Nicolai Svejgaard: EU er langt fra et vikariat som den frie verdens leder. Vi er ikke meget bedre end Trump

Nicolai Svejgaard: EU er langt fra et vikariat som den frie verdens leder. Vi er ikke meget bedre end Trump

12.09.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

USA’s præsident Trump betragtes vidt og bredt som en trussel mod den vestlige verdensorden blandt andet på grund af hans modstand mod frihandel og velvilje mod Putins Rusland. Desværre overser mange, at Trumps adfærd blot minder om EU’s.

International kommentar af Nicolai Svejgaard Poulsen

I LØBET AF de seneste år har mange, herunder særligt det ellers stivnakkede centrum-venstre, både opdaget, at frihandel er fremragende for både samfundsøkonomi og den enkelte forbruger, og at Rusland er en enorm sikkerhedspolitisk trussel i vores nabolag. Det tog sin tid. Vi er nogle, der ikke glemmer Obamas hånlige affejning af Mitt Romneys udsagn under præsidentvalgkampen i 2012 om, at Rusland var USA’s primære geopolitiske modstander. Den kolde krig havde ringet og ville have Romney tilbage, påstod Obama til stor jubel fra hans fans i ind- og udland. Det er ærgerligt, at anledningen skal være valget af en katastrofalt ukvalificeret rodeoklovn til præsident for verdens mægtigste land, men det er som bekendt bedre sent end aldrig. Med den erkendelse har vi i Europa nu en anledning til at styrke kampen for det fælles fundament – åbne, frie samfund med åbne, frie økonomier – på tværs af den politiske midte, så populisterne på begge sider af det politiske skelkan blive efterladt på historiens mødding.

Trumps vildfarelser hvad angår frihandel og Rusland er ofte blevet kritiseret af europæiske ledere fra både EU-systemet og i de europæiske regeringer. Det har nærmest antaget rituel karakter. Desværre er det ikke nemt at omsætte ord til handling, når hykleriet om Trump er så tykt. Når det kommer til Trumps to største internationale fadæser – modstanden mod frihandel og hans svaghed over for Putins Rusland – har EU nemlig i årevis praktiseret, hvad Trump nu prædiker.

Når det gælder frihandel, er EU gennemgående fodslæbende. Ganske vist er de amerikanske og europæiske toldsatser omtrent ens, men da man for føje år siden havde muligheden for at lukke en stor frihandelsaftale med USA – TTIP – gik debatten i Europa op i amerikanske klorkyllinger og GMO-kød. EU-systemets mange særinteresser såsom landbruget og filmindustrien viste sig ikke så forhippede på at give forbrugerne bedre muligheder og mere velstand, da det kom til stykket. EU har med Det Indre Marked vundet store sejre for frihandel, men vi bevæger os hele tiden tæt på protektionismens afgrund, idet nationale særinteresser hele tiden presser på for at tiltuske sig fordele i form af begrænset konkurrence fra omverdenen (se blot 3F i Danmark). Der findes uoverskueligt mange forskellige former for statsstøtte inden for EU – selvfølgelig værst eksemplificeret ved den omfattende landbrugsstøtte og de subsidier, der gives til såvel fossile som ikke-fossile energikilder af forskellige politisk motiverede årsager, der sjældent har så meget at gøre med saglige forhold. EU har rent handelspolitisk gennem protektionisme og statsstøtte i årtier været Trump, før Trump blev cool.

 

EU har med Det Indre Marked vundet store sejre for frihandel, men vi bevæger os hele tiden tæt på protektionismens afgrund
_______

 

Da Trump besluttede at smække straftold på europæisk stål og aluminium, igangsatte EU en modreaktion i form af straftold på amerikanske varer. Hvorfor dog? Hvis man forstår, hvad frihandel går ud på, vil man forstå, at en handelskrig er en konkurrence om, hvem der kan slå sig selv hårdest i hovedet (læs fx Niels Westy i RÆSON, red.). Den amerikanske straftold straffede amerikanske forbrugere, og den europæiske ditto de europæiske forbrugere. Man skulle tro, at et frihandelsvenligt EU ville sidde disse dumme toldstraffe overhørig og lade Trump straffe sine egne forbrugere, uden at vi europæere også skulle lide. Men nej. Det hed sig godt nok, at den europæiske straftold skulle fungere som en form for afskrækkelse mod Trump fra at afvige mere fra frihandelsnormerne i bl.a. WTO, men det klinger en anelse hult, at det skulle påvirke Trump, at EU straffer sine egne borgere på samme måde, som han straffer sine.

I forbindelse med den megen ståhej ved det seneste G7-møde fik Trump den idé, at alle landene i G7 skulle droppe al told, alle handelshindringer og alle statsstøtteordninger og beviste dermed, at selv et ur, der er gået i stå, viser korrekt to gange om dagen. Sjovt nok hørte man ikke mere til den idé, for så store tilhængere af frihandel var EU & co. alligevel ikke. Den tidligere kritik af Trump for ikke at stå vagt om værdien af frihandel var altså mere retorik end substans. Ak ja.

Det skorter heller ikke på europæiske fordømmelser af Trumps angivelige forbindelser til russernes gangsterregime og konsekvenserne for den amerikanske politik over for landet. Men hvem har egentlig noget at lade nogen høre i den sammenhæng? Den tidligere tyske kansler Gerhard Schröders svendestykke var aftalen om NordStream I, og efter hans valgnederlag til Angela Merkel – der pudsigt nok ikke har droppet hans russiskvenlige dispositioner – poppede han pludselig op som bestyrelsesmedlem i det statsejede russiske Gazprom. Godt, vi ikke har korruption i Nordeuropa, for ellers havde det godt nok set loddent ud.

Derudover har EU overladt beslutningen om NordStream II-gaslinjen til lille Danmark. Vi kan så træffe beslutningen i enerum med den russiske bjørn. EU er til for at løse grænseoverskridende problemer, men i forhold til at tackle risikoen ved at give Rusland en gas-baseret klemme på Europa, kan vi åbenbart godt glemme europæisk samarbejde og den varslede energiunion.

 

EU er til for at løse grænseoverskridende problemer, men i forhold til at tackle risikoen ved at give Rusland en gas-baseret klemme på Europa, kan vi åbenbart godt glemme europæisk samarbejde
_______

 

I spidsen for EU’s udenrigspolitik har vi italienske Federico Mogherini. Hun har ved flere lejligheder markeret en i bedste fald mangelfuld stålsathed over for truslen fra russisk hybridkrig. I et åbent brev fra den tjekkiske European Values Think-Tank, underskrevet af over hundrede europæiske forskere, politikere og journalister, bliver Mogherini beskrevet som ”uansvarligt svag” over for denne trussel. Hendes uansvarlige svaghed er der mig bekendt ingen, der henfører til mistanke om afpresning fra russere med optagelser af vilde eskapader på et russisk hotelværelse.

Dertil kommer, at ikke blot Polen, Ungarn og Grækenland er i kløerne på illiberale kræfter, der vil blæse de værdier, som EU er bygget på, en lang march. Også lande som Italien og Østrig har regeringer med kraftige islæt af populister (både til venstre og højre), der er omtrent lige så begejstrede for EU, som Uffe Elbæk er for matematik. Men her stopper krisen ingenlunde: I Spanien udkæmper det socialdemokratiske parti, PSOE, en kamp mod det populistiske Podemos om magten på venstrefløjen, og i Frankrig og Holland er det etablerede centrum-venstre allerede knust og boet delt mellem højre- og venstrepopulister. Der flyder rigeligt med russiske støtterubler til et ukendt antal af ovennævnte partier. I Danmark er det lidt af et show, når Dansk Folkeparti skal forsøge at balancere Marie Krarups blomstrende romance med Putins regime med Søren Espersens solide provestlige udsyn. Ydermere er Storbritannien på vej ud af hele biksen i et anfald af hysterisk vrede, som mange teenagere skal lægge sig i selen for at efterligne.

Kombineret med de europæiske landes vedvarende og uansvarlige nærighed angående forsvarsbudgetter – velfærdsdragen skal jo fodres med penge – kan man dermed roligt sige, at den europæiske rustning har mere end nogle få huller og svage punkter. Og de synes kun at blive større, når man ser på væksten i pro-russiske holdninger på særligt det yderste højre og den vedvarende modstand mod at investere de nødvendige ressourcer i forsvaret. Og det ved russerne.

Hvis udfordringerne med pro-russiske populister i Europa skal tackles, kræver det, at EU-systemet dropper sin egen letargi og begynder at demonstrere, at vi mener modstanden mod protektionisme og Putins Rusland alvorligt. Første skridt er at droppe straftolden på amerikanske varer, og at de europæiske lande (enten i EU-regi eller mellemstatsligt) forpligter sig seriøst til den nødvendige oprustning for at imødegå truslerne mod den frie verden. Det vil ikke være hverken nemt eller smertefrit at nå så langt, men valget af Trump viser, hvorfor det er så vigtigt.

Jeg ønsker mig brændende et EU, der troværdigt kan tage afstand fra Trump og hans farlige narrestreger. Så ville vi måske være i stand til at vikariere for USA som den frie verdens leder, indtil USA får en ny præsident. ■

 

Hvis udfordringerne med pro-russiske populister i Europa skal tackles, kræver det, at EU-systemet dropper sin egen letargi og begynder at demonstrere, at vi mener modstanden mod protektionisme og Putins Rusland alvorligt
_______

 



Nicolai Svejgaard Poulsen (f. 1991) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har blandt andet arbejdet som public affairs-konsulent. Derudover er han mangeårigt medlem af Venstre og Venstres Ungdom. ILLUSTRATION: EU Kommissionsformand Jean Claude Juncker og USA’s præsident Trump i Det Hvide Hus, 25. juli 2018 [foto: Kevin Dietsch/Scanpix]