Henrik Dahl om verden efter Helsinki: Er Donald Trump i gang med at afvikle ’vesten’?

Henrik Dahl om verden efter Helsinki: Er Donald Trump i gang med at afvikle ’vesten’?

17.07.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Mener Donald Trump det virkelig alvorligt, når han siger, at EU er USA’s fjende? Når han truer med at forlade NATO, hvis han ikke får sin vilje? Og ønsker han på længere sigt at styrke alliancen med Rusland? Hvis svaret til alle tre spørgsmål er ”ja” eller ”ja – i overvejende grad”, var topmødet i Helsinki epokegørende – og ikke på en god måde.


Kommentar af Henrik Dahl, udenrigsordfører, MF, LA

AT DER I DAG hersker et nyt forhold mellem Europa og USA, som bryder med de traditioner, der blev opbygget efter Anden Verdenskrig, kan der imidlertid næppe være tvivl om. Af tre grunde:

1. Præsidentens angreb på normerne blandt allierede
I mange år har det været en uskreven regel, at allierede stats-/regeringschefer ikke underminerer deres kollegers indenrigspolitiske stilling. Det lader Trump hånt om, når han kritiserer Angela Merkel for dårlig håndtering af en påstået stigende kriminalitet i Tyskland. Ligeledes har det været en uskreven regel, at allierede stats-/regeringschefer udviser respekt, når de omtaler hinanden offentligt. Den regel har Trump også ignoreret, idet han for nylig offentligt omtalte Canadas premierminister Justin Trudeau som ”meget uærlig” og ”svag”.

Endelig er det naturligvis en uskreven regel, at man optræder nogenlunde sagligt, selvom man er uenige. Den regel bryder Trump, når han hævder, at en række lande ”skylder” USA penge i forhold til NATO. Et land kan skylde NATO penge, dersom det ikke rettidigt indbetaler de bidrag, der er aftalt til fælles projekter. Men NATO er ganske enkelt ikke opbygget på en måde, så det giver mening at sige, at et land ”skylder”, hvis det ikke anvender 2 pct. af BNP på sit forsvar. Derfor bidrager Donald Trump til en voldsom forplumring af debatten, når han bliver ved med at gentage sin påstand.

Mennesket Donald Trump synes at mene, at the golden rule ikke er én, han har behov for at følge. Det er han principielt i sin gode ret til. Hvad han burde overveje, er imidlertid den nytte, en gruppe af personer, der samarbejder, har af, at den gyldne regel i det hele taget eksisterer. At følge reglen har den konsekvens, at der i grupper opstår tillid, respekt og generel forståelse for andres behov. At demontere reglen har derfor den modsatte virkning: At tillid, respekt og forståelse for andre svinder ind. Det er ikke nogen behagelig tanke. Artikel 5 hviler jo netop på den etos, der følger af at acceptere reglen.

Også bag dørene bryder Trump reglerne. Det er mildest talt usædvanligt, at man bryder dagsordenen op og genåbner punkter, der er lukket. Men at dømme efter rapporter fra forhandlingerne, var det præcis, hvad der skete under NATO-topmødet: Midt under behandlingen af punktet Ukraine, sprang Trump tilsyneladende ud af dagsordenen og vendte tilbage til spørgsmålet om NATO-landenes bidrag. Oven i købet med absurde krav om, at det burde være endnu højere end 2 pct., og at de 2 pct. i hvert fald skulle nås mere eller mindre omgående. Hermed anbringer Donald Trump sig i en position, han ikke har. Det tilkommer end ikke USA’s præsident at tale sådan til NATO’s øvrige stats-/regeringschefer, som en (dårlig) administrerende direktør ville tale til en flok mellemledere, han syntes underpræsterede. Samtidig er det naturligvis voldsomt irriterende at blive mødt med krav, der sagligt set er absurde og meningsløse. Der findes ingen demokratiske lande, der er indrettet på en måde, så den slags voldsomme omprioriteringer i statsbudgettet kan foretages med kort varsel.

 

Det tilkommer end ikke USA’s præsident at tale sådan til NATO’s øvrige stats-/regeringschefer, som en (dårlig) administrerende direktør ville tale til en flok mellemledere, han syntes underpræsterede
_______

 

2. Præsidentens angreb på frihandel
For det andet har Donald Trump aflyst frihandelsfilosofien og genindført merkantilisme som USA’s udenrigsøkonomiske doktrin. Set med merkantilistiske briller er det klart, at EU ”udnytter” USA ved at opretholde meget store overskud på handlen med varer (handlen med tjenesteydelser mellem USA og EU går så nogenlunde i nul).

I denne strid hjælper det naturligvis ikke, at Trump ”kirsebærplukker” de fakta, der får USA til at ligne et offer for EU. Hvis USA’s præsident var et sagligt menneske, ville han hæfte sig ved, at den gennemsnitlige told mellem USA og EU begge veje er på omkring 3 pct. En frihandelstilhænger ville sige, at det er 3 pct. for meget. Men helt pragmatisk: Det er altså ikke voldsomt. Og uden tvivl en medvirkende årsag til, at USA og EU er de to handelsblokke i verden, der i det hele taget har det største og mest intensive samarbejde.

Som følge af skiftet fra frihandelsdoktrin til merkantilisme, indleder USA nu en handelskrig mod blandt andet Europa. Med merkantilistiske øjne giver det naturligvis god mening. Men der er en grund til, at de fleste lande har forladt den merkantilistiske doktrin: At den er voldsomt uhensigtsmæssig (for ikke at sige forkert).

For ved at hæve tolden på en række varer, fratager Trump nu amerikanske borgere og virksomheder fordelene ved den internationale arbejdsdeling. På kort sigt kommer ikke-konkurrencedygtige virksomheder til at få en levetidsforlængelse. Men på længere sigt vil højere priser i USA på de varer, der belægges med straftold, formentlig udhule eller helt fjerne de skattelettelser, der er givet.


 

Hvis det virkelig er kommet dertil, at Donald Trump planlægger en europæisk nyordning med et økonomisk og militært svækket ”Europa-minus-Rusland”, og et styrket samarbejde med Rusland, er både Vesten og Den frie verden på længere sigt et afsluttet kapitel
_______

 

3. Det store spørgsmål: Vil Trump svigte Europa for Rusland?
Det sidste punkt, der ændrer forholdet mellem USA og Europa, er naturligvis den vægt, Trump tilsyneladende lægger på enighed med Rusland.

Rent indenrigspolitisk fortjener Donald Trump hver en kritisk sætning, der er blevet rettet imod ham, for at undsige USA’s efterretningstjenester og tage Vladimir Putins ord om ikke at have blandet sig i USA’s valgkamp for gode varer. Det er en uhørt desavouering af de institutioner, der varetager USA’s sikkerhed, og man undrer sig over, at den kommer fra en mand, der højhelligt har svoret, at han vil ”to the best of my ability, preserve, protect and defend the Constitution of the United States” – og i øvrigt kritiseret Tyskland for at være ”Ruslands fange”. Men som dansk parlamentariker må man sige: Dette er amerikansk indenrigspolitik – på den den præmis må sagen gå sin gang.

Men tilbage står naturligvis de spørgsmål, som mange i forskellige varianter har formuleret i de sidste dage:

Mener Donald Trump det virkelig alvorligt, når han siger, at EU er USA’s fjende (som er den mest relevante oversættelse af ordet ”foe”)?

Mener Donald Trump det virkelig alvorligt, når han truer med at forlade NATO, hvis han ikke får sin vilje?

Og ønsker Donald Trump på længere sigt at styrke alliancen med Rusland?

Hvis svaret til alle tre spørgsmål er ”ja” eller ”ja – i overvejende grad”, var topmødet i Helsinki epokegørende – og ikke på en god måde. Så er sagen nemlig den, at Donald Trump er i færd med at afvikle forestillingen om ”Vesten” og dermed forestillingen om ”Den frie verden”.

I hele perioden efter Anden Verdenskrig har USA, Europa og venligtsindede lande uden for de to kontinenter som Australien, New Zealand og Japan ladet sig lede af en bindende, normativ idé om, at der var noget, der hed ”Vesten” og ”Den frie verden”. Den frie verden var et ideal, de frie lande selv skulle leve op til, og som alle andre kunne eller burde stræbe efter. På den måde var Vesten både et skæbnefællesskab og et konkret politisk-økonomisk fællesskab, der altid skulle være stærkt nok til at forsvare sig selv. Hvis det virkelig er kommet dertil, at Donald Trump planlægger en europæisk nyordning med et økonomisk og militært svækket ”Europa-minus-Rusland”, og et styrket samarbejde med Rusland, er både Vesten og Den frie verden på længere sigt et afsluttet kapitel.
Frie lande med en politisk-økonomisk ordning, der ligner USA, vil så ikke længere kunne regne med at være naturlige allierede og med at indtage en fortrinsstilling i forhold til illiberale lande og lande med en anden politisk-økonomisk ordning end den traditionelle vestlige.

Dette er i sandhed en chokerende vending.

Indtil for nylig mente jeg, at i halvfemserne var det sådan, at de fleste troede, Fukuyama havde ret, mens Huntington tog fejl – mens vi i dag ved, at det forholdt sig omvendt: Huntington havde ret. Fukuyama tog fejl.

Nu anser jeg det ikke længere for helt usandsynligt, at de begge tog fejl. I en verden, hvor USA ikke længere styres efter forestillinger om Vesten eller Den frie verden, står selve den bagvedliggende samfundsmodel svagere, end den ellers ville have gjort. For tror USA ikke længere på Vesten og Den frie verden, vil landet for det første ikke søge at lægge en dæmper på udemokratiske lande, hvis det kan give en kortsigtet fordel at lade være. For det andet vil resten af den gruppe lande, der tidligere faldt ind under beskrivelserne “Vesten” og “Den frie verden”, nu stå alene med forsvaret for både sig selv og idealet.

Det ville være en forhastet konklusion, at det ovenstående er, hvad der er ved at ske. Men det er antageligvis en god idé for Europa at planlægge efter alle tænkelige udfald. ■

 

Det er antageligvis en god idé for Europa at planlægge efter alle tænkelige udfald
_______

 



[foto: Peter Hove Olesen/Polfoto/Scanpix]

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at se mere