03.01.2017
.Vælgernes store – og stigende – mistillid til politikerne har givet grobund for nye partier og skabt en ny akse. Det er opgøret mellem de gamle magtpartier på den ene side og på den anden: populisterne.
Analyse af Martin Vinæs Larsen (fra RÆSON28).
Har du tillid til de danske politikere? Hvis svaret er ja, så tilhører du en minoritet, for kun lidt under halvdelen af alle danskere sagde efter valget i 2015, at politikerne havde deres – ret store eller meget store – tillid. Sådan har det ikke altid været. I 90’erne og i 00’erne mente et stort flertal af danskerne, at man godt kunne stole på politikerne.
Diskussionen om vælgernes manglende tiltro til politikerne er blevet hverdagskost i den offentlige debat. Alligevel er den faldende politiske tillid til en vis grad blevet overset som selvstændigt fænomen. Man har fokuseret på den i forbindelse med emner som flygtningekrisen, nedskæringerne i velfærdsstaten og i forbindelse med øget økonomisk og geografisk ulighed. Men dykket i den politiske tillid skal ikke kun ses som en konsekvens af andre megatrends. Faldet har en virkning i sig selv. Og det har allerede gentegnet dansk politik – med markante ryk i både vælgerlandskabet og den politiske dagsorden.
På tværs af det værdi- og fordelingspolitiske spektrum har partier med en populistisk profil – som Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti – således opsamlet de vælgere, der har mistet tilliden til politikerne. Resultatet har været, at de populistiske partier har vokset sig større, og at de i nogle tilfælde er begyndt at gøre fælles front mod de gamle magtpartier. Ved valget i 2015 fik de fire gamle partier – V, K, RV og S – således det dårligste valg siden jordskredsvalget i 1973. Og op til afstemningen om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning formåede Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – som de tre af Folketingets partier, der anbefalede et nej – at samle et flertal af danskerne bag deres synspunkter.
Hvor er tilliden faldet?
I grafikken kan man se udviklingen i den politiske tillid siden 1970’erne ifølge den såkaldte valgundersøgelse. Valgundersøgelsen er en udvidet meningsmåling, der er blevet foretaget af et hold af forskere fra de danske universiteter efter hvert folketingsvalg siden valget i 1971. Målingen er af højeste kvalitet og giver det autoritative indblik i danskernes stemmeadfærd og holdninger.
Tillid er her målt ved at se på forskellen mellem andelen af danskere, der er enige kontra uenige i udsagnet: “Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger.” Udviklingen svarer nogenlunde til den, man finder, hvis man mere simpelt spørger danskerne: Har I tillid til de danske politikere? Dette helt direkte spørgsmål til befolkningens tillid er imidlertid kun blevet stillet i valgundersøgelsen siden 1990, hvorfor spørgsmålet om, hvorvidt politikerne træffer de rigtige beslutninger, er bedre til at undersøge de langsigtede udviklinger.
Grundlæggende steg den politiske tillid igennem 90’erne og 00’erne, men begyndte at falde ved valget i 2007 og ligger nu på samme niveau som i starten af 80’erne. På trods af dette er tillidsindikatoren ikke negativ. Det betyder, at vælgerne er delt i to nogenlunde lige store grupper: dem, der stoler på, at politikerne træffer de rigtige beslutninger – og dem, der tvivler. Danskerne er altså splittede. Det er vigtigt, for det kan i sig selv være med til at forklare, hvordan spørgsmålet om politisk tillid kan blive arnested for en politisk konflikt.
Mere end 40 pct. af danskerne skiftede parti mellem valgene i 2011 og 2015
_______
Hvis noget skal drive den politiske debat, kræver det således uenighed i befolkningen. Spørgsmålet om fri abort fylder eksempelvis ikke noget i den danske politiske debat – i modsætning til fx USA – fordi stort set alle danskere er enige om, at vi skal have fri abort. På samme måde ville spørgsmålet om tillid ikke have potentiale til at være en politisk kampplads, hvis ingen eller alle havde tillid til vores politikere.
En anden vigtig pointe omkring faldet i politisk tillid er, at det ikke kun er sket i en bestemt befolkningsgruppe. Tilliden er faldet relativt bredt.
Overordnet set viser valgundersøgelsen således, at andelen af danskere, der sagde, de havde ret eller meget stor tillid til politikerne, faldt med omkring 15 procentpoint mellem 2007 og 2015. Deler man det op mellem dem, der bor i større byer (med over 10.000 indbyggere), og dem, der bor på landet (bor i en by med mindre end 10.000 indbyggere), er der stort set ingen forskel. For begge grupper var faldet i politisk tillid på 15 procentpoint. Deler man danskerne op i rig (har en årsindkomst over medianen) eller fattig (under medianen), så kan man se, at faldet i tillid har været størst i den fattigste halvdel, men selv blandt den rige gruppe faldt den politiske tillid med 10 procentpoint. Hvad med synet på indvandring? Her faldt den politiske tillid mest blandt dem, der anser indvandring for en trussel mod dansk kultur – 20 procentpoint – men også betydeligt for dem, der ikke anser indvandring som nogen trussel: 12 procentpoint. Disse tendenser kan også ses i grafikken.
Så selvom nogle grupper altså har haft et særlig højt fald – konkret: den fattigere halvdel af danskerne og dem, der er skeptiske over for indvandrere – har alle grupper oplevet betydelige dyk. Det er en vigtig pointe, fordi det relativt brede fald i tilliden har betydet et meget forskelligartet politisk ’marked’ for partier, der appellerer til vælgere med lav tillid til politikerne. Det har simpelthen været muligt for partierne at få fat i mange forskellige slags mistroiske vælgere.
Populismen og den politiske tillid
Samtidig med at vi har set et fald i den politiske tillid, har nyere partier vundet frem. Ved valget i sommeren 2015 fik de fire ’gamle’ partier, Socialdemokratiet, De Radikale, De Konservative og Venstre, under 60 pct. af stemmerne. Det er kun sket én gang før – ved jordskredsvalget i 1973.
Jordskredsvalget var det første valg, der for alvor sendte de gamle partier på retræte. Fem nye partier kom ind i Folketinget. Iblandt dem var Fremskridtspartiet, der blev Danmarks næststørste parti, med den karismatiske advokat Mogens Glistrup i spidsen. En central del af Glistrups budskab var også, at danskerne ikke kunne stole på deres politikere.
Det er ikke kun de gamle partiers krise, der gør sammenligningen med jordskredsvalget passende. Valgundersøgelsen viser nemlig, at mere end 40 pct. af danskerne skiftede parti mellem valgene i 2011 og 2015. Også dét er kun sket én gang før – nemlig ved jordskredsvalget.
Under valgkampen i 2015 gik Anders Samuelsen ud sammen med Pernille Skipper og Morten Messerschmidt med et fælles krav: De ville have flere folkeafstemninger om internationalt samarbejde
_______
De to tendenser – faldet i politisk tillid og stigningen i vælgernes volatilitet [hvor meget og hurtigt de skifter parti, red.] – hænger til en vis grad sammen. Meget samfundsvidenskabelig forskning har således underbygget en logisk formodning. Når tilliden til politikerne falder, søger vælgerne efter nye partier.
Men sammenhængen mellem det rørte vælgerhav og den politiske tillid stikker dybere end som så. De partier, der har vundet frem, appellerer ikke kun til de mistroiske vælgere, fordi de er nye. Disse partier har den politiske mistro skrevet ind i deres ideologiske DNA, og derfor er de særlig attraktive for de mistroiske vælgere.
Hvad vil det sige at have politisk mistro skrevet ind i sit ideologiske DNA? Jo, ligesom de fleste fornemmer, at partier har en nogenlunde konsistent værdipolitisk profil, der definerer partiets holdning til fx indvandring og kriminalitet, og en nogenlunde konsistent fordelingspolitisk profil, der definerer partiets holdning til fx skat og velfærd, så taler nogle partiforskere i dag om, at partier også kan have en ’tillidspolitik’, der definerer partiets holdning til, hvorvidt man stoler på den politiske elite.
Begrebet ’tillidspolitik’ er lidt kluntet, men det kan udskiftes nogenlunde smertefrit med et andet begreb, der er mere genkendeligt og har mere schwung: populisme. Politisk tillid og populisme hænger uløseligt sammen.
Før jeg går videre, er det vigtigt at skyde ind, at det ikke er en kritik af et parti, at jeg kalder det populistisk. Ligesom det at kalde Enhedslisten ’fordelingspolitisk venstreorienteret’ eller Liberal Alliance ’fordelingspolitisk højreorienteret’ ikke er en kritik af nogen af de to partier. Populisme er i dette tilfælde – og dermed i det følgende – en deskriptiv [neutralt beskrivende, red.] analytisk kategori; det er ikke en værdidom.
Populisme bygger på en idé om, at man altid skal følge folkets vilje. Implicit i det ligger to antagelser:
1) For det første, at der er ét folk, der har én vilje. En ikke ukontroversiel antagelse i et moderne samfund med mange forskelligartede samfundsgrupperinger.
2) Den anden antagelse er, at der er kræfter på spil, der forpurrer folkets vilje. En antagonist, en modstander – en slags skurk. Og her kommer tilliden ind i billedet. For folket har en fjende, og det er den politiske elite – antifolket – der er sig selv nærmest. Det giver naturligvis ikke mening for en populist at have tillid til politikerne – for politikerne er en del af den elite, der begrænser folkets vilje.
Populismens modstykke er pluralismen. Denne anerkender, at folket ikke har én vilje, men mange forskellige viljer. I pluralismen er den grundlæggende kamp i samfundet ikke mod eliten, men imellem eliter og de befolkningsgrupper, som de forskellige eliter repræsenterer. Som pluralist giver det mening at stole på politikerne, fordi de repræsenterer ens egen gruppe i kampen mod og med de andre samfundsgrupper.
Det parti i Danmark, der har den klareste populistiske profil, er Dansk Folkeparti. Partiets tidligere formand og nuværende formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard, sagde således for nylig i et interview til Berlingske, at ”folket har altid ret”, og fastslog, at vi her i landet har ”en magtelite, der har været dominerende, rethaverisk og ignorerende”.
Men det er ikke kun Dansk Folkeparti, der har, endog meget fremtrædende, elementer af en populistisk ideologi. Også partier som Enhedslisten og Liberal Alliance kan anses for populistiske, idet de også har en grundlæggende idé om et samlet folk, der holdes tilbage af en korrupt elite.
De tre partier er til gengæld uenige om, hvem folket er, og hvem eliten er. Hos Dansk Folkeparti er folket dansk, og eliten er kosmopolitisk – den forsøger at udviske danskhed ved øget indvandring og multikultur. Hos Enhedslisten er folket arbejderklassen, der tvinges i knæ af neoliberale kræfter, der skaber øget ulighed. Hos Liberal Alliance ligger magten hos koalitionen af offentligt ansatte og folk, der lever af de offentlige kasser – en koalition, der er ligeglad med folket, kassedamen og den selvstændige, der skaber værdi i samfundet.
Når man ser på partiernes fælles skepsis over for EU, bemærker man tydeligst både deres ensartethed og forskellene mellem dem. Baggrunden for partiernes EU-skepsis er således meget forskelligartet, men samtidig anser de alle tre EU som den danske elites forlængede arm. Hos Dansk Folkeparti er EU den kosmopolitiske elites værktøj, der sender indvandrere til Danmark, hos Enhedslisten er EU storkapitalens værktøj, der sender neoliberalisme til Danmark, og hos Liberal Alliance er EU socialstatens værktøj, der sender skør og virkelystsundertrykkende regulering ind i danskernes hverdag.
Populismens politiske kompas
Det er ikke tilfældigt, at man i en analyse af populisme fokuserer på Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. For valgundersøgelsen fra 2015 afslører, at de vælgere, der ikke har tillid til politikerne, er særligt koncentrerede i netop de tre partier.
Grafikken viser netop, hvor stor en andel af de enkelte partiers vælgere der ikke stolede på de danske politikere ved valget i 2015. Det er tydeligt, at vælgerne hos Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har mindst tillid. Omvendt er det hos de såkaldte magtpartier, de fire gamle partier, at vi skal finde dem, der stoler mest på politikerne. Disse partier kan man kalde ’pluralistiske’ – de anser kompromis og samarbejde mellem forskellige eliter som nødvendige. De går ind for ting som trepartsaftaler, et stærkt embedsapparat, forlig hen over midten og et internationalt samarbejde gennem EU.
Midt imellem de pluralistiske og de populistiske partier ligger SF og Alternativet, der tenderer mod at have en populistisk profil.
Det er bestemt ikke noget nyt, at de vælgere, der ikke har tillid til politikerne, er mere tilbøjelige til at stemme på bestemte partier. Efter valget i 2007 var vælgere, der havde lav politisk tillid, også mest tilbøjelige til at stemme på Enhedslisten eller Dansk Folkeparti (Liberal Alliance stillede først op i 2011). Det er imidlertid noget nyt, at der er SÅ mange vælgere, der har mistro til det politiske system, og det har betydet, at de populistiske partier, der tiltrækker de politisk mistroiske vælgere, har fået vokseværk. Ved valget i 2007 fik de populistiske partier 19 pct. af stemmerne. Ved valget i 2015 fik de 36 pct. Lige omvendt for de pluralistiske partier, der ved valget i 2007 fik 67 pct., men ved valget i 2015 fik 54 pct.
En populistisk front
Det kan måske være svært at se, hvad Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har tilfælles på et mere realpolitisk plan. I blå blok har Dansk Folkeparti og Liberal Alliance således været hinandens hovedmodstandere i efteråret 2016. Og det er vigtigt at understrege, at selvom partierne har et populistisk udgangspunkt, er de stadig meget forskellige, når det kommer til fordelingspolitik og værdipolitik.
Men på trods af deres uenigheder har de tre partier i flere tilfælde taget samme standpunkt i den politiske debat. Før europaparlamentsvalget kodede jeg (som en del af projektet EUvox) alle partiers valgprogrammer på en række EU-relaterede spørgsmål, og de tre partier var de tre klart mest EU-skeptiske partier i Danmark. Det så vi også i 2015 under afstemningen om at omdanne EU-retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Her var Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance de eneste partier i Folketinget, der anbefalede et nej. Og senere undersøgelser har da også vist, at næsten alle, der ikke havde tillid til politikerne, stemte nej.
Det er imidlertid ikke kun i forhold til EU, at den populistiske alliance har stået sammen. Den nye offentlighedslov, der blev stemt igennem i 2013, blev i den brede offentlighed anset som et tegn på, at den politiske elite slog ring om sig selv. Der var demonstrationer på Christianborg Slotsplads, hvor folk klædte sig ud som medlemmer af den politiske elite (med jakkesæt og solbriller) under bannere med det enkle budskab: ”Mørklægningslov”. Og i Folketinget stemte netop tre partier imod: Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten.
Under folketingsvalgkampen i sommeren 2015 gik Anders Samuelsen fra Liberal Alliance ud sammen med Pernille Skipper fra Enhedslisten og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti med et fælles krav: De ville have flere folkeafstemninger om internationalt samarbejde. At de tre partier fandt sammen om netop folkeafstemninger, passer perfekt med deres populistiske udgangspunkt. Når man anser folkets vilje som det ypperste og er skeptiske over for den politiske elite, er folkeafstemninger naturligvis et smart værktøj.
Disse eksempler illustrerer, at de danske populistiske partier ikke kun har tiltrukket vælgere, der har mistro til det politiske system – nej, de omsætter mistroen til realpolitiske positioner.
Intet af det betyder, at de tre populistiske partier ikke er helt forskellige i forhold til de traditionelle konfliktlinjer i dansk politik. De er både værdipolitisk og fordelingspolitisk meget uenige. Det er ikke mindst derfor, deres fælles front i forhold til EU, offentlighedslov og folkeafstemninger har været så slående.
Et kig fremad
Min spådom lyder: Hvis den politiske tillid bliver ved med at være lav, vil populistiske partier som Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten – samt andre partier, der måtte hoppe på den populistiske vogn (Nye Borgerlige? Alternativet? SF?) – højst sandsynligt have kronede dage. Og det vil vi kunne mærke i den førte politik. Vi vil skulle vænne os til flere folkeafstemninger, en revision af offentlighedsloven og, potentielt, en permanent parlamentarisk alliance af partier, der går på tværs af fordelings- og værdipolitiske skillelinjer, som vil søge at skabe afstand mellem Danmark og EU.
Der er imidlertid intet, der foreskriver, at den politiske tillid skulle forblive lav. Den var, som jeg har beskrevet ovenfor, ganske høj for ganske nylig.
Det er svært at forudsige, om tilliden vil stige eller ej, så længe vi ikke rigtig ved, hvorfor tilliden i første omgang faldt. Hvis det store fald i tilliden skyldtes den økonomiske krise, så er der gode chancer for, at tilliden vil vokse, efterhånden som vi får lagt mere afstand til krisen, og en mere stabil økonomisk situation indfinder sig. Derimod: Skyldtes faldet, at den parlamentariske situation under den sidste socialdemokratiske regering var ustabil, og vælgerne dermed havde svært ved at vide, hvilken politik de fik, stiger tilliden nok ikke lige foreløbig. Den nuværende parlamentariske situation er således også rimelig ustabil, hvilket forløbet om 2025-planen da også viser.
Uanset om den politiske tillid stiger, falder eller forbliver på det nuværende niveau, så er den en vigtig variabel at holde øje med. Tillidskrisen har nemlig været helt central for at forstå den politiske udvikling i Danmark de seneste ti år – og man kan ikke udelukke, at den vil afgøre også de næste ti.
ILLUSTRATION: Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen under Folketingets åbningsdebat, oktober 2016 [foto: Jens Dresling/Polfoto]
Martin Vinæs Larsen (f. 1989) er ph.d.-stipendiat i vælgeradfærd, Københavns Universitet.