Johan Emil Rasmussen (DF): Hvornår vil jubeleuropæerne tage vælgernes skepsis til efterretning?

Johan Emil Rasmussen (DF): Hvornår vil jubeleuropæerne tage vælgernes skepsis til efterretning?

10.08.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

EU-tilhængerne bør forstå, at det er tid til selvransagelse, og ikke mindst: Tid til en ny retning for EU-projektet. At argumentere med misvisende skræmmebilleder øger kun vælgernes skepsis.

Kommentar af Johan Emil Rasmussen (DF)

DET ER efterhånden sket nogle gange. Der er folkeafstemning om afgivelse af suverænitet til EU, og valgkampen er i gang. Fronterne er trukket op på ja-siden og nej-siden. Argumenterne for og imod kæmper mod hinanden, indtil danskerne skal ned og stemme. Disse valgkampe bliver dog mere og mere forudsigelige. Ja-siden spår om, hvordan det enten vil ramme Danmark økonomisk, sikkerhedsmæssigt eller indflydelsesmæssigt, hvis vi ikke siger ja til mere EU. Ofte har dette dog vist sig at være varm luft. Denne tradition går helt tilbage til 1972, hvor danskerne skulle stemme om dansk optagelse i EF. Dengang var nej-siden bekymret for, at projektet ville udvikle sig til en politisk union. Ja-siden, med Jens Otto Krag i spidsen, manede dog til besindighed – det handlede jo blot om et handelssamarbejde, mente man. Hvad det siden har udviklet sig til, kan vi se i dag: EU har indflydelse på en stor del af medlemslandenes lovgivning. Unionen gør det fx svært at forhindre social dumping forårsaget af den østeuropæiske arbejdskraft i Danmark. Den danske finanslov skal til gennemsyn hos EU, og vi får problemer, hver gang vi indfører grænsekontrol for at inddæmme de grænseproblemer, som EU ikke formår at løse.

I forbindelse med folkeafstemningen om euroen i 2000 blev vælgerne fortalt, hvilken økonomisk katastrofe det ville være, hvis vi stemte nej. 12 år senere kunne flere økonomer dog konkludere, at nej’et havde sparet os for et trecifret milliardbeløb. Seneste eksempel så vi i 2015, hvor vi skulle stemme om afskaffelse af det danske retsforbehold. Dengang var der fokus på vores sikkerhed: Hvis vi stemte nej, kunne vi ifølge ja-siden ikke fortsætte i Europol, da det ville være yderst besværligt at få en parallelaftale. Dog endte det alligevel med, at danskerne sagde nej, og trods advarslerne fik vi en parallelaftale, der giver os adgang til Europols registre via dansktalende forbindelsesofficerer.

 

I forbindelse med folkeafstemningen om euroen i 2000 blev vælgerne fortalt, hvilken økonomisk katastrofe det ville være, hvis vi stemte nej. 12 år senere kunne flere økonomer dog konkludere, at nej’et havde sparet os for et trecifret milliardbeløb
_______

 

På samme måde fungerer det i de andre EU-lande. Da Storbritannien skulle tage stilling til Brexit, var økonomien et af de store omdrejningspunkter. Remain-tilhængerne spåede store økonomiske konsekvenser hvis Leave-siden vandt – herunder offentlige nedskæringer og højere skatter.

Ligeså har mange firmaer truet med at flytte, hvis det kom til et Brexit. En meningsmåling viste, at helt op til en tredjedel ville flytte jobs ud af landet, hvis Storbritannien forlod EU. At virksomheder truer med at flytte, hvis ikke de får deres vilje, er dog et velkendt fænomen, men det må alligevel tages alvorligt. Det siger også noget om, hvor omfattende skræmmekampagnen har været.

Hvorvidt de får ret, er nok for tidligt at sige, før der er gået nogle år, og en endelig aftale mellem Storbritannien og EU er kommet på plads. Jeg tør dog godt gætte på, at skrækscenarierne endnu engang er blæst ud af proportioner. Når det kommer til stykket, har både EU og Storbritannien en interesse i at handle med hinanden – med mindre at EU ønsker at statuere et eksempel og ”straffe” Storbritannien for at forlade unionen.

Det er dog trist at se, hvordan de britiske konservative er ved at blive splittet som konsekvens af brexit-forhandlingerne. Der er ingen tvivl om, at det gør det nemmere for EU i forhandlingerne og er med til at styrke fortællingen om et Storbritannien, der falder fra hinanden som følge af Brexit, men sådan behøver det ikke være. I så skelsættende en periode bør man kunne sætte interne magtkampe til side, men det er måske naivt at tro.

Da Boris Johnson forlod regeringen, var det blandt andet med ordene om, at ”Storbritannien er på vej mod kolonistatus”. Det lyder umiddelbart voldsomt, men hvis Storbritannien ender med at underlægge sig store dele EU-lovgivning uden at have nogen indflydelse på den, er det vel egentlig reelt nok, at man nærmer sig noget, der minder om en kolonistatus? I så fald er det meningsløst med et Brexit, og man kunne ligeså godt være blevet i EU.

 

Hvis Storbritannien ender med at underlægge sig store dele EU-lovgivning, uden at have nogen indflydelse på den, er det vel egentlig reelt nok, at man nærmer sig noget, der minder om en kolonistatus? I så fald er det meningsløst med et Brexit, og man kunne ligeså godt være blevet i EU
_______

 

Den 4. marts 2018 blev der afholdt parlamentsvalg i Italien, og også her udviste vælgerne en stor EU-skepsis. Den EU-skeptiske Femstjernebevægelse og Lega fik tilsammen flertal og endte – efter nogle besværligheder – med at danne regering. Normalt er det ved folkeafstemninger, at EU-skepsissen viser sig, og det er ganske usædvanligt at to EU-skeptiske partier får flertal ved et parlamentsvalg.

Men det er netop tegn på, at også de etablerede partier, som normalt er meget stålfaste omkring deres EU-begejstring, bør reflektere over deres tilgang til projektet og overveje, om det er ved at være tid til reformer. Da Italiens præsident afviste forslaget om, at Euro-modstanderen Paola Savona skulle være finansminister, var det uden tvivl et udtryk for, at præsidenten ikke havde forstået det signal, vælgerne havde sendt ved valget.

Det vil være mere troværdigt, hvis EU-tilhængerne bliver klare i mælet. At de i stedet for deres sædvanlige skræmmebilleder ville være ærlige om deres visioner: ”Vi skal sige ja til det her, fordi vi har et ideal om en stor og stærk union”. Den holdning kan man så være enig eller uenig i, men det er mere oprigtigt – og nemmere at forholde sig til for vælgerne. Og det vil, om ikke andet, øge tilliden til politikerne.

Trods min egen EU-skepsis nærer jeg dog intet håb om, at EU falder fra hinanden fra den ene dag til den anden – det ville være alt for risikabelt. Jeg mener, at det ER vigtigt med et europæisk samarbejde, men hvis projektet skal give mening, bliver der nødt til at være en ny kurs – både politisk og retorisk, og frem for alt med udgangspunkt i respekt for den interne lovgivning i medlemslandene. EU skal simpelthen holde sig langt væk fra øremærket barsel til mænd og lignende former for utidig indblanding i suveræne nationers indre anliggender.

 

Det ER vigtigt med et europæisk samarbejde, men hvis projektet skal give mening, bliver der nødt til at være en ny kurs – både politisk og retorisk, og frem for alt med udgangspunkt i respekt for den interne lovgivning i medlemslandene
_______

 

EU bør først og fremmest give medlemslandene muligheder for indbyrdes handel, så vi alle bliver rigere. Det er dog vigtigt, at et handelssamarbejde baserer sig på, at virksomheder har mulighed for at sælge varer til hinanden, men ikke resulterer i et ræs mod bunden på arbejdsmarkedsvilkår.

Der er ingen tvivl om, at der må indgås kompromiser, når mange lande skal samarbejde, men man må være mere forsigtige end hidtil. Vi skal tilbage til noget, der minder om EF – fokuseret på handelssamarbejde, kernen i det europæiske samarbejde.

Efter Brexit viser målinger stigende opbakning til EU i Danmark. Dog viser målinger også, at danskerne ikke vil af med forbeholdene. Jeg er ikke i tvivl om, at danskerne gerne vil det internationale samarbejde. Befolkningerne har dog gang på gang vist, at de ikke lader sig narre af parolerne om, at man skal afgive mere suverænitet for at kunne samarbejde. Hvis man ikke tager hensyn til dette, vil EU-modstanden kun vokse. ■

 

Befolkningerne har dog gang på gang vist, at de ikke lader sig narre af parolerne om, at man skal afgive mere suverænitet for at kunne samarbejde. Hvis man ikke tager hensyn til dette, vil EU-modstanden kun vokse
_______

 



Johan Emil Rasmussen (f. 1994) er blogger og debattør. Medlem af Dansk Folkeparti og tidligere hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkepartis Ungdom. ILLUSTRATION: Britiske Boris Johnson i London, Storbritannien [foto: Andrew Parsons/i-Images]