21.11.2018

.

Det evige fokus på økonomisk vækst skader planeten og truer vores fælles fremtid. Det er på tide, vi indser, at økonomisk vækst ikke skal være et mål i sig selv.

Kommentar af Rasmus Nordqvist, klimaordfører i Alternativet

REGERINGEN fremlagde for nylig et klimaudspil, hvor 80 pct. af effekten af tiltagene opnås ved skrivebordsøvelser som brug af tekniske kreditter og rabatter, der ikke fordrer nok reel klimaindsats. Man må spørge sig selv: Hvordan kan det være, at regeringen kan fremlægge en klimaplan, der ikke er i nærheden af at sikre den omstilling, vi har brug for, hvis vi skal stoppe klimakrisen?

Mit bud er, at økonomisk vækst for nogle er blevet et samfundsmål i sig selv. Og når målet er vækst, er det – igen kun for nogle – logisk, at hensynet til økonomisk vækst sætter en stopper for den nødvendige klimaindsats. Det er derimod rigtigt, at økonomisk vækst og en ambitiøs og rettidig klimaindsats ikke nødvendigvis går hånd i hånd. Dermed ikke sagt, at en ambitiøs grøn omstilling nødvendigvis medfører negativ vækst, men vi må erkende, at det kræver massive investeringer i en grøn omstilling af også transport og landbrug, hvis vi skal omstille samfundets sektorer i tide. Gør vi det, vil det på sigt også være godt for samfundsøkonomien, fordi omstillingen er en bunden opgave, der skal foretages før eller siden – og fordi det kun bliver dyrere, jo længere vi venter. Spørgsmålet er, om vi er begyndt at arbejde for vækst i sig selv i stedet for at lade økonomien – og en eventuel økonomisk vækst – arbejde for os.

Historisk har væksten selvfølgelig givet gevinster, der ikke kan negligeres. Som finansminister Kristian Jensen pointerede på et samråd i klimaudvalget om post-vækst den 1. november, har vi brugt vækst til at løfte folk ud af fattigdom. Det er korrekt. Men samtidig kommer økonomisk vækst – i hvert fald i nogle dele af verden – i dag mest en snæver elite til gavn, hvor vi ser en enorm ophobning af rigdom på få hænder, og hvor det sjældnere og sjældnere drypper på degnen, når det regner på præsten.
Og dertil er det vigtigt at anerkende, at det er den vækst, vi hidtil har haft, som lige nu styrer os direkte mod en fatal klimakrise. Det er det nuværende neoliberale økonomiske system, der har bragt os på kanten af klimakrisen. Det afføder et nyt spørgsmål: Er der ikke blot en økonomisk, men også en økologisk grænse for vækst? Vi lever i dag, som om vi har flere planeter til rådighed; at vi bare kan udpine og drive rovdrift på vores økosystemer, uden det får konsekvenser, men der er altså – i hvert fald ikke pt – nogen planet B.

 

Vi lever i dag, som om vi har flere planeter til rådighed; at vi bare kan udpine og drive rovdrift på vores økosystemer, uden det får konsekvenser, men der er altså ikke nogen planet B
_______

 

Spørgsmål som dette er svære at besvare, men vigtige at diskutere. Som regel diskuterer vi desværre mest, om der skal være mere eller mindre vækst i økonomien. Det er for mig ikke det væsentlige spørgsmål. Vækst skal ikke være det mål, vi som samfund stræber efter. Det mål, jeg mener, vi som samfund bør stræbe efter, er et samfund i balance. Et samfund i gang med en hurtig grøn omstilling og med glade, trygge borgere. Om det i sidste ende betyder mere eller mindre økonomisk vækst, er underordnet. Det afgørende er, at mennesker trives, og at ressourcerne ikke bruges i et omfang, der smadrer kloden og dermed vores eksistensgrundlag. Jeg tror, at det er på tide at indse, at vækst er som en rusten hammer – et redskab der må skiftes ud. For som redskab løser det ikke det mest væsentlige problem: klimakrisen. Tværtimod.

I DAG gennemsyrer økonomiske mål, krav, aftaler og love vores samfund og institutioner. I en ny bæredygtig økonomi bør det være grønne mål, krav og love, der gennemsyrer vores samfund. Vores primære rettesnor skal være, om vi har fremgang på de parametre, der egentlig betyder noget: Går det frem med livstilfredshed og helbred, falder CO2-udledningen, får vi bremset tabet af biodiversitet, minimeret kemikaliebelastningen, osv. Det er de ting, vi skal måle fremgang på. I det eksisterende system er det økonomi først og derefter miljø. Sådan skal det ikke være længere. Det skal være omvendt.

Derfor skal en klimaplan ikke udformes i eller nødvendigvis godkendes af et finansministerium. Et ministerium for grøn omstilling, som vi foreslår i vores regeringsprogram, skal i stedet sætte den grundlæggende politiske ramme for andre ressortområder. Hensynet til og behovet for grøn omstilling skal overtage den rolle, som Finansministeriet har i dag som rammesættende for regeringens arbejde. Det vil betyde, at behovet for grøn omstilling altid vil være det, der er udgangspunktet for den politik, der kan føres. I stedet for at se på, hvor mange penge vi har, og derefter hvilken grøn politik der er råd til, skal vi se på, hvilken grøn politik der er brug for – og så skaffe pengene til den.

For at vende tilbage til samrådet om post-vækst for nylig er der ifølge finansministeren ingen modsætning mellem vækst og bæredygtighed. Nye grønne teknologier er løsningen. Vækst og grøn omstilling er ikke et enten-eller men et både-og-spørgsmål, forstår man på ministeren. Men vi bliver nødt til at sætte spørgsmålstegn ved vækstens struktur. Eksempelvis nytter det ikke at blive ved med at benytte BNP-vækst som det dominerende samfundsudviklingsmål, når det er totalt afkoblet fra forbrug af jordens ressourcer. Alternativet har i udspillet ”De tre bundlinjer” fremlagt 18 indikatorer, som vi i en bæredygtig økonomi skal måle samfundsmæssig fremgang på. De tæller bl.a. drivhusgasudledning, økologisk fodaftryk, biodiversitet, fattigdom, demokrati, lighed og graden af investering i fremtiden.

 

Vi skal sætte spørgsmålstegn ved, om jagten på vækst er den bedste strategi for at opnå det, vi gerne vil, nemlig trivsel og et bæredygtigt samfund
_______

 

Vi skal sætte spørgsmålstegn ved, om jagten på vækst er den bedste strategi for at opnå det, vi gerne vil, nemlig trivsel og et bæredygtigt samfund. Hvis ikke vi stiller de spørgsmål, kommer vi aldrig til at finde nye svar.

Alternativet arbejder hverken målrettet efter mere vækst, ingen vækst eller minusvækst, men vi konstaterer, at den nuværende strategi ikke virker. Ministerens strategi er, at vi skal læne os tilbage og vente på teknologien – vel at mærke, når økonomien tillader det. Den strategi er der desværre bare ikke tid til.

Det blev senest bekræftet den 8. oktober, da vor tids måske vigtigste videnskabelige rapport udkom: FN’s klimapanels rapport om muligheden for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Konklusionen var entydig: Det er fortsat muligt at nå målet om at begrænse klodens temperaturstigning til 1,5 grader, men det vil kræve et hidtil uset ambitionsniveau fra klodens beslutningstagere. Menneskelige aktiviteter har forårsaget global opvarmning på omkring 1 grad. Vi lever med andre ord i klimakrisens tidsalder.

Det vil kræve hurtige og vidtrækkende omstillinger indenfor landbrug, energi, industri, bygninger, transport og byer, hvis den globale opvarmning skal begrænses tilstrækkeligt. Der er brug for radikal handling nu. Vi skal blive et fossilfrit lavemissionssamfund i 2035, hvis vi skal yde vores bidrag til den globale klimakamp.

Det betyder, at fremtidens økonomiske system under ingen omstændigheder kan se ud som fortidens. Det afgørende er, at væksten ikke fortsat er et mål i sig selv. Jeg har i hvert fald svært ved at se, hvad væksten er værd for os på en planet, der er blevet ubeboelig for livet, som vi kender det. Og det vil jo være konsekvensen, hvis vi fortsætter som hidtil. Væksten har været et instrument, som på nogle måder har tjent os godt, men på andre områder utrolig dårligt. Det er tid til at grave dybt i værktøjskassen og finde andre redskaber frem – eller opfinde nye – der passer bedre til tidens udfordringer. Så vi politisk fastslår, at vi ikke skal arbejde for økonomien, men at økonomien skal arbejde for os. ■

 

Væksten har været et instrument, som på nogle måder har tjent os godt, men på andre områder utrolig dårligt. Det er tid til at grave dybt i værktøjskassen og finde andre redskaber frem
_______

 

Rasmus Nordqvist (f. 1975) er klimaordfører for Alternativet og partiets spidskandidat til valget til Europa-Parlamentet.