Rasmus Brygger: Nej, integration er IKKE en umulig opgave. På flere områder er vi faktisk godt på vej

Rasmus Brygger: Nej, integration er IKKE en umulig opgave. På flere områder er vi faktisk godt på vej

23.12.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Børn og unges integrationsproblemer skal tages seriøst, men de kan også i stort omfang løses med den rette politik over for deres forældre. Integrationen er ikke en ligeså umulig opgave, som man nogle gange kan få indtryk af.

Kommentar af Rasmus Brygger, chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening

Mange gav nok et opgivende suk, da vi med en ny rapport om efterkommeres børn fra Udlændinge- og Integrationsministeriet endnu engang fik bekræftet, at det er en uoverkommelig opgave at integrere ikke-vestlige indvandrere i det danske samfund. Berlingske skrev, at rapporten rammede en pæl gennem forestillingen om, at indvandrere ville blive bedre integreret for hver generation. Hvis de selv efter tre generationer i landet ikke klarer sig bedre, hvornår så?

Der er bare ét problem. Intet af det kan man faktisk konkludere på baggrund af tallene i rapporten.

Som altid er det værd at være helt præcis på, hvad tallene reelt viser. Den første vigtige detalje er, at de tusinder af efterkommere, der har fået børn med etniske danskere, helt er sorteret fra i rapporten. Dem i den nye generation, der sandsynligvis er allerbedst integreret, er med andre ord slet ikke talt med. En anden vigtig detalje er, at mødrene til de børn, der er blevet målt, er særdeles unge. Vi ved af erfaring, at det i højere grad er forholdsvis socialt udsatte uden stor karriere eller uddannelse, der får børn i en tidlig alder. Ja, faktisk viser rapporten, at mødrenes uddannelsesniveau er steget fra 8 pct. med en uddannelse i 1993 til 58 pct. i 2017. Problemet er bare, at børnene af de mødre, som har fået en langt højere uddannelsesgrad, er for unge til at få vurderet, hvor dygtigt de klarer sig i de nationale tests eller ved folkeskolens afgangsprøve – derfor er der al grund til at forvente, at den kommende generation af efterkommere faktisk klarer sig bedre, end vi ser her. En sidste ting, der er værd at bide mærke i, er, at den etniske sammensætning er grundlæggende forskellig i den nye generation sammenlignet med dem, man bruger i rapporten med. De indvandrere, der er gamle nok til at have fået både børn og børnebørn i Danmark, er i stort omfang de pakistanere og tyrkere, der kom til Danmark for at arbejde i 80’erne. Og fordi vi ved, at lige netop disse grupper typisk klarer sig dårligere end andre indvandrere, svarer generationssammenligningerne til, at man blander æbler og pærer.

Dette er kun nogle af problemerne i mediernes og politikernes tolkning af rapporten. Denne artikel fra Videnskab.dk 18. december belyser meget fint de samlede problemer forbundet med dækningen af rapporten.

 

Mens avisernes vinkling har været grundlæggende negativ […] kan resultaterne også pege i en anden retning: Mange af de integrationsproblemer, vi oplever i Danmark, kan løses
_______

 

En række positive tendenser
Hvad siger analysen så? Det afhænger af øjnene, der ser. Mens avisernes vinkling har været grundlæggende negativ – uden reelt at tage forbehold for ovenstående – kan resultaterne også pege i en anden retning: Mange af de integrationsproblemer, vi oplever i Danmark, kan løses. Man kan bl.a. læse af rapporten, at forældrenes uddannelsesbaggrund spiller en større rolle for barnets muligheder end deres etnicitet. Ser man eksempelvis på andelen af børn, der afslutter folkeskolen med 02 i karakter eller derover, så er det tilfældet for 75 pct. af børnene med anden etnisk baggrund, hvor forældrene har fuldført en ungdomsuddannelse, mens det kun er tilfældet for 62 pct. af de etnisk danske børn, hvis forældre kun har folkeskolen som højest fuldførte uddannelse.

Når andelen af mødre med uddannelse samtidig er steget, så tegner det positivt, og det forbedrer i den grad deres børns muligheder.

Vi har i Dansk Arbejdsgiverforening fundet frem til samme konklusion, hvad gælder job. Er forældrene på kontanthjælp, stiger sandsynligheden for, at børnene selv ender på kontanthjælp enormt. For den samlede befolkning gælder det, at 40 pct. af 18-24-årige på kontanthjælp har forældre, der selv er på kontanthjælp. Blandt andre unge har 13 pct. kontanthjælpsforældre. Den samme tendens gør sig gældende blandt indvandrere og deres børn.

Både hvad angår uddannelse og beskæftigelse, er konklusionen klar: Børn og unges integrationsproblemer skal tages seriøst, men de kan i stort omfang løses med den rette politik over for deres forældre.

Og så er der måske ikke grund til sortsyn over for den nye generation. Gemt væk i bilagene allerbagerst i rapporten er der en anden god nyhed: Her tager man højde for, at der er mange med tyrkisk og pakistansk oprindelse. Sammenligner man tyrkere med tyrkere og pakistanere med pakistanere, ser man faktisk en entydig fremgang i, hvor mange der får mindst 02 i skolens afgangsprøve. Altså præcis det modsatte af hvad Berlingske og flere politikere konkluderer.

Social baggrund må ikke undervurderes
I integrationsdebatten er det generelt vigtigt at skelne skidt fra kanel. Hvad skyldes indvandringen i sig selv, altså kultur, religion mv.? Og hvad skyldes sociale faktorer, såsom beskæftigelse, uddannelse, netværk, sprogkundskaber mv? Mens der ofte er en tendens til at fokusere på første del, viser erfaringerne, at de sociale faktorer spiller en vigtig, hvis ikke den vigtigste, rolle.

 

Mens kultur og religion kan være vanskeligt at påvirke politisk (i hvert fald på kort sigt), så er der gode værktøjer til at få flere indvandrere i job, til at få flere til at tage en uddannelse, skabe et bedre netværk, forbedre deres danskkundskaber osv.
_______

 

Det er ikke for at sige, at kultur eller religion ikke spiller nogen rolle – fx kan konservative kønsroller i nogle kulturer forklare, hvorfor det er sværere at få indvandrerkvinder i job. Men det afgørende er, at mens kultur og religion kan være vanskeligt at påvirke politisk (i hvert fald på kort sigt), så er der gode værktøjer til at få flere indvandrere i job, til at få flere til at tage en uddannelse, skabe et bedre netværk, forbedre deres danskkundskaber osv.

Eksempelvis stiller kommunerne kun krav til hver femte ikke-vestlige indvandrer på kontanthjælp om, at de aktivt skal søge arbejde. På trods af at ca. hver tredje kontanthjælpsmodtager er ikke-vestlig, så bliver mange glemt i systemet og parkeret i nyttesløs aktivering. I stedet burde socialrådgiverne bruge de værktøjer, de har: De skal have høje krav og forventninger til indvandrerne, de skal sende dem ud i praktik på en virksomhed, og så skal de trække i ydelsen for dem, der ikke gør en aktiv indsats. Det lyder hårdt, men vi ved, at det virker.

Når denne rapport og andre derfor understreger vigtigheden af forældrenes formelle tilknytning til samfundet, peger det samtidig også klart i retning af, at vi kan forbedre integrationen. Integrationen er dermed ikke en ligeså umulig opgave, som man nogle gange kan få indtryk af, når man åbner en dansk avis.

Lad mig komme med et eksempel. Da flygtningekrisen stod på sit højeste, kunne man let være opgivende over for udsigten til at få de nye flygtninge i job. I starten af 2016 var kun 20 pct. af flygtninge i job eller praktik tre år efter ankomst. Derfor tog Dansk Arbejdsgiverforening, LO og regeringen initiativ til en trepartsaftale, hvor vi vendte op og ned på måden, kommunerne modtog flygtningene på. Der blev indført et nyt lovende program – integrationsgrunduddannelsen (IGU) – der grundlæggende sikrede, at flygtninge fik de indsatser, vi ved virker – fx virksomhedspraktik og løntilskud på private arbejdspladser. I dag er 45 pct. nu i job eller praktik – altså mere end en fordobling på 2½ år. Andre initiativer samt manglen på arbejdskraft har naturligvis også bidraget til udviklingen, men det store skifte i resultaterne for flygtninge er et godt eksempel på, hvor meget tingene kan rykkes, hvis der er vilje til det.

 

Andre initiativer samt manglen på arbejdskraft har naturligvis også bidraget til udviklingen, men det store skifte i resultaterne for flygtninge er et godt eksempel på, hvor meget tingene kan rykkes, hvis der er vilje til det
_______

 

En målrettet indsats kan gøre underværker
Mens der er ændret fundamentalt på måden, vi arbejder med de helt nytilkomne flygtninge, er der fortsat sket for lidt i vores håndtering af de flygtninge og indvandrere, der har været her i mange år (og som nu får børn og børnebørn). Her er alt for mange fortsat på offentlig forsørgelse. Interessant nok er fordelingen dog skæv rundt om i landet. Hvor nogle kommuner har halvdelen af ikke-vestlige indvandrere i job, er det kun tilfældet for hver tredje i andre. I Dansk Arbejdsgiverforening har vi regnet os frem til, at 26.500 flere ikke-vestlige indvandrere ville være i job, hvis alle kommuner klarede det her område lige så godt som de dygtigste sammenlignelige kommuner. Det ville omtrent halvere forskellen i beskæftigelse mellem etniske danskere og ikke-vestlige indvandrere. Man har beregnet, at Ishøj og Tønder fx har nogenlunde samme forudsætning for at få en ledig i arbejde. Men i Tønder var 31 pct. ikke-vestlige indvandrere i job, mens 48 pct. var det i Ishøj. De tal handler først og fremmest om kommunal praksis – fx skal man lære meget af de vestegnskommuner, der har arbejdet med integration i årtier. Dertil kommer effekterne af nationale beskæftigelsesreformer.

Vi skal tage integrationsproblemerne alvorligt, men vi skal også håndtere dem seriøst. Selvom opgaven til tider kan virke uoverskuelig, findes der mange eksempler på det modsatte – eksempelvis når det gælder vejen til arbejdsmarkedet via reformer. I denne debat er det derfor vigtigt at huske på: Det er ikke nødvendigvis let at løse integrationsproblemerne. Men det kan lade sig gøre langt henad vejen. ■

 

Vi skal tage integrationsproblemerne alvorligt, men vi skal også håndtere dem seriøst. Selvom opgaven til tider kan virke uoverskuelig, findes der mange eksempler på det modsatte
_______

 



Rasmus Brygger (f. 1990) er chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening med ansvar for integration. Han er bl.a. tidligere debattør, hvor han har skrevet fast for bl.a. Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet. Også tidligere formand for LAU. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto.