Samuel Rachlin om Ruslands engagement i Syrien: Russerne elskede det – Syrien blev brugt til at opbygge Putins prestige

Samuel Rachlin om Ruslands engagement i Syrien: Russerne elskede det – Syrien blev brugt til at opbygge Putins prestige

21.06.2016

.

“Syrien har skabt stor begejstring på det tidspunkt i og med, at Rusland kunne spille en konstruktiv rolle. Putin blev fremstillet som en diplomatisk helt i massemedierne. Der kunne man se, hvordan de havde udnyttet deres traditionelle styrke i Syrien til at positionere sig, og stive egen internationale prestige af og opnå respekt. Det fik en positiv modtagelse og har boostet hans popularitet,” siger Samuel Rachlin til RÆSON.

Interview med Samuel Rachlin. Rachlin er forfatter og journalist, korrespondent i Moskva gennem mange år. Forfatter til bogen ”Jeg, Putin”.

INTERVIEW af Zenia Ab Yonus

RÆSON: Hvilke interesser har Rusland i Mellemøsten?
RACHLIN: Ruslands interesser i Mellemøsten skal ses i lyset af, at de er en falden stormagt. Præsident Putin har sat sig det mål at genrejse Rusland som global spiller og genvinde den indflydelse, Rusland havde i Sovjettiden. Det er det Putin, og hans generation af ledere er vokset op med. De er alle produkter af det sovjetiske system, hvad enten de kom fra KBG (Sovjets sikkerhedstjeneste, red.), andre magtinstitutioner i partiapparatet eller militæret. De er alle vokset op med Sovjetunionen, Rusland som en supermagt, der målte sig med USA. Det er meget vigtigt at forstå det politiske og den psykologiske del af det, vi er vidner til i dag, nu hvor Ruslands blik på verden uden for landets grænser er drevet af den dynamik og de interesser.

 

Præsident Putin har sat sig det mål at genrejse Rusland som global spiller og genvinde den indflydelse, Rusland havde i Sovjettiden.
_______

 

Syrien er den bedst definerede alliancepartner. De har kanaler og diplomatiske forbindelser med mange andre lande, men partnere og allierede er Syrien, Iran, og Hizbullah i Libanon.

RÆSON: Sovjetunionen blev aktiv i området i midten af 1950’erne i en rivalisering med USA. Kan du i brede linjer forklare, hvad der karakteriserer Ruslands udenrigspolitik i Mellemøsten i dag kontra under Den Kolde Krig?
RACHLIN: Under det kommunistiske styre fandtes en alternativ model, som de nye befriede lande rundt omkring kunne anvende politisk og socialt i opgør mod de forhadte imperialister og kapitalister.

Tiden er ikke så ideologisk polariseret som under Den Kolde Krig. Rusland var jo en global magt, som støttede frihedsbevægelserne over hele verden. Under Sovjet var lederne, i hvert fald på overfladen, drevet af den ideologiske ild, og de troede på kommunismen som en verdensomspændende bevægelse.

Da kolonistyrerne begyndte at bryde sammen, var der mange, der faldt for den kommunistiske tanke og ide. Rusland havde vind i sejlene. Der var en ideologi, en lære – og man havde også midler til at støtte lande og bevægelser med våben, økonomi og ikke mindst med uddannelse. Sovjetiske byer vrimlede med studerende fra 2. og 3. verdenslande, som Afrika, Mellemøsten og Latinamerika. Man ville være en hovedstad, hvor man formede de unge mennesker i den ånd, Rusland gerne ville have. De ønskede at udbrede det ideologiske budskab man havde.

Allerede dengang opstod der meget tætte forbindelser til Syrien, hvor militærbaserne blev oprettet, og Syrien blev en af Ruslands tætteste allierede. Syrien blev (allerede under Den Kolde Krig, red.) et strategisk knudepunkt for russisk indflydelse i Mellemøsten.

Putin-generationen har oplevet Sovjetunionens kollaps fra 1991 som et nederlag, en ydmygelse, og at man pludselig blev en andenrangsnation. De følte sig tilsidesat og indflydelsen blev indsnævret. Det var ikke bare den økonomiske, politiske og sociale struktur indeni landet, der kollapsede, det var jo hele Ruslands internationale indflydelse, der forsvandt i løbet af ganske kort tid. Man lukkede de militære baser undtagen i Syrien.

I dag er Putins store projekt at genvinde Ruslands status og den nationale stolthed. Problemet er bare, at de ikke har så meget at have det i, hverken økonomisk eller ideologisk.

RÆSON: Har Rusland et udenrigspolitisk design i Mellemøsten, der baserer sig på noget idepolitisk eller ideologisk, eller er det ren realpolitik?
RACHLIN: Ruslands indflydelse i nyere tid er indskrænket af hvad har de egentlig har at byde på. De har haft travlt med at genopbygge deres egen sociale og økonomiske struktur, og de har ikke været i stand til at gå ind med nogle hjælpeprogrammer i noget større omfang, andet end med våbeneksport.

 

Israel og Rusland har nu et udmærket forhold med politisk dialog, og adskillige besøg på forskellige niveauer. De har en gensidig forståelse, som er ganske iøjnefaldende.
_______

 

Udover energi og råvarer, så er våben Ruslands vigtigste eksportprodukt. Ambitionen under Putin har primært været at genopbygge deres militær, flåde og flyvevåben. Det blev gjort muligt efter en velstandsstigning, som skyldtes de mangedoblede oliepriser, der gik fra 20-30 dollar per tønde til 120 dollars per tønde, da han blev præsident i 2000. Først der begynder Rusland at kigge ud i verden igen, og det sker så i lynkrigen mod Georgien i august 2008. Nu havde Rusland genvundet en militær evne til at udføre sådan en operation. Ruslands appetit og interesse for at slå sig op internationalt blev større.

Rusland har også været aktiv diplomatisk i Mellemøsten, og opdyrket forholdet til Israel ganske intenst. Israel og Rusland har nu et udmærket forhold med politisk dialog, og adskillige besøg på forskellige niveauer. De har en gensidig forståelse, som er ganske iøjnefaldende. De har også forsøgt at genopbygge de politiske, diplomatiske, militære forhold andre steder, men det er ikke lykkedes udover i Syrien og Iran. Det blev tydeligt i forholdet til Iran og spørgsmålet om atomvåben, at den rolle, der passede Putin bedst i den opståede politiske og diplomatiske konstellation, var rollen som ’spoiler’ ved at vise, at man ikke automatisk spillede med på den politik USA, NATO, EU-landene og den vestlige alliance lagde. De ville markere, at de førte deres egen selvstændige politik, og at de ikke lå under for pres fra vestlige hovedstæder.

 

Putin har fået den ortodokse kirke til at spille en kæmperolle i Rusland. Det tomrum som kommunismen efterlod blev erstattet af kirken.
_______

 

Der ligger også noget konfliktstof i, at Putin har fået den ortodokse kirke til at spille en kæmperolle i Rusland. Det tomrum som kommunismen efterlod blev erstattet af kirken. Det er en blanding af religiøsitet og nationalisme, men ikke noget man kan bruge som eksportvare i de muslimske lande. På den politiske front fremstår Moskva som konservatismens højborg. Rusland dyrker de traditionelle familiedyder og værdier, og vender sig imod og latterliggør Vesten og deres LGBT-bevægelser, som de mener er fordærv. De dyrker en moralsk oprustning bygget på kristent værdigrundlag og dybt konservative dyder.

Det er interessant at Putin, som er KGB-mand, opdraget af den kommunistiske, marxistisk-leninistisk lære, nu er fremmeste fortaler for de konservative dyder. Så det at han blander sig i muslimske anliggender er ren realpolitik, en gammel alliance, der drejer sig om magt og våben.

RÆSON: En del af Putins narrativ er at genskabe imperiet og Rusland som en frygtet stormagt. Angiveligt har støtten til militser i kampen om Ukraine og annekteringen af Krim øget hans popularitet blandt den russiske befolkning. Hvilken betydning har Syrien haft for hans popularitet?
RACHLIN: Under borgerkrigen i Syrien blev Bashar al-Assad taget i at have brugt kemiske våben. Obama sagde, at den røde streg var overtrådt. Man samlede koalitionen og ville bombe al-Assad. Putin sprang ud som, hvad jeg kalder ’diplomatisk stuntman’. Det trak op til en stor konflikt, og det var klart på det tidspunkt, at Ruslands eneste allierede i området var al-Assad. De havde i russisk optik legitime og strategiske interesser igennem baser, tætte forbindelser og militært samarbejde, så de tog al-Assad i forsvar. De sagde, at der ikke fandtes beviser for, at det var al-Assad, der havde brugt våbnene, men at det var oprørsstyrkerne. Formlen omkring, at Syrien afskaffede de kemiske våben blev modtaget med kyshånd af Vesten, og der brillerede Putin som en statsmand. Russerne var meget begejstrede, og Putin blev af nogle af sine støtter indstillet til Nobels Fredspris. De synes hans indsats var fantastisk; han var en fredsmager på den hvide hest.

 

Syrien har skabt stor begejstring på det tidspunkt i og med, at Rusland kunne spille en konstruktiv rolle. Putin blev fremstillet som en diplomatisk helt i massemedierne.
_______

 

Syrien har skabt stor begejstring på det tidspunkt i og med, at Rusland kunne spille en konstruktiv rolle. Putin blev fremstillet som en diplomatisk helt i massemedierne. Der kunne man se, hvordan de havde udnyttet deres traditionelle styrke i Syrien til at positionere sig, og stive egen internationale prestige af og opnå respekt. Det fik en positiv modtagelse og har boostet hans popularitet.

RÆSON: Hvordan søges Putins Mellemøst-politik legitimeret over for den russiske befolkning. Fx med tanke på økonomisk og militær bistand til det syriske styre?
RACHLIN: Det har været svært for Kreml at forklare befolkningen efter den første begejstring havde lagt sig. Det var uklart for russerne, hvad de nationale interesser egentlig var. Krigen trak ud, og i september 2015 talte Putin i FN’s Generalforsamling for første gang i 10 år, hvor han talte meget om Mellemøsten, specielt om Syrien, og hvor han forklarede, hvor vigtigt det var at gå på kompromis.

’Kompromis’ er ikke et ord Putin gerne bruger, for i hans univers er det lig med svaghed. Han talte om internationale koalitioner, og afviste pure at Rusland ville spille en aktiv rolle på slagmarken, men få dage efter startede deres bombetogter. Det var et udspekuleret spil med forstillelse, som man også så tydeligt med Krim og Ukraine. Der var forhøjet aktivitet i de russiske baser i Syrien, og man kunne se på satellitbilleder, at der blev bygget barakker, men det blev benægtet helt til flyene lettede og angrebene startede.

 

Hvad angår det diplomatiske stunt med afskaffelse af de kemiske våben, frydede russerne sig over, at Putin kunne stikke en finger i øjet på vestmagterne.
_______

 

RÆSON: Hvorfor valgte Rusland at intervenere i Syrien?
RACHLIN: FOR DET FØRSTE havde Rusland brug for at vise, at man ikke lader en ven, al-Assad, i stikken. De stod ved, at de stod bag al-Assad og ville vise overfor verden, at man ikke svigter en ven i nød.

FOR DET ANDET var det en anledning for Moskva til at demonstrere sin internationale status for første gang siden krigen i Afghanistan. Det var 1.000 kilometer væk fra russisk territorium; en militær aktion som Moskva aldrig før havde demonstreret. Putin har siden økonomien blev bedre, prioriteret en gennemgribende modernisering af hæren i en sådan grad, at forsvarsudgifterne nu udgør hele 30 pct. af statsbudgettet.

Det var vigtigt at projicere deres politiske og militære evne til at gøre sig gældende langt uden for Ruslands grænser. De begyndte at vise grumsede billeder, hvor man ser målene blive bombet, i lange baner. Russerne elskede det. Igen blev Syrien brugt til at opbygge Putins prestige. Hvad angår det diplomatiske stunt med afskaffelse af de kemiske våben, frydede russerne sig over, at Putin kunne stikke en finger i øjet på vestmagterne, der havde fulgt konflikten nærmest handlingslammede. Rusland fremstod som fredsmageren og som den eneste magt, der kunne slutte denne langvarige og ulyksalige konflikt.

Et tredje tydeligt aspekt, som Putin også har kommenteret er, at det var en god reklame for russiske våben. Fly, raketter og krydsermissiler, som første gang fløj mod mål i Syrien fra det Kaspiske Hav og Middelhavet. Hvor præcist det var vides ikke, men det var en afstand på over 1.000 km. Det viste om ikke andet det isenkram Rusland har.

 

Motivationen til at intervenere i Syrien var også sikkerhedspolitisk, da mange tusinder IS-krigere kommer fra de muslimske områder i Nordkaukasus som Tjetjenien.
_______

 

Motivationen til at intervenere i Syrien var også sikkerhedspolitisk, da mange tusinder IS-krigere kommer fra de muslimske områder i Nordkaukasus som Tjetjenien. Rusland frygter, at de her folk vil vende tilbage, skabe uro og terrorhandlinger. Den frygt er ikke grebet ud af den blå luft, for der er mange tjetjenere og andre russiske muslimer, der er draget i hellig krig i Syrien. Hele krigen i Tjetjenien var også baseret på samme kræfter og ideologi om et islamisk kalifat. Det er en velbegrundet frygt som var med til at legitimere indblandingen i Syrien. Man frygtede, at Ruslands angreb ville skabe modsætninger i forhold til de hjemlige islamister og på den måde fremprovokere handlinger, men der har indtil nu ikke været nogle betydelige terrorhandlinger i Rusland i kølvandet af interventionen.

RÆSON: Hvordan legitimerer Putin at bruge så store summer på en krig i et fjernt land, når den russiske økonomi samtidig skrænter derhjemme?
RACHLIN: Økonomien er akilleshælen i Putins system. Han er blevet spurgt af russiske journalister, om man nu også har råd til krigsførelsen, og om det ikke gik ud over den russiske økonomi. Putin har svaret nej, og forklarer, hvordan man har flyttet pengene til militære øvelser inde i landet til militær aktion i Syrien. Ifølge Putin er det meget bedre for soldaterne og isenkrammet at blive testet i rigtig krig.

Det har været en udfordring for Moskva at forklare, hvad Ruslands nationale interesser egentligt er i en konflikt så kompliceret og så langt væk. Med terrorangrebet i Sinai (Egypten, red.) på det russiske fly, begyndte der at komme en skepsis – også i medier, i det omfang det lod sig gøre i et meget kontrolleret presse. De stillede spørgsmålstegn ved nødvendigheden af russisk indblanding. Der kom murren i krogene, og man begyndte at tælle valutaen. Efterfølgende kom konflikten med Tyrkiet og nedskydningen af det russiske jagerfly. Det var en brik i totalbilledet, og der blev længere imellem paraderne og videoerne af bombningerne på russisk tv, det som jeg kaldte ’russisk Pride Parade’. Tyrkiet var en ødelæggende ting, hvor en af piloterne blev dræbt og den anden blev modtaget som helt. Så kommer ’mission accomplished’-meddelelsen fra Moskva om deres indsats i Syrien, som er så uigennemskuelig. Man erklærede, at man trak fly ud, men ikke alle, og bombningerne fortsatte. Det er en klar strategi fra Ruslands side, at man ikke lader nogen læse kortene, og at man bevidst skaber forvirring.

 

I modsætning til Vesten, så var Rusland blevet bedt om hjælp fra den legale syriske regering. De var der med fuld ret – det var de andre ikke.
_______

 

RÆSON: Hvad har Ruslands rationale været bag at bombe i områder, hvor IS slet ikke var til stede og at bombe civile i stort omfang som blandt andet i Aleppo?
RACHLIN: Bombemønstret har skabt stor opstandelse i Vesten, fordi det viste sig, at de russiske fly ikke bombede der, hvor man vidste IS befandt sig. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, forklarede i FN, at hvis de ser ud som terrorister, de handler som terrorister, er bevæbnede som terrorister – så er de terrorister. I den fremstilling var alle terrorister – også dem som den vestlige koalition samarbejdede med i oprøret mod al-Assad. Men for Rusland var alle undtagen al-Assad legitime mål.

En meget vigtig del i det politiske diplomatiske spil, både fremsat af Lavrov og Putin, er, at i modsætning til Vesten, så var Rusland blevet bedt om hjælp fra den legale syriske regering. De var der med fuld ret – det var de andre ikke.

Ruslands interesse i at bombe de civile mål, og skabe de massive flygtningestrømme, er endnu en del af strategien. Hensynsløse bombninger med drab i massevis af uskyldige mennesker og at fordrive tusindvis på flugt fra hus og hjem, er ikke god reklame. Vi kan ikke allerede sige, hvilken pris Rusland kommer til at betale for de her vilkårlige angreb på civile områder. Det kan man vel først få et overblik over på større afstand.

RÆSON: Hvordan forholder Rusland sig til flygtningestrømmen mod Europa?
RACHLIN: Blandt diplomater, politikere og analytikere i både USA og Europa, tænker man, at Rusland har en egeninteresse i de mange tusind mennesker, der bevæger sig mod Europa fordi det er med til at destabilisere Europa og fragmentere EU i en situation, hvor vi har rigeligt at se til i forvejen.

Russernes selvforståelse er modsat, at man gør alt i den bedste mening, at man kun har fredelige hensigter, og man har ingen aggressive planer i modsætning til NATO, State Department, CIA og alle de andre sikkerhedstjenester.

I Washington, hvor jeg bor, tales der i diplomatiske cirkler og i tænketanke om den åbenlyse interesse Rusland har i at åbne sluserne for flygtninge for at bringe pres på EU. Det hænger sammen med sanktionerne mod Rusland på grund af Krim og Ukraine. Den her situation bruger de altså til at svække det europæiske sammenhold og så håber de på, at det vil skabe mere splittelse i EU og hjælpe med at få ophævet sanktionerne.

RÆSON: Rusland har tætte relationer med Israel, men også med Hizbullah og Iran samt forbindelser i Saudi-Arabien og andre golfstater, som jo er både Iran og Syriens fjender. Hvis vi taler Mellemøsten mere generelt, hvordan navigerer Rusland i de forskellige alliancer, særligt når de regionale magter, ser den politiske magtkamp som et nulsums-spil?
RACHLIN: Der har været møder med Saudi-Arabien på højt niveau, og Rusland prøver selvfølgelig at positionere sig. Det er klart, at de fik problemer, da de åbnede for en gammel aftale om at levere missiler til Iran – og de kan jo i princippet nå Israel. Det har dog ikke skabt større konflikt mellem Rusland og Israel. Det er svært for mig at se et mønster for, hvordan Moskva kan få et fodfæste i de her lande. Nu er der jo et voldsomt opbrud i kølvandet på det Arabiske Forår.

Jeg kan ikke indkredse, hvad det er Moskva kan tilbyde, udover bistand i en konflikt. For at Rusland skal kunne spille en rolle kræver det, der er en konflikt eller krise. Ellers skaber de konflikten for at legitimere deres indsats. De er bedst til krisestyring. Som nævnt har de hverken en ideologi eller økonomi at tilbyde. Der er ingen permanente samarbejdspartnere, og det er vanskeligt at indkredse, hvad de har at byde på udover viden og teknologi, men de er jo heller ikke ligefrem et højteknologisk forgangsland.

 

Det er svært at se, hvad den langsigtede diplomatiske fordel har været med de her omfattende satsninger i Mellemøsten.
_______

 

Jeg kan ikke se, hvad indsatsen i Syrien har afstedkommet af andre alliancer i Mellemøsten, og det har jo ikke ligefrem gjort Rusland populær blandt andre arabiske stater, måske kun Irak. De lægger sig jo ud med sunnierne i deres samarbejde med shiiterne. Jeg kan ikke se nogen langsigtet gevinst for Rusland på den diplomatiske eller politiske front.

Rusland har desuden fået en stor fjende i Tyrkiet. Det har været meget dyrt for dem. Der blev så stor vrede efter den tyrkiske nedskydningen af det russiske jagerfly, der kom efter gentagne krænkelser af tyrkisk luftterritorium og utallige advarsler. Deres forhold, som er opbygget gennem årtier, og som var meget tætte økonomiske og tekniske (fx i forbindelse med rørledninger og investeringer) er ødelagt. Man har jo også bombet de turkmenske grupper, der kæmpede mod al-Assad.

Det er svært at se, hvad den langsigtede diplomatiske fordel har været med de her omfattende satsninger i Mellemøsten. Der er kun åbenlyse tab som Tyrkiet. På plussiden er det, som vi har beskrevet: at vise militær magt og sætte Rusland på verdenskortet som en indflydelsesrig spiller.

RÆSON: USA har holdt fingrene væk fra Syrien, da de ikke ville ende med at skulle stå med et omkostningsrigt genopbygningsprojekt. Hvad med Rusland, har de nogen genopbygningsstrategi for Syrien, eller en exit-strategi?
RACHLIN: Det har jeg ikke set. Putin overraskede med måden, hvorpå han trak sig ud, uden at være kommet ud. Han er der jo endnu. Men man har nedtrappet intensiteten og omfanget af aktionen.

Det er for tidligt at gøre status, men exit-strategien er jo i gang, hvad end det måtte føre med sig. Genopbygning er ikke en russisk force. Det vil kræve gigantiske investeringer at genopbygge Syrien. Den russiske statskasse er på grund af Krim og fald i energipriser, slunken. Der er ikke meget at gøre godt med, og jeg har ikke set en plan for genopbygning nogen steder.

RÆSON: Vurderer du, at Rusland faktisk har ressourcerne og engagementet til at føre en pro-aktiv Mellemøst-politik og gennemføre sin dagsorden i regionen?
RACHLIN: Putin har jo pustet sig selv op som supermand. Intentionen er at vise Rusland som en supermagt, men sådan forholder det sig ikke. Rusland er ikke en økonomisk eller militær supermagt. De har ikke meget at give af.

 

I Rusland har man brug for USA som fjendebillede, og om de faktisk også har nærmet sig USA i forhandlingerne i Syrien synes uklart. Spillet er så uigennemsigtigt.
_______

 

Putins diplomatiske og PR-mæssige anstrengelser går ud på at skabe illusionen om Rusland som økonomisk stormagt. Deres samlede økonomi er nogenlunde på størrelse med Hollands. Et land med 145 mio. indbyggere, verdens største landterritorium, nogle af verdens største naturrigdomme, har så lille en økonomi. På IMF’s liste over verdensøkonomierne ligger Rusland på en 12. plads efter lande som Italien.

Rusland har ressourcerne til at føre krig i kort tid, men ikke over længere tid. Putin gør alt for at skjule, at det forholder sig sådan. Deres økonomi er fuldstændig ensporet fordi en stor del bygger på indtægterne fra energieksport. Antallet af mennesker under fattigdomsgrænsen er eksploderet, og de har store problemer grundet den gennemgribende korruption.

RÆSON: Hvordan betragter Rusland USA’s rolle i Mellemøsten?
RACHLIN: Amerika er det store imperialistiske uhyre, der vralter rundt på må og få, og vil påtvinge sin vilje. Rusland proklamerer, at det er Vesten, der har fremprovokeret konflikterne med krigene i Irak og Libyen. Vesten har sluppet kræfter fri, som har skabt kaos og krig. Skylden lægges mindst ligeså meget på Vesten, som på terroristerne. Vestens ageren viser, at de ikke har anet, hvad de har foretaget sig.

I Rusland har man brug for USA som fjendebillede, og om de faktisk også har nærmet sig USA i forhandlingerne i Syrien synes uklart. Spillet er så uigennemsigtigt. Det er svært at tage noget for pålydende. Hvad er spil og hvad er reelle diplomatiske og politiske intentioner og ønsker? Det var det samme problem med at gennemskue sovjetiske motiver i sin tid.

ILLUSTRATION: Præsident Vladimir Putin møder embedsmænd i Voronezh, Rusland [foto: AP Photo/RIA-Novosti, Alexei Druzhinin, Presidential Press Service via Polfoto]