14.04.2017

Både et våbenkapløb og en højere grad af sikkerhedsorientering er for længst igang – og var det også længe inden nogen havde tænkt på Donald Trump som amerikansk præsident. Den tendens ventes blot at blive stærkere i 2017.

Af Asger Røjle, Tokyo

Hvordan påvirker valget af Donald Trump som USA’s nye præsident Asien?
Generelt er man i Asien bestemt ikke begejstret ved udsigten til fire år med Trump som amerikansk præsident. Den afgørende forklaring er den nye præsidents uforudsigelighed. For er der noget, man ikke bryder sig om i asiatiske regeringskontorer, er det uforudsigelighed, og det gælder i stort set alle lande i regionen. Derfor har den diplomatiske indsats fra de østasiatiske regeringers side i tiden mellem Trumps valg i november og hans indsættelse i januar primært handlet om at mindske denne uforudsigelighed. Om at lære Trump at kende – og få ham overbevist om, hvad der i den nuværende situation er værd at bevare.

Bekymringen handler mest om sikkerhedspolitik, og det gjorde det allerede under den amerikanske valgkamp. Trump kom med den ene meget isolationistiske melding efter den anden, som skabte dyb bekymring hos USA’s traditionelle allierede i Østasien, især i Japan og Sydkorea. De to lande skulle selv betale meget mere for deres forsvar, og de skulle måske ligefrem have deres egne atomvåben, lød det. Den udvikling – i retning af et Asien, der indretter sig på en fremtid, hvor USA formindsker sin militære og politiske tilstedeværelse – var allerede i fuld gang. Nu fik den en ordentlig skovlfuld koks. Alle landene i regionen – både de, der er i alliance med USA, og de, der ikke er det – kigger nu en ekstra gang på årets finanslov, om ikke der kan blive råd til lidt større forsvarsudgifter end sidste år.

Men straks Trump var valgt, fik han 17. november besøg af Japans premierminister, Shinzo Abe, der kom ud fra mødet med en venlig erklæring om, at Trump kunne man godt stole på. Især Japan indledte – sammen med fremtrædende Republikanske udenrigsveteraner – en intens opdragelseskampagne over for den kommende præsident. De personer, som han udpegede til udenrigs- og forsvarsrelaterede poster, har over for asiatiske kolleger og asiatiske medier været meget omhyggelige med at understrege, hvor central en rolle USA’s sikkerhedspolitiske alliancer i Asien og Stillehavsregionen har spillet – og fortsat skal spille – i at opretholde fred og stabilitet i regionen. Og fra Trump selv hørte man pludselig ikke længere de samme isolationistiske toner som under valgkampen.

Det er tilsyneladende en del af Trumps politiske rygmarvsholdninger, som de kommer til udtryk i hans berømte og berygtede Twitter-diplomati, at han ikke vil ligge under for Kina, når det store land forsøger at bruge sin politiske og økonomiske tyngde til at bulldoze sin vilje igennem i regionen. Nogen har tilsyneladende forklaret ham, at hvis han vil føre så risikabel en politik over for Kina, nytter det ikke noget, at han samtidig spiller hasard med de gammelkendte alliancer med områdets øvrige magter, som USA har brugt mange årtier på at opbygge.

Den omdefinering af de sikkerhedspolitiske balancer i Stillehavsregionen, som en isolationistisk tænkende amerikansk præsident vil medføre, kommer derved til at ske i et langsommere tempo, end de fleste først troede, og mange frygtede. Men der er næppe tvivl om, at udviklingen immervæk på længere sigt vil gå i retning af et svækket amerikansk engagement – og det er landene i regionen pisket til at tage bestik af.

Handelspolitisk holder forretningsmanden Trump – trods fromme ønsker og tryglende argumenter fra frihandelstilhængere i øst og vest – fast ved sin afvisning af at melde USA ind i Stillehavslandenes møjsommeligt sammenflikkede frihandelsorganisation TPP (Trans-Pacific Partnership), der bestemt ikke ville have været nogen revolution, men som immervæk ville have medført betydelige markedsåbninger og toldreduktioner i hele regionen. Og industripolitisk har han – allerede inden sin tiltræden – lagt så massivt et pres på store multinationale industrigiganters beslutninger om udflytninger, jobskabelse og investeringer, at det har fået samme frihandelstilhængere til at fortvivle.

Det samme gør man i Asien – både i virksomheders hovedkvarterer og i regeringskontorer. En mindre åben amerikansk økonomi, hvor USA i højere grad beholder arbejdspladserne, producerer varerne og sælger dem til forbrugerne i et indre-amerikansk kredsløb, uanset hvor meget dyrere det bliver for amerikanerne selv, vil uundgåeligt få alvorlige konsekvenser for Asiens eksportrettede industrisektorer.

Også på dette punkt forsøger USA’s traditionelle allierede i Asien – med Japan i spidsen – at tale til det, de ser som Donald Trumps bedre jeg. Tilsyneladende med betydeligt mindre ørenlyd, end det er tilfældet med sikkerhedspolitikken.

Når dette er skrevet, så er der bestemt også punkter, hvor man i de fleste asiatiske lande er glade for at slippe af med Trumps forgænger, Barack Obama. Obamas evindelige fokus på langsigtet klimapolitik og bløde menneskerettigheder blev i langt de fleste asiatiske hovedstæder opfattet som storsnudet og bedrevidende. På de punkter kan de efter alt at dømme regne med i langt højere grad at være på bølgelængde med Trump og hans stab.

Er udviklingen i Filippinerne et udtryk for, at der er en asiatisk udgave af populisme/protestbølgen på vej?
Asiater er bestemt ikke immune over for populisme – og i de lande, hvor der foregår mere eller mindre frie valg, er protestpartier bestemt med i det politiske billede. Det drejer sig ikke kun om den slagfærdige Rodrigo Duterte, Filippinernes kontroversielle præsident, som står bag en blodig udryddelseskampagne over for landets narkohandlere, som svarer til en tilsvarende kampagne i byen Davao, hvor han kommer fra, og hvor han var borgmester i over 20 år. Kampagnen har på landsplan kostet op imod 4.000 menneskeliv, men har trods alle disse menneskeretskrænkelser bevaret en overvældende støtte i befolkningen. Ifølge meningsmålinger siger over 70 pct. af filippinerne således, at han gør det godt som præsident. Da han besøgte Tokyo, mødte herboende filippinere i hundredvis op på gaden for at hylde ham. Og derhjemme holder hans modstandere meget lav profil.

Også Indonesiens præsident, Joko Widodo, som har øgenavnet ’Yokowi’, brugte på temmelig skamløs manér populistiske virkemidler i sin valgkamp. Ikke mindst da han blev valgt til guvernør i Jakarta i 2012. Det var på den post, at han grundlagde den popularitet, der i 2014 gjorde det muligt for ham at blive valgt til præsident ved at udbrede sundhedsvæsen og uddannelsestilbud til nye befolkningsgrupper og ofte – i afslappet tøj – spadsere gennem slummen for at lytte til beboernes beklagelser og ønsker.

Japansk politik synes på overfladen temmelig immun over for populistiske bevægelser. Det samme parti, det såkaldt Liberal-Demokratiske Parti, LDP, som altid har været domineret af pæne, jakkesætklædte mænd af det bedre borgerskab, har været ved magten i langt de fleste af de seneste 60 år. Men selv i Japan har en karismatisk og slagfærdig outsider som den stadig relativt unge Toru Hashimoto kunnet vælges til først borgmester og siden guvernør i landets næststørste by, Osaka, på baggrund af en nationalistisk grundtone og bombastiske løfter om, hvad man i LDP opfatter som nemme snuptagsløsninger på storbyens problemer. Han blev berygtet i hele Japan for at forbyde skolelærere at være tatoverede, og han forsøgte – ikke altid med held – at frasælge flere offentlige projekter og institutioner til private ejere. Hashimoto løb lokalt ind i en politisk blindgyde, da han gjorde det til sin mærkesag at sammenlægge kommune og amt – det mislykkedes. Hans bestræbelser på at gøre sin bevægelse landsdækkende er heller ikke lykkedes. Men hans parti dominerer stadig lokalpolitikken i millionbyen. Han er et omvandrende varsel om, at den dag, hvor en politiker med udstråling og karakter viser sig – til højre eller venstre – vil han eller hun sandsynligvis kunne appellere til vælgerne på nationalt plan. Der er mange, der ikke stemmer ved valgene, især blandt de unge. Der er mange potentielle stemmer at samle op.

Hvordan er Japans rolle i regionen under forandring?
Japan har under premierminister Shinzo Abe, som nu regerer landet på femte år, målbevidst forsøgt at hæve sin militære og sikkerhedspolitiske profil i regionen. De sikkerhedspolitiske reformer, som han trods rasende protester og demonstrationer i gaderne fik vedtaget i begge parlamentets kamre i 2015, er slet ikke noget endegyldigt opgør med den grundlæggende pacifisme, som Japan har været underlagt, siden den nuværende forfatning blev forfattet af unge idealister i den amerikanske besættelsesstyrke i 1947. Hvis den skulle tages bogstaveligt, forbyder den Japan at have et rigtigt militær og søge militære løsninger på internationale problemer. Dertil er der alt for mange betingelser, der skal opfyldes, før japanske soldater for alvor kan spille en hovedrolle i regionale kriser. Men Shinzo Abe ville sige, at der ER taget et lille skridt i retning af at befri Japan for det, han betragter som en form for sikkerhedspolitisk spændetrøje. Han har aldrig lagt skjul på, at han drømmer om den dag, hvor Japan kan få sin egen japansk-formulerede forfatning, som svarer til nutidens forhold.

De sikkerhedspolitiske reformer har åbnet for, at japanske styrker i højere grad kan spille en aflastende rolle over for deres amerikanske fæller under patruljering i det vestlige Stillehav – og andre steder langt fra Japans kyster. De har også udvidet de funktioner, som japanske styrker kan udføre under deltagelse i FN-fredsstyrker rundt omkring i verden. Japanske soldater kan nu deltage i befrielsen af andre landes FN-soldater i Sydsudan, hvis de tages til fange.

Men de har ikke for alvor skabt grundlag for, at japanske styrker kan deltage den ulykkelige dag, hvor det kommer til deciderede krigshandlinger, der ikke udtrykkeligt handler om at redde japanske statsborgere. I det tilfælde skal en japansk deltagelse desuden først op i parlamentet hjemme i Tokyo, og alle ved, at der er meget snævre grænser for, hvad den offentlige mening i Japan vil kunne acceptere. I generationer er unge japanere vokset op med en meget pacifistisk opdragelse, og reformerne forrige år blev først vedtaget efter de største protestdemonstrationer i Tokyo i flere årtier.

Så selvom landets militære rolle øges, vil Japan fortsat i langt højere grad i regionen spille rollen som investor, bistandsyder og leverandør af ekspertise og infrastruktur – også i 2017.
Det var også hovedtemaet for den rejse til fire sydøstasiatiske lande, som Shinzo Abe gennemførte i januar 2017.

De fleste i Japan – især den yngre generation – længes ganske vist som Shinzo Abe efter den dag, hvor krigshistorien fra den fjerne Anden Verdenskrig, som de færreste i dag har personlige erindringer om, ikke længere er en faktor i at definere Japans rolle i regionen. Men heller ikke på det punkt skal man vente nogen radikal ændring i 2017. Dels fordi nogle japanske politikere tilsyneladende har tænkt sig at blive ved med at udfordre de sensible sind i nabolandene – som da forsvarsminister Tomomi Inada, dagen efter at have deltaget i premierministerens historiske besøg ved Pearl Harbor i december, besøgte Yasukuni-helligdommen i Tokyo, hvor japanske familier ærer dem, der er døde i krig for Japan, inklusive 14 dømte krigsforbrydere. Det gjorde hun naturligvis af indenrigspolitiske årsager – hun har sin støtte i konservative grupper – men hun vidste, at Kina og Sydkorea automatisk ville protestere. Samtidig er det et åbent spørgsmål, om kinesere og koreanere vil holde op med at bruge ’det historiske spørgsmål’ til at inddæmme Japans forsøg på at hæve sin profil i regionen, selv hvis japanske politikere nogensinde holder op med den slags dumheder.

I løbet af 2017 bliver der, efter alt at dømme, valg til underhuset. Premierministeren venter næppe til det sidste år af sin fireårsperiode (2018) med at forsøge at befæste sit store flertal. Det kommer for tæt på det planlagte kejserskifte ved årsskiftet 2018-2019 og De Olympiske Lege i 2020. Det dominerende tema for valget bliver næppe forfatningsændringer, som vi formodentlig ikke kommer til at høre ret meget om fra regeringens side i årets løb. Der er simpelthen ikke tid i den politiske kalender. Men emnet er evigt aktuelt, og det vil lure i baggrunden i den forstand, at Abe-regeringen åbenlyst vil forsøge at fastholde sine to tredjedeles flertal i begge parlamentets kamre, således at han i sin næste regeringsperiode har mulighed for at realisere sin drøm om forfatningsændringer.

Hvordan ser de mindre lande på Japans forsøg på at skabe en samlet front over for Kina?
Som nævnt har premierminister Shinzo Abe netop i januar gennemført en hurtig rundrejse til Filippinerne, Australien, Indonesien og Vietnam. Han prøver at samle så enig en front som muligt mod Kinas aggressive fremfærd i regionen og samtidig gøde jorden for dette samarbejde med japansk bistand og økonomisk samarbejde. Det har været temaet for japansk udenrigspolitik i regionen i et stykke tid, men nu har det fået en ekstra dimension: Alle forventer, at de asiatiske lande må gøre mere selv, så længe Trump er præsident.

Australien har den samme dagsorden som Japan – cirka. Men i de andre tre lande mødte Abe budskabet: Landene vil godt være med til nogle af hans konkrete forslag om bistand og samarbejde, men det skal ikke ses som nogen samlet front mod det store Kina – og det skal ikke forhindre dem i at søge deres egen forståelse med kineserne.

Kina er og bliver den altdominerende magt i regionen. I vore dage betaler nabolandene ikke længere tribut til kejseren i Kina, men de indretter sig på anden vis efter Kinas store magt. Det er en logik, som i parentes bemærket også gælder i Japan selv. Samtidig med at premierminister Abe står i Hanoi og holder tale om, at Japan vil ”tage lederskab” i en fælles bestræbelse på at opretholde lov og orden på havene og hindre Kina i at kontrollere sejlruterne i Det Sydkinesiske Hav, så er dele af hans eget diplomati optaget af at skabe en bilateral forståelse og daglig modus vivendi [en dagligdags omgangsform, hvor tingene fungerer, red.] mellem Japan og Kina. Det er et grundvilkår i østasiatisk diplomati anno 2017.

Dilemmaet kom nok tydeligst frem i Filippinerne, som under præsident Rodrigo Duterte er slået ind på en mere Kina-venlig kurs, end hans forgængere førte. Her skal præsidenten ifølge den filippinske avis Philippine Star have sagt nej tak til et japansk tilbud om at forsyne landet med missiler – med den begrundelse, at han ikke ”ønskede at se en tredje verdenskrig”. En rapport, som vel at mærke pure benægtes fra japansk side.

Indgår Indien i højere grad i regionens selvopfattelse?
Indien er så stort med så stor økonomisk tyngde og så vigtig en strategisk beliggenhed, at landet sagtens kunne spille en hovedrolle i regionens storpolitiske spil. Der er i øvrigt også mange indere i flere af landene i Sydøstasien. Men Indien lever i stor udstrækning sit eget liv i Sydasien og blander sig bemærkelsesværdigt lidt i tingene – både øst og vest for sin egen store halvø.

I forhold til Kina har Indien både evindelige grænsestridigheder og en vis grad af økonomisk rivalisering. Men det betyder ikke, at landet for alvor er blevet viklet ind i andre landes bestræbelser på at skabe en modvægt til Kinas dominerende indflydelse. Igen er det Japan, som siden Shinzo Abes tiltræden som premierminister i slutningen af 2012 mest ihærdigt har forsøgt at danne fælles front med Indien. Det er åbenlyst, at Japans charmeoffensiv over for Indien også i meget høj grad handler om at sælge lyntog, atomkraftværker og andre former for avanceret japansk hardware til de nyrige indere. Men ikke kun det. Der er også en sikkerhedspolitisk og magtpolitisk bagtanke. Det har givet anledning til nogle gemytlige topmøder i Delhi og Tokyo – men det har ikke for alvor meldt Indien ind i de østasiatiske skærmydsler. Meget tyder på, at skiftende indiske regeringer gerne har villet blande sig så meget som muligt uden for den ballade. Og det har så til gengæld også betydet, at Indien ikke for alvor er en del af regionens selvforståelse og næppe heller begynder at blive det i 2017.

Kan man undgå et våbenkapløb og en sikkerhedsorientering af regionen?
Det er nok for sent at stille det spørgsmål, for både et våbenkapløb og en højere grad af sikkerhedsorientering er for længst i gang – også længe inden nogen havde tænkt på Donald Trump som amerikansk præsident. Den tendens ventes blot at blive stærkere i 2017.

Så spørgsmålet er snarere, hvad der skal til for at begrænse denne tendens – at endnu flere af regionens ressourcer går til våben frem for til økonomisk udvikling, forureningsbekæmpelse, infrastruktur og andre gode formål. Jo mere det lykkes for landene i regionen at stabilisere situationen gennem afdæmpet diplomati og skabe en eller anden form for magtbalance, som alle kan leve med, jo færre argumenter har fortalerne for øgede forsvarsbudgetter.

Tag ikke fejl: I samtlige lande er der folk, der bestræber sig på at skabe en sådan ro.
Men det ser ikke ligefrem ud til, at ’stabilitet’ bliver nøgleordet for udviklingen i Østasien og Stillehavsregionen i 2017. Så meget desto mindre siden valget af den – stadig – uforudsigelige Donald Trump.

Asger Røjle (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Kristeligt Dagblad og andre danske medier, og han udgiver nyhedsbrevet www.forkant.nu om udviklingen i Japan og regionen.