05.12.2018

FE’s trusselsvurdering giver et klart vink om, hvor vi alle bør se hen: Den konstante cybertrussel, Ruslands ambition om at være en ligeværdig stormagt med USA og Kinas ønske om at få en stærkere placering i det internationale system.

Kommentar af Lars Bangert Struwe, ph.d., generalsekretær, i tænketanken Atlantsammenslutningen

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har lige offentliggjort deres årlige trusselsvurdering. Den er en god indikation af to ting – i) hvor er bekymringen efterretningsmæssigt og ii) hvor fornemmer FE, at politikerne gerne vil se hen. At levere efterretninger er nemlig ikke kun kold, kynisk og objektiv analyse, men også et salg af en vare til den bevilgende myndighed, og til offentligheden. Har man hørt de seneste taler fra Udenrigsministeren og Forsvarsministeren er man ikke overrasket over rapportens fokus:

Hos FE blinker advarselslamperne særligt over tre forhold: Den konstante cybertrussel, Ruslands ambition om at være en ligeværdig stormagt med USA og Kinas ønske om at få en stærkere placering i det internationale system. Bemærk, i øvrigt at truslen fra terror er alvor, men synes nedprioriteret af FE.

FE har en række forskellige roller. For det første er det Danmarks udenrigsefterretningstjeneste, for det andet er det landets militære efterretningstjeneste, og endelig er det også blevet national it-sikkerhedsmyndighed og netsikkerhedstjeneste for internettrusler. Denne situation indebærer en række forskellige opgaver med et vist overlap, men også en række udfordringer. FE skal både agere strategisk i forhold til den generelle udenrigspolitiske udvikling – men også optræde strategisk og operativt (og til tider endda taktisk) militært. Desuden skal man på cyberområdet dække alle niveauer fra det taktiske til det strategiske, vejlede offentlige myndigheder og erhvervsliv samt være tilsynsmyndighed.

FE’s svaghed? Man risikerer at miste fokus. Det ses ikke i rapporten, men kan være en risiko i det daglige arbejde.

 

FE’s svaghed? Man risikerer at miste fokus. Det ses ikke i rapporten, men kan være en risiko i det daglige arbejde
_______

 

Rusland ender med at udgøre hovedfokus, idet landet både er en hovedaktør på cyberområdet, i Arktis, og som aggressor over for tidligere sovjetiske områder, herunder Ukraine, Hviderusland og Moldova. Rusland er svagt økonomisk og skal derfor bruge sine ressourcer så effektivt som muligt for at kunne udfordre Vesten. Man kan have sine tvivl om hvorvidt det vil være muligt på længere sigt. Men Rusland har igennem de sidste 10 år reformeret og effektiviseret sine militære styrker. Og det mest interessante felt, som Rusland i dag anvender, er påvirkningsoperationer. Dem er der i FE-rapporten en udtalt bekymring over. Og man opregner følgende punkter (citerer fra rapporten):

• Informationskampagner fra russiske statskontrollerede medier rettet mod et vestligt publikum.
• Russisk-kontrollerede falske internettrolls, som kritiserer personer på sociale medier.
• Bots – dvs. automatiserede falske profiler på sociale medier designet til at sprede ønskede budskaber.
• Formidling af indhold og kontakter via tænketanke og forskningsinstitutioner.
• Personlige kontakter til beslutningstagere og meningsdannere, ofte gennem vestlige mellemmænd.
• Russiske efterretningstjenesters forsøg på at rekruttere vestlige meningsdannere.
• Hacking og selektiv offentliggørelse af informationer.
• Offensive efterretningsoperationer.

I Danmark er man bekymret for, om Rusland vil påvirke det kommende folketingsvalg, efter den russiske indsats for at påvirke USA’s præsidentvalg i 2016 og senest midtvejsvalget. De russiske forsøg på at påvirke de vestlige demokratier bygger på en lang russisk tradition, der rækker tilbage til 1700-tallet. For i Rusland har man i efterretningskredse en opfattelse af demokratier som svage, netop fordi de – direkte eller indirekte – kan påvirkes til at bøje sig. Derfor er påvirkningsoperationer et middel til at opnå politiske mål.

Arktis er et område, hvor FE ser en stigende risiko for spændinger – evt. udløst af interessemodsætninger andre steder. Det nye, man skal man lægge mærke til, er, at FE nu taler om russisk aktivitet i området, herunder udbygning af russiske baser. Igennem et par år er der blevet talt – ikke så højt – om russiske ubåde i Arktis. Det blev senest nævnt af chefen for den amerikanske genaktiverede Second Fleet, der primært har Atlanterhavet som sit operationsområde, men også er i Arktis. I USA – og nu i Danmark officielt – er der en særlig bekymring for russiske missilubåde. I forsvarsforliget afspejler det sig i investeringer i materiel til anti-ubådskrig.

 

FE har i mange år haft et klart fokus på Rusland. Det er fornuftigt at have dette fokus på truslen i nærområdet, som forklares på en sober måde, uden at der råbes ”russerne kommer”
_______

 

Den stigende stormagtsspænding afspejles således ganske klart i FE’s rapport. FE har i mange år haft et klart fokus på Rusland. Det er fornuftigt at have dette fokus på truslen i nærområdet, som forklares på en sober måde, uden at der råbes ”russerne kommer”.

Mange har i de seneste 15 år talt om en genaktivering af det dansk ubådsvåben. Dette er hele tiden foregået i en helt forældet (eller romantiseret) strategisk forståelse. Skulle man anskaffe ubåde, så skulle det være til dybvandoperationer i det område, der kaldes GIUK-Gap – det strategiske gab, der er imellem Grønland, Island og Storbritannien. Dette område har en strategisk betydning, idet det er forbindelsesvejen imellem Europa og USA, og det er det mulige operationsområde for russiske angrebsubåde og missilubåde. I de seneste planer fra NATO skal USA kunne forstærke Europa. Det foregår fra luften – men mest af alt på skibe tværs over Atlanterhavet. Dette skal ske i tilfælde af en krise og i værste fald en krig. Hvis NATO’s styrkeopbygning skal være afskrækkende over for fx Rusland, så skal NATO kunne bringe styrkerne frem til den mulige europæiske kampplads. Det gør GIUK-Gap til et helt afgørende strategisk punkt, hvor russiske ubåde opererer meget aktivt.

Til sidst skal man lægge mærke til den stigende bekymring hos FE over Kina. FE’s trusselsvurderinger indeholdt i årene op til Ukraine-krisen tydelige advarsler imod, hvad der skete i Rusland, men fokus var dengang hos aftagerne på terror, der også fyldte meget i trusselsvurderingen. Aftagerne – politikere og embedsmænd – skal lægge mærke til, at Kina ikke er vores ven, men et land, der med næsten alle tænkelige midler søger at træde ind på verdensscenen som en stor aktør. Det vil præge dansk udenrigs-, forsvars- og økonomisk politik i mange år fremover. Det er ikke småsager, som Tibet-sagen eller Musikkonservatorie-sagen, hvor man fra dansk regerings side frygter, at man kan såre kinesiske følelser, og derved miste erhvervsinvesteringer, vi skal forberede os på. Det er derimod en massiv kinesisk amerikansk konkurrence om, hvem der skal være den ledende stormagt. Her har FE ikke mistet overblikket, men snarere etableret et helt nødvendigt fokus. På dette felt skal FEs advarsler tages langt mere seriøst, end mange nok har lyst til. ■

 

Aftagerne – politikere og embedsmænd – skal lægge mærke til, at Kina ikke er vores ven, men et land, der med næsten alle tænkelige midler søger at træde ind på verdensscenen som en stor aktør
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover