24.11.2018

USA og Kina fremstår i stigende grad som strategiske rivaler, hvis omsiggribende duel om magt og indflydelse først og fremmest vil udspille sig i Asien og Stillehavsregionen. Kina er i dag den vigtigste økonomiske partner for næsten samtlige lande i regionen, mens Trump-administrationen stadig har svært ved at udstikke rammerne for et forstærket amerikansk engagement i regionen.

Analyse af Andreas Bøje Forsby

Er man velbevandret i statsdiplomatiets praksis, vil man vide, at det personlige fremmøde, smil, håndtryk, en respektfuld attitude, udveksling af venligheder m.v. er afgørende ingredienser i bestræbelserne på at opbygge et tæt og tillidsbaseret forhold mellem to parter. Asiatiske statsledere lægger særlig stor vægt på diplomatisk etikette. Måske var det netop derfor, at præsident Trump glimrede ved sit fravær, da der i sidste uge var tryk på de diplomatiske topmøde-kedler i Asien.

Først var det sammenslutningen af sydøstasiatiske lande (ASEAN), hvis medlemsstater – Brunei, Cambodia, Filippinerne, Indonesien, Laos, Malaysia, Myanmar, Singapore, Thailand og Vietnam – holdt topmøde i Singapore. Dernæst bød ASEAN de regionale stormagter og samarbejdspartnere, heriblandt USA, velkommen til yderligere en række topmøder i Singapore. Endelig tog de fleste af deltagerne videre til Port Moresby i Papua Ny Guinea, som arrangerede dette års sammenkomst i APEC, en regional økonomisk sammenslutning for Asien og Stillehavsstaterne, herunder USA.

I Trumps fravær sendte USA en topmødedelegation med vicepræsident Mike Pence i spidsen. Pence måtte bruge mange kræfter på at nedtone betydningen af Trumps manglende tilstedeværelse og forsikre tilhørerne, at USA’s forpligtelser og engagement i Asien og Stillehavsregionen aldrig har været større. Alligevel er der bekymring at spore blandt de mange små og mellemstore lande i regionen, som fornemmer, at det strategiske landskab er under forandring.

Det skyldes for det første, at Trump-administrationen – trods Pences forsikringer om det modsatte – ikke har formået at udstikke nogle klare strategiske pejlemærker for et amerikansk engagement i regionen. For det andet indebærer Kinas opstigning som regional stormagt ikke blot en række samarbejds- og udviklingsmuligheder for regionens lande, men også risici for i stigende grad at måtte tilpasse sig Beijings strategiske interesser som regional stormagt. For det tredje fremstår USA og Kina i stigende grad som strategiske rivaler, hvis omsiggribende duel om magt og indflydelse først og fremmest vil udspille sig i Asien og Stillehavsregionen.

En sådan stormagtsrivalisering huer bestemt ikke de øvrige lande i regionen, idet de risikerer at blive tvunget til at vælge side mellem Beijing og Washington. I en udtalelse fra Singapores premierminister, Lee Hsien Loong, i forlængelse af ASEAN-topmødet blev det udpenslet, at det strategiske dilemma allerede presser sig på: ”Jeg tror, det er meget ønskværdigt for os ikke at skulle vælge side, men der kan komme et tidspunkt, hvor ASEAN er nødt til at gøre det. Jeg håber ikke, at det er nært forestående.” Singapore har en lang tradition for at samarbejde indgående med både Kina og USA, og derfor vakte Lees udtalelse stor opmærksomhed. Ved APEC-topmødets afslutning fik deltagerne endnu et vidnesbyrd om, hvordan forholdet mellem USA og Kina er under nedsmeltning: For første gang nogensinde i APEC’s 29-årige historie kunne man ikke blive enige om en fælles topmødetekst på grund af ”de to store giganter i rummet”, som værtslandet Papua Ny Guineas premierminister efterfølgende tørt konstaterede.

 

For første gang nogensinde i APEC’s 29-årige historie kunne man ikke blive enige om en fælles topmødetekst på grund af ”de to store giganter i rummet”
_______

 

Obamas multilaterale rebalancering, Trumps strategiske indsnævring
For at forstå de nuværende strategiske brudflader i Asien og Stillehavsregionen er det oplagt at se på, hvordan USA’s position har ændret sig i indeværende årti. Da Obama-administrationen henimod slutningen af 2011 lancerede sin strategiske satsning på Asien og Stillehavsregionen – ”the Pivot to Asia” senere omdøbt til ”US Strategic Rebalance” – var det i erkendelse af, at USA havde negligeret regionen til fordel for Europa og Mellemøsten. ”Rebalanceringen” handlede først og fremmest om at få opbygget en stærkere amerikansk tilstedeværelse, ikke mindst som modvægt til Kinas hastigt ekspanderende indflydelse i regionen.

Mere specifikt skulle USA fremover have en langt mere aktiv diplomatisk profil i regionens multilaterale fora, hvor Obama bl.a. udpegede en ny amerikansk ASEAN-ambassadør og indførte USA-ASEAN-topmøder. Obama-administrationen øremærkede også ressourcer til en sikkerhedspolitisk kapacitetsopbygning rettet mod USA’s allierede og partnere med særlig fokus på maritime kapaciteter (fx kystbevogtning og suverænitetshåndhævelse) i en periode præget af Beijings mere selvhævdende adfærd i Det Sydkinesiske Hav. Hertil kom satsningen på en ny ambitiøs multilateral frihandelsaftale med elleve Asien- og Stillehavslande, ”Trans-Pacific Partnership” (TPP), for at imødegå USA’s vigende markedsandele i regionen. Endelig var rebalanceringen knyttet op på en værdipolitisk vision om at opbygge en bred USA-ledet koalition af ligesindede liberal-demokratiske stater i regionen, som indirekte skulle fungere som et bolværk mod et illiberalt Kinas spirende regionale stormagtsambitioner.

Med Trumps indtog på den politiske scene er rebalanceringen imidlertid blevet afløst af strategisk usikkerhed og indsnævrede ambitioner. Den diplomatiske offensiv i regionen er for længst blevet afblæst af Trump-administrationen, som tilmed har haft besvær med at få besat centrale positioner i sit Asien-diplomati. Med et pennestrøg annullerede Trump USA’s deltagelse i TPP som en af sine allerførste embedshandlinger, mens de resterende elleve medlemmer sigter mod at relancere den nye frihandelsblok (TPP11) inden udgangen af 2018. I stedet satser Trump-administrationen nu på bilaterale handelsaftaler og vil snart påbegynde forhandlinger med Japan, som er verdens tredjestørste økonomi.

Trumps protektionistiske opgør med de multilaterale frihandelsaftaler er også drivkraften bag den verserende handelskrig med Kina, som truer med at trække især de sydøstasiatiske lande med ned i dyndet på grund af deres tætte forbindelser til den kinesiske økonomi. På den værdipolitiske front har Trump-administrationen lanceret idéen om ”a free and open Indo-Pacific”, hvor ”suveræne og uafhængige nationer med forskellige kulturer og drømme kan trives side om side, frit og fredeligt.”

Trump-administrationens vision for amerikansk lederskab i regionen synes i det hele taget at hvile på de selvsamme snævre nationale interessehensyn, som gennemsyrer America First-doktrinen. I sin tale på APEC-mødet kom Mike Pence med denne opfordring til tilhørerne: ”Beskyt jeres interesser, fasthold jeres uafhængighed og sæt altid, præcis som USA, jeres eget land i forreste række”. Kun på et enkelt punkt fremstår Trump-administrationens dagsorden for USA’s engagement i regionen mere ambitiøs, omend den også er mere konfrontatorisk: Pentagon har således fået mandat til at iværksætte flere af de såkaldte ”freedom of navigation operations” (FONOPs), der primært er vendt mod Kinas militarisering af Det Sydkinesiske Hav. Det var netop en sådan FONOP, der i begyndelsen af oktober var meget tæt på at føre til en kollision mellem et amerikansk og et kinesisk krigsskib.

 

Trump-administrationens vision for amerikansk lederskab i regionen synes i det hele taget at hvile på de selvsamme snævre nationale interessehensyn, som gennemsyrer America First-doktrinen
_______

 

Kinas stormagtsambitioner og øgede strategiske tyngde
Vender vi os mod Kina, falder både Asien og efterhånden også Stillehavsregionen inden for Kinas voksende indflydelsessfære, og begge områder er helt centrale for Beijings stormagtsambitioner. I modsætning til Washington kan den autokratiske kommunistelite i Beijing opstille langsigtede strategiske mål og tålmodigt forfølge dem uden risiko for demokratisk dikterede kursændringer. Hvor Kina allerede i kølvandet på den globale finanskrise lagde an til en mere selvhævdende udenrigspolitisk kurs, er Kinas regionale stormagtsambitioner for alvor blevet stillet til skue, efter Xi Jinping kom til magten i november 2012.

Allerede året efter lancerede Xi sit ambitiøse ”Belt & Road”-initiativ, som med afsæt i strategiske investeringer – især i infrastrukturelle anlægsprojekter – sigter mod at gøre Beijing til et geoøkonomisk knudepunkt for Asien og Stillehavsregionen. Mange af landene i regionen har således oplevet et boom af kinesisk finansierede (og konstruerede) anlægsprojekter i form af veje, jernbaner, broer, havne, lufthavne, rørledninger, kommunikationskabler, IT-netværk m.v., som dog ofte finder sted på svært gennemskuelige lånevilkår.

På det seneste er noget af glansen gået af ”Belt & Road”-initiativet. Kritiske røster peger på risikoen for at havne i en kinesisk gældsfælde, ligesom det skete for Sri Lanka, da landet måtte opgive at tilbagebetale et kinesisk finansieret havneanlæg i Hambantota og derfor overdrog kontrollen med havnen til en kinesisk operatør i 99 år. Det gav også genlyd i Asien, da en af Kinas nære samarbejdspartnere i ASEAN, Malaysia, under den nyvalgte premierminister Mahatir Muhammed offentligt lagde afstand til en række kinesisk finansierede anlægsprojekter, som Mahatirs forgænger havde godkendt. Alligevel ser de underliggende strukturelle udviklingstendenser gunstige ud for Kina. `Riget i Midten´ er i dag den største samhandelspartner for næsten samtlige lande i regionen, og ”Belt & Road”-initiativet vil yderligere cementere Beijings position som geoøkonomisk omdrejningspunkt i Asien og Stillehavsregionen.

Beijings regionale stormagtsambitioner rummer samtidig en geopolitisk dimension. Intet sted er disse ambitioner kommet tydeligere til udtryk end i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina har konstrueret syv kunstige øer via massive landindvindinger i Spratly-øgruppen. Den efterfølgende militarisering af øerne har givet anledning til uro blandt de øvrige kyststater, som strides med Kina om øgrupperne og ikke mindst havressourcerne (særligt fiskeri og naturressourcer i undergrunden) i Det Sydkinesiske Hav. Men til trods for at en voldgiftsdomstol med afsæt i Havretskonventionen underkendte Kinas vidtgående territorialkrav i Det Sydkinesiske Hav i juli 2016, har det kinesiske lederskab siden da dygtigt formået at gyde olie på de oprørte vande.

På den ene side har Xi Jinping stillet massive investeringer i udsigt til Filippinernes betydeligt mindre pro-vestlige præsident Duterte, hvis forgænger havde anlagt havretssagen ved voldgiftsdomstolen. På den anden side har Xi indvilliget i at forhandle med ASEAN-landene om en juridisk bindende aftale for kyststaternes adfærd i Det Sydkinesiske Hav. Han har dermed igangsat en proces, som Beijing bevidst kan trække i langdrag, imens Kinas militarisering af de kunstige øer forstærker landets de facto kontrol over de omstridte øgrupper.

 

Opgøret med truslen fra et opstigende Kina er et af de få politiske emner, der nyder bred tværpolitisk opbakning i Washington
_______

 

Den vanskelige balancering mellem stormagterne
Den strategiske rivalisering mellem USA og Kina er kommet for at blive. Opgøret med truslen fra et opstigende Kina er et af de få politiske emner, der nyder bred tværpolitisk opbakning i Washington. Og selv om den kinesiske ledelse stadig vægrer sig ved at konfrontere Trump-administrationen direkte, vil den næppe kunne tage brodden af de amerikanske krav og beskyldninger uden samtidig at opgive egne stormagtsambitioner såvel som Kommunistpartiets magtmonopol. Som Mike Pence kompromisløst slog fast i sin APEC-tale: ”autoritære og aggressive regimer har ingen eksistensberettigelse i Asien og Stillehavsregionen” med slet skjult henvisning til Kina.

Spørgsmålet er, hvad det betyder for regionens mange små og mellemstore stater. Deres geoøkonomiske afhængighed af Kina gør det vanskeligt at fravælge Beijing, hvis de bliver tvunget til at tage stilling, sådan som Singapores premierminister Lee forudser. Det strategiske dilemma er særlig ubehageligt for USA’s sikkerhedspolitiske partnere og allierede i regionen såsom Filippinerne, Thailand, Singapore, Sydkorea, Japan, Australien og New Zealand. Hvis disse traditionelt (med undtagelse af Thailand) USA-orienterede lande skal stille sig på Washingtons side, kræver det under alle omstændigheder en mere samlende vision samt et mere helhjertet engagement i regionen fra Trump-administrationen.

Men måske har præsident Trump et par trumfer i baghånden. For alt tyder på, at Kinas eksportfølsomme økonomi vil være langt mere sårbar end den amerikanske, såfremt handelskrigen med USA fortsætter og måske endda intensiveres, hvilket Mike Pence signalerede på sin Asien-tur. Hvis først dampen tages af kedlerne i det kinesiske vækstlokomotiv, kan afmatningen hurtigt ramme Kinas økonomiske samarbejdspartnere. Og hvis Kinas årtier lange opstigning pludselig bliver afløst af en nedadgående kurve, kan efterdønningerne få Asien og Stillehavsregionens lande til gradvis at kappe deres geoøkonomiske bindinger til `Riget i Midten´. Det 21. århundredes stormagtsrivalisering er kun lige begyndt. ■

 

Men måske har præsident Trump et par trumfer i baghånden. For alt tyder på, at Kinas eksportfølsomme økonomi vil være langt mere sårbar end den amerikanske, såfremt handelskrigen med USA fortsætter
_______

Apropos denne artikel:

Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing d. 16. april 2024: Migrationspagten vedtaget – Europæisk solidaritet eller værdiudsalg?

Lars Erslev Andersen: Er Netanyahu så fornuftig, som verden håber?

Janus E. Lauritsen i RÆSONs nye trykte nummer: Politikernes brug af kommissioner og ekspertråd er udtryk for en dybere demokratisk krise

Lærke Grandjean: Brinkmanns karakterdannelsesprojekt er en del af en uheldig tendens, hvor private fonde overtager skoleforskningen

Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Netanyahu og Iran har en fælles interesse i at fortsætte krigen

Claus Mathiesen i Interviewserien: Rusland vil forsøge at fremtvinge en afgørelse på krigen i løbet af 2024