Abir Al-kalemji: Det undrer mig, hvordan danskhed kan reduceres til et spørgsmål om hilseform, madvaner og fejring af højtider

Abir Al-kalemji: Det undrer mig, hvordan danskhed kan reduceres til et spørgsmål om hilseform, madvaner og fejring af højtider

20.09.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Udlændingene har givet politikere en afledningsmanøvre fra de reelle problemer – fra klima til velfærd. Det giver en følelse af handlekraftighed hos folkevalgte, når de lovgiver mod maskering hos de 200 burkaklædte borgere i landet – eller om, hvordan man hilser til dansk statsborgerskab-ceremonier. På vejen overser man det, der for mig er indbegrebet af danskhed: Demokratiet, også som det ser ud i hverdagen.

Kommentar af Abir Al-Kalemji

METTE FREDERIKSEN (S) tog for nyligt et selfie med en somalisk kvinde, der arbejder for ISS, og lagde det ud på sin Facebook-side. Formålet var at fortælle sine følgere, at der også fandtes positive historier om udlændinge – og i samme åndedrag konsolidere forestillingen om, at indvandringen jo stadig er den største udfordring – med de undtagelser, der bekræfter reglen.

Jeg ville ønske, at statsministerkandidaten kom lidt mere ud. Gerne til sygehuset. Med hukommelseskort i mobilen, så hun kunne få plads til alle de selfies med nydanske laboranter, sygeplejersker, læger, kirurger, SOSU’er, fysioterapeuter og rengøringsassistenter. Måske holdt en pause undervejs i det lokale pizzeria og fik en bid mad. Før hun fortsatte videre til grønthandlere og frisører.

For ligesom det er et faktum, at der er udfordringer med en vis procentdel af statsløse palæstinensere og somaliere i forhold til kriminel adfærd samt overrepræsentation af indvandrerkvinder på sociale ydelser, er det en realitet, at en væsentlig del af vores udlændinge har trådt ind i de fleste erhverv og brancher.

 

Ligesom det er et faktum, at der er udfordringer med en vis procentdel af statsløse palæstinensere og somaliere i forhold til kriminel adfærd samt overrepræsentation af indvandrerkvinder på sociale ydelser, er det en realitet, at en væsentlig del af vores udlændinge har trådt ind i de fleste erhverv og brancher
_______

 

Alligevel ser det ud til, at noget af det mest prominente, udlændinge har bidraget med, er, at give politikere en afledningsmanøvre fra de reelle problemer – fra klima til velfærd (herunder: stressede offentligt ansatte, overbelægning på sygehuse, svigt i psykiatrien). Det giver en følelse af handlekraftighed hos folkevalgte, når de lovgiver mod maskering hos de 200 burkaklædte borgere i landet – eller om, hvordan man hilser til dansk statsborgerskab-ceremonier.

UDLÆNDINGE har formået at få danskere til at reflektere over, hvad danskhed er, og definere mainstream-identitet i mødet med ekstremer. I processen har man bare taget patent på lidt af hvert. For hvornår er dét at give hånd blevet et dansk design? Håndtryk er en universel måde at sige goddag på, som jeg personligt har taget initiativ til at indføre ved flere lejligheder, fx til møder, selv om det ofte føltes akavet, fordi de fleste bare gik ind og satte sig. Det er da rart at hilse ordentligt på hinanden, nu hvor man skulle tilbringe de næste 3 dage på kursus sammen, i stedet for at afvente grønt lys fra kursuslederen, før man måtte præsentere sig.

De fleste muslimer giver håndtryk. Men så er der også de konservative fraktioner, der har en kønsdiskriminerende tilgang, hvilket forståeligt nok kan vække forargelse i et skandinavisk land. Men hvorfor bliver de stærkt religiøse konstant udpeget som repræsentative for de 1,6 mia. muslimer verden over, som er så forskellige i deres levevis og fortolkninger? I Libanon går de fleste kvinder i mini-skirt og nedringede toppe, imens kvinderne går tildækket i Saudi-Arabien. De fleste muslimske lande som Jordan, Libanon, Irak, Syrien, Marokko, Algeriet m.m., og undtagen Iran, Saudi-Arabien, Afghanistan og til dels Pakistan, har for længst valgt at adskille religion fra stat. Selv i Iran og Saudi-Arabien har kvinderne heldigvis fået nok og er begyndt at sige fra, selvom de stadig er lysår bagud med kvinderettigheder. Alligevel bliver muslimer stereotypt præsenteret som sharia-tilhængere, kvindeundertrykkere og antidemokrater.

 

Hvorfor bliver de stærkt religiøse konstant udpeget som repræsentative for de 1,6 mia. muslimer verden over, som er så forskellige i deres levevis og fortolkninger?
_______

 

Forestillingen om udlændinge som “bad news” er ikke længere en opfattelse, der kan diskuteres og perspektiveres. Det er en færdigetableret vare som masseproduceres. Efterspørgslen er – under de nuværende politiske markedsvilkår – enorm.
Jeg siger ikke, vi ikke skal diskutere, hvorfor nogen ikke giver hånd, eller at vi ikke skal anfægte forestillingen om, at kønnene skal holdes adskilt, og at berøring er risikoadfærd. Det er bestemt en utidssvarende tankegang i et moderne samfund, hvor ligestilling er en grundpille. Men er det et samfundsmæssigt problem, politikere skal intervenere i? Hvad bliver det næste? At man skal deltage i rustur og drikke sig i hegnet for at optages på universitetet, fordi druk og fest er en integreret del af den danske kultur?

Der er snart ikke grænser for, hvordan det skal markeres, at “sådan gør vi altså i Danmark” for at pisse territorium af. I et omfang, hvor man går på kompromis med både grundloven og friheden til at praktisere egen overbevisning. I et omfang, hvor nogle politikere vælger at gå efter hijab-klædte kvinder på åben gade via plakater. Det tangerer mobning. Ytringsfriheden skal vi for alt i verden værne om, men at sige fra er også en manifestation af ytringsfrihed. Hvordan skulle en pige som står og venter på bussen ved siden af Martin Henriksens plakat om, at hun skal smide tørklædet for at melde sig ind i det danske fællesskab have det? Hun ville nok føle sig udstillet, degraderet og ydmyget. Hvordan er opfordringen fra den danske politiker mindre chauvinistisk, patriarkalsk og kvindefornedrende, end en imams påbud til kvinder om at tage tørklæde på for at melde sig i det religiøse fællesskab?

FOR MIG er danskhed specielt, fordi alt det, mange af os udlændinge har drømt om at ændre i vores diktatoriske lande, er en realitet her. Her er demokrati indtaget med modermælken. Jeg glemmer aldrig mit første køkkenmøde på kollegiet, hvor folk sad og diskuterede, hvordan karkluden skulle hænge over vandhanen for at undgå fugt og bakterier. Og hvordan beboernes mælkekartoner skulle stå på øverste hylde i det fælles køleskab. Alt skulle drøftes, og alt skulle vi nå til enighed om i fællesskab. Når jeg var hjemme, diskuterede vi, hvordan man kunne bekæmpe Saddams regime og give kurderne ret til selvstændigt styre.

Mange kæmper indædt for frihed og simple menneskerettigheder og ville blive overlykkelige for at opnå en mikrodel af de demokratiske privilegier, Danmark har været eminent til at realisere.

Det undrer mig, hvordan danskhed kan reduceres til et spørgsmål om hilseform, madvaner og fejring af højtider, når begrebet dækker over større byggesten som frihed, ligestilling, minoritetsrettigheder og respekt for den enkelte på baggrund af vedkommendes indsats, snarere end herkomst, økonomisk status eller påklædning. Det må vidne om et nationalt mindreværdskompleks, når man – hos lige præcist dem, der råber højest om, hvor meget danske de er – føler, at egen identitet er truet af en håndfuld, der ikke giver hånd eller går tildækket. ■

 

Det må vidne om et nationalt mindreværdskompleks, når man – hos lige præcist dem, der råber højest om, hvor meget danske de er – føler, at egen identitet er truet af en håndfuld, der ikke giver hånd eller går tildækket
_______

 



Abir Al-Kalemji (f. 1974) er læge, PhD og klummeskribent. Oprindeligt fra Irak og Syrien. Skriver primært om integration og sundhed. ILLUSTRATION: Scanpix