Peter Lauritsen: Findes der virkelig en ægte liberal i Danmarks liberale parti?

Peter Lauritsen: Findes der virkelig en ægte liberal i Danmarks liberale parti?

30.10.2018


”En ægte liberal” kalder Jan E. Jørgensen sin bog, der netop er udkommet. Men er han virkelig en ægte liberal, og hvordan passer han ind i Venstre, der engang var Danmarks liberale parti? Måske viser Jan E. Jørgensens bog først og fremmest, at den ægte liberalisme har trange kår i Danmark.

Af Peter Lauritsen

NÅR MAN i dag ser på Venstre, kan man nemt komme til at tænke, at det er et parti, man – trods partiets gamle slogan – ikke rigtig ved, hvor man har. Indtil for nylig skiltede det stolt med at være ”Danmarks liberale parti”, men på hjemmesiden står der bare ”Venstre”, hvilket man måske kan tage som et tegn på, at det efterhånden står sløjt til med den liberale identitet.

Rødderne er ellers stærke og flotte. Venstre voksede ud af kampen for demokrati i 1800-tallet med ambitioner om et frit folk og demokratisk lighed. Målet var ”folkets selvstyre” og et demokrati, der favnede alle.

Blandt hovedmodstanderne var dengang den nationalliberale bevægelse, der havde presset på for en fri forfatning, men hurtigt blev skræmt af demokratiet og derfor skyndte sig at indskrænke det. Friheden skulle ikke være for alle, og ligheden forbeholdes de få. Landet skulle styres af dem med den rette dannelse og den store formue. De nationalliberale skulle ikke have noget af Venstres ”kofteklædte absolutisme,” og de hadede den landlige lugt, der spredte sig på caféerne, når venstrebønderne var i byen.

Venstre vandt forfatningskampen med systemskiftet i 1901. De nationalliberale forsvandt undervejs, og godsejerne mistede grebet om magten. Folketingsparlamentarisme blev gjort til det gældende princip, og mindst lige så vigtigt var, at de liberale værdier om frihed, lighed, frisind og retsstat slog endeligt igennem.

Det er længe siden. Men forfatningskampen har været definerende for demokratiet i Danmark, og Venstre kan være stolt af sine rødder. Og når partiet har defineret sig som ”Danmarks liberale parti”, har det vel netop været en påmindelse om de værdier, partiet bygger på. Men hvor er de i dag? Hvor er forbindelsen mellem partiets aktuelle politik og dets historiske kerneværdier?

Det er et godt spørgsmål. Hvordan giver det fx mening, når fremtrædende venstrefolk i dag omtaler sig selv som nationalliberale? Hvis man tager dem på ordet, er det jo en total omplantning af de værdimæssige rødder. For når Venstre i 1800-tallet ønskede folkelighed, svarede de nationalliberale igen med snobbet dannelse. De førte symbolpolitik og blev forargede over Venstres ønske om realisme og en nyttig politik. De vægtede ulighed frem for lighed og ville i modsætning til Venstre ikke udstrække friheden, så alle fik del i den. Hvis Venstre virkelig er et nationalliberalt parti i dag, så har de med 130 års forsinkelse skiftet side i forfatningskampen.

 

Hvis Venstre virkelig er et nationalliberalt parti i dag, så har de med 130 års forsinkelse skiftet side i forfatningskampen
_______

 

INDRØMMET: Det er muligvis at trække fortolkningen for langt. Men problemet er, at det giver mening. For hvor er friheden og ligheden i dagens Venstre? Hvori ligger det liberale i at forbyde frie kvinder at bære den klædedragt, som de har lyst til? Hvori ligger det liberale i at forhindre danske statsborgere i at gifte sig med den, de elsker? Er det liberalt at tvinge 1-årige børn i kommunale institutioner? Hvordan kan et liberalt menneske fejre med kage, at andre mislykkes med flugtforsøg til friere lande? Ja, hvordan kan man i det hele taget kalde sig et liberalt parti, når man konsekvent udgrænser mennesker, blot fordi de er muslimer eller kommer fra ”ikke-vestlige” lande?

Svaret er selvfølgelig, at det kan man ikke. Venstre har lagt de liberale værdier på hylden, uden at det står klart, hvad der er kommet i stedet. Er det nationalliberalisme, nationalkonservatisme eller måske blot prokuratorpolitik og en evig jagt på magten?

Der er dog især én undtagelse fra denne udvikling. I de senere år har Jan E. Jørgensen placeret sig som et liberalt fyrtårn i Venstres folketingsgruppe. Ved næsten enhver lejlighed lufter han tanker om at fremme friheden og ligheden, og det i en sådan grad, at han omfavnes med kærlighed af alle dem, der ønsker, at Venstre stadig var Danmarks liberale parti. Det er ham vel undt, men når man læser hans nye bog, får man det indtryk, at der er flere nuancer, end den omfavnende skare lægger mærke til.

Bogens titel er ”En ægte liberal”, og umiddelbart bekræfter den billedet af Jan E. Jørgensen som liberal bannerfører. Han går ind for fri hash, han synes, man skal behandle mennesker som individer i stedet for som en del af en gruppe, og han mener, at folk som udgangspunkt skal have lov til at gøre, som de vil. Frihed til alle, hvis bare man ikke indskrænker andres frihed. Ingen tvivl om, at Jan E. Jørgensen har fin forbindelse til de værdier, hans parti er rundet af.

Og dog. For der er noget, der skurrer. Noget der mudrer billedet af den liberale klippe, som så ofte tegnes i den offentlige debat.

I den etnografiske forskning ved man, at der ofte er forskel på, hvad folk siger, og hvad de gør. Det gælder for stammer på stillehavsøer, det gælder for forskere, og det gælder for Jan E. Jørgensen. Han fremsiger gerne de liberale paroler, men det kniber med at efterleve dem. Han kan muligvis ikke lide burka-forbud, men i Folketingssalen stemte han for. Den forskelsbehandling, der ligger i, at der gives forskellig straf for den samme forbrydelse alt efter, hvor i landet den bliver begået, forsvarer han. Den borgerlige kommentator Jarl Corduas helt berettigede bekymring over de liberale værdiers deroute afviser han. Tværtimod mener han, at de stadig definerer Venstre. Ligesom han i øvrigt forsikrer os om, at Inger Støjberg skam er både flink og slet ikke så slem, som vi andre tror.

Beskrivelsen af Støjberg skal nok være rigtig, men det ændrer ikke på, at man som læser bliver i tvivl om, hvor dybt Jan E. Jørgensens liberale projekt stikker. For hvordan skal man forstå den liberalisme, som først fremføres i stærke vendinger, men som dernæst modereres til ukendelighed, fordi den udvides til at gælde sager, som ikke med nogen som helst gyldighed kan kaldes liberale? Hvordan kan man være ægte liberal og så alligevel støtte en regering, der danser efter nationalkonservatismens pibe?

 

Hvordan kan man være ægte liberal og så alligevel støtte en regering, der danser efter nationalkonservatismens pibe?
_______

 

JAN E. Jørgensen kalder det pragmatisme: Man er nødt til at indrette sig efter virkeligheden. Og det er selvfølgelig sandt. Men hvis pragmatikeren mister sine rødder, hvad er han så? Viggo Hørup, der var en af forfatningskampens helte, ville kalde ham en vindbøjtel eller en sammensmelter. Det sidste var Hørups betegnelse for de politikere, der for at opnå magt var så forhippede på at indgå kompromiser, at de kappede rødderne og glemte deres grundværdier. Men Hørup var selvfølgelig også radikal venstremand og meget lidt pragmatisk, hverken i handling eller i sprogtone. Men spørgsmålet er reelt: Hvor langt kan man strække rødderne? Hvornår knækker de og efterlader en politiker eller et parti i værdimæssige saltomortaler i det politiske rum?

Spørgsmålet ville måske være mere relevant at stille til Jan E. Jørgensens chef, Lars Løkke Rasmussen, der den ene dag kan holde en liberal brandtale, mens han den anden forklarer den højere mening i en nationalistisk begrundet DF-stramning. Ligesom det er relevant at stille til Socialdemokratiet, der med fuldt overlæg har sluppet fortøjningerne til fordums fokus på solidaritet og internationalt ansvar. Man kunne såmænd også stille det til SF, hvis rødgrønne humanisme efterhånden er falmet og blevet ret utydelig.

Så Jan E. Jørgensen skal ikke i særlig grad holdes til ansvar for, at forbindelsen mellem hverdagens politik og grundværdierne er udvisket. Det gælder generelt, at jagten på magten kaldes pragmatisme og bliver en undskyldning for, at værdierne vaskes væk.

Men når man giver sig selv prædikatet ”en ægte liberal”, må forbindelsen være tydelig, hvis det skal have en vis troværdighed. For det, der kendetegner den ægte liberale, er vel, at han ikke bare oratorisk bekender sig til liberale værdier, men også lever efter dem. At han trækker en streg i sandet og siger, at ”her stopper pragmatismen”. Er det ikke netop den falske liberale, der hævder at tro på værdierne, men ikke står ved dem i praksis?

 

Er det ikke netop den falske liberale, der hævder at tro på værdierne, men ikke står ved dem i praksis?
_______

 

NOGLE vil utvivlsomt mene, at der er et element i af hykleri i at kalde sig ægte liberal, men ikke levere. Andre vil måske sige, at det er strategisk smart, at Venstre har sat en ensom vagtpost på den liberale bastion, så frihedselskende vælgere i det mindste har en undskyldning for ikke at løbe skrigende bort. Og noget er der måske om snakken. Hvad hjælper det, at en kvinde klædt i burka går rundt med et skilt, hvorpå der står: ”Jeg er frisindet nudist.”? Det hænger ikke sammen og fremkalder kun kognitiv dissonans. Uoverensstemmelsen mellem ord og handling er for stor til, at vi vil acceptere hendes forklaring om, at burkaen bare skyldes, at hun er pragmatisk. Det samme gælder Venstre, der hævder at være Danmarks liberale parti. Og Jan E. Jørgensen, der kalder sig en ægte liberal.

Men der er også en anden fortolkning, som er mere forsonlig – og optimistisk – på de liberale værdiers vegne. For uanset hvordan man vender og drejer det, er det trods alt opløftende, at de ideer, Jan E. Jørgensen præsenterer og forsvarer, stadig kan siges højt. At de ikke skammes ud, men endnu lever. At værdierne så alt for sjældent omsættes til handling, skyldes ikke nødvendigvis hykleri, men at opbakningen til dem ikke er stærk nok. Det gælder inden for Venstre, hvor der tydeligvis er en værdikamp i gang, men også mere generelt: De liberale værdier, vi har bygget vores samfund på, er under gevaldigt pres. Man kunne endda fristes til at sige, at vi står i en ny forfatningskamp. For hvordan er det, at vi skal forstå Grundlovens tanker om frihed og lighed? Er intentionen ikke, at rettighederne gælder for alle, eller skal vi gennem krumspring omgå Grundloven og skabe en kløft mellem de rettroende danskere og de muslimske udlændinge?

I denne situation er det ikke sikkert, at man skal beskylde dem, der hejser det liberale flag, for falsk varebetegnelse, men tværtimod give dem styrke til at omsætte værdierne til handling. Læser man Jan E. Jørgensens bog i det perspektiv, er man glad for, at den blev skrevet. Og man vil yde ham al den støtte, man kan, i hans fortsatte kamp for igen at gøre Venstre til Danmarks liberale parti. ■

 

I denne situation er det ikke sikkert, at man skal beskylde dem, der hejser det liberale flag, for falsk varebetegnelse, men tværtimod give dem styrke til at omsætte værdierne til handling
_______

 



Peter Lauritsen (f. 1969) er professor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet og medforfatter til bogen RADIKAL. ILLUSTRATION: Folketingets åbningsdebat 2017. Venstres Marcus Knuth og Venstres Jan E. Jørgensen [foto: Jens Dresling/Scanpix]