24.06.2015

“Det har nok været udslagsgivende, at Venstre har ført en relativt højreorienteret økonomisk politik, det vil sige, at man vil skære på ydelser og have nulvækst i den offentlige sektor. Det er de gået til valg på. Det er generelt ikke særligt populært blandt danskerne, for hvis man spørger, om man helst vil have velfærd eller skattelettelser, så siger to tredjedele, at de hellere vil have velfærd.”

Martin Vinæs Larsen er ph.d. studerende og valgforsker på Københavns Universitet. Interview af Viktor Emil Madsen

RÆSON: Hvad skyldes Dansk Folkepartis fremgang ved folketingsvalget?
Det er svært at give et svar på nu, for vi er først lige gået i gang med den store valgundersøgelse, men det ser ser umiddelbart ud til, at rigtigt mange vælgere er gået fra Venstre til Dansk Folkeparti. Så kan man jo overveje, hvad der er sket i Venstre, som kan afføde det. En oplagt kilde kunne være Lars Løkke Rasmussen og hans mange sager. Man har hos Dansk Folkeparti kunne få noget af den samme politik, bare med en mere populær leder. Derudover har det nok været udslagsgivende, at Venstre har ført en relativt højreorienteret økonomisk politik, det vil sige, at man vil skære på ydelser og have nulvækst i den offentlige sektor. Det er de gået til valg på. Det er generelt ikke særligt populært blandt danskerne, for hvis man spørger, om man helst vil have velfærd eller skattelettelser, så siger to tredjedele, at de hellere vil have velfærd.

RÆSON: Kan man kalde valget for et jordskredsvalg?
Det kommer an på, hvad man mener med jordskredsvalg, men hvis man sammenligner med jordskredsvalget i 1973, så er det ikke helt det samme. Der er kun kommet ét nyt parti ind, hvor der dengang kom flere ind, og der blev rykket markant mere rundt på mandaterne dengang. Omvendt så ligger vi højere på begge parametre, end vi har gjort længe. Omkring 18% af mandaterne er blevet rykket på, hvilket er det højeste niveau siden 1977. Så der har været et ryk i de enkelte partiers styrkepositioner, men et jordskredsvalg ville jeg ikke kalde det.

RÆSON: Der er blevet lavet meningsmålinger dagligt gennem hele valgkampen, og disse har ikke forudset Dansk Folkepartis massive fremgang. I gennemsnit har meningsmålingerne givet Dansk Folkeparti en fremgang, der var 3% lavere end de fik. Hvad skyldes det?
Det skal siges, at meningsmålingerne fangede en stor del af fremgangen, men bare ikke den hele. For det første kan man bare have været uheldig, men det er dog lidt tvivlsomt, fordi de ramte så meget ved siden af. For det andet kan det være, at folk ikke har villet sige, at de stemte på Dansk Folkeparti, når institutterne har ringet op til dem. Det virker mere plausibelt, men det er stadig lidt besynderligt. Der var jo ingen målinger, der viste så høj fremgang. Så er der en tredje grund, som jeg hælder mest til, hvilket er, at Dansk Folkepartis vælgere er svære at få fat på. Det skyldes, at man vægter målingerne efter valgresultatet fra sidste valg. Så fordi partiet har fået så mange nye vælgere, er det svært at fange dem alle sammen i én måling. Det er lidt svært at finde ud af det her som udenforstående, fordi meningsmålingsinstitutterne ikke er så villige til at fortælle, hvordan de har gjort. Vi ved ikke, om resultatet har været mest præcis over internet eller telefon. Vi ved ikke, hvordan målinger har været lokalt. Vi kunne give et bud, hvis institutterne lagde deres metode åbent frem.

RÆSON: Hvorfor er Dansk Folkepartis vælgere svære at få fat på?
Det er ren spekulation, men det kunne være, fordi de ikke er så interesserede i politik, og derfor er mindre tilbøjelige til at være med i paneler og internetundersøgelser. Og det er lidt en glemt historie, for lige så godt, som det kan være, at Dansk Folkepartis vælgere ikke vil sige, hvem de stemmer på, så kan det bare være, at det er et spørgsmål om, at de bare ikke er interesserede i at være med i målinger.

RÆSON: Hvis der er så stor usikkerhed, hvad skal vi så bruge meningsmålinger til?
Jeg synes, det er forkert at sige, at de har været decideret dårlige. De har jo ramt mange af bevægelserne. Dansk Folkeparti er gået frem, Socialdemokraterne er blevet på nogenlunde samme niveau, Venstre er gået tilbage og så videre. Det er et meget stort krav at stille, at de skal ramme valgresultatet inden for et eller to procentpoint. Det kunne selvfølgelig være eksemplarisk, hvis de lagde metoderne åbent frem. Men det er jo ret fantastisk, at vi kan spå om vinderen af et valg på forhånd, som det jo ofte er tilfældet. Så jeg synes, der bliver gået lidt for hårdt til meningsmålingerne. De kan bruges til meget, men det er ikke et magisk redskab.

RÆSON: Men bruger medierne dem rigtigt?
Nogle gange har de ikke en god nok forståelse for statistisk usikkerhed. For eksempel bliver meget små ændringer til store historier. Derudover bruger de forskellige kanaler kun deres egne meningsmålingsinstitutter, for eksempel nævnte DR1 stort set kun Epinion under hele valgkampen og TV2 brugte stort set kun Megafon. Det er jo ikke sådan, at disse to nødvendigvis er bedre end alle andre institutter, og det gør, at der er en masse information, som vælgerne ikke får. Et konkret eksempel er, at Epinion i den første uge af valgkampen havde de Radikale og det Konservative Folkeparti væsentligt lavere end andre institutter. Det gjorde, at DR havde en række historier om deres kriser, som der ikke var belæg for. Et andet eksempel er, at konservative politikere er blevet spurgt til målinger, hvor de lå på 2,6 pct., mens de samme dag fik 4,6 pct. i andre målinger. Så bliver de selvfølgelig spurgt til de laveste, og det synes jeg er en uansvarlig måde at bruge meningsmålinger på. Nogle gange kan det være svært at styre sig journalistisk. Når der kommer mange målinger, så er der en større risiko for, at der kommer en, der rammer skævt. Det er problematisk, fordi det er dem, der kommer til at lede billedet. Derudover er det problematisk, at man udvælger den måling, der bedst fordrer ens journalistiske narrativ.

RÆSON: Hvorfor det? Påvirker disse historier vælgerne?
Fordi vælgerne tager målingerne ret alvorligt og fordi folk har en tilbøjelighed til at stemme på det parti, der går frem. Hvis der er kommet en dårlig meningsmåling, så må man kigge på, om det er en outlier [en afvigende måling, der ikke er i tråd med det generelle møster, red.], eller om det skyldes en tendens. Det er præcis ligesom, hvis der har været en politisk skandale, der skal man sørge for at have alle informationer, inden man konfronterer en politiker med den. På samme måde har medierne et ansvar for at kigge på andre målinger end ens egne. Særligt DR1 og TV2, der har høje seertal og fylder meget i mediebilledet, har et ansvar for at orientere sig i andre målinger.

RÆSON: Men kan dårlige historier ikke give sympatistemmer?
Det er muligt, at der er en sådan effekt, men i så fald er den mindre end den modsatte effekt, nemlig at vælgerne hopper med på vognen hos partier, hvor det går godt. ★

Viktor Emil Madsen (f.1993) studerer statskundskab på Københavns Universitet og var elev på Politikens kritikerskole i 2014. Han har tidligere undervist i folkeskolen og udvikler i dag undervisningsmateriale i samfundsfag for LOF. Særlig interesse indenfor uddannelsespolitik, integrationspolitik, europæiske forhold og international politik. Kontakt: ve.madsen@gmail.com. ILLUSTRATION: Pressemøde i V [officielt pressefoto]