28.03.2018

Reportage af Sebastian Stork

FORESTIL DIG, at du står ved hovedindgangen til Christiansborg. Du går ind i velkomsthallen op ad den store trappe, som alle, der har været på Borgen, kender. For enden af trappen vender du dig 180 grader og går hen ad gangen, hvor Grundloven ligger og lurer på højre side. Nede for enden af gangen går du ind ad en dør og videre ad en smal gang, der buer kraftigt til venstre. Uden for vinduerne kan du se indgangen med stentrappen, hvor politikerne altid kommer ind. Du ser nu en trappe på din højre hånd. Den følger du, indtil du går ind ad døren med bogstaverne ’Ridebanen’. For enden af gangen bag er der et stort, grønt Å. Selv væggene er grønne. Du befinder dig nu i Alternativets gangareal. Tre døre efter Uffe Elbæks kontor afslører et navneskilt, at Anders Stjernholm sidder inde på den anden side. Det er ham, jeg skal følge i dag.



”Vil du have kaffe?” spørger Anders Stjernholm mig henslængt. Vi står i køkkenet, der tilhører Alternativet og et par pressefolk. Den journalistuddannede komiker trådte som vikar ind på Borgen den 27. november 2017, da Ulla Sandbæk (Å) blev sygemeldt med hjernerystelse.

”Ja tak”, svarer jeg og smider jakken. En fyr i køkkenet, som Stjernholm kalder Torsten, kommer til at tabe kaffepulveret på gulvet. ”God start på dagen”, siger Stjernholm sarkastisk og hjælper med at tørre kaffen op. Jeg holder varmen med et par kaffeslurke, mens vi bevæger os ind mod hans kontor.

RÆSON: Tabte du også tit kaffen på gulvet i starten herinde?
”Nej, det gik egentlig ret fint. Jeg var rimelig selvkørende. Men da jeg kom ind, var der sindssygt travlt. Folk var pressede, men jeg havde en god sekretær, der svarede på alle mine dumme spørgsmål. Jeg var klar med det samme, da jeg blev kaldt ind. Jeg havde jo øvet mig på det i to år, da de ringede og sagde, jeg skulle ind, så jeg var klar over, hvad det indebar”, fortæller Stjernholm og sætter sig ved computeren på kontoret.

Kontoret er kun til låns, indtil Ulla Sandbæk kommer tilbage fra sin sygeperiode, så der er ikke meget Anders Stjernholm over det. ”Jeg kigger lige min kalender igennem og tjekker et par mails”, siger han. Bag ham hænger en stor opslagstavle med billeder af Ulla Sandbæk i selskab med vigtige mennesker, hun har mødt. ”Det er så pissevigtigt, det her”, udbryder Anders Stjernholm ovre fra computeren. ”I morgen åbner hjemmesiden ’borgerforslag.dk’ [en hjemmeside, hvor borgere kan støtte borgerstillede politiske forslag med formål at få det behandlet i Folketinget, red.]. Det er klart noget, vi skal råbe op om. Lige nu har folk utroligt travlt med at tale om pis og lort i stedet for at tale om det, der er vigtigt”.

Vi bliver afbrudt i vores samtale, da en mand kommer ind på kontoret med nogle lamper, som Stjernholm skal have hængt op over skrivebordet. ”Der er så mørkt herhenne”, siger han til elektrikeren og tager en slurk af sin kaffe. Stjernholm er selv uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2007, og han har lavet comedy siden 2005. Politik har altid fyldt meget hos ham. Faktisk så meget, at han i marts 2015 stillede op til folketingsvalget i Københavns Storkreds, hvor hans stemmetal blev overgået af Ulla Sandbæk.

RÆSON: Journalistik, komik og en formandspost i Ateistisk Selskab. Er du en farlig spiller herinde, du har jo beskæftiget dig med politik fra flere lejre?
”Ja, det er selvfølgelig rigtigt; jeg er da et aktiv. Det håber jeg da også, at folk ser mig som herinde. Jeg ville også gerne have haft kirkeudvalget, men partiet ville ikke have en med min baggrund. Det, syntes jeg, var irriterende. At man mente, det var mere kontroversielt at have en sekulær ateist end fx en præst eller en fan af folkekirken i kirkeudvalget. Nu skal vi [Alternativet, red.] have vores religionspolitik på plads, og er den sekulær, så vil jeg rigtig gerne være med”, siger Stjernholm, der afgav formandsposten i Ateistisk Selskab, da han trådte ind på Christiansborg i november 2017.

 

“Jeg er da et aktiv. Det håber jeg da også, at folk ser mig som herinde”
_______

 

RÆSON: Hvorfor var det ikke nok for dig at stå på scenen og lave sjov med dem, der trykker på knappen i Folketinget?
”Det var det måske også. Jeg gider ikke rigtig lave komik om andet end politik. Jeg gik ind i comedy for at levere pointer. Når jeg så havde leveret en pointe, kunne jeg godt se, at problemet ikke blev løst af, at vi var enige på Fox and Hounds i Herning. Det gav mig en lyst til at komme herind og løse noget af det”, fortæller han. ”Og så er vi nødt til at være pragmatiske. Hvis jeg havde været så populær som komiker, at jeg kunne fylde Falkoner Salen, havde jeg måske ikke taget det her skridt”.

RÆSON: Er du en bedre politiker end komiker?
En lang indånding. ”Jeg har potentialet til at blive det. Jeg er endnu for ny til at sige det, men jeg er ret sikker på, at jeg er en bedre politiker. Jeg er ikke en dårlig komiker, men jeg er klogere, end jeg er sjov”, siger Stjernholm og når ikke at fortsætte, fordi Ulla Sandbæk træder ind på kontoret.

”Hej”, siger Stjernholm glad. Ulla hilser igen. ”Ulla er med til gruppemøderne engang imellem”, fortæller han. ”Ja, og nu kommer jeg jo snart tilbage igen”, siger hun med vished i stemmen. ”Vi ses til mødet”, siger Ulla og går igen.

RÆSON: Hvad skal der ske, når Ulla kommer tilbage?
”Så er jeg ude igen. Men jeg stiller op igen ved næste valg. Ulla fik 80 stemmer mere end mig sidste gang, og hun stiller ikke op igen, så…” svarer Stjernholm. ”80 stemmer? Træls”, påpeger jeg. ”Det er et godt ord for det, men det er jo sådan, det er”, siger Stjernholm og griner. ”Det her er sgu noget, jeg vil, og hvis ikke jeg kommer ind, så kan det være, jeg skal være kommunikationsmedarbejder eller tilbage til journalistarbejdet. Lige nu kan jeg mærke, at jeg gerne vil være med til at ændre det her samfund. Det er sjovt at sidde med fingeren på knappen; kunne man sidde ved siden af dem, der trykker på knappen, eller hjælpe med at formulere, hvorfor der er blevet trykket på knappen, kunne det også være fedt”, fortæller multiformidleren og tager den sidste tår af kaffen, inden vi bevæger os ned mod dagens første møde: Det lukkede møde for folketingsgruppen. Det betyder ingen adgang for mig. ”Du må være med til anden halvdel af mødet, du må bare ikke citere derinde fra”, siger Stjernholm, mens vi går.

 

“Det her er sgu noget, jeg vil […] Det er sjovt at sidde med fingeren på knappen; kunne man sidde ved siden af dem, der trykker på knappen, eller hjælpe med at formulere, hvorfor der er blevet trykket på knappen, kunne det også være fedt”
_______

 

Anders fortæller mig, at hver folketingsgruppe får lov til selv at vælge indretningen på deres arealer. ”Hvem har så valgt de lyserøde vægge?” spørger jeg. ”Det er LA, der lige har dekoreret væggene efter farven på deres Poloer oppe i Rungsted Havn”, svarer han hurtigt og griner af sin egen joke.



RÆSON: Hvordan er det at være en af dem, du plejede at gøre grin med?
”Jeg kan ikke rigtig mærke en skelnen mellem politiker og komiker. Jeg gør jo ikke grin med, hvordan politikere ser ud. Jeg laver grin med dem, hvis de er korrupte eller har holdninger, der er fucked op, og det vil jeg stadig kunne gøre, selvom jeg er herinde”.

RÆSON: Tænker du over, hvilke situationer du kunne få komik ud af, når du er herinde?
”Øh, narj… Balladen er, at jeg tænker så meget som en politiker, at jeg ikke overvejer, hvad jeg kunne gøre grin med. Comedy kræver en anden tankegang. Komikere og politikere observerer begge, om noget er galt, men komikeren går igang med at svælge i det absurde, mens politikeren tænker i løsninger. Jeg tænker for meget i, hvad løsningen er og ikke i det absurde, så jeg er ikke stødt på den situation endnu”, forklarer Stjernholm.

”Er du med på dem her?” spørger han mig, da vi nærmer os Christiansborgs berygtede paternosterelevator. Vi hopper ombord, og der bliver råbt godmorgen til Anders fra vognen over os. ”Godmorgen”, råber Anders tilbage og igangsætter en godmorgenbølge gennem alle elevatorerne. ”Ja, det er ikke i dem her, man skal lave de store konspirationer, så kan alle høre det”, siger han og kigger ud fra elevatoren for at se, hvilken etage vi er på. ”Næste gang”, siger han så.

RÆSON: Hvordan kan du så bruge komikken i dit politiske virke?
”Som jeg sagde, så tænker jeg ikke så meget komik herinde. Det er nemmere den anden vej rundt. Det er nemmere at stå nede på Comedy Zoo og lave sjov med noget og så tænke: ”Gud, det kan jeg gøre noget ved det her!” Jeg har fx haft en joke i fem år, hvor jeg snakker om, at man bliver udelukket fra værnepligten og ikke engang kaldt til session, hvis man har behandlingskrævende ADHD. Nu sidder jeg herinde og overvejer, hvordan jeg får lavet det lovforslag, så man får ændret loven – så jeg ikke længere kan lave den joke. Den joke har inspireret mig til at ville ændre loven”.

”Der er en journalist tilstede”
Udover mig skal 20-25 medarbejdere i Alternativet også med ind til anden halvdel af mødet. Jeg planter mig i hjørnet, inden mødet går i gang. Det emmer af koncentration fra Stjernholms plads; han skribler noter undervejs og deltager aktivt i en diskussion om unge menneskers ret til hjælp, når de ønsker at forlade religiøse samfund. Anders fortæller en joke, der får de fleste til at grine. Lige pludselig er der en, der taler over mod mig og siger: ”Ja, og så har jeg lige fået af vide, at der er en journalist til stede, så hvis der er nogle fortrolige ting, vi skal diskutere, så lad os da endelig gøre det nu”, siger han og peger på mig, så alle i rummet griner. Det er ham, der leder mødet, der siger det. Han smiler til mig. Mødet hæves, og alle rejser sig. Da Stjernholm går hen mod mig, bliver han stoppet af Ulla Sandbæk. ”Skal jeg bare give dig besked, når jeg ved, hvornår jeg er tilbage?” spørger hun. ”Bare en måned før måske – jeg ved ikke, hvad planen er”, svarer Stjernholm. ”Så er det nu”, siger hun. ”Jeg kommer tilbage om en måneds tid”. Stjernholm nikker, og de bliver tilbage for at aftale nærmere. ”Vi kan bare mødes nede i ’Snapsen’ om 10 minutter”, siger han til mig. Det henviser til Snapstinget – Christiansborgs kantine.

Jeg fandt derned med lidt hjælp. Jeg var kun lige ankommet, idet jeg modtog en SMS fra Stjernholm: ”Jeg går ned i Snapsen nu”. Det hele går lidt hurtigt: ”Det er første gang, jeg skal på talerstolen”, siger han, mens vi går ind i Snapsen. ”Vi spiser hurtigt, og så skal vi direkte i salen bagefter”. Det er første gang, han har en 1. behandling af et lovforslag. Forslaget handler om afgifter på strøm og spiritus.

RÆSON: ”Ryger du så ud nu?”
”Ja, Ulla kommer tilbage igen om en måneds tid, men sådan er det”, siger han og spidder en minifrikadelle med gaflen. Klokken lyder, og Snapsen tømmes. Stjernholm går ind i Folketingssalen, og jeg går op på balkonen.



Der er flere gæster, der hører med oppe fra balkonen, end der er politikere i salen. Mens de forskellige lovforslag fra dagens plan gennemgås, sidder Stjernholm og forbereder sig til at skulle på talerstolen for første gang. Jeg forestiller mig, at der er ligheder mellem antallet af tilhørere her i dag og hans første gang på en stand-up-scene. Han rejser sig, da lovforslaget kommer frem på de store skærme bag talerstolen, går derop og stiller sig med et A4-papir i hånden og venter på sin tur. Han præsenterer sin motivation for forslaget, afrunder med en kæk kommentar og sætter sig ned på sin plads igen.

Jeg møder Stjernholm udenfor salen, og vi går sammen ned mod hans kontor, hvor han har tid til en lille pause inden dagens sidste møde.

RÆSON: Nogle af de projekter, I snakkede om til mødet, lå 18 måneder ude i fremtiden. Tænker du nogensinde over, at du er væk til den tid og engagerer dig mindre i beslutningsarbejdet af den grund?
”Nej. Når det kommer til politik, så er min tidshorisont 300 år. Så tror jeg, der er kommet et ’awesometopia’ på plads. Med hensyn til, hvordan bevægelsen Alternativet skal se ud, er horisonten 20 år. I vores politik arbejder vi måske med en toårig horisont. Så jeg koger alt det ned og spørger: ”Hvad jeg så kan gøre, inden jeg er ude igen?” forklarer Stjernholm.

 

“Når det kommer til politik, så er min tidshorisont 300 år. Så tror jeg, der er kommet et ’awesometopia’ på plads. Med hensyn til, hvordan bevægelsen Alternativet skal se ud, er horisonten 20 år”
_______

 

RÆSON: Du bruger meget komik, når du snakker politik. Er det et problem, tror du?
”Ja, det gør jeg fuldstændig ubevidst. Det er min hjerne, der lige har lyst til at lave et lille smæld i slutningen af min talestrøm – det er den vant til. Det kan nok blive et problem. Jeg ville heller ikke gøre det på talerstolen. Generelt synes jeg bare, at samtaler er federe, hvis der er lidt sjov i dem. Jeg er ikke bange for, at det vil påvirke min legitimitet, og hvis det alligevel gør, vil jeg tude folk ørene fulde af Piet Hein-citatet: Den, som kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”.

RÆSON: Var den nervøsitet, du havde inden dit første betalte komikerjob, lige så slem som første gang, du stod her på Borgen og tænkte: ”Nu er jeg politiker”?
”Nej, det er faktisk rigtig godt kaldt! Øh, jeg føler mig noget mere sikker på, at jeg hører til her”.

RÆSON: Er det fordi du ikke skal have folk til at grine?
”Nej, det er, fordi her kan jeg se, hvad det er, jeg skal. Jeg ved, hvordan jeg skal bearbejde et lovforslag. Jeg er ikke i tvivl om, at de holdninger, jeg repræsenterer, er de rigtige – det er i hvert fald det, jeg selv er kommet frem til. Jeg føler mig mere sikker i det her”, fortæller Anders Stjernholm.

RÆSON: Efter dit første komikerjob havde du det vel fedt. Hvordan havde du det efter dit første gruppemøde?
”Der er ikke det samme ”rush”, der er ikke samme spænding. Jeg er mere sikker på det her. Nervøsiteten vil komme, når jeg får trykt min kronik, hvor jeg kalder finanssektoren en cancersvulst og ender i Debatten for at forsvare den. Efter den time vil jeg have det fedt, hvis jeg har forsvaret den ordentligt. Mit payoff i politikken er, når jeg kan mærke, at jeg har rykket noget – den positive forandring”, siger Stjernholm.

RÆSON: Så at du tager komikken med ind i politikken, er lige så legitimt, som hvis du fx var advokat?
”Ja, det er det. Comedy bruges også til at forvalte følelser på en konstruktiv måde. Det er jo en højere forsvarsmekanisme, rent freudiansk. Samtidig er der efterhånden lavet en del analyser af, hvordan comedy ventilerer følelserne. Comedy er formidlingsmæssigt temmelig nyttigt”.

Stjernholm sætter sig til rette i stolen på sit kontor og skriver lidt på computeren. ”Nå, du kan ikke komme med til mødet senere alligevel”, siger han og kigger over på mig. ”Det er åbenbart blevet besluttet. Ikke fordi der er noget hemmeligt, men det vil komplicere samtalen, hvis de ved, der er en journalist i lokalet”, siger han. Vi aftaler, at han følger mig ned til udgangen.

RÆSON: Tror du, der er nogle politikere, der tænker, at du skal holde dig fra Borgen og blive på stand up-scenen?
”Så har de i hvert fald ikke sagt det”, siger Stjernholm, mens vi passerer de mange portrætter af Danmarks statsministre.

RÆSON: Skal du derop og hænge en dag?
”Org, det kunne være fedt, men jeg skal først være sikker på, at det her er fedt. Så hvis jeg kommer ind, og det er så fedt, som jeg håber, det er – så ja. Men det kan jo også være, at jeg efter en 8-10 år tænker, at: Nu skal jeg ud herfra, ellers bliver jeg vanvittig”. Så jeg ved endnu ikke, om det er noget, jeg vil gå efter. Men hvis der er en masse mennesker, der finder mig egnet til det, så kommer lysten jo nok helt af sig selv”, siger han, mens vi tager de sidste skridt ned ad den store trappe ved udgangen. ■

 

“Hvis der er en masse mennesker, der finder mig egnet til det, så kommer lysten jo nok helt af sig selv”
_______

 

Anders Stjernholm (f. 1980) er dansk journalist, der blev komiker og politiker. Han var suppleant for Ulla Sandbæk i Folketinget fra november 2017 til marts 2018. Sebastian Stork er journaliststuderende og skribent for RÆSON. Foto: Sebastian Stork.