13.06.2016

“Når integrationsminister Inger Støjberg (V) bliver spurgt, svarer hun, at EU har modtaget garantier fra Tyrkiet om, at det ikke sker fremover. Samtidig fastholder hun, at Tyrkiet bevæger sig i den rigtige retning og er i færd med at indføre ny lovgivning, der sikrer bedre rettigheder for asylansøgere. Det håb er vi mange, der deler.

Men det er ren fiktion, når EU hævder, at Tyrkiet på nuværende tidspunkt er i stand til at respektere rettighederne og imødekomme behovene for de over tre millioner asylansøgere og flygtninge.”

KOMMENTAR af Trine Christensen, generalsekretær, Amnesty International Danmark

Efter et år, hvor Europa for alvor har mærket følgerne af den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig, indgik EU den 18. marts en omdiskuteret aftale med Tyrkiet om at begrænse flygtningenes muligheder for at betræde europæisk jord.Kort fortalt sender EU op til 45 milliarder kroner til Tyrkiet, og EU tilbyder formentlig om få uger desuden visumfrihed for tyrkiske statsborgere, der rejser til Europa. Til gengæld lover Tyrkiet at gøre en større indsats for at standse strømmen af bådflygtninge til de græske øer.

For at gøre det mindre attraktivt for syriske flygtninge at begive sig ud på den farefulde færd over havet er Tyrkiet og EU desuden blevet enige om, at enhver syrisk flygtninge, der alligevel når frem til Grækenland, skal sendes tilbage og byttes ud med en, der allerede befinder sig i en flygtningelejr i Tyrkiet. Da den tyske kansler Angela Merkel og EU-rådets præsident Donald Tusk i april besøgte en flygtningelejr i det østlige Tyrkiet for at tage forholdene i øjesyn, blev de modtaget med blomster fra syriske kvinder i nationaldragter, børn, der lavede tegninger, og mænd, der kedede sig. ”Tyrkiet er det bedste eksempel for hele verden på, hvordan vi bør behandle flygtninge. Ingen har ret til at belære Tyrkiet om, hvad de bør gøre”, sagde Donald Tusk under sit besøg.

Det er af flere grunde en forstemmende kommentar. Der er al mulig grund til at belære både Tyrkiet og EU om, hvad de bør – og ikke bør – gøre. Faktum er, at EU’s ledere har indgået en ulovlig og dybt kritisabel studehandel med Tyrkiet for at slippe for det juridiske og moralske ansvar for at hjælpe mennesker på flugt fra krig og konflikt. Aftalen med Tyrkiet bygger således på en falsk forudsætning om, at Tyrkiet er et sikkert land for flygtninge. Helt overordnet har Tyrkiet ikke tilsluttet sig FN’s flygtningekonvention fuldt ud og har hidtil nægtet at give flygtningestatus til alle ikke-europæiske flygtninge.

Det er selvfølgelig prisværdigt, at Tyrkiet alligevel har taget imod flere flygtninge end noget andet land. Det skønnes, at der opholder sig cirka 2,75 millioner syriske flygtninge i landet samt cirka 400.000 fra lande som Afghanistan, Irak og Iran. Og det er kun forventeligt, at et i forvejen underudviklet asylsystem er sat under et så voldsomt pres, at asylansøgere venter i mange år på at få deres sag behandlet. Det er også forventeligt, at Tyrkiet ikke har skaffet tag over hovedet til mere end ti procent af de mange flygtninge. Resten bor under kummerlige forhold uden at få nogen hjælp fra myndighederne. Langt de fleste er afhængige af hjælp fra familiemedlemmer, andre asylansøgere eller trossamfund for at overleve, og flygtningebørn helt ned til ni års alderen arbejder for at skaffe en indtægt.

Med aftalen kommer EU i alvorlig konflikt med FN’s flygtningekonvention, der forbyder tilbagesendelser af flygtninge til lande, hvor de ikke får opfyldt helt basale rettigheder og ikke får deres asylsager behandlet.

Det giver god mening, at EU hjælper Tyrkiet økonomisk med at udvikle et fuldt funktionsdygtigt asylsystem, men EU kan ikke lade som om, at det allerede eksisterer. Hvis EU-lederne tror, de kan sende mennesker tilbage lovligt og uden at påføre yderligere elendighed til de mennesker, der allerede er flygtet fra forfærdelige lidelser, så tager de tragisk og åbenlyst fejl.

En anden grund til, at Tyrkiet ikke falder ind under kategorien af sikre lande for flygtninge, er, at myndighederne er berygtet for at sende asylansøgere tilbage til lande, hvor de er i livsfare eller risikerer tortur og forfølgelse. Det er i strid med flygtningekonventionens forbud mod såkaldt ’refoulement’. Derfor har de fleste EU-lande – herunder Danmark – da også i årevis betragtet Tyrkiet som et usikkert land for flygtninge. For eksempel skrev en kontorchef i Udlændinge- og Integrationsministeriet i oktober 2015 en e-mail, som Amnesty har fået aktindsigt i: ”Flygtninge fra lande uden for Europa får således ikke asyl [i Tyrkiet], men myndighederne accepterer som hovedregel, at de opholder sig i landet, mens UNHCR behandler deres asylsag, og indtil de kan genbosættes i andre lande. Der er dog eksempler på, at Tyrkiet ikke overholder flygtningekonventionens forbud mod refoulement”.

Alligevel støtter Danmark aftalen om at tilbagesende flygtninge til Tyrkiet fra Grækenland. Den eneste grund til, at vi endnu ikke har set tilbagesendelser i større omfang, skal findes i de græske domstole, der hidtil i et dusin asylsager har fastslået, at det ikke er sikkert at sende dem retur til Tyrkiet. Afgørelserne bygger blandt andet på research fra Amnesty og en række andre organisationer, der i april dokumenterede, at syriske flygtninge i Tyrkiet i hundredvis blev kørt i busser tilbage til den syriske grænse og tvunget ind i Syrien på næsten daglig basis i årets første måneder. Når integrationsminister Inger Støjberg (V) bliver spurgt til den del af problematikken, svarer hun, at EU har modtaget garantier fra Tyrkiet om, at det ikke sker fremover. Samtidig fastholder hun, at Tyrkiet bevæger sig i den rigtige retning og er i færd med at indføre ny lovgivning, der sikrer bedre rettigheder for asylansøgere.

Det håb er vi mange, der deler. Men det er ren fiktion, når EU hævder, at Tyrkiet på nuværende tidspunkt er i stand til at respektere rettighederne og imødekomme behovene for de over tre millioner asylansøgere og flygtninge.

ILLUSTRATION: Inger Støjberg til møde med sine EU-kolleger [foto: EU]