07.08.2018

.

En række centrale debattører og beslutningstagere synes ikke at ville anerkende, at det er EU’s egen inkompetence og manglende evne til at handle på flygtninge- og migrantkrisen, der bærer skylden for den politiske højredrejning i Europa. Men hvis EU får kontrol med sine ydre grænser, forsvinder incitamentet til at stemme på højrenationale politikere, som vi bl.a. ser i Polen og Ungarn.

Kommentar af Steen Holm Iversen (LA)

HENOVER SOMMEREN har jeg adskillige gange debatteret EU’s udvikling med formanden for Europabevægelsen, Stine Bosse. Anledningen til vores debatter har været det polske parlaments vedtagelse af den stærkt omdiskuterede domstolsreform og EU-Kommissionens beslutning om – for første gang siden 1997 – at aktivere artikel 7. Det kan – hvis Polen fortsætter sin nuværende kurs – ende med at landet pålægges økonomiske sanktioner, og hvis der er enighed blandt medlemmerne, kan Polen få frataget sin stemmeret i ministerrådet.

Stine Bosse forstår ikke, at jeg som liberal kan være uenig med hende i, hvad der er den rigtige vej frem for EU i håndteringen af udfordringerne med Polen og dets ligesindede medlemslande. Diskussionernes kerne har kort fortalt været: Vil kursen med fortsat optrapning og konfrontation virke, eller vil den fejle og kaste EU ud i en konstitutionel krise?

Står én ting klart efter mine debatter med Stine Bosse, er det, at eventuelle overvejelser om at melde mig ind Europabevægelsen er definitivt indstillet. Bosse demonstrerede, at hun er nøjagtig så EU-fundamentalistisk over for folk, der er kritiske over for EU’s udvikling, som formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker. De tror begge på, at man kan holde sammen på EU gennem tvangsforanstaltninger og ved at bagatellisere nationalstaterne og deres legitime frygt for migrationen og for islamisering. Det er uklogt.

Jeg er både som liberal og demokrat dybt bekymret over den antidemokratiske udvikling i Polen. Jeg er såmænd også bekymret over den antidemokratiske udvikling, som Victor Orban står bag i Ungarn, og ikke mindst det højrenationale AFD’s fremgang i Tyskland. Disse nationalkonservative kræfter udfordrer en lang række af de værdier, friheder og rettigheder, som EU er bygget på, og som vi troede var selvfølgelige og ukrænkelige.

Vi er vidne til hidtil uhørte indskrænkninger i ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og de frie, uafhængige – og ikke mindst kritiske – mediers frihed, og i en række østeuropæiske lande strammes fx kontrollen med de statsstyrede medier på en måde, vi ikke har set i Europa i årtier. Det er både deprimerende og bekymrende. Det store spørgsmål er imidlertid, hvad EU skal gøre ved det?

 

Vi er vidne til hidtil uhørte indskrænkninger i ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og de frie, uafhængige – og ikke mindst kritiske – mediers frihed
_______

 

EN RÆKKE centrale danske debattører, herunder Stine Bosse, synes ikke at ville anerkende, at det er EU’s egen inkompetence og manglende evne til at handle på flygtninge- og migrantkrisen, der bærer skylden for den politiske højredrejning og den fremgang, de nationalkonservative kræfter oplever i Europa i disse år.

Siden 2014 har EU tilladt ukontrollerede flygtninge- og migrantstrømme at vælte ind over EU’s ydre grænser uden at stå fast på reglerne i Schengen-samarbejdet og Dublin-traktaterne. De kunne trods alt have skabt en smule orden i det massive kaos. Desuden har man ikke haft en fælles plan for eller holdning til, hvordan problemet skulle håndteres. I mellemtiden fortsætter migranterne med at ankomme i hobetal til Sydeuropa. Senest har den nyvalgte regering i Italien afvist at tage imod flere.

Det er muligt, at Stine Bosse tror, at Polen, Ungarn og nu Italien kan trues eller skræmmes tilbage i den europæiske fold. Det kan de ikke. Den vej vil kun have den modsatte effekt og øge den folkelige opbakning til de nationale regeringers EU-rebelske kurs. Økonomiske sanktioner vil have en effekt på lang sigt, men så længe EU’s migrantproblem ikke er løst, vil de blot efterlade EU endnu mere handlingslammet, end tilfældet allerede er i dag.

Hvad angår juraen har EU-Kommissionen en god sag. Både Polen og Ungarn har tilsluttet sig EU’s traktater og er forpligtigede til at efterleve dem. Problemet er bare, at regeringerne i både Warszawa og Budapest påberåber sig deres ukrænkelige ret til selvforsvar over for en union, som set med deres øjne har optrådt ansvarsløst, og som ikke har håndhævet den suverænitet, som medlemslandene har afgivet til EU.

Rent politisk har EU-Kommissionen til gengæld en dårlig sag og står svækket og forpjusket tilbage. Den situation udnytter de antiliberale og antidemokratiske politiske kræfter. En fortsat konfrontationskurs vil blot smide mere benzin på de anti-EU-bål, der i forvejen brænder i befolkningerne, og ultimativt ende i flere ”Brexits”. De bekymrede og nationalt bevidste befolkninger vil få en stærkere fælles fjende. De ofrer gerne et par liberale frihedsrettigheder for at sikre dem selv imod islamisering.

FAKTUM ER, hvad enten vi kan lide det eller ej, at regeringerne i både Polen og Ungarn er demokratisk valgte. Det gør dem ikke perfekte eller deres politik mere spiselig, liberal eller i overensstemmelse med EU-traktaterne, men det burde diktere en mere respektfuld og konstruktiv tone og en anderledes adfærd fra EU-Kommissionen.

Var jeg tilhænger af EU’s opløsning, ville jeg opfordre EU-Kommissionen til at tage konflikterne med de uregerlige medlemslande. Jo flere, jo bedre. Det er jeg imidlertid ikke, og skal EU-projektet overleve, skal der findes en anden vej, som kan holde sammen på de tilbageværende 27 medlemslande.

 

Sikringen af EU’s ydre grænser og kontrol med migrantstrømmene er den helt afgørende forudsætning. Det er dét, der skal pille luften ud af de højrenationales kritik og sikre en stabil demokratisk udvikling i EU
_______

 

Sikringen af EU’s ydre grænser og kontrol med migrantstrømmene er den helt afgørende forudsætning. Det er dét, der skal pille luften ud af de højrenationales kritik og sikre en stabil demokratisk udvikling i EU. Derfor skal EU lukke sine grænser og afvise både migranter og flygtninge ved i stedet at henvise dem til at søge om ophold eller asyl fra EU’s repræsentationer og opsamlingslejre i de sikre tredjelande, som de i overvejende grad kommer fra. De migranter og flygtninge, der illegalt er kommet ind i EU, skal konsekvent sejles tilbage og afvises, uanset hvor inhumant det kan forekomme.

Hvis EU får styr på sine ydre grænser, forsvinder incitamentet til at stemme på de højrenationale politikere, som lige nu har patent på effektive løsninger mod truslen fra ukontrolleret migration.

Derfor skal EU anerkende den frygt, som islamiseringen og den voksende mellemøstlige befolkningsgruppe skaber i de europæiske befolkninger, og handle effektivt for at stabilisere den politiske udvikling i hele EU. Så længe migranterne fortsat vælter ind over strandene i de sydeuropæiske lande – bistået af velmenende humanitære organisationer, der er blevet til en del af menneskehandlernes kyniske transportsystem – vil de nære både den europæiske højredrejning og frygten for islamisering i Europa.

Det er ikke overraskende, at det er de østeuropæiske lande, der reagerer med en politisk højredrejning. Det har de gjort før, og det ligger stadig i deres dna. De oplever sig truet fra mange sider, og det er derfor naivt og historieløst at tro, at vi rykker polakkerne eller ungarerne og deres nationale parlamenter med trusler. Vi risikerer modsat, at de sydeuropæiske nationer som Spanien, Portugal, Grækenland og Italien følger med.

Migrantkrisen og islamiseringen af Europa har skabt tvivl om EU-projektets styrke og fremtid; ikke mindst EU’s evne til at sikre medlemslandenes suverænitet, sikkerhed og frihed. Så hvis vi skal have dem alle tilbage i folden, skal EU skabe orden i eget hus. Det skal bl.a. sikre EU’s indre marked, som er en af de mest fundamentale forudsætninger for hele EU-projektet. Den europæiske frihandel har båret både udviklingen af det europæiske demokrati og politiske kultur i EU-landenes befolkninger på sine skuldre, og er et af de mest succesfulde fredsskabende og fredsbevarende initiativer i Europas historie.

EU skal opretholde en kritisk dialog og stillingtagen til de antidemokratiske udviklinger, men man må indse, at før EU leverer på den helt fundamentale præmis i EU-samarbejdet, bliver det Kommissionens tomme tønder, der buldrer – og en konstitutionel krise vil være uundgåelig. ■

 

Man må indse, at før EU leverer på den helt fundamentale præmis i EU-samarbejdet, bliver det Kommissionens tomme tønder, der buldrer
_______

 

Steen Holm Iversen (f. 1964) er stedfortræder til Folketinget for Liberal Alliance, folketingskandidat og medlem af Varde byråd. ILLUSTRATION: Formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, og Ungarns premierminister, Victor Órban [foto: REUTERS/Francois Lenoir/Scanpix]