Dennis Kristensen: Fagbevægelsens medlemmer har ret til at vide, hvad der sker bag Forligsens lukkede døre. Ellers er de ikke medlemmer ret meget længere

Dennis Kristensen: Fagbevægelsens medlemmer har ret til at vide, hvad der sker bag Forligsens lukkede døre. Ellers er de ikke medlemmer ret meget længere

21.12.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er en rigtig skidt ide, hvis faglige ledere og arbejdsgiverne aftaler at indsnævre rammerne for overenskomstforhandlinger, der foregår i Forligsinstitutionen. Det er vejen til mere selvcensur og mindre medlemsengagement.

Kronik af Dennis Kristensen

DA JEG FOR 50 år siden blev medlem af en fagforening, var Forligsinstitutionen et sted, hvor cigarrygende jakkesæt fra Dansk Arbejdsgiverforening og LO gik ind ad en dør for efter dage eller uger at komme ud ad den samme dør med en stak papirer fra Forligsmanden under armen og en fælles ros til et såkaldt mæglingsforslag. Det skulle derpå sendes til afstemning blandt arbejdsgivernes og fagbevægelsens medlemmer.

Mellem turen ind og ud ad døren opretholdt parterne total radiotavshed overfor omverdenen og de medlemmer, som gennem deres kontingent betalte for gildet. Der var radiotavshed fra de indledende overenskomstforhandlinger over turen i Forligsinstitutionen til en eventuel arbejdskonflikt.

Billedet ændrede sig ikke, da jeg for fyrre år siden blev tillidsrepræsentant og formand for Portørernes Faglige Klub på Amtssygehuset i Herlev. Måske blev trædørene udskiftet med glasdøre, men konceptet forblev uændret: De, der betalte gildet, herunder mine hundrede kolleger på sygehuset, skulle som de tre aber hverken se, høre eller tale. De skulle ikke informeres eller blande sig, før mulighederne var indsnævret til et simpelt ”ja” eller “nej” til et forlig mellem parterne eller et mæglingsforslag fra Forligsmanden.

Når vi alligevel undervejs prøvede at skaffe informationer om forløbet til klubbladet og dermed til kollegerne, så løb vi panden mod en mur. En mur af argumenter om, at åbenhed kunne skade forhandlingsklimaet, og at forligsmandens muligheder for at skabe enighed kunne ryge i vasken, hvis forhandlerne ikke havde mundkurv på.

Selvfølgelig er der noget rigtigt i denne form for argumenter. I det mindste så langt, at fortrolighed kan være et af flere væsentlige redskaber, når man skal forsøge at bringe komplicerede overenskomstforhandlinger i havn, uden eller efter at parterne lægger arm med hinanden ved hjælp af konfliktvåbenet.

Men total radiotavshed og nødvendig fortrolighed er ikke det samme. Tværtimod.

 

Men total radiotavshed og nødvendig fortrolighed er ikke det samme. Tværtimod
_______

 

I MINE ØJNE er total radiotavshed foragt for dem, der betaler de faglige organisationers drift, mens fortrolighed anvendt med omtanke og sund fornuft er en velegnet måde at forsøge at knække nødder på, når tingene spidser til.

Sådan så min verden ud for fyrre år siden. Det gjorde den også for seksten år siden, da jeg blev valgt som formand for FOA. Det var derfor en af de ting, jeg satte mig for at forsøge at ændre. Ved at forsøge at åbne nogle døre og munde.

Lidt må være lykkedes. I hvert fald blev jeg ofte skældt ud af kolleger i fagbevægelsen for at lave offentligt tilgængelige overenskomstdagbøger, for at være for meget tilgængelig for pressen og for at være alt for åbenmundet.

I dag kan jeg se, at mange kolleger i fagbevægelsen nu gør det, der var kritisabelt for seksten år siden: informerer og stiller op foran mikrofoner og kameraer. Og det er fint. Det gør medlemmerne klogere på, hvad de får for kontingentet. Men efter overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor i år, så bliver jeg alligevel bekymret for, om vindene nu vil vende og blæse døre i og lukke munde.

 

Det ser ud til, at kommunerne og nogle faglige ledere ovenpå erfaringerne med de historisk langvarige og komplicerede 2018-overenskomstforhandlinger vil lukke døre og munde
_______

 

DET SER UD TIL, at kommunerne og nogle faglige ledere ovenpå erfaringerne med de historisk langvarige og komplicerede 2018-overenskomstforhandlinger vil lukke døre og munde.

Det startede allerede, da overenskomstforhandlingerne i både staten, kommuner og regioner brød sammen i slutningen af februar og derfor skulle videreføres i Forligsinstitutionen. Her hilste kommunernes chefforhandler, Michael Ziegler (K), den kommende radiotavshed i Forligsinstitutionen velkommen, fordi ”det ikke har været befordrende for det hidtidige forløb, at hver eneste sms og mail er videregivet til pressen.”

Målet for kritikken var lønmodtagernes chefforhandler, Anders Bondo Christensen, som til gengæld senere i overenskomstforløbet indledte en “mini-Twitter-fejde” med Ziegler, der svarede med en opfordring til Bondo Christensen til i stedet at feje for egen dør og få styr på mig – jeg var igen for åbenmundet til Zieglers smag.

Senere talte pressefolk, iagttagere og arbejdsmarkedsforskere som Henning Jørgensen om grove overtrædelser af tavshedspligten i forligsmandsloven og ville have Michael Ziegler og mig ind og ruske tremmer: “Forligsinstitutionen kan forfølge dem begge. De kan idømmes bøde eller hæfte i indtil tre måneder. De leger begge med ilden. Jeg vil mene, at Forligsinstitutionen faktisk burde forfølge dem begge. Forligsmanden bliver jo hæmmet i sit arbejde med at nå frem til en løsning bag lukkede døre, når oplysningerne siver til offentligheden.”

Alt sammen ud fra den klassiske betragtning om de lukkede døres magiske virkning og en meget omfattende antagelse om rækkevidden af tavshedspligten i forligsmandsloven.

DER ER INGEN TVIVL OM, at Forligsmandsloven indeholder en tavshedspligt, som Forligsmanden under årets overenskomstforhandlinger også indskærpede – både overfor alle deltagere og yderligere overfor nogle stykker af os.

Tavshedspligten indebærer, at man som part ikke må viderebringe, hvad parterne har “oplyst eller foreslået under forhandlingerne ledet af mæglingsmænd og forligsmænd.” Der er dog i den officielle vejledning om tavshedspligten efterladt et vist rum til at kunne være repræsentant for de berørte medlemmer på arbejdsgiver- eller lønmodtagersiden: “Begge parter vil ikke sjældent have et vist behov for løbende at kunne orientere sine medlemmer om årsagen til udviklingen i forhandlingerne og om baggrunden for et eventuelt sammenbrud.”

 

Der er dog i den officielle vejledning om tavshedspligten efterladt et vist rum til at kunne være repræsentant for de berørte medlemmer på arbejdsgiver- eller lønmodtagersiden
_______

 

Og netop spændingsfeltet mellem på den ene side forbuddet mod at viderebringe oplysninger om, hvad der foregår i Forligsinstitutionen, og på den anden side erkendelsen af, at det i et ikke nærmere fastlagt omfang må være muligt at orientere de berørte medlemmer om udviklingen i forhandlingerne, kan meget naturligt skabe usikkerhed eller meget forskellige fortolkninger af, hvad man må og ikke må, når man er trådt ind over Forligsinstitutionens dørtrin på Skt. Annæ Plads.

Og usikkerhed eller forskellige fortolkninger var der rigeligt af under de mange uger, forhandlerne for de offentligt ansatte tilbragte netop på Sct. Annæ Plads. Samme sted tilrak, som tiden gik, rigtig mange journalister, der 24 timer i døgnet prøvede at dække forhandlingerne, og rigtig mange aktive medlemmer, der ønskede at bakkede deres forhandlere op.

Undervejs i de mange uger, hvor forhandlingerne foregik i Forligsinstitutionen, bragte medierne både stof, som deltagerne i forhandlingerne kunne genkende, og stof, som umuligt kunne stamme inde fra Forligsinstitutionen. Til gengæld nåede de mest fortrolige informationer ikke ud af Forligsinstitutionen under forhandlingsforløbet. Og det skyldes netop, at balancen mellem nødvendig fortrolighed og rimelig mulighed for at holde egne medlemmer orienteret blev overholdt.

Det bedste eksempel må være lærernes og kommunernes meget fortrolige sonderinger om en form for plan B i stedet for en egentlig arbejdstidsaftale, som forblev fortrolige helt frem til indgåelsen af forliget på det kommunale område, hvor løsningen med nedsættelsen af en kommission på lærerområdet blev en afgørende nøgle for afslutningen af de kommunale forhandlinger uden konflikt.

EN DEL AF OS var i omkring en uges tid klar over, at netop sådan en nøgle blev drøftet, men denne viden nåede ikke udenfor Forligsinstitutionen, før kommunerne og lærerne ønskede det.

Statsadvokaten har siden april efterforsket en borgers politianmeldelse af Michael Ziegler og mig for overtrædelse af tavshedspligten. Om andre forhandlere er eller har været under efterforskning, vides ikke, ligesom det ikke vides, om journalister, der har viderebragt interviews, forlydender eller anonyme læk af dokumenter, har været eller fortsat er under efterforskning.

Der er rigeligt materiale at efterforske i kraft af sen massive pressedækning af forhandlingerne: massevis af trykte interviews, TV-interviews og elektroniske ytringer. Jeg førte selv en overenskomstdagbog på Facebook, som under de mange måneders forløb nåede op på ikke mindre end 71 afsnit.

Det ville på baggrund af den omfattende medieinteresse og det store medlemsengagement ikke være usandsynligt, at der fra forhandlere på begge sider af bordet kunne være røget en finke af fadet i løbet af de op mod ni uger, hvor Forligsinstitutionen udgjorde rammen for overenskomstforhandlingerne.

 

Forbuddet mod at viderebringe informationer ikke helt er det samme som en lynlås mellem læberne, der for evigt trækkes i på Forligsinstitutionens dørtrin
_______

 

Statsadvokaten har netop meddelt Ziegler og mig, at efterforskningen nu er standset, fordi der ikke er en rimelig formodning om, at vi har begået noget strafbart. Det er selvfølgelig et tilfredsstillende resultat for os som involverede, men meget vigtigere: Det er først og fremmest et vink med en vognstang om, at tavshedspligten ikke er så altomfattende, som mange forhandlere ellers gik ud fra. At forbuddet mod at viderebringe informationer ikke helt er det samme som en lynlås mellem læberne, der for evigt trækkes i på Forligsinstitutionens dørtrin.

Og dermed et signal om, at tavshedspligten ikke i enhver situation fuldstændigt eliminerer mulighederne for, at faglige ledere kan være i forbindelse med og i overensstemmelse med medlemmerne, hvis løn- og ansættelsesforhold, det hele drejer sig om. Et signal om, at fortrolighed og formidling godt kan gå hånd i hånd.

DET SIGNAL ER DER BRUG FOR i den offentlige sektor. Overenskomstfornyelser i stat, kommuner og regioner vil nærmest automatisk naturligt spille sammen med offentlig interesse.

Dels rammer en arbejdskonflikt på det offentlige arbejdsmarked i sagens natur brugere af velfærd og offentlig service. Jo mere omfattende konflikten er udformet fra parternes side, jo flere brugere berøres. Ved dette års overenskomstforhandlinger varslede lønmodtagersiden strejke for omkring 10 pct. af de offentligt ansatte, mens arbejdsgiverne svarede ved at varsle lockout af resten. Ældreplejen blev dog undtaget fra kommunernes side.

Det ville, hvis forhandlingerne ikke førte til et resultat, betyde storkonflikt i både stat og kommuner med et omfang, som stort set ville lukke den offentlige sektor ned. En så voldsom reaktion fra arbejdsgivernes side vil naturligvis påkalde sig meget stor offentlig interesse og dermed betydelig pressemæssig dækning. Og det er simpelthen pjattet at forestille sig, at forsøgene på i stedet at finde en forligsmæssig løsning i den situation vil kunne foregå under total radiotavshed.

Selvfølgelig skaber det ekstraordinær pressebevågenhed, når alle ved, at børnehaven, folkeskolen, offentlige transportmidler og meget mere i realiteten lukker med fem dages varsel i det øjeblik, Forligsmanden erklærer fortsatte forhandlinger for udsigtsløse.

 

Offentlige overenskomstfornyelse vil yderligere vække offentlig interesse, fordi danskerne generelt er positivt indstillet overfor velfærdssamfundet og derfor bekymrer sig over situationer med udsigter til forringelser af velfærden
_______

 

Offentlige overenskomstfornyelse vil yderligere vække offentlig interesse, fordi danskerne generelt er positivt indstillet overfor velfærdssamfundet og derfor bekymrer sig over situationer med udsigter til forringelser af velfærden, manglende overensstemmelse mellem borgernes behov og finansieringen af velfærdsydelser, fald i velfærdens kvalitet, mangel på arbejdskraft i velfærden osv.

Og endelig vil den særlige magt-ubalance på det offentlige arbejdsmarked i sig selv bidrage til offentlig opmærksomhed. Mens arbejdskonflikter på det private arbejdsmarked påfører både lønmodtagere og arbejdsgivere økonomiske tab, så er de økonomiske konsekvenser i ubalance på det offentlige arbejdsmarked (læs mere i RÆSON her). Her taber lønmodtagerne løn, mens arbejdsgiverne sparer penge. I stedet kan politiske beslutningstageres renommé komme i spil.

I kraft af interessen for offentlige overenskomstfornyelser, kommer forhandlingerne og eventuelle arbejdskonflikter automatisk til også at handle om kampen om den offentlige mening. Den kamp har et rimeligt grundlag; nemlig holdningerne hos de skatteydere, der betaler for eksistensen af velfærden og den offentlige service. Til gengæld forudsætter kampen, at døren står lidt på klem.

Som optakten til dette års overenskomstforhandlinger forløb, er det meget svært at forestille sig den meget høje ja-procent ved urafstemningerne om forligene i de enkelte forbund, hvis ikke de stemmeberettigede medlemmer havde kunnet følge med i, hvor problematiske knuderne med lærernes arbejdstid og den arbejdsgiverbetalte frokost var, og hvilket forløb der i sidste ende løsnede op for netop disse knuder.

Tilsvarende forudsætter lønmodtagernes mulighed for i det mindste fra helikopterhøjde at kunne følge nogenlunde med i forhandlingsslagets gang, at døren ikke er boltet fast. Det er trods alt dem, der skal overtage slagets gang gennem arbejdskonflikt, hvis forhandlingerne falder på gulvet. Det er i mine øjne absurd at forlange, at de offentligt ansatte skulle gå i strejke eller blive udsat for lockout uden en reel viden om, hvorfor overenskomstforhanmdlingerne resulterede i netop dét. Alt i alt handler dørens position om demokratisering eller afdemokratisering af fagbevægelsen.

 

I mine øjne ligger fagbevægelsens fremtid i en konsekvent demokratisering. Ud fra princippet: Medlemmerne betaler – medlemmerne bestemmer
_______

 

I MINE ØJNE ligger fagbevægelsens fremtid i en konsekvent demokratisering. Ud fra princippet: Medlemmerne betaler – medlemmerne bestemmer.

Moderne mennesker vil have indsigt og indflydelse. Det gælder også fagbevægelsens medlemmer og dem, der kunne overveje et medlemskab. Det vil være hul i hovedet, hvis de faglige organisationer på det offentlige område begynder at aftale indsnævring i medlemmernes muligheder for at blive informeret og i kraft af indsigt at kunne øve indflydelse.

Det er ikke øget selvcensur hos de faglige leder, der er brug for. Radiotavshed skaber ikke medlemsengagement. Engagementet skal skabes i respekt for balancen mellem fortrolighed og medlemmernes krav på at vide noget om, hvad der foregår. Forhåbentligt slår alle faglige ledere i den offentlige sektor koldt vand i blodet. ■

 

Radiotavshed skaber ikke medlemsengagement. Engagementet skal skabes i respekt for balancen mellem fortrolighed og medlemmernes krav på at vide noget om, hvad der foregår
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix