Abir Al-kalemji: Drop myten: Flygtninge vil gerne arbejde. Og arbejdsmarkedet har brug for dem

Abir Al-kalemji: Drop myten: Flygtninge vil gerne arbejde. Og arbejdsmarkedet har brug for dem

31.07.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I årtier har man gentaget, at flygtninge nok ikke gider arbejde. Virkeligheden er en anden. Det går den rigtige vej. Og det kan blive endnu bedre.

Kommentar af Abir Al-kalemji

”DE KOMMER HERTIL og forventer, at de kan få i hoved og røv”, er en af de mange straks-reaktioner på de sociale medier, som er kommet i kølvandet på en ny opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Den viser, at mere end hver tredje flygtning dropper ud af integrationsgrunduddannelsen (IGU), der blev introduceret i 2016. Firmaer ansætter flygtninge til elevløn, hvis størrelse er overenskomst- og brancheafhængig. Undervejs modtager eleverne 20 ugers skoleundervisning, hvor de får integrationsydelse, som kommunen betaler (jf. http://uim.dk/nyheder/2018-06/1-500-flygtninge-har-indgaet-igu-aftale). Ordningen er både for flygtninge og familiesammenførte, der er mellem 18 og 40 år.

Men er manglende motivation forklaringen på frafaldet? Jyllands-Posten skrev forleden: ”I Nordfyns Kommune er 13 af 15 IGU-forløb afbrudt. Arbejdsmarkedschef Søren Nielsen peger på, at det i de fleste tilfælde skyldes økonomi. For nogle flygtninge – f.eks. enlige forsørgere – vil rådighedsbeløbet være lavere end på integrationsydelse, da lønnen er lav, og der kommer udgifter til transport. Det samme er erfaringen hos transportfirmaet Frode Laursen, hvor ni flygtninge er stoppet i utide. »Syv af dem sagde, at de ikke kunne få det til at hænge sammen, når de også skal forsørge deres familie,« siger HR-chef Jesper Kallesø”.

Overrepræsentationen af ikke-vestlige indvandrere på sociale ydelser kobles automatisk til, at de ikke gider arbejde. Den slags opfattelser er urokkelige, da de bunder i årtiers systematisk unuancerede fremstilling af indvandringen og ensidige fortolkning af statistikker. Jeg vil alligevel tillade mig at udfordre de klassiske forestillinger om årsagssammenhænge med oplevelser fra hverdagslivet, som illustrerer de hindringer, tilflyttere støder ind i, når de forsøger at komme ind på det danske arbejdsmarked.

 

En af mine patienter fortalte for nylig, at hun gerne ville lave hvad som helst, bare hun ikke skulle være afhængig af kommunen eller jobcenteret
_______

 

For det første kan det være svært til næsten umuligt at få anerkendt de kvalifikationer, flygtninge har med hjemmefra, hvorfor dem, der har en uddannelse, finder sig nødsaget til at give afkald på ingeniørprofessionen for at køre taxa eller droppe frisørfaget for at gøre rent. En af mine patienter fortalte for nylig, at hun gerne ville lave hvad som helst, bare hun ikke skulle være afhængig af kommunen eller jobcenteret.

Dernæst kommer de helbredsmæssige grunde. Som læge med speciale inden for arbejdsmedicin sidder jeg ofte med patienter, der af fysiske eller/og psykiske årsager har mistet tilknytning til arbejdsmarkedet. Det drejer sig om såvel etniske danskere, som polske, tyrkiske, indiske, arabiske og vietnamesiske patienter, der har presset deres krop til det yderste for at passe jobbet og er kede af, at de ikke længere kan præstere på arbejdsmarkedet efter årtier i tjeneste.

Jeg har personligt stadig til gode at møde en eneste etnisk eller nydansk patient, der ikke ”gider arbejde” og forventer at læne sig tilbage og ”få i hoved og røv”. Naturligvis findes der en portion kontanthjælpsmodtagere, som ikke vil tage et hvilket som helst job, hvilket kan virke provokerende på den, der hver morgen afleverer børnene i institutionen og derefter lægger 900 mursten på sin arbejdsdag for at skaffe brød på bordet. Men majoriteten af danskere såvel som nydanskere, ønsker at være selvforsørgende – for enhver pris. Bogstaveligt talt.

Nogle af de syriske flygtninge kommer fra 30 års tungt manuelt arbejde, som har medført bevægeapparatsskader i tillæg til de traumer, der har sat deres smertefulde spor. Her er hverdagen for én af dem: På trods af den tunge personlige bagage står han hver dag op til sin virksomhedspraktik og møder ind i det lokale supermarked, hvor han i mange timer pakker kasser ud og stiller varer på hylderne. Hans kone sidder ved kassen og betjener kunder. Under konsultationen fortæller de mig stolt, hvor meget de knokler, og joker med, at det beskedne beløb, de får ekstra for at være i beskæftigelse, går til frokost og sodavand i pauserne. Det afgørende er nemlig ikke penge, men drømmen om at få en fornuftig beskæftigelse, de kan leve af på sigt.

 

Det afgørende er nemlig ikke penge, men drømmen om at få en fornuftig beskæftigelse, de kan leve af på sigt
_______

 

For det tredje er der ingen tvivl om, at flygtninge i visse tilfælde har flere udfordringer, når de skal tilegne sig kravene for en ansættelse. Herunder: sprogbarrieren, manglende viden om den danske arbejdskultur, uhensigtsmæssige traditionelle kønsopfattelser, som komplicerer kvindens adgang til arbejdsmarkedet o.l. Men det danske samfund er heldigvis blevet bedre til at stille krav og forventningsafstemme. Resultatet er tydeligt. Flere flygtninge er kommet i beskæftigelse: fra 14 til 22 pct. over fem år. Ministeriet selv skriver: ”Generelt er beskæftigelsen for flygtninge og familiesammenførte stigende. I dag er 38 pct. af flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i beskæftigelse efter 3 år i Danmark mod 21 pct., da regeringen trådte til.”

Hvordan hænger det sammen med argumentet om, at flygtninge har ringe arbejdsmoral?

Noget tyder på, at andre institutionelle og sociale faktorer spiller en rolle. De forbedrede konjunkturer og det øgede fokus på en mere målrettet indsats for at få flygtninge i arbejde er dele af en plausibel forklaring. IGU er et vigtigt redskab i den koordinerede beskæftigelsesindsats, hvor flere aktører inddrages, så processen bliver effektiv. Der er jo behov for arbejdskraft, ikke mindst indenfor hotel- og restaurationsbranchen, rejsebureauer, rengøring, transport, produktionsvirksomheder og landbrug/gartneri.

Der er tydelig forskel på, hvor stor en succes ordningen er i forskellige kommuner. Af landets 98 kommuner, er det Aarhus Kommune, der har haft størst succes med at få flygtninge i arbejde. Frederiksberg Kommune har fået 55 pct. af de flygtninge og familiesammenførte i arbejde, der ankom til kommunen i 2015. Det handler om at lære af de kommuner, som har forstået at optimere ordningen.

Der er på to år indtil videre startet 1.500 på IGU-forløb, hvoraf 36 pct. ikke fuldfører. Det er da ikke en fiasko, at 36 pct. dropper ud – men en succes, at 64 pct. ikke falder fra. En stor del af dem, der stopper i praktik, gør det, fordi de kort tid efter kommer i arbejde eller uddannelse – ifølge ministeriet 4 i ud af 10. Det imponerer naturligvis ikke DF, som hellere så, at ressourcerne blev brugt på at sende flygtninge til nærområder. Men hvad hvis man ser flygtningene som en god investering i form af fremtidig arbejdskraft? Så er det en imponerende udvikling, at det går så godt med at få vendt traumatiserede mennesker, der har forladt hele det liv, de etablerede i hjemlandet, til produktive borgere i det nye samfund. ■

 

Men hvad hvis man ser flygtningene som en god investering i form af fremtidig arbejdskraft? Så er det en imponerende udvikling
_______

 



Abir Al-Kalemji (f.1974) er læge, PhD og klummeskribent. Oprindeligt fra Irak og Syrien. Skriver primært om integration og sundhed. ILLUSTRATION: Ismaeil Akram Ismaeil (th) fra Syrien arbejder for et dansk tømrerfirma som arbejdsmand [foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix]