Anders Krojgaard Lund (K): Man vælger at være modstander af Trump, ikke fordi politikken anfægtes med reelle argumenter, men fordi det føles godt. Det er farligt

Anders Krojgaard Lund (K): Man vælger at være modstander af Trump, ikke fordi politikken anfægtes med reelle argumenter, men fordi det føles godt. Det er farligt

25.07.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er ingen hemmelighed, at mange (især danskere) er uenige med den amerikanske præsident. Man kunne nok uden besvær gå så vidt som at sige, at mange reelt hader ham. Og heri ligger kernen: Mange kan ikke lide manden. Ikke nødvendigvis politikken, men selve manden.

Af Anders Krojgaard Lund, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

JEG HAR FLERE gange turneret rundt i landet for at tale om, hvorfor jeg er tilhænger af Trump. Både før, under og efter valget. Og jeg gør det stadig. Hver eneste gang jeg åbent og ærligt tilkendegiver, at jeg støtter Trump, bliver jeg mødt med lige dele skepsis og foragt – for hvordan pokker kan jeg som en relativt fornuftig ung dansk mand støtte det, som mange ellers betragter som en kvindehadende, krigsliderlig, racistisk demagog? Det er ret simpelt: politikken.

Både den førte og den visionære del af Trumps politiske program passer glimrende i mit konservative verdensbillede: Skatterne, både den personlige indkomstskat og selskabsskatten, skal ned: tjek. Der skal indledes færre væbnede konflikter i verden, da de er for dyre i drift: tjek. Nordkorea skal til forhandlingsbordet: tjek. Landets grænser og love skal overholdes: Antallet af illegale immigranter er faldet markant, og muren til Mexico er på vej. NATO-medlemslandene skal betale en større del af udgifterne: Det bliver der arbejdet ihærdigt på. Og vigtigst af alt: Det er et væsentligt kursskifte fra Obamas yderst vage udenrigspolitik, hvor man forsøgte at lede verden udelukkende med gulerod frem for en balanceret fordeling af gulerod og pisk. Det førte de facto til en konsekvensløs udenrigspolitik fra verdens største økonomi og eneste supermagt.

 

Både den førte og den visionære del af Trumps politiske program passer glimrende i mit konservative verdensbillede
_______

 

Selvom jeg netop vægter det politiske indhold, som bør være det grundlæggende element i politik, bliver jeg mødt med: ”Jamen, det han synes om kvinder, det kan du da ikke støtte!?”. Og hertil henviser jeg igen til politikken frem for manden. Derfor er jeg i manges øjne blot en politisk idealist uden realitetssans. Men det forholder sig modsat: Jeg er den egentlige pragmatiker. Jeg forholder mig til virkeligheden. Jeg ser hvilken politik, der bør føres. Og jeg ser en mand, der ikke blot havde den politik som sine erklærede mål, men som også leverer i stor stil.

USA har haft store problemer med illegale indvandrere, og i 2017 kunne man registrere det laveste antal tilbageholdte ved grænsen i over 40 år. Det er altafgørende for et civiliseret land at kunne opretholde sine egne grænser. Ligeledes er det altafgørende for verdensøkonomien, at den kapitalistiske supermuskel, USA, har mulighed for at arbejde. Netop derfor er Trump-administrationens ”regulation cuts”, som har sløjfet regler i tifold for hver nyskrevet regulering, med til at skabe rammerne for større økonomisk vækst. Dertil er det nok vigtigste punkt, især for den lille erhvervsdrivende, at selskabsskatten er sænket fra 35 til 21 pct.

En letkøbt men vigtig symbolsk sejr er ydermere, at det endelig er lykkedes USA at vælge en præsident, der lever op til det gamle løfte om at flytte den amerikanske ambassade til Israels evige hovedstad, Jerusalem. Israel er det eneste velfungerende demokrati i Mellemøsten, og de diplomatiske relationer er derfor af stor betydning.

De luftige og egentlig resultatløse aftaler fra Obama-æraen, er der taget et opgør med. Det gælder både Paris-aftalen, som Bjørn Lomborg har kritiseret for at være for dyr og ineffektiv, samt den reelt ubetydelige atomaftale med Iran. Ligeledes er der bebudet et opgør med Kina og EU’s handelsforhold, der bl.a. henholdsvis har udnyttet andres immaterielle rettigheder og skabt et kontinent med egne handelsmure. Trump er med andre ord i gang med at udnytte den forhandlingsposition, som ifølge den tyske krigsfilosof Carl von Clausewitz er selve formålet med enhver strid, der ikke er klassisk erobringskrig (det er Putin, ikke Trump, der spiller den del af spillet). Den stærke amerikanske forhandlingsposition har tidligere været anvendt for vagt. Der er dog væsentlig forskel på at udnytte sit potentiale som ”den største dreng i klassen” til at være ”skolegårdens skræk”. Så længe Trump kun insisterer på gensidigt fordelagtige forhold, er der således intet problematisk i adfærden.

 

Den stærke amerikanske forhandlingsposition har tidligere været anvendt for vagt. Der er dog væsentlig forskel på at udnytte sit potentiale som ”den største dreng i klassen” til at være ”skolegårdens skræk”. Så længe Trump kun insisterer på gensidigt fordelagtige forhold, er der således intet problematisk i adfærden
_______

 

Alt det gør mig samlet set tilfreds. Jeg har ingen blind kærlighed til manden, og kunne enhver anden levere det samme, havde de også min støtte. Tilsvarende er min støtte ikke ubetinget. Statsstøtte til kulindustrien er vældig skidt, ikke kun fordi kul er et dårligt valg (man bør satse på atomkraft), men fordi statsstøtte grundlæggende er venstreorienteret politik. Ligeledes kan protektionismen på den korte bane være uhensigtsmæssig, idet det skaber usikkerhed på aktiemarkedet, frygt for handelskrig samt det økonomiske dødvægtstab. Men det er i Trumps logik blot midler til at udligne de internationale handelsforhold og for at opnå reel frihandel, hvorfor det på lang sigt er uden betydning – hvis det lykkes vel at mærke.

Modsat synes det at være tilfældet for mange andre, at de ikke kan se ud over præsidentens person. De kan simpelthen ikke støtte politikken alene pga. fx et lydspor optaget blandt to mænd i smug, i hvad de troede, var private omgivelser, længe før nogen af dem var præsidentkandidater. De kan ikke støtte en mand, der åbenlyst taler om ”America First”. Positiv defineret fædrelandskærlighed er kritikere hurtige til at betragte som negativt defineret xenofobi: ”Trump er kvindehader og racist, så derfor er jeg modstander af ham (og dermed hans politik)”, synes rationalet at være.

Når Trump fx omtaler grænseproblemerne i et jordnært sprog, som den jævne mand kan genkende, bryder han med den gængse politiske korrekthed. Med sine uraffinerede kanter skiller han sig hurtigt ud fra den politiske elite, der forkaster ham alene på hans direkte og nærmest karikerede ydre. At en mand blot er frastødende i nogens øjne, retfærdiggør imidlertid ikke, at man ikke lytter til indholdet. Det er således meget udemokratisk at afvise at lytte til en mand, blot fordi han er den, han er.

Fra tid til anden er jeg selv ved at falde i antagonistfælden. Det er bare nemmere at være en evig antagonist til politiske modstandere. Det er nemmere automatisk at sige ”mere”, når Uffe Elbæk siger ”mindre”. Eller at sige ”ned” når Enhedslisten siger ”op”. Men sandheden er, at selv de, der synes som de største tosser på den anden side af det politiske spektrum, engang imellem kommer til at sige noget fornuftigt. Eksempelvis mindes jeg inkarnerede medlemmer af Enhedslisten agitere for en afskaffelse af den løbende boligbeskatning til fordel for en avancebeskatning ved salg. Det er konservativt hjerteblod og står øverst på min politiske dagsorden. Havde jeg i stedet for at lytte blot afskrevet forslaget som tumpet og kommunistisk, som jeg sædvanligvis ville gøre, ville jeg således arbejde mod min egen interesse. Det er netop det, mange gør med Trump.

 

Det er nemmere automatisk at sige ”mere”, når Uffe Elbæk siger ”mindre”. Eller at sige ”ned” når Enhedslisten siger ”op”. Men sandheden er, at selv de, der synes som de største tosser på den anden side af det politiske spektrum, engang imellem kommer til at sige noget fornuftigt
_______

 

Det burde være i enhver amerikaners interesse at opretholde lov og orden. Bryder man sig ikke om loven, er det loven, der bør ændres. Alle amerikanere burde derfor bakke op om stram grænsekontrol for at stoppe dem, der med de nuværende regler er illegale indvandrere. Tilsvarende burde en overvejende del af befolkningen have en interesse i skattelettelser. Ligeledes har alle NATO’s medlemslande en klar interesse i at hæve forsvarsbudgetterne til 2 pct. af BNP, men når det er Trump, der foreslår det, så møder det uforholdsmæssig meget modstand. Sagen er givetvis den, at amerikanerne med Trump er så trætte af at skulle betale for andre velstående landes frihed, at den vage ”kunne I ikke være flinke at betale lidt mere selv”-formulering er blevet erstattet med den naturlige forventning om, at det er en selvfølgelighed og dermed et krav. Især når det var konklusionen på Wales-topmødet i 2014, længe før Trump stillede op til noget som helst. Ligesom med alle andre krav om forandring, resulterer menneskets inerti således i modstand, der in casu forstærkes af foragten for manden bag kravet.

TRUMP ER den politiske elite og intelligentsias yndlingsmobbeoffer, og det ved de godt. Trump er den ideelle karikatur på en outsider af en forretningsmand med næsten vulgær charme, der ved sin blotte eksistens er en torn i øjet på dem, der har gjort lang karriere i en politisk organisation. Manden, der vandt et præsidentvalg ved at gøre alt det, de andre altid har fortalt hinanden, man aldrig må gøre. Derfor bliver han ved med at være ikke blot den amerikanske, men i høj grad også den europæiske politiske elites store kontrast, og de foragter ham for det. Det skinner tydeligt igennem i den måde, de omtaler ham. Som et lille barn ved middagsbordet, hvor de voksne, når de skal tale ”hemmeligt”, vælger at stave ord, som det lille barn ikke må forstå. Der er en indbygget overlegenhed og nedsættende tone i omtalen af den amerikanske præsident.

 

Der er en indbygget overlegenhed og nedsættende tone i omtalen af den amerikanske præsident
_______

 

Udover at det er pinagtigt og et udtryk for dårlig opdragelse, påvirker det også disse menneskers måde at handle på. Det ses eksempelvis i formanden for EU’s Ministerråd Donald Tusks måde at omtale Trumps krav om implementering af 2 pct.-målsætningen i NATO fra Wales i 2014. Tusk lader i bedste skolelærerstil Trump vide, at USA ikke har ret mange venner udover NATO og EU, og at han derfor ikke skal gøre sig for upopulær i Europa. Det er ikke blot en sjusket bortforklaring i forhold til det egentlige emne, det er også en grotesk fejlopfattelse af virkeligheden, da USA ingenlunde har brug fra NATO – det er NATO (og nærmere betegnet Europa), der har brug for USA. Man må erindre, at USA’s forsvarsbudget udgør mere end en tredjedel af hele verdens forsvarsbudgetter til sammen, mens Frankrig, UK, Tyskland og Italien som de største i Europa til sammen dækker under 10 pct. Verdens største flyvevåben er US Air Force. Verdens næststørste flyvevåben er den amerikansk flåde med deres mange fly bl.a. qua hangarskibene, der ikke blot er verdens største, men også de mest talrige. USA har 11 ud af verdens 21 hangarskibe, mens Kina med næstflest har to. Dertil har USA næsten halvdelen af alle verdens atomubåde.

At true med ikke at tage imod USA’s de facto sikkerhedsstøtte er således en temmelig ringe trussel. Det er i den amerikanske skatteborgers interesse, at USA trækker alle sine styrker hjem fra Europa og lader europæerne passe sig selv for egen regning. At have over 80.000 og 65.000 mand i henholdsvis Asien og Europa med alt dertilhørende isenkram er på ingen måde en billig affære. Selvom det giver noget symbolpolitisk leverage for amerikanerne at have mange tropper i lande som Japan, Korea, Tyskland og Italien, så er det samlet set til modtagerlandets fordel, at en allieret opstiller mange styrker i landet. Det er i al fald det rationale, der er gældende, når vi sender få hundrede danske soldater til Baltikum.

EN SÅ ABSURD udmelding, som på ingen måde er enestående, efterlader den nøgterne observatør med spørgsmålet: hvorfor? Hvorfor tillader man sig at forklejne reelle problemer og tale udenom, når USA’s præsident reelt blot beder NATO-landene om at leve op til den aftale, de selv har indgået? Nogle vil måske mene, at formen spiller en rolle, og at han er for brusk i sin fremfærd. Men manden har en saglig pointe, og ligesom med julegaver er det indholdet frem for indpakningen, man husker for eftertiden. Derfor bør man forholde sig sagligt til substansen.

Havde man opført sig sådan, hvis hvilken som helst anden person var blevet præsident? Det kan jeg næppe forestille mig. Således er den bedrevidende og nedladende tone over for verdens eneste supermagts leder et udtryk for personhad. Et had, eller i hvert fald en foragt, der er så stor, at den politiske elite og dermed de, der skulle forestille at lede verden, ikke formår at lytte til det reelle indhold, men bliver forblændet af manden, de ikke kan lide, hvorefter antagonistrollen indtages. Man vælger både i ord og handling at være modstander af Trump, ikke fordi politikken anfægtes med reelle argumenter i en oplyst debat, men fordi det føles godt i maven. Og det er farligt.

 

Havde man opført sig sådan, hvis hvilken som helst anden person var blevet præsident? Det kan jeg næppe forestille mig. Således er den bedrevidende og nedladende tone over for verdens eneste supermagts leder et udtryk for personhad
_______

 

Når store beslutninger træffes på baggrund af følelser som had og foragt frem for fornuftige dyder som respekt for forsvarsaftaler, demokratisk debat m.m., så er vi sandelig på vej det forkerte sted hen. Skulle europæiske NATO-lande inderligt være imod 2 pct.-målsætningen, står det enhver frit for at melde klart ud og udtræde. Det sker bare ikke. Imidlertid opfører den politiske elite sig, som om Trump er en parentes i amerikansk politik. Derfor, tænker de, kan han ignoreres, og man behøver ikke at lytte. Det er den kurs, den internationale politiske elite sætter over for forretningsmanden, kendt fra tv, der blev præsident – og som givetvis vinder igen. ■



Anders Krojgaard Lund (f. 1990) er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti og opstillet i Østjylland. Han har en baggrund som sergent i Hæren med tre udsendelser og læser til daglig erhvervsjura på Aarhus Universitet. Som debattør er hans fokus især på skat, forsvaret, udenrigspolitik og Trump. ILLUSTRATION: Donald Trump underskriver “executive order” der opretter “The National Council of the American Worker” og “The American Workforce Policy Advisory Board, 19. juli 2018 [foto: Tom Brenner/The New York Times]