Tim Whyte (MS) om Danmarks nye plads i FN’s Menneskerettighedsråd: Kampen for menneskerettigheder skal kæmpes både ude og hjemme, for begge steder mindskes deres råderum

Tim Whyte (MS) om Danmarks nye plads i FN’s Menneskerettighedsråd: Kampen for menneskerettigheder skal kæmpes både ude og hjemme, for begge steder mindskes deres råderum

21.10.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

De værdier, som Danmark skal kæmpe for som nyslået medlem af FN’s Menneskerettighedsråd, er under pres – også herhjemme. Så hvis vores medlemskab skal være troværdigt, skal udenrigsminister Anders Samuelsen og andre danske politikere stå på mål for menneskerettighederne ikke bare i rådet, men også hjemme i Folketinget.

Af Tim Whyte, generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

DANMARK blev 12. oktober valgt ind i FN’s Menneskerettighedsråd, hvor de 47 medlemslande skal holde øje med, hvorvidt alverdens stater overholder menneskerettighederne.

Stort tillykke med det. Nu har Danmark så tre år, som medlemskabet varer, til at kæmpe for de universelle rettigheder, der er under pres rundt om i verden – også herhjemme. Men hvis den kamp skal være troværdig, skal medlemskabet ikke bare bruges til at konfrontere de krænkelser, der sker ude i verden. Medlemskabet skal også bruges til at kigge indad. For nok er forholdene i Danmark meget bedre end i eksempelvis Kina, Saudi-Arabien og Egypten, der paradoksalt nok også er medlemmer af menneskerettighedsrådet, og end i Bahrain, der også lige har fået en plads, hvor kritikere af styret bures inde på livstid. Men det betyder ikke, at Danmarks plads i rådet er en blåstempling af, at alt er i skønneste orden herhjemme, eller at Danmark er ren som sne.

Der er derfor ingen undskyldning for at lukke øjne og ører for de problemer, der eksisterer på vores egen banehalvdel. Vi har tværtimod fået en oplagt anledning til at overveje de valg, vi selv træffer.

Her tænker jeg blandt andet på forholdene for asylbørn i Danmark. Forholdene er blevet kritiseret fra flere sider, herunder FN’s Børnekomité, der har flere klagepunkter. Et af dem er, at Danmark frihedsberøver asylansøgende børnefamilier som afventer hjemsendelse. Men de danske myndigheder ignorerer FN’s henstillinger og fortsætter som hidtil. Det går blandt andet ud over børnene på udrejsecenter Sjælsmark, hvor forholdene ifølge eksperter, herunder direktøren i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, er “kummerlige”. Så sent som den 14. oktober – to dage efter Danmarks medlemskab af FN’s Menneskerettighedsråd blev bekræftet – beskrev Politiken, hvordan børnefamilierne hverken har ret til at lave mad eller have elektriske apparater på værelserne.

En anden skramme i den danske lak er forskelsbehandlingen af beboere i de såkaldte ghettoområder. FN’s daværende højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra’ad al-Hussein, beskrev i sommer ghettopakken som “enormt bekymrende.” Den “risikerer at skabe mere racediskrimination mod personer med indvandrerbaggrund,” advarede højkommissæren, der blandt andet sigter til, at der skal gælde andre regler og krav til borgerne i et ghettoområde end i det øvrige danske samfund. Samtidig har den danske ghetto-politik trukket overskrifter i store internationale medier som New York Times, Washington Post, Time Magazine og The Guardian, der beskriver Danmark som “et sted, der engang var kendt som en sikker havn for tolerance.”

 

FN’s daværende højkommissær for menneskerettigheder […] beskrev i sommer ghettopakken som “enormt bekymrende.” Den “risikerer at skabe mere racediskrimination mod personer med indvandrerbaggrund,” advarede højkommissæren
_______

 

SENEST har en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder mindet os om et andet område, hvor menneskerettighederne er under pres herhjemme. Rapporten fastslår, at nogle familier i Danmark lever under Grundlovens krav om et eksistensminimum. Det drejer sig om nogle af de 8.000 familier – ca. 50.000 mennesker – der er afhængige af integrationsydelsen, der blev indført som et såkaldt straks-indgreb med det formål at gøre det mindre attraktivt for flygtninge at søge mod Danmark.

For det politiske flertal handler det ikke længere kun om at holde flygtningene væk fra Danmark. Nej, nu skal de, som har fået ophold herhjemme, sendes retur så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre. At der stadig er krig og konflikt i Syrien, er ikke nogen undskyldning for ikke at tage retur, lyder det sågar fra Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet.

Der tales om et såkaldt paradigmeskifte i Danmarks asyl- og integrationspolitik i forbindelse med de forestående forhandlinger om næste års finanslov. Målet er yderligere forringelser af vilkårene for de flygtninge, der opholder sig her til lands, og Dansk Folkeparti er også parat til, at Danmark skal melde sig ud af konventionerne – herunder FN’s – hvis de stiller sig i vejen for hjemsendelse af flygtningene.

Ingen af de andre store partier siger for alvor Dansk Folkeparti imod, og Folketingets åbningsdebat anno 2018 var således præget af stemmer, der mener, at Danmark skal udfordre internationale konventioner, mens vi nu selv sidder i det menneskerettighedsråd, der skal beskytte dem. Vi bør alle – ikke mindst de folkevalgte – tage en dyb indånding og spørge, hvor godt det egentlig hænger sammen.

Vil Danmark fortsat være et land, der står på mål for grundlæggende rettigheder, eller vil vi droppe dem og ofre de minoriteter, de beskytter, i en snæver vending, når der skal gennemføres en finanslov? Vil vi være som de lande, vi fra dansk side er med til at kritisere for hykleri i FN’s Menneskerettighedsråd? Nogle af disse lande står jo med den samme slags afvejning mellem kortsigtede politiske gevinster kontra universelle principper. Tag fx Bangladesh, hvor Mellemfolkeligt Samvirke arbejder med rettigheder for de fattige og marginaliserede. Der betaler de religiøse mindretal og homoseksuelle prisen for, at den demokratisk valgte regering tækkes islamisterne for at beholde magten. Eksempelvis har regeringen i Bangladesh anklaget landets ateistiske bloggere for at krænke befolkningens religiøse følelser i stedet for at forsvare bloggerne mod islamisterne voldelige overfald.

Den globale værdikamp for demokrati og menneskerettigheder er en kamp, der også kæmpes i vores egne hoveder og hjerter, og jeg håber, at politikerne indser, at denne kamp er vigtigere end det næste folketingsvalg. Denne kamp drejer sig om vores forestilling om det, der forener os alle som mennesker. Det er det, menneskerettighedsrådet handler om, og der er masser af opgaver at kaste sig over; masser af rettigheder, der akut trænger til at blive beskyttet rundt om i verden.

 

Den globale værdikamp for demokrati og menneskerettigheder er en kamp, der også kæmpes i vores egne hoveder og hjerter, og jeg håber, at politikerne indser, at denne kamp er vigtigere end det næste folketingsvalg
_______

 

UD OVER de velkendte brændpunkter såsom Syrien, Yemen og Myanmar, hvor civilbefolkningen er ofre for regulære krigsforbrydelser, er der to sager, som vi i Mellemfolkeligt Samvirke vil opfordre Danmark til at sætte på dagsordenen i FN’s Menneskerettighedsråd.

Den ene sag handler om, at vi verden over ser et stadig mere begrænset råderum for rettighedsforkæmpere, aktivister og de ikke-statslige organisationer: NGO’erne. Helt aktuelt har de pakistanske myndigheder smidt 18 internationale NGO’er på porten – tilmed uden begrundelse.

De berørte organisationer arbejder med en bred vifte af udviklingsopgaver og humanitære indsatser inden for fattigdomsbekæmpelse, familieplanlægning, uddannelse og menneskerettigheder. Den ene af de organisationer, som er smidt ud af landet, er ActionAid International, der er Mellemfolkeligt Samvirkes internationale partner. Vi har fået 60 dage til at pakke sammen, og prisen bliver betalt af de tusindvis af almindelige pakistanske familier, som organiserer sig med ActionAids støtte, så de kan kræve deres rettigheder. Men vores lokale samarbejdspartnere, de pakistanske NGO’er, bliver også berørt: Den pakistanske regering har sendt dem et klart signal om at stikke piben ind.

Udviklingen ser vi på alle kontinenter. Også i Europa, hvor Ungarn er det klareste og mest foruroligende eksempel på, at civilsamfundet stækkes af staten. Den udvikling bør Danmark modarbejde som medlem af FN’s Menneskerettighedsråd. Det bør vi af mange grunde, men blandt andet fordi Danmark netop lægger stor vægt på samarbejdet med civilsamfundet i sin udviklingsbistand.

DEN ANDEN aktuelle og presserende sag, som vi mener, at Danmark skal tage op i menneskerettighedsrådet, er de transnationale selskabers udprægede straffrihed. Det gælder fx, når de får deres varer produceret under kummerlige og direkte livstruende arbejdsvilkår eller forurener floder og landbrugsjord, så lokalbefolkningen mister sit indtægtsgrundlag.

 

Mange af de multinationale selskaber har en økonomisk volumen, der er langt større end det land, de opererer i. Det gælder især udviklingslande, der dermed i mange tilfælde ikke kan komme efter selskaberne
_______

 

Udfordringen her er blandt andet, at staterne ikke via deres egne nationale lovgivninger kan retsforfølge de transnationale virksomheder, men i bedste fald kun det datterselskab, der står bag overgrebet. En anden udfordring er, at mange af de multinationale selskaber har en økonomisk volumen, der er langt større end det land, de opererer i. Det gælder især udviklingslande, der dermed i mange tilfælde ikke kan komme efter selskaberne, hvis de begår menneskerettighedsovergreb eller andre forbrydelser.

Et eksempel er det britisk-schweiziske mineselskab Glencore, der anklages for at blæse på arbejdstagernes rettigheder og sikkerhed i lande som Bolivia, Den Demokratiske Republik Congo, Colombia og Zambia. Anklagen kommer blandt andet fra den internationale fagbevægelse IndustriALL, der har rejst sagen over for FN’s Menneskerettighedsråd. En række FN-lande forsøger faktisk allerede at få opbakning til en bindende traktat, der skal beskytte menneskers rettigheder i konflikter med multinationale virksomheder. Men indtil videre har Danmark holdt meget lav profil og har nøjedes med at lade sig repræsentere ved forhandlingerne gennem EU, der er skeptisk og ligefrem modarbejder processen.

Så tillykke med medlemskabet af FN’s Menneskerettighedsråd, Danmark. Der er rigeligt med opgaver at gå igang med, og udenrigsminister Anders Samuelsen har lovet, at han vil gå til vaflerne og “arbejde for et troværdigt Råd, der behandler de alvorligste menneskerettighedskrænkelser, uanset hvor de sker”. Lad os håbe, at han lever op til det. ■

 

Udenrigsminister Anders Samuelsen har lovet, at han vil gå til vaflerne og “arbejde for et troværdigt Råd, der behandler de alvorligste menneskerettighedskrænkelser, uanset hvor de sker”. Lad os håbe, at han lever op til det
_______

 



Tim Whyte (f. 1974) er generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke og tidligere vicedirektør for Save the Children, Bangladesh. Han har en grad i kolonihistorie fra Wesleyan University i USA og er uddannet fagjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. ILLUSTRATION: Topshot af FN’s Menneskerettighedsråd i Geneve, Schweiz (Foto: Fabrice Coffrini/Scanpix)