
Integrationsforsker: Boligpolitikken fungerer ikke – fokus bør være på skolerne og inklusion i hverdagslivet
17.11.2017
.Integration er med burkaforbud, muslimske friskoler og bandekrig fortsat et varmt emne i dansk politik. Men hvordan bliver det opfattet af dem, som det egentlig handler om? RÆSON har talt med integrationsforsker ved Aarhus Universitet, Kristina Bakkær Simonsen, som i forskellige studier har undersøgt, hvordan indvandrere og efterkommere oplever det, hun kalder ”grænsen til det danske” – senest i et nyligt publiceret studie om efterkommeres oplevelse af at høre til.
Interview med Ph.d.-studerende Kristina Bakkær Simonsen
Interview af Nanna Ahrensberg og Simon Bækgaard
RÆSON: Har der historisk set været en rød tråd i dansk integrationspolitik?
KBS: Danmark er på mange måder kommet lidt sent ind i gamet, da det først er fra slutningen af 1960’erne og frem, at man for alvor har oplevet indvandring. Først var det gæstearbejdere, og senere har vi modtaget flygtninge. Alene dét at kalde folk gæstearbejdere viser, at der ikke har været en politik om integration: Det var nogen, der ikke skulle blive her og derfor ikke skulle integreres i samfundet. I 1990’erne var der stadig rimeligt åbne døre for flygtninge under socialdemokratisk ledede regeringer. Min iagttagelse er, at man på det tidspunkt havde en organisk opfattelse af, at indvandrerne nok efterhånden skulle blive en del af samfundet, samt et håb om, at de kunne vende tilbage til det samfund, de kom fra. Der var en forståelse af midlertidighed vedrørende de folk, der kom hertil. Det er først omkring 00’erne, at man virkeligt har reageret på det politisk: Vi får en borgerlig regering, der begynder at handle og adressere integration som et problem eller en udfordring.
RÆSON: Hvordan adresserede de det?
KBS: Dét at bidrage var et stort tema op igennem 00’erne. Og så er der nok sket en yderligere stramning af identitetsdimensionen de seneste år, hvor integration nærmest er kommet til at betyde “at blive dansk”. Det hænger især sammen med den vælgermæssige opbakning til Dansk Folkeparti. Men det er bestemt ikke kun Dansk Folkeparti, der taler om integration på denne måde. Der er faktisk ret stor konsensus om, hvad integration er. Så kan der være diskussioner blandt forskellige politiske partier om, hvordan vi så håndterer integrationen – og hvor ansvaret ligger.
RÆSON: Hvordan italesætter politikerne det med at være dansk?
KBS: I forbindelse med Muhammed-tegningerne blev der etableret en fortolkning, som sagde, at det at være dansk handler om at have et liberalt-demokratisk sindelag; sådan nogle bredere civilisatoriske principper er blevet fortolket som særligt danske. Man kan se ytringsfrihed som det primære eksempel. Men også kønsligestilling opfattes som en særligt dansk værdi. Når man siger, at det er særligt dansk, siger man samtidig også, at der er nogen, der ikke forstår sig på det. Den diskursive kobling mellem disse værdier og den påstand, at værdierne er noget, man er født med, implicerer, at dem, der ikke er født her, ikke forstår sig på ytringsfrihed eller seksuel frigørelse.
I forbindelse med Muhammed-tegningerne blev der etableret en fortolkning, som sagde, at det at være dansk handler om at have et liberalt-demokratisk sindelag; sådan nogle bredere civilisatoriske principper er blevet fortolket som særligt danske
_______
RÆSON: Hvordan oplever efterkommere af indvandrere denne problematik? Føler de sig danske?
KBS: Der er bred variation. Der er nogen, der uden forbehold kan sige “jeg er dansk” og ikke behøver at forsvare det. I den anden ende af spektret afviser man det danske og vil bestemt ikke gå ind i spørgsmålet om at kunne forestille sig at være dansk. Imellem de to positioner er der noget ambivalens omkring det danske. Men fælles for dem alle er den samme opfattelse af, hvad det er, der ekskluderer og inkluderer i det danske. Det er det, jeg kalder ”grænsen”. De siger samstemmigt, at det, der ekskluderer én fra det danske, handler om at være muslim, om at tale andre sprog end dansk eller have accent og om at se “ikke-dansk” ud.
Der er to meget forskellige veje til at føle sig dansk, og de har forskellige implikationer. Hvis vi bliver i grænsesproget, kan vi tale om enten at krydse grænsen eller at udvide grænsen. Der er nogen, der kan overskride den, fordi de – som de selv siger – ser ”danske” ud, fordi de ikke er muslimer eller fordi de har valgt ikke at praktisere deres muslimske baggrund. Men det vigtige er, at grænsen her stadig er til stede. Den snævre måde at definere danskhed på udfordres ikke. Det bekræfter snarere blot, at grænsen er meget begrænsende for alle andre. Derudover er der også nogle få, der har formået at definere det at være dansk som noget, der også kan inkludere fx at være muslim eller at se anderledes ud. Men det er et fåtal, der føler, at grænsen er en, man kan diskutere med og have sin egen holdning til. Alle andre grupper accepterer, at man ikke kan udfordre grænsen og at man i stedet må finde ud af sit forhold til den.
Blandt disse er der nogle, der reagerer ved at afvise det danske. Det er en meget stærk måde at reagere på. Men det er også det farlige sted at stå, når vi ser det fra samfundets side. Hvad kommer det til at betyde, hvis der er en større og større gruppe, der afviser det danske, måske ud af magtesløshed, men også – netop gennem afvisningen – som en måde at tage magten på sig igen?
RÆSON: Hvordan oplever de det?
KBS: Blandt efterkommerne er det oftest helt banale hverdagsoplevelser, de nævner, når jeg spørger, hvordan de oplever det og hvor de får de her indtryk fra. Meget af det handler om at blive set på en bestemt måde. De taler om et blik. Det handler om at blive kigget på, når man går på gaden. De opfatter det sådan, at de får større opmærksomhed end andre, der kan gå rundt uden for mange blikke på sig. Et andet eksempel er skoleoplevelser, hvor de får ros for, hvor dygtige de er til dansk. Så kan de se rundt på deres lyshårede kammerater, der ikke bliver rost for, hvor dygtige de er til dansk. Selvom de godt ved, at det er velment, opleves det ikke som særligt fedt, fordi det har en undertekst: ”Det var ikke forventet, at du skulle være dygtig til dansk eller at du er lige så dansk som de andre her”.
Min fortolkning er, at disse oplevelser også kommer af at observere en bredere debat, fx blandt politikere, på sociale medier – og generelt den måde, der bliver skrevet og talt om indvandrere og efterkommere på i nyhedsmedier. Alligevel er det de bittesmå oplevelser, der opfattes som dem med den stærkeste effekt. Hvis det kun var politikerne, ville det være nemmere at tænke, at det var bare nogen, der var fjernt fra folket, og ikke forstod, hvor dansk eller hvor meget en del af samfundet man var. Men oplevelsen er, at fx Martin Henriksen – som de selv nævner – ikke er alene; at mange danskere ser én som en, der ikke rigtigt hører til her.
Min fortolkning er, at disse oplevelser kommer af at observere en bredere debat, fx blandt politikere, på sociale medier – og generelt den måde, der bliver skrevet og talt om indvandrere og efterkommere på i nyhedsmedier
_______
RÆSON: Kan man tale om, at danskhed har en så omfattende definition, at det gør grænsen svær at overskride?
KBS: Ja. At grænsen er svær at overskride kan handle om to ting. Enten er der enormt mange ting, man skal leve op til, eller også er de kriterier, der er, fuldstændigt uopnåelige. I min forskning ser det ud til, at der faktisk er tale om begge ting. Den danske befolkning lægger forholdsvis meget vægt på opnåelige krav som fx at man skal kunne sproget, at have dansk statsborgerskab, at støtte love og institutioner, osv. Men der lægges også vægt på uopnåelige krav som at have en bestemt religion, at have forfædre, der er danske, at have boet i Danmark hele sit liv, osv. Oplevelsen for efterkommerne er, at man godt kan leve op til relativt mange kriterier, men hele tiden bliver mindet om, at man ikke når helt i mål. De siger typisk: “Jeg er dansk statsborger, jeg taler flydende dansk, jeg tænker på dansk, jeg oplever verden som dansk, men jeg mangler stadig det her og det her”.
RÆSON: Er de her uopnåelige krav noget nyt, eller har de altid været der over for indvandrere og efterkommere?
KBS: De førstegenerationsindvandrere, som jeg har talt med om politisk diskurs, er meget bevidste om, at der har været en udvikling; at de blev modtaget med åbne arme og nysgerrighed i starten, og at der slet ikke var den samme politiske saliens omkring dem som gruppe i samfundet. Derfor kan de blive rigtig bange på deres børns vegne for betydningen af den måde, der tales om tingene på nu. En del af oplevelsen handler om, at hvor man før kunne få lov at leve sit liv, som man ville, er der nu opmærksomhed på alle de små skridt, man tager. Fx noget ret personligt som at være muslim bliver lige pludselig politiseret.
RÆSON: Der har de senere år været en række symbolske begivenheder som fx Juletræet i Kokkedals Boligforening og “Frikadellekrigen” i Randers. Rykker disse begivenheder på opfattelsen af, om man skal være dansk – og hvordan man skal være dansk – blandt indvandrerne og efterkommerne?
KBS: Ja, på lokalt niveau. I Aarhus har det handlet meget om svømmehaller og afbrudte planer om at bygge en moské bestemte steder. Det er lokale oplevelser, hvor man har kunnet leve livet på en bestemt måde før, men hvor det lige pludselig ændres. Det er noget, der er forbundet med stor skuffelse og frustration, og det markerer en dalende tillid til, at politikerne vil én det godt. Mange af de politiske beslutninger, der træffes, bliver opfattet som symbolske. Selvfølgelig har det konkrete konsekvenser at sige, at der fx ikke må være svømning kun for kvinder i Gjellerupbadet. Men det kommer til at betyde mere end blot ærgrelsen over, at man ikke kan gå til kvindesvømning.
RÆSON: På nationalt plan har der i løbet af efteråret været fokus på burkaforbuddet. Tror du, at det har den samme slags symbolske effekt, eller har det en større effekt, end vi tidligere har set?
KBS: Jeg tror helt sikkert, at der er en masse rysten på hovedet af burkaforbuddet, fordi det reelt handler om så få mennesker. Og det kan på sin vis være ret frigørende, at langt størstedelen kan tage sig ud af den ligning. I et andet studie, hvor jeg undersøger betydningen af politisk retorik, er der fx en ung kvinde i en af mine fokusgrupper, der taler om, at hun ikke rigtig føler sig ramt af den politiske diskurs. Hun kan godt synes, at det er en voldsom måde, hvorpå politikere taler om indvandrere og efterkommere, men det har aldrig rigtig handlet om hende, for det var jo ting der foregik i ghettoerne og dem, der er arbejdsløse, eller ikke gider samfundet osv. Men når den politiske diskurs derimod har handlet om tørklædet, føler hun sig dybt personligt berørt. Så der er en skelnen mellem, om man kan tage sig selv ud af ligningen, eller om man er personligt impliceret.
RÆSON: Hvad gør det for disse kvinder, som bærer tørklæde, at det opfattes og italesættes som “kvindeundertrykkende” fra politisk side?
KBS: Den stærkeste oplevelse, jeg har haft i forbindelse med min forskning i betydningen af politisk retorik, var i et fokusgruppeinterview blandt førstegenerationsindvandrere, der havde levet i Danmark det meste af deres liv. En kvinde i slut-40’erne med tørklæde sagde: ”Fordi jeg bærer tørklæde, bliver jeg også set som undertrykt. Det betyder, at det her samfund og det her demokrati ikke er for mig, fordi jeg ikke bliver set som én, der er fri og har truffet min personlige beslutning om at bære tørklædet”. Hendes oplevelse var, at bare den måde, der bliver talt om hende på, gør, at hun bliver undertrykt af demokratiet selv. Det er ekstremt skadeligt, når det ikke blot handler om forholdet til politikere i form af dalende tillid, som vi talte om før, men til systemet som sådan; at selve demokratiet ikke er ”for os”.
Den pågældende kvinde refererede også til dengang, hun ankom til Danmark og startede på sprogskole. Her handlede det om at blive opdraget til demokrati, og man lærte, hvor godt det var i Danmark med hensyn til religionsfrihed, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Men oplevelsen er nu, at man ikke må leve sit liv, som man vil; at bestemte befolkningsgrupper, særligt muslimer, får at vide, at de har et forkert forhold til deres religion, at de skal klæde sig anderledes, at de skal spise anderledes, osv. Den styring af ens liv – selvom den ofte er på et symbolsk niveau – betyder, at man har en oplevelse af, at alle de inkluderende idealer ikke gælder ”for os”, men kun for de etniske danskere.
[Styringen] af ens liv – selvom den ofte er på et symbolsk niveau – betyder, at man har en oplevelse af, at alle de inkluderende idealer ikke gælder ”for os”, men kun for de etniske danskere
_______
RÆSON: Hvilken retning skal vi forvente, at integrationspolitikken går i fremtiden i lyset af denne udvikling?
KBS: Burkaforbuddet havde jeg faktisk ikke set komme. Der har tidligere været en meget klar afvisning fra etablerede partier om, at man ikke kan lovgive om, hvordan folk må klæde sig i et liberalt, demokratisk samfund. Men vi har så set det indført i flere europæiske lande, og på den måde er det måske ikke så overraskende, at det også bliver indført i Danmark. På samme måde tror jeg, at vi kan se flere lignende tilfælde. Hver gang man går ind og regulerer på de områder, som set udefra ikke rigtigt harmonerer med at have et liberalt parti i regering, bliver der ligesom åbnet en ny dør.
RÆSON: Hvad gør det ved de efterkommere af indvandrere, du har interviewet, at de ikke føler, at de bliver set som danske?
KBS: Opmærksomheden, der er forbundet med at blive set på en bestemt måde, skaber frustration. Det foranlediger også en forhandling om, hvordan man skal præsentere sig i samfundet. Man skal finde ud af, hvem man er, hvor man kommer fra og hvad man skal insistere på. Når man er ung, er det svært at insistere på at være noget, som man oplever, at man ikke kan blive accepteret som fra det brede samfund.
RÆSON: Hvad gør det for vores samfund, at vi har en gruppe i den ene af kontinuummet, som slet ikke identificerer sig med det danske og måske endda med systemet?
KBS: Teorier omkring national identitet og sammenhængskraft siger, at jo bedre vi kan identificere os med hinanden og oplever, at vi er en del af noget fælles, jo mere har vi lyst til at bidrage til det fælles. Det handler både om tillid og en følelse af, at når man yder en indsats, så gør man det for noget større. Derfor kan man frygte, at fællesskabet vil gå mere i opløsning. Problemet kan også blive selvforstærkende, da selveksklusion så kan blive et svar på en oplevelse af at være ekskluderet.
Mere generelt betyder oplevelsen af, at man ikke har lov til at deltage i debatten om, hvad der er dansk, at der er et større og større segment af den danske befolkning, som ikke bliver hørt og inddraget i udviklingen af det danske samfund. Der er stor vilje og mange ressourcer blandt de unge efterkommere, men i skolen oplever de, at der bliver forventet mindre af dem end af etniske danskere, og at de hellere må tænke på plan B snarere end plan A i forhold til de drømme, de har. Man kan frygte, at det kommer til at begrænse de unge i deres livsvalg.
Det allermest alarmerende er den manglende tiltro til det demokratiske system. Der kan blive et virkeligt alvorligt problem, ikke kun for det nationale fællesskab, men også det politiske fællesskab, hvor vi stemmer, går til debatmøder og ytrer os om vores meninger – og føler, at det har værdi og giver mening at gøre. I den forbindelse viser Yosef Bhatti og Kasper Møller Hansens nyligt udgivne artikel i Politica’s temanummer om integration i Danmark, at valgdeltagelsen blandt efterkommere er meget lav, under 40 pct. Så der er noget med fravalg af netop at deltage. Min spekulation er, at det også kommer af ikke at føle sig som en del af det samfund, man skulle deltage i.
RÆSON: Hvad skal der til for at vende den udvikling?
KBS: En lære af de kvalitative studier, jeg har lavet, er at almindelige danskere har stor betydning for oplevelsen af henholdsvis inklusion og eksklusion blandt indvandrere og efterkommere. Min opfattelse er, at mange etniske danskere kan blive overrasket over, at man kan stemple nogle, når man fx siger ”ej, hvor er du dygtig til at tale dansk” eller ”hvor kommer du fra?”. Selvom det egentlig kan være interesserede spørgsmål, kan det virke mistænkeliggørende, når man hører spørgsmålene igen og igen, og i øvrigt ikke får en forklaring på, hvorfor det kunne være spændende at vide. Det er rart aldrig at blive spurgt om, hvor man kommer fra, fordi man jo dermed ved, at det bliver taget for givet af andre – at det ikke engang er et relevant spørgsmål at stille. Man er den neutrale kategori. Så det handler om at finde ud af, hvor privilegeret et sted, man selv står. For at kunne inddrage andre i det privilegium, bliver man nødt til at finde ud af, hvad det er for nogle usagte ting, der gør, at man selv står så trygt.
Almindelige danskere har stor betydning for oplevelsen af henholdsvis inklusion og eksklusion blandt indvandrere og efterkommere. Min opfattelse er, at mange etniske danskere kan blive overrasket over, at man kan stemple nogle, når man fx siger ”ej, hvor er du dygtig til at tale dansk” eller ”hvor kommer du fra?”
_______
Jeg tror derfor, at der skal en bevidstgørelse til hos mange almindelige danskere, der egentlig gerne vil hjælpe nye borgere. Man bliver nødt til eksplicit at give udtryk for, at de er velkomne, og at de er lige så danske, som man selv er. Det er vigtigt, at man ikke starter med forskellighederne, men antager, at vi er fælles på mange måder. Så kan det blive sekundært senere hen at spørge til baggrund.
RÆSON: Du skriver, at mange af dem, der faktisk er lykkedes med at overskride grænsen til det danske eller at udvide grænsen, har meningsfulde relationer til etniske danskere. Vil du uddybe det?
KBS: I et af mine andre studier, som snart udkommer i International Migration Review, undersøger jeg betydningen af kontakt med etniske danskere for indvandrere og efterkommere. Det ser ud til at dem, der lykkes med både at have en etnisk identitet, fx at være muslim, og samtidig insistere på at være danske, er dem, der har fået bekræftet deres danskhed af tætte, etnisk danske venner. Det kan fx handle om at opleve, at man sagtens kan have en aften, hvor man ikke drikker alkohol, eller at det er helt okay, at man ikke går i fællesbad efter idræt. Det er eksplicitte bekræftelser på, at ens anderledeshed egentlig er ligegyldig.
Blandt en del minoritetsunge er der ret skarpe forestillinger om, hvor let det er at blive udelukket og set som ikke-dansk. Derfor har man brug for helt åbenlyst at få at vide, at det ikke gør dig mindre dansk, at vi ikke skal drikke øl i aften. Samtidig opfattes det også som en ressource at have danske venner; det er noget, man kan holde op som bevis for, at man indgår i et etnisk dansk fællesskab og ikke bliver behandlet anderledes dér. Relationer skaber på den måde et slags skjold. Det betyder ikke, at man bliver døv over for alt det, der sker på et højere politisk og symbolsk niveau. Men fordi man har fået så meget bekræftelse på, at man er dansk, fra sine etnisk danske venner, påvirker det ikke én lige så meget.
RÆSON: Hvordan harmonerer dette med den integrationspolitik, der er blevet ført siden 00’erne?
KBS: Visionen om at opløse ghettoerne er egentlig en forestilling om, at jo mere minoriteten bliver spredt ud, jo bedre betingelser er der for integrationen, fordi indvandrere og efterkommere så har mere kontakt med etniske danskere. Men meget af det, der sker i ”almindelige” boligområder, er, at man lever side om side, og ikke får talt særligt meget med hinanden. Så det er en letkøbt idé at tænke at spredning alene er det, der skal til. Samtidig opleves det også som en stempling af, at det at leve i bestemte boligområder kan gøre én mindre dansk. Det kan i sig selv være meget destruktivt, fordi der – som det er vist i flere forskningsprojekterer – er mange, der faktisk kan få noget godt ud af at leve i det, vi kalder ghettoer. Det er ofte trygge områder, hvor der sker meget, og hvor der er fællesskaber omkring kultur og andet.
Meget af det, der sker i ”almindelige” boligområder, er, at man lever side om side, og ikke får talt særligt meget med hinanden. Så det er en letkøbt idé at tænke at spredning alene er det, der skal til
_______
Så boligpolitik er meget langt fra at skabe den form for kontakt, der ser ud til at skulle til. Min forskning peger på, at det snarere er vigtigt at have fokus på, hvad der sker i skolerne – og at gøre lærere, ledere og skolevejledere bevidste om, at man skal sørge for ikke at behandle elever som forskellige slags mennesker, fx ved at vise mindre tro på, at minoritetsbørnene vil lykkes med deres drømme.
RÆSON: Tror du, at en sådan bevidstshedsændring kræver, at der sker en ændring af den politiske diskurs?
KBS: Jeg tror, at der er flere niveauer, hvor det kan og skal ske. Selvfølgelig er der noget om, at dem, der har begrænset kontakt med etniske danskere, filtrerer deres oplevelser igennem det, de hører fra medier og politikere. Det samme gør etniske danskere, så de oplever også indvandrere igennem de kategorier, de har lært fra den samfundsmæssige diskurs. Men jeg tror, at man skal passe på, at det ikke bliver en sovepude for den individuelle dansker og den individuelle indvandrer eller efterkommer. Når jeg på baggrund af min forskning skyder bolden lidt tilbage til almindelige danskere, hænger det sammen med, at det har en betydning for oplevelsen af inklusion, hvad man gør i sit hverdagsliv og hvordan man kommunikerer om danskhed i almindelige hverdagsmøder. Det betyder ikke, at eksempelvis ytringsfrihed ikke er vigtigt for at være dansk. Det handler i stedet om, at man får sagt, at ”selvom du ser anderledes ud, er jeg er med på, at du også tilslutter dig disse værdier”, snarere end at lægge mistænkeliggørelse ind i den måde, man taler på. Det er vigtigt at bekræfte en opfattelse af, at vi ikke behøver at være så forskellige – at vi starter med at være en del af noget fælles.■
Det er vigtigt at bekræfte en opfattelse af, at vi ikke behøver at være så forskellige – at vi starter med at være en del af noget fælles
_______
Kristina Bakkær Simonsen (f. 1989) er Ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Master i Komparativ Politik fra London School of Economics og cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Hun forsker og underviser i integration og har ved flere lejligheder vundet priser for sin forskning. Hendes studie af oplevelser omkring tilhørsforhold blandt unge efterkommere af indvandrere i Danmark kan findes i tidsskriftet Politica.
ILLUSTRATION: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg [foto: Wiktor Dabkowski/DPA/AP Images]