere og institutioner. De myrdede ikke tilfældige mennesker, alene på grund af deres religiøse tilhørsforhold. De skar ikke hovederne af levende mennesker, og sprængte ikke sig selv i luften imellem tilfældige uskyldige mennesker. Det medfører den naturlige konsekvens, at der skal tænkes i nye baner og værktøjer for at komme dem til livs.

RÆSON: “Demokratiet [er] sat på prøve […] Det er nu det frie, åbne samfund skal vise sit format” skriver Mads Kastrup i Berlingske idag: “Jeg håber, epilogen bliver mere lovende for det frie, åbne samfund og de almene frihedsrettigheder end prologen har været. At Pia Kjærsgaard forstår, at nødret er det modsatte af det, hun hævder at ville forsvare”. Har Kastrup ret i, at demokratiet er sat på prøve? Hvis ja, på hvilke konkrete områder mener du vi går/risikerer at gå for langt?
KHADER: Ja, demokratiet er sat på prøve. Demokratiet skal kunne forsvare sig. Men vi skal ikke gå over i modsat grøft og fx have nødret og sætte demokratiet ud af kraft. Som sagt står vi overfor en fjende ad hidtil uset karakter, og det betyder, at vi må tænke i nye løsninger og værktøjer, der kan neutralisere denne fjende. Det betyder ikke, at vi skal gå til yderligheder – det betyder blot, at vi skal stoppe med at være naive og tro, at vi før har stået ansigt med en lignende som denne. Jeg er ikke bekymret, og har tillid til at danskerne ikke vil gå på kompromis med den danske demokratiske tradition, så vi ender ved nødret.

RÆSON: Kan du her og nu pege på konkrete områder, hvor det står klart at lovgivningen både kan og bør skærpes? Er disse skærpelser i givet fald uproblematiske – eller må man konstatere, at disse skærpelser udgør en reduktion af frihed og demokrati?
KHADER: Jeg vil fx ikke have noget imod Berufsverbot, der hindrer hade-prædikanterne i at undervise børn og teenagere i jihadisme og Osama Bin Ladens fortræffeligheder, som de fx gør i Grimhøjmoskeen i Århus. Eller at disse typer ansættes i stillinger i staten med meget fortrolige oplysninger, da de udgør potentielt sikkerhedsrisiko. Vi skal være opmærksomme på og hindre, at islamisterne lokalt kupper sig til magten i fodbold- og beborforeninger, som vi har set i Karlebo og Brøndby. Stop for al økonomisk støtte til aktiviteter til institutioner og personer, der har base i den islamistiske ideologi. Her må vi bevæge os væk fra de objektive kriterier. Visse islamistiske ungdomsaktiviteter får økonomisk støtte af kommuner og tipsmidler. Det skal stoppes.
Vi må også se på, hvilke muligheder der er for at straffe hjemvendte jihadister. Uanset om man har fortrudt undervejs og hjemvendt, så har man altså være til stede i en blodig kamp, som hver dag koster uskyldige civile livet. Flere millioner risikerer i disse dage at fryse ihjel i flygtningelejre i og omkring Syrien, og det bærer udrejste danske jihadister også et ansvar for. Derfor skal der en skærpelse til i behandlingen af hjemvendte jihadister, herunder en undersøgelse af, hvorvidt opholdstilladelse og statsborgerskabet skal beholdes eller ej. Og så skal lovgivningen skærpes så domstolene udviser typer som hadeprædikanten Said Mansour (Boghandleren fra Brønshøj).

RÆSON: Hvordan bør vi afgøre, hvilke frihedsrettigheder (om nogen) det danske samfund aldrig må gå på kompromis med?
KHADER: Først og fremmest må vi handle ud fra den givne situation og kontekst. Det nye ved denne trussel er, at den netop ikke kan sammenlignes med tidligere situationer eller kontekster. Men jeg kan kun gentage, at vi ikke må gå til yderligheder – dog uden at være naive. Basale menneskerettigheder må aldrig bøjes, vendes eller drejes – de er der af en grund, også når det gælder bekæmpelsen af terror. Vi taber, hvis vi bekæmper ekstremisme med ekstremisme, og historien har i øvrigt vist os, at velfunderet demokratisk strategi og lovgivning kan bekæmpe selv de mest vanvittige trusler. Det må vi også sætte vores lid til nu, også selvom truslen i dag er særdeles forskellig fra tidligere fjender. Men vi skal starte med at bruge de redskaber der ligger inden for retsstatens muligheder. De er ikke helt udtømte. Nogle redskaber kan skærpes meget mere, men vi skal slet ikke bevæge os i retning af særregler, internering og indskrænkning af bestemte grupper ytringsfrihed, alene fordi de tilhører en bestemt gruppe. Her må vi ikke gå på kompromis.


ILLUSTRATION: Officielt pressefoto